Search for a command to run...
| Navn | Dato |
|---|---|
Revideret 9. december 2014
4.1. Anvendelsesområdet for færdselslovens § 51
Færdselslovens § 51 indeholder særlige regler for knallerter, men suppleres af flere andre bestemmelser i færdselsloven, der gælder specielt for knallerter.
Knallerter er omfattet af begrebet motordrevet køretøj i færdselslovens § 2, nr. 13. Ifølge færdselslovens § 2, nr. 7, inddeles knallerter i stor knallert med en konstruktivt bestemt maksimal hastighed på over 30 km/t og lille knallert med en konstruktivt bestemt maksimal hastighed på højst 30 km/t.
Lille knallert må kun føres af personer, der har erhvervet kørekort til lille knallert, stor knallert, bil eller motorcykel, jf. færdselslovens § 63, stk. 1. Der gælder særlige regler for frakendelse af retten til at føre lille knallert, jf. færdselslovens § 129. Se herom i Rigsadvokatmeddelelsen afsnittet om Færdsel – Lille knallert (fl § 63 og §§ 129-133), pkt. 5.2.
Stor knallert må kun føres af personer, der har erhvervet kørekort til motorkøretøj (bil eller motorcykel) eller stor knallert, jf. færdselslovens § 56, stk. 1. Dette indebærer, at reglerne om frakendelse af førerretten og klippekortordningen finder anvendelse, i det omfang overtrædelserne kan begås på stor knallert. Se herom i Rigsadvokatmeddelelsen afsnittet om Færdsel – Frakendelse af førerretten (fl §§ 125-133)
5.1. Strafpåstande ved overtrædelse af færdselslovens § 51
Minimumsbødetaksten for overtrædelser begået med såvel stor som lille knallert er 1.000 kr., jf. færdselslovens § 118 a, stk. 1.
Særlige trafikfarlige overtrædelser skal dog straffes med en forhøjet bøde på 1.500 kr. De forhøjede bødetakster for knallerter er anført under de enkelte overtrædelser. Det drejer sig bl.a. om brug af håndholdt mobiltelefon, jf. færdselslovens § 55 a, for høj maksimalhastighed/konstruktive ændringer jf. færdselslovens § 67, stk. 2, og undladelse af at anvende styrthjelm jf. færdselslovens § 81, stk. 1.
For store knallerter vil visse af overtrædelserne dog tillige medføre et klip i kørekortet. I disse tilfælde - bortset fra hastighedsovertrædelser - skal bøden udmåles til 2.000 kr. Det drejer sig bl.a. om kørsel frem mod rødt lys og kørsel mod kørselsretningen, jf. færdselslovens § 4, stk. 1 og 2, visse vigepligtsovertrædelser jf. færdselslovens § 26, stk. 2-4, kap- og væddeløbskørsel, jf. § 37, stk. 4. Er der tale om en overtrædelse, der medfører betinget eller ubetinget frakendelse af førerretten eller kørselsforbud, fastsættes bøden til minimum 2.500 kr.
For små knallerter vil bøden for overtrædelser, der medfører betinget eller ubetinget frakendelse af førerretten, skulle fastsættes til 2.000 kr. Der henvises til Rigsadvokatens brev af 20. oktober 2010, der er optrykt som bilag III til lovforslag L 101 af 15. december 2010.
Hashtighedsovertrædelser begået med stor og lille knallert er nærmere behandlet i Rigsadvokatmeddelelsen afsnittet om Færdsel – Hastighed (fl §§ 41-43 a).
Bødetaksterne på færdselsområdet blev revideret ved lov nr. 184 af 8. marts 2011, og gælder for overtrædelser begået den 1. januar 2012 eller senere. Se herom i Rigsadvokatmeddelelsen afsnittet om Færdsel – Generelle retningslinjer for sanktionspåstande i færdselssager.
Overtrædelser af færdselslovens § 51 straffes som udgangspunkt således:
| Paragraf | Forseelsens art | Bødetakst kr. |
|---|---|---|
| 51, stk. 1 | Kører ved siden af andet køretøj | 1.000 |
| 51, stk. 2 | Undlader at holde til højre i vognbane | 1.000 |
| 51, stk. 2 | Forkert placering før og under svingning | 1.000 |
| 51, stk. 3 | Kørsel over gangsti eller fortov | 1.000 |
| 51, stk. 3 | Kørsel på fortov, jf. § 14 | 1.000 |
| 51, stk. 4 | Undladt at have mindst en hånd på styr og begge fødder på pedaler | 1.000 |
| 51, stk. 5 | Holder fast i andet køretøj mv. | 1.000 |
| 51, stk. 6 | Befordrer passagerer | Begge: 1.000 |
| 51, stk. 7* | Befordring af børn under 5 år på trehjulet knallert uden sikkerhedssele (uanset antallet af passagerer) | Stor knallert: 2.000 / Lille knallert: 1.000 |
| 51, stk. 8 | Kørsel med for lange, brede eller tunge genstande | 1.000 |
* Omfattet af klippekortordningen.