Grundlovsforhør er som udgangspunkt offentlige, jf. retsplejelovens § 28 a, hvorefter enhver har adgang til at overvære retsmødet og referere, hvad der foregår i retsmødet.
Der kan dog være konkrete grunde til at anmode om dørlukning, navneforbud eller referatforbud ved indledningen af et grundlovsforhør.
Reglerne om dørlukning er beskrevet i retsplejelovens §§ 29-29 c.
Betingelserne for dørlukning er beskrevet henholdsvis i retsplejelovens § 29, stk. 1, der er en fælles bestemmelse for civile sager og straffesager, og i retsplejelovens § 29, stk. 3, der alene gælder for straffesager.
Som det fremgår af bestemmelserne, er der forskellige hensyn, der kan begrunde dørlukning.
Reglerne om dørlukning i retsplejelovens §§ 29-29 c fik i det væsentlige deres nuværende affattelse ved lov nr. 362 af 2. juni 1999 om ændring af retsplejeloven (Styrkelse af samarbejdet mellem retterne og pressen).
Det fremgår mere generelt af forarbejderne til retsplejelovens § 29 (lovforslag nr. L 78 af 5. november 1998, de almindelige bemærkninger, pkt. 5.1.), at princippet om åbne døre navnlig har til formål at medvirke til at sikre en retfærdig rettergang, men at dette hensyn i nogle nærmere angivne tilfælde kan vige for andre væsentlige hensyn.
Det vil i praksis i forbindelse med spørgsmålet om dørlukning typisk være særligt relevant at se på hensynene bag bestemmelserne i retsplejelovens § 29, stk. 3, nr. 4, om dørlukning, når sagens behandling i et offentligt retsmøde må antages på afgørende måde at hindre sagens oplysning.
Fra retspraksis om dørlukning i medfør af retsplejelovens § 29, stk. 3, nr. 4, kan bl.a. henvises til følgende afgørelser:
U 2011.1285/2H: Betingelserne for bl.a. dørlukning i medfør af retsplejelovens § 29, stk. 3, nr. 4, var opfyldt i en sag, der angik T’s drab på tre familiemedlemmer. Landsretten anførte med hensyn til dørlukning, at retsmødet havde til formål at opnå en forklaring fra T, at forsvareren havde henvist til, at T ikke ønskede at udtale sig under pressens tilstedeværelse, at T var psykisk uligevægtig, og at det havde været svært for forsvareren at opnå kommunikation med T. Højesteret tiltrådte dørlukningen af de grunde, som landsretten havde anført.
TfK 2013.1008V: S blev under et grundlovsforhør sigtet for kørsel under tilsidesættelse af væsentlige hensyn af færdselssikkerheden og kørsel under påvirkning af bevidsthedspåvirkende stoffer samt ved forsætligt at have ført køretøjet på særlig hensynsløs måde. Under hensyn til, at en passager i sigtedes bil skulle afhøres, hvis forklaring kunne have væsentlig betydning for sagen, blev anklagemyndighedens anmodning om dørlukning i medfør af retsplejelovens § 29, stk. 3, nr. 4, taget til følge.
U 2023.22H: Betingelserne for dørlukning i medfør af retsplejelovens § 29, stk. 3, nr. 4, var opfyldt i en sag, hvor T skulle afgive forklaring under et indenretligt forhør om drabet på sin hustru, og hvor det skulle afklares, om sagen mod T kunne behandles som en tilståelsessag.
Afgørelse om dørlukning træffes i medfør af retsplejelovens § 29 c, stk. 1, ved kendelse, efter at parterne og tilstedeværende personer, der er omfattet af § 172, stk. 1, 2 eller 4 (presserepræsentanter), har haft lejlighed til at udtale sig.
Massemedier er endvidere tillagt kæreadgang med hensyn til kendelsen om dørlukning, jf. retsplejelovens § 393, stk. 2, og § 968, stk. 2, hvilket dog forudsætter, at disse har været til stede eller været repræsenteret ved en person fra samme massemedie i det retsmøde, hvor retten behandlede spørgsmålet.
Det følger endvidere af retsplejelovens § 29, stk. 5, at der ikke kan træffes bestemmelse om dørlukning, hvis det er tilstrækkeligt at anvende reglerne om referat- eller navneforbud, jf. §§ 30 og 31, eller om udelukkelse af enkeltpersoner, jf. § 28 b.
I særlige tilfælde kan anklagemyndigheden endvidere begære, at også forhandlingen om, hvorvidt dørene skal lukkes, skal foregå for lukkede dør. Det fremgår således af retsplejelovens § 29 c, stk. 1, 2. pkt., at retten, især hvis afgørende hensyn til fremmede magter eller til sagens oplysning kræver det, ved kendelse kan bestemme, at også forhandling om, hvorvidt dørene lukkes, skal foregå for lukkede døre. Disse situationer betegnes som dobbeltlukkede døre. Der kan i den forbindelse henvises til bl.a. U 2025.2327H, hvor betingelserne for varetægtsfængsling med henblik på at sikre udsendelse var opfyldt, og hvor forhandlingen om dette foregik for dobbeltlukkede døre.
Reglerne om referatforbud er beskrevet i retsplejelovens §§ 30-30 a.
De hensyn, der kan begrunde et referatforbud, er gengivet i retsplejelovens § 30, stk. 1, nr. 1-4, og svarer i vidt omfang til de hensyn, der kan begrunde, at dørene lukkes, eller at der nedlægges navneforbud, jf. retsplejelovens § 29 og § 31.
Et referatforbud indebærer overordnet, at der ikke må ske offentlige gengivelse af, hvad der sker under retsmødet. Forbuddet omfatter som udgangspunkt både de materielle og processuelle forhandlinger og drøftelser under retsmødet, men der er ikke noget til hinder for, at et referatforbud afgrænses til alene at gælde en del af forhandlingen.
Kendelse om referatforbud kan ske efter anmodning, eller retten kan tage stilling hertil af egen drift, jf. retsplejelovens § 30 a, stk. 1.
Inden retten træffer kendelse om, hvorvidt der skal nedlægges et referatforbud, har anklager, forsvarer og repræsentanter for medierne adgang til at udtale sig herom, jf. retsplejelovens § 30 b, stk. 1, 1. pkt.
Fra retspraksis om referatforbud kan bl.a. henvises til følgende afgørelser:
TfK 2021.525V: I en sædelighedssag mod en 17-årig blev byrettens kendelse om et afgrænset referatforbud for så vidt angik offentlig gengivelse af den del af hovedforhandlingen, der vedrørte billed- og videomateriale optaget uden T’s samtykke, ophævet. Landsretten lagde vægt på bl.a., at pressen måtte anses for at have en legitim og beskyttelsesværdig interesse i at kunne omtale, at der som grundlag for sagen havde foreligget en videooptagelse, som var blevet til uden T’s samtykke.
TfK 2023.202V: Under en sag om en speciallæges misbrug af sin stilling, der havde fremsat udtalelser over for og foretaget berøringer af seksuel karakter i forhold en patient F, afsagde landsretten kendelse om referatforbud i stedet for dørlukning, da hensynet til ikke at udsætte F for en unødvendig krænkelse, kunne varetages ved et referatforbud for så vidt angik tiltaltes forklaring.
Reglerne om navneforbud fremgår af retsplejelovens §§ 31-31 a.
Det følger af retsplejelovens § 31, stk. 1, nr. 2, at retten i straffesager kan forbyde, at der sker offentlig gengivelse af navn, stilling eller bopæl på sigtede (tiltalte) eller andre under sagen nævnte personer, eller at den pågældendes identitet på anden måde offentliggøres (navneforbud), når offentlig gengivelse vil udsætte nogen for unødig krænkelse.
Efter retsplejelovens § 31, stk. 3, 1. pkt., skal retten ved afgørelsen om navneforbud tage hensyn til lovovertrædelsens grovhed og samfundsmæssige betydning.
Navneforbuddet kan udstrækkes til at gælde også under en eventuel anke af sagen, hvis anken omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld, jf. § 31, stk. 4.
Navneforbuddet bortfalder dog senest ved afsigelsen af endelig dom, jf. § 31 a, stk. 3.
Retsplejelovens § 31 fik sin nuværende affattelse ved lov nr. 362 af 2. juni 1999 om ændring af retsplejeloven (Styrkelse af samarbejdet mellem retterne og pressen).
Det fremgår af forarbejderne til ændringen af bestemmelsen bl.a. (lovforslag nr. L78 af 5. november 1998, de almindelige bemærkninger, pkt. 5.2.), at domstolene for hver enkelt sag må veje den enkeltes interesse i at få nedlagt navneforbud op mod den offentlige interesse i at kunne få oplyst den pågældendes identitet. I de specielle bemærkninger til § 31 er der anført en række eksempler på, hvad der vil kunne lægges vægt på ved afvejningen.
I praksis vil begæringen om navneforbud typisk blive fremsat af forsvareren eller en eventuel bistandsadvokat, men der kan også være tilfælde, hvor anklagemyndigheden vurderer det relevant at begære dette.
Fra retspraksis om navneforbud kan bl.a. henvises til følgende afgørelser:
U 2010.1427H: I et grundlovsforhør, hvor T blev sigtet for narkotikakriminalitet efter , anmodede T om navneforbud.
U 2024.2034V: Byretten burde i et grundlovsforhør mod S, der var sigtet for manddrab, subsidiært grov vold med døden til følge, uanset ordlyden af retsplejelovens § 30 b, stk. 1, om, at referatforbud kan nedlægges ved retsmødets begyndelse, ikke have nedlagt referatforbud forud for sigtedes stillingtagen til sigtelsen. Landsretten lagde vægt på bl.a., at det under hensyn til sigtelsens karakter og grovhed havde særlig betydning, at offentligheden, der gennem nyhedsmedierne måtte forventes at blive gjort bekendt med sigtelsen, også kunne gøres bekendt med sigtedes stilling hertil. Hensynet til, at S var under 18 år, og hans interesse i at undgå en unødig krænkelse, var varetaget ved, at der også var nedlagt navneforbud i sagen.
U 2011.374Ø: I en sag, hvor S blev fremstillet i grundlovsforhør som sigtet for manddrab begået mod F, anmodede anklagemyndigheden om bl.a. navneforbud for så vidt angik den afdøde F. Betingelserne herfor var opfyldt. Landsretten anførte vedrørende navneforbuddet, at grundlovsforhøret fandt sted mindre end et døgn efter drabet på forurettede, der efterlod sig mindreårige børn og henviste i øvrigt til de af byretten anførte grunde om, at forurettede havde mindreårige børn, og at en offentlig gengivelse af den afdødes navn, stilling eller bopæl ville kunne indebære en unødvendig krænkelse, jf. retsplejelovens § 31, stk. 1, nr. 2. Landsretten tilføjede tillige, at den omstændighed, at navneforbuddet angik en afdød person, under de foreliggende omstændigheder ikke var til hinder for nedlæggelse af navneforbud.
U 2015.1808H: Navneforbud blev ophævet i en sag vedrørende en advokat tiltalt for bl.a. skyldnersvig, efter tiltalte var rejst. Højesteret lagde vægt på, at tiltalen vedrørte bl.a. tre forhold af skyldnersvig af særlig grov beskaffenhed, som var begået med de medtiltalte A og B. T var advokat og forholdene var efter det oplyste begået som led i hans advokatvirksomhed. Navneforbuddet vedrørende A var ophævet ved en tidligere kendelse i landsretten, og hovedforhandlingen i sagen var berammet.
U 2019.4152V: I en sag om besiddelse og videregivelse af videoer med seksuelt indhold af personer, der var under 18 år, nedlagde anklageren påstand om navneforbud for så vidt angik de forurettede og referatforbud. Sagen var efter det oplyste én af en række lignende sager, hvor der var sket viderebringelse af tilsvarende video- og billedmateriale, og disse sager havde tidligere været meget omtalt i pressen og offentligheden. Under hensyn hertil og til den tid, der var gået, siden forholdene var begået, sammenholdt med de forurettedes unge alder, fandt retten, at en offentlig gengivelse af forhandlingen i sagen ville indebære en sådan unødvendig krænkelse, at betingelserne for navneforbud og referatforbud var opfyldt.
U 2025.1268Ø: Navneforbud blev ophævet i en sag om bedrageri, dokumentfalsk og forsøg herpå vedrørende bl.a. forfalskede miljørapporter mod S1 og S2. J1 og J2, som var mødt for TV2, nedlagde påstand om ophævelse af det nedlagte navneforbud. Forsvarerene for S1 og S2 påstod navneforbuddet opretholdt. Anklageren havde ingen bemærkninger til navneforbuddet. Sagen havde forbindelse til TV-programmet »Den Sorte Svane« og landsretten udtalte bl.a., at retten ved afgørelsen om navneforbud skal tage hensyn til lovovertrædelsens grovhed og samfundsmæssige betydning samt sagens efterforskningsmæssige stadium.
