LBK nr 331 af 20/03/2025
Erhvervsministeriet
Selskabsloven § 159
Hvis selskabets centrale ledelsesorgan udnytter en bemyndigelse til forhøjelse af kapitalen ved tegning af nye kapitalandele meddelt i henhold til § 155, skal beslutningen angive
-
det mindste og det højeste beløb, selskabskapitalen skal kunne forhøjes med,
-
tegningskursen og kapitalandelenes størrelse eller antal,
-
hvornår de nye kapitalandele giver ret til udbytte og andre rettigheder i kapitalselskabet,
-
de anslåede omkostninger ved forhøjelsen, som kapitalselskabet skal betale,
-
tegningsfristen samt en frist på mindst 2 uger fra tidspunktet for afsendelse af underretning til kapitalejerne, inden for hvilken kapitalejerne skal udnytte fortegningsretten,
-
fristen for kapitalandelens indbetaling samt reglerne for fordeling ved overtegning af de kapitalandele, som ikke er tegnet på grundlag af fortegningsret,
-
om de nye kapitalandele kan indbetales i andre værdier end kontanter, jf. § 160, eller
-
om de nye kapitalandele kan indbetales ved konvertering af gæld, jf. § 161.
Stk. 2. For det centrale ledelsesorgans beslutning efter stk. 1 finder §§ 163 og 164 tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Det centrale ledelsesorgan kan foretage de ændringer af vedtægterne, som er en følge af kapitalforhøjelsen.