Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Straffens fastsættelse

5.5. Straffelovens § 81 b

Efter straffelovens § 81 b kan straffen for en straffelovsovertrædelse begået på et offentligt tilgængeligt sted ved brug af skydevåben eller af våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, jf. § 192 a, stk. 1, forhøjes med indtil det halve.

Det følger af forarbejderne til bestemmelsen (L 190 af 26. april 2017), at § 81 b bl.a. er tiltænkt at skulle finde anvendelse i de tilfælde, hvor skydevåben mv. bruges til personangreb på offentligt tilgængeligt sted, hvor der generelt er en risiko for, at også tilfældigt udenforstående personer kan blive ramt.

Straffelovens § 81 b er et supplement til straffelovens § 81 a og kan således alene anvendes på forhold, som ikke samtidig er omfattet af § 81 a.

Bestemmelsen gælder i modsætning til straffelovens § 81 a, uanset om gerningsmanden har tilknytning til rocker- eller bandemiljøet.

Strafforhøjelsesbestemmelsen i § 81 b finder anvendelse på forhold begået efter den 1. juli 2017.

Bestemmelsen omfatter alle overtrædelser af straffeloven, herunder også forsøg på og medvirken til lovovertrædelserne. I praksis vil bestemmelsen navnlig kunne have betydning i forbindelse med overtrædelser af straffelovens bestemmelser om manddrab (§ 237), legemsangreb af særlig farlig karakter (§§ 245-246) og forsætlig fareforvoldelse (§ 252).

Anvendelsen af straffelovens § 81 b forudsætter, at der samtidig hermed begås en overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, om ulovlig våbenbesiddelse mv. under særligt skærpende omstændigheder. Våbentyper omfattet af straffelovens § 192 a, stk. 1, vil f.eks. kunne være enkeltskudsvåben, halvautomatiske våben, repetervåben, fuldautomatiske skydevåben, panserværnsraketter, morterer, håndgranater, bomber, miner og eksplosivstoffer.

Det er dog ikke tilstrækkeligt, at den pågældende dømmes for overtrædelse af straffelovens § 192 a alene. Der kan bl.a. henvises til TfK 2022.193 Ø, hvor landsretten ikke fandt grundlag for at anvende straffelovens § 81 b, idet den tiltalte alene blev dømt for overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, og ikke samtidig blev dømt for andre overtrædelser af straffeloven.

Derudover er det en betingelse for anvendelse af straffelovens § 81 b, at lovovertrædelsen begås ved ”brug” af skydevåben mv. Det betyder, at skydevåbnet mv. skal være affyret (eller forsøgt affyret), eller at eksplosivstoffet, håndgranaten mv. skal være bragt til sprængning (eller forsøgt bragt til sprængning) i forbindelse med den pågældende overtrædelse af straffeloven.

Anvendelsen af straffelovens § 81 b forudsætter, at lovovertrædelsen begås på ”offentligt tilgængeligt sted”. Dette skal forstås som steder, hvortil der er almindelig adgang, herunder veje, parker, offentlige transportmidler, restauranter, butikker, butikscentre, forlystelsessteder og offentlige kontorer. Det er derimod ikke afgørende for spørgsmålet om bestemmelsens anvendelsesområde, om der aktuelt befandt sig mennesker i det pågældende område, herunder om angrebet er foregået om aftenen eller om natten. En straffelovsovertrædelse, som begås ved brug af skydevåben mv. i en bil, som befinder sig på offentligt tilgængeligt sted, er også omfattet af bestemmelsen.

Det forudsættes i forarbejderne til bestemmelsen, at en lovovertrædelse bl.a. anses for begået på offentligt tilgængeligt sted, hvis enten gerningsmanden eller offeret befinder sig på offentligt tilgængeligt sted. For eksempel vil et skud afgivet fra en privat lejlighed være omfattet af bestemmelsen, hvis skuddet er rettet mod en person, der befinder sig på offentligt tilgængeligt sted. På samme måde vil et skud afgivet fra et offentligt tilgængeligt sted være omfattet af bestemmelsen, selv om skuddet er rettet mod en person, der befinder sig i en privat bolig. Tilsvarende gælder, hvor skuddet passerer offentligt tilgængeligt sted på vej fra én privat bolig til en anden.

Efter straffelovens § 81 b gælder strafforhøjelsen både i relation til strafudmålingen for overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, og i relation til strafudmålingen for den eller de overtrædelse(r) af straffeloven, som er begået ved brug af skydevåben mv.

Straffen for lovovertrædelserne kan efter straffelovens § 81 b forhøjes med indtil det halve i forhold til den straf, der ville blive fastsat af domstolene for tilsvarende lovovertrædelser, hvor § 81 b ikke finder anvendelse. Dette gælder uanset den pågældende lovovertrædelses strafferamme. Der kan dog højest udmåles en tidsbestemt straf på fængsel i 20 år, jf. straffelovens § 33, stk. 2.

Det forudsættes i forarbejderne til bestemmelsen, at den øvre del af strafforhøjelsesrammen – dvs. hvor straffen som udgangspunkt vil skulle forhøjes med det halve – først og fremmest vil skulle finde anvendelse i forbindelse med lovovertrædelser, hvor skydevåben mv. bruges til personangreb på åben gade og andre lignende offentligt tilgængelige steder, hvor andre mennesker i almindelighed færdes, og hvor der er en risiko for, at forbipasserende eller omkringboende mv. kan blive ramt. Det er i den forbindelse ikke afgørende, om der aktuelt befandt sig mennesker i det pågældende område, herunder om angrebet er foregået om aftenen eller om natten.

Det indebærer bl.a., at straffen i en sag, hvor en person f.eks. afgiver skud mod en anden person på åben gade, en villavej eller gennem vinduet til en café mv., som udgangspunkt vil skulle forhøjes med det halve i forhold til den straf, der ellers ville blive fastsat af domstolene. I tilfælde, hvor domstolene ville udmåle en straf på fængsel i 8 år – f.eks. i en sag om drabsforsøg på åben gade ved brug af skydevåben – er det således i forarbejderne forudsat, at der i stedet som udgangspunkt fastsættes en straf på fængsel i 12 år.

Udgangspunktet om, at straffen i de nævnte tilfælde skal forhøjes med det halve, gælder efter Rigsadvokatens opfattelse også, når der er tale om meget langvarige straffe. Anklagemyndigheden skal således som udgangspunkt f.eks. nedlægge påstand om, at en straf, der ellers ville blive fastsat til 12 års fængsel, forhøjes til 18 års fængsel, og at en straf på 14 års fængsel forhøjes til fængsel på livstid.

Der henvises i den forbindelse til Højesterets dom af 6. oktober 2021 (U 2022.40), hvor tiltalte blev fundet skyldig i drab under anvendelse af skydevåben på et offentligt sted, jf. straffelovens § 237, jf. § 81 b, og § 192 a, stk. 1, nr. 1, og stk. 3, jf. § 81 b. Højesteret fandt, at straffen – inden forhøjelse efter § 81 b – i medfør af princippet om modereret kumulation ville skulle udmåles til fængsel i ikke under 15 år. Højesteret fandt endvidere, at straffen i overensstemmelse med udgangspunktet i lovens forarbejder skulle forhøjes med det halve. Da straffen derved oversteg grænsen i straffelovens § 33, stk. 2, for tidsbestemt straf, blev straffen udmålt til fængsel på livstid.

Hvis en person derimod overtræder straffeloven ved brug af f.eks. skydevåben på et offentligt tilgængeligt sted, hvor der typisk ikke er risiko for, at tilfældigt udenforstående kan blive ramt, eksempelvis i en forladt grusgrav eller et andet meget øde sted, vil der som udgangspunkt alene skulle fastsættes en straf noget over de strafpositioner, der ellers ville blive anvendt af domstolene. Strafforhøjelsen i en sådan sag vil således afhænge af en konkret vurdering af sagens omstændigheder.