Lovguiden Logo
Gældende

CIR1H nr 9609 af 01/07/2023

Justitsministeriet

Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Markedsføring

3. Forberedelse

3.1. Tiltalespørgsmålet

Det er anklagemyndigheden (politidirektøren), som rejser tiltale i sager vedrørende overtrædelse af markedsføringsloven, og herunder vurderer om sagen kan afgøres med et udenretligt bødeforelæg, jf. retsplejelovens § 832.

Med henblik på at sikre en ensartet praksis i sager om overtrædelse af markedsføringsloven bør tiltale ikke rejses, uden at Forbrugerombudsmanden har givet tilslutning hertil. En sådan tilslutning antages at foreligge, hvis Forbrugerombudsmanden har indgivet anmeldelse eller har afgivet en udtalelse om sagen under politiets efterforskning, og i den forbindelse har udtalt, at der bør rejses tiltale, og udtalt sig om bødestørrelsen.

I sager, hvor Forbrugerombudsmanden skal varetage udførelsen af straffesagen for by- eller landsret, bør anklageskriftet udarbejdes i samarbejde mellem anklagemyndigheden og Forbrugerombudsmanden. Dette sker i almindelighed ved, at Forbrugerombudsmanden enten i forbindelse med anmeldelsen eller i forbindelse med en senere udtalelse fremsender et udkast til anklageskrift/bødeforelæg.

I tilfælde af uenighed mellem anklagemyndigheden og Forbrugerombudsmanden om afgørelsen af tiltalespørgsmålet eller tiltalens udformning skal sagen forelægges for statsadvokaten.

3.2. Tiltalens udførelse

Det er anklagemyndigheden (politidirektøren), der som (det principielle) udgangspunkt møder i byretten i sager vedrørende overtrædelse af markedsføringsloven.

Udførelsen af tiltalen skal dog overlades til Forbrugerombudsmanden på begæring, jf. markedsføringslovens § 32, stk. 6. Dette gælder også i de sager, hvor anmeldelsen kommer fra andre end Forbrugerombudsmanden.

Det praktiske udgangspunkt er, at det sædvanligvis er forbrugerombudsmanden eller en af dennes medarbejdere, der fører sagerne i retten.

Efter retsplejelovens § 105, stk. 3, kan Rigsadvokaten således beskikke Forbrugerombudsmanden og ansatte i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen (medarbejdere i Forbrugerombudsmandens sekretariatet) til at varetage udførelsen af straffesager for by- og landsret i sager vedrørende overtrædelse af markedsføringsloven. En sådan beskikkelse sker efter anmodning fra Forbrugerombudsmanden til Rigsadvokaten og er generel, således at der ikke skal ske beskikkelse af den pågældende i hver enkelt sag.

Det er som udgangspunkt Rigsadvokaten, der varetager udførelsen af straffesager for Højesteret, men Rigsadvokaten kan efter omstændighederne på baggrund af en helt konkret vurdering bemyndige andre til at virke som anklager ved Højesteret, jf. retsplejelovens § 100, stk. 2.

Efter retsplejelovens § 104, stk. 2, og § 103, stk. 3, kan Rigsadvokaten ligeledes beskikke Forbrugerombudsmanden og ansatte i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til at varetage udførelsen af straffesager for hhv. by- og landsret i sager vedrørende overtrædelse af f.eks. tobaksreklameloven. En sådan beskikkelse er ikke generel men gives i den enkelte sag.

I sager, hvor Forbrugerombudsmanden skal varetage udførelsen af straffesagen for by- eller landsret, bør bevisfortegnelsen udarbejdes i samarbejde mellem anklagemyndigheden og Forbrugerombudsmanden. Det sker som udgangspunkt ved, at Forbrugerombudsmanden fremsender et udkast til en bevisfortegnelse til anklagemyndigheden, der herefter udfærdiger den endelige bevisfortegnelse.

Detaljer

Relateret indhold