Lovguiden Logo
Gældende

CIR1H nr 10122 af 20/11/2025

Justitsministeriet

Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Overførsel af frihedsstraffe i Norden

2. Fuldbyrdelse i Danmark af frihedsstraf idømt i et andet nordisk land

De andre nordiske lande kan anmode Danmark om at overtage fuldbyrdelsen af en frihedsstraf.

Afhængigt af, om der er tale om en betinget eller ubetinget frihedsstraf, behandles anmodningen af enten politiet eller Styrelsen for Danmarks Fængsler. I visse tilfælde skal afgørelsen forelægges for Justitsministeriet. Se nærmere under pkt. 5.

2.1. Fuldbyrdelse i Danmark af betingede frihedsstraffe

En anmodning fra et andet nordisk land om fuldbyrdelse i Danmark af en betinget frihedsstraf behandles efter bestemmelserne i kapitel 3 i den nordiske straffuldbyrdelseslov, jf. kapitel 3 B i Cirkulære om nordisk straffuldbyrdelse.

En anmodning fra et andet nordisk land om fuldbyrdelse i Danmark af en betinget frihedsstraf behandles af politiet i den politikreds, hvor den dømte har eller forventes at tage bopæl eller ophold, jf. cirkulærets § 24, stk. 2.

Politiet træffer snarest muligt afgørelse i sagen og orienterer den anmodende udenlandske myndighed herom. Såfremt anmodningen imødekommes, sender politiet sagens akter til Styrelsen for Danmarks Fængsler med anmodning om fuldbyrdelse af politiets afgørelse. Opmærksomheden henledes på cirkulærets § 31 om vejledning af den dømte.

2.2. Fuldbyrdelse i Danmark af ubetingede frihedsstraffe

En anmodning fra et andet nordisk land om fuldbyrdelse i Danmark af en ubetinget frihedsstraf behandles efter bestemmelserne i kapitel 2 i den nordiske straffuldbyrdelseslov, jf. kapitel 2 B i Cirkulære om nordisk straffuldbyrdelse.

En anmodning om fuldbyrdelse i Danmark af en ubetinget frihedsstraf fra et andet nordisk land behandles af Styrelsen for Danmarks Fængsler, jf. cirkulærets § 19.

Såfremt en anmodning fra et andet nordisk land om fuldbyrdelse af en ubetinget frihedsstraf modtages ved politiet eller anklagemyndigheden videresendes anmodningen således til Styrelsen for Danmarks Fængsler til videre foranstaltning, ligesom den udenlandske myndighed orienteres om videresendelsen.

Detaljer

Relateret indhold