Lovguiden Logo
Gældende

CIR1H nr 9288 af 11/05/2020

Justitsministeriet

Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Færdsel - Spirituskørsel (færdselslovens § 53)

5.9. Betingede domme med vilkår om samfundstjeneste eller alkoholistbehandling for spirituskørsel

Der er mulighed for i sager om spirituskørsel at idømme betinget frihedsstraf med vilkår om samfundstjeneste eller alkoholistbehandling. Ordningen blev indført ved lov nr. 230 af 4. april 2000 om ændring af straffeloven (Udvidet brug af samfundstjeneste og betingede domme med vilkår om alkoholistbehandling for spirituskørsel).

I forarbejderne til loven (L 41 af 13. oktober 1999) blev der endvidere forudsat visse ændringer for så vidt angår anvendelsen af samfundstjeneste i sager om spirituskørsel.

I det følgende redegøres nærmere for retningslinjerne for anvendelse af betinget dom med vilkår om samfundstjeneste eller alkoholistbehandling ved spirituskørsel.

Det bemærkes, at reglerne om samfundstjeneste senest er blevet ændret ved lov nr. 152 af 18. februar 2015 om ændring af straffeloven og lov om fuldbyrdelse af straf mv. (Samfundstjeneste mv.). Lovændringen er trådt i kraft den 1. maj 2015. Formålet med lovændringen er en øget anvendelse af samfundstjeneste som alternativ til ubetinget fængsel. Lovændringen bygger på Straffelovrådets betænkning nr. 1545/2014 om samfundstjeneste mv. Se også Rigsadvokatmeddelelsen afsnittet om Samfundstjeneste .

Ved spirituskørsel med en promille over 2,00 (over 1,00 mg alkohol pr. liter luft) fastsættes i førstegangstilfælde en straf af fængsel i 20 dage, jf. pkt. 5.1.1. om strafpåstande ved spirituskørsel. Fængselsstraffen gøres som udgangspunkt betinget med vilkår om samfundstjeneste eller alkoholistbehandling, og der fastsættes samtidig en tillægsbøde, jf. pkt. 5.9.3. om tillægsbøden.

For så vidt angår andengangstilfælde af spirituskørsel fastsættes en straf på fængsel i 10 dage, hvis promillen er mellem 0,51-2,00 (0,26-1,00 mg alkohol pr. liter luft), og fængsel i 30 dage, hvis promillen er over 2,00 (over 1,00 mg alkohol pr. liter luft). I disse tilfælde kan straffen - afhængig af straffen i førstegangstilfælde - gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste eller alkoholistbehandling, ligesom der fastsættes en tillægsbøde. I andengangstilfælde gøres straffen således ikke betinget, hvis den pågældende i førstegangstilfældet blev straffet med en betinget dom, idet udgangspunktet er, at der normalt kun fastsættes én betinget dom for spirituskørsel inden for en doms gentagelsesvirkningsperiode. Der henvises til forarbejderne til lov nr. 363 af 24. maj 2005 (L 7 af 23. februar 2005, de almindelige bemærkninger, pkt. 4.2.4.).

Anklagemyndigheden skal indhente personundersøgelse i samtlige sager om spirituskørsel, hvor betinget dom med vilkår om samfundstjeneste eller alkoholistbehandling kan komme på tale.

Hvis den pågældende ikke vil medvirke til en personundersøgelse, eller den pågældende ikke ønsker at blive idømt en betinget dom, skal der ikke fastsættes en betinget dom. Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 363 af 24. maj 2005 (L 7 af 23. februar 2007, de specielle bemærkninger til § 117).

Spirituskørsel med alvorlig personskade eller i brugsstjålet køretøj

Betinget dom bør som udgangspunkt ikke anvendes, hvor der i tilknytning til spirituskørsel er forvoldt alvorlig personskade (dvs. overtrædelse af straffelovens § 241 eller § 249), eller såfremt spirituskørslen er foregået i et brugsstjålet køretøj. Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 230 af 4. april 2000 (L 41 af 13. oktober 1999).

Der kan i den forbindelse henvises til TfK 2008.677 V og TfK 2010.872 V. For modsat resultat se TfK 2009.714 V, hvor straffen blev gjort betinget, bl.a. med henvisning til at tiltalte selv var kommet alvorligt til skade.

Spirituskørsel i prøvetiden for en betinget dom for spirituskørsel

Betinget dom bør ikke anvendes i tilfælde, hvor spirituskørslen er begået i prøvetiden for en tidligere betinget dom for spirituskørsel, medmindre der foreligger helt særlige omstændigheder. Det er således forudsat i forarbejderne til ordningen, at der kun fastsættes én betinget dom inden for en doms gentagelsesvirkningsperiode. Der henvises til lovbemærkningerne til lov nr. 230 af 4. april 2000 (L 41 af 13. oktober 1999) og lovbemærkningerne til lov nr. 363 af 24. maj 2005 (L 7 af 23. februar 2005, de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.4. og 4.3.).

Spirituskørsel efter udløbet af prøvetiden for tidligere betinget dom for spirituskørsel

Der bør ikke idømmes en ny betinget dom for spirituskørsel, hvis den pågældende tidligere for spirituskørsel er idømt en betinget dom, og denne dom fortsat har gentagelsesvirkning. Det følger af udgangspunktet om, at der højst skal kunne idømmes én betinget frihedsstraf, herunder med vilkår om samfundstjeneste eller alkoholistbehandling, inden for en doms gentagelsesvirkningsperiode, som nævnt ovenfor.

Derimod er det ikke udelukket at idømme en ny betinget dom for spirituskørsel, selvom den pågældende tidligere er dømt for spirituskørsel, hvis den tidligere betingede dom for spirituskørsel ikke længere har gentagelsesvirkning.

Spirituskørsel efter en betinget dom for kørsel i frakendelsestiden

En betinget dom for kørsel i frakendelsestiden er ikke til hinder for, at der efterfølgende idømmes en betinget dom for spirituskørsel. Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 363 af 24. maj 2005 (L 7 af 23. februar 2005, de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.4. og 4.3.).

Spirituskørsel begået i prøvetiden ved dom til samfundstjeneste for anden kriminalitet

Som nævnt ovenfor bør betinget dom for spirituskørsel ikke anvendes i de tilfælde, hvor en tidligere dom for spirituskørsel fortsat har gentagelsesvirkning, herunder hvis den nye kørsel er sket i prøvetiden for den tidligere dom.

Hvis en person i prøvetiden for en tidligere idømt betinget straf for uligeartet kriminalitet kører spirituskørsel, vil der som hovedregel blive fastsat en fælles straf for den tidligere dom og den nu foreliggende spirituskørsel. Der er dog i straffelovens § 61, stk. 2, hjemmel til at idømme betinget dom med vilkår om samfundstjeneste alene for det nye forhold.

Sanktionerne i sager om spirituskørsel, der afgøres med betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, er nærmere beskrevet i forarbejderne til lov nr. 363 af 24. maj 2005 (L 7 af 23. februar 2005), og lov nr. 152 af 18. februar 2015 (L 50 af 5. november 2014), som gennemgås nedenfor.

Antal samfundstjenestetimer

Der skal som tidligere nævnt som udgangspunkt højst kunne idømmes én betinget frihedsstraf inden for en doms gentagelsesvirkningsperiode. Forarbejderne til lovændringen i 2015 indeholder en vejledende tabel for omregning mellem længden af den betingede fængselsstraf og antallet af samfundstjenestetimer. Antallet af samfundstjenestetimer i sager om spirituskørsel skal beregnes efter den nye omregningstabel, se Rigsadvokatmeddelelsen afsnittet om Samfundstjeneste, pkt. 5.5., om fastsættelse af timeantal og længstetid. Se også jf. AM2015. 12.01V og AM2016. 01.19Ø.

Prøvetid

Prøvetiden ved dom til samfundstjeneste for spirituskørsel skal som udgangspunkt fastsættes til 1 år. Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 152 af 18. februar 2015 (L 50 af 5. november 2014, side 20). Der henvises i øvrigt til Rigsadvokatmeddelelsen afsnittet om Samfundstjeneste, pkt. 5.3.1., om færdselssager.

Prøvetiden ved dom til alkoholistbehandling for spirituskørsel fastsættes til 2 år, medmindre ganske særlige omstændigheder gør sig gældende. Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 230 af 4. april 2000 (L 41 af 13. oktober 1999, de almindelige bemærkninger pkt. 3.2.6.2.).

Anklagemyndigheden skal i forbindelse med, at der fastsættes en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, påstå prøvetiden og afviklingsperioden fastsat fra endelig dom.

Betinget dom med vilkår om alkoholistbehandling

Betinget dom med vilkår om alkoholistbehandling anvendes over for personer, der har et dokumenteret behandlingskrævende alkoholmisbrug.

Udformningen af domme i sager om spirituskørsel, der afgøres med betinget dom med vilkår om alkoholistbehandling, er nærmere beskrevet i forarbejderne til lov nr. 230 af 4. april 2000 (L 41 af 13. oktober 1999). Ved lov nr. 363 af 24. maj 2005 blev der fastsat nye regler for udmåling af tillægsbøden i forbindelse med en betinget dom med vilkår om alkoholistbehandling, jf. pkt. 5.9.3.

Vilkåret om alkoholistbehandling

Efter straffelovens § 57, stk. 1, kan retten som vilkår for udsættelse af straffuldbyrdelse fastsætte, at den dømte underkaster sig en struktureret, kontrolleret alkoholistbehandling af mindst 1 års varighed.

Kravet om, at behandlingen skal være kontrolleret, indebærer, at den også skal være kontrollerbar, og at det er kriminalforsorgen, der skal vurdere, om et behandlingsindhold opfylder dette krav. Der henvises til forarbejderne til lov nr. 230 af 4. april 2000 (L 41 af 13. oktober 1999).

For at undgå en skævvridning i forhold til det bødebelagte område af spirituskørsel skal de betingede domme med vilkår om samfundstjeneste eller alkoholistbehandling kombineres med en tillægsbøde, der fastsættes med hjemmel i straffelovens § 58, stk. 2.

Tillægsbøden fastsættes efter § 117 b, stk. 2, 2. pkt., under hensyntagen til den pågældendes indtægtsforhold på gerningstidspunktet. Bøden fastsættes til en måneds nettoløn, og bøden er ikke afhængig af promillens størrelse, jf. også bemærkningerne om bødeberegning under pkt. 5.1.1.

Vestre Landsret har i U 2001.1571 V, hvor der blev idømt betinget dom med vilkår om alkoholistbehandling, udtalt, at færdselslovens § 118 a, stk. 3 og 4, ikke kan føre til, at den i medfør af § 58, stk. 2, fastsatte tillægsbøde forhøjes til det dobbelte, selv om der i den foreliggende sag forelå to spirituskørsler til samtidig pådømmelse. Tillægsbøden blev herefter fastsat til det beløb, der svarede til bøden for én overtrædelse, således at det forhold, at der forelå to spirituskørsler til samtidig pådømmelse, alene medførte en skærpelse af den betingede frihedsstraf. I sagen forelå samtidig en overtrædelse af færdselslovens § 56, stk. 1. Med hensyn til bøden for dette forhold skete der i medfør af § 118 a fuld kumulation med tillægsbøden for spirituskørslerne.

Hvis retten i tilfælde af ny kriminalitet i prøvetiden eller brud på vilkårene for den betingede dom fastsætter en ubetinget straf, skal tillægsbøden som udgangspunkt opretholdes. Der henvises til forarbejderne til lov nr. 230 af 4. april 2000 (L 41 af 13. oktober 1999, de almindelige bemærkninger pkt. 3.2.10.).

Detaljer

Relateret indhold