CIR1H nr 10008 af 14/10/2025
Justitsministeriet
Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Opholds- og kontaktforbud - Straffelovens § 79 a
4.5.2. Kontaktforbud
Et kontaktforbud samt politiets tilsyn med dømtes overholdelse af sådanne forbud vil navnlig kunne indebære et indgreb i de rettigheder, der følger af EMRK artikel 8 om retten til privat- og familieliv.
Retten til privat- og familieliv er imidlertid ikke absolut. Der kan gøres indgreb i denne ret, hvis indgrebet er foreskrevet ved lov og er nødvendigt i et demokratisk samfund til varetagelse af nærmere bestemte anerkendelsesværdige formål, herunder af hensynet til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed, for at opretholde den offentlige orden, for at forebygge forbrydelser, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder eller friheder.
I de almindelige bemærkninger, pkt. 4.1.2., i lovforslag nr. L 150 af 10. april 2024 om gennemførelse af dele af Bandepakke IV har Justitsministeriet anført, at kontaktforbuddet bl.a. har til formål at forebygge ny banderelateret kriminalitet, og at et kontaktforbud kan medvirke til, at en dømt ikke fastholdes eller falder tilbage i det kriminelle miljø gennem kontakt med andre personer, der har tilknytning til samme gruppe af personer som den dømte. Formålet med politiets tilsyn er at sikre, at den dømte overholder de meddelte forbud. Justitsministeriet anfører i forlængelse heraf, at bestemmelsen således varetager hensynene til den offentlige tryghed, opretholdelse af den offentlige orden, forebyggelse af forbrydelse og hensynet til at beskytte andres rettigheder og friheder.
Det er Justitsministeriets vurdering, at bestemmelsen ikke går videre, end hvad der er nødvendigt for at varetage de hensyn, og at kontaktforbud derfor kan gives inden for rammerne af EMRK.
Justitsministeriet har i den forbindelse bl.a. lagt vægt på,at kontaktforbud, herunder den tidsmæssige udstrækning, idømmes af domstolene efter en konkret vurdering af, om et forbud vil være egnet og nødvendigt for at forebygge en banderelateret kriminalitet. Der er endvidere lagt vægt på, at et kontaktforbud idømmes som led i en straffesag, hvor den dømte idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter som følge af navnlig banderelateret kriminalitet, og hvor der gør sig særligt tungtvejende hensyn gældende i forhold til bl.a. at mindske risikoen for nye lovovertrædelser af lignende beskaffenhed.
Ministeriet har endvidere lagt vægt på, at et kontaktforbud ikke omfatter den dømtes nærmeste familiemedlemmer, i det omfang det vil stride mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8.