CIR1H nr 9288 af 11/05/2020
Justitsministeriet
Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Færdsel - Spirituskørsel (færdselslovens § 53)
5.5. Overtrædelse af straffelovens § 241, § 249 eller § 252, stk. 1, ved spirituskørsel
Er uagtsomt manddrab eller uagtsom legemsbeskadigelse begået i forbindelse med spirituskørsel, anses dette som en særlig skærpende omstændighed. Straffen for uagtsomt manddrab og for uagtsom legemsbeskadigelse i forbindelse med spirituskørsel er blevet skærpet flere gange, senest ved lov nr. 716 af 25. juni 2010.
Om strafskærpelserne i øvrigt henvises til Rigsadvokatmeddelelsen afsnittet om Færdsel – Hensynsløs kørsel (fl § 118, stk. 7).
Straffen for uagtsomt manddrab efter straffelovens § 241 i forbindelse med spirituskørsel skal som udgangspunkt fastsættes til fængsel i 16-18 måneder (normalniveauet). Dette udgangspunkt for strafniveauet fremgår af lovforslaget til lov nr. 716 af 25. juni 2010 (L 179 af 26. marts 2010, de almindelige bemærkninger pkt. 3.3.3.2.), og gælder forhold, der er begået den 1. juli 2010 eller senere.
Der kan foreligge skærpende omstændigheder, som gør, at forholdet skal bedømmes strengere end det angivne normalniveau på 16-18 måneder.
En skærpende omstændighed kan f.eks. være, at den pågældende tidligere er straffet for spirituskørsel, særlig hensynsløs kørsel eller anden risikobetonet kørsel, som har medført betinget eller ubetinget frakendelse af førerretten, og som har været udtryk for betydelig uansvarlighed som fører af et motorkøretøj. Det vil også kunne være en skærpende omstændighed, hvis gerningsmanden tidligere er straffet for overtrædelse af færdselslovens § 54, stk. 1 eller 2. Det fremgår også af lovforslaget.
Det fremgår endvidere det anførte sted i bemærkningerne, at de groveste tilfælde af uagtsomt manddrab i forbindelse med spirituskørsel - der i praksis før strafskærpelsen i 2010 medførte straffe på 2½ til 3 års fængsel - fremover skal føre til straffe på op til 5 års fængsel.
Ved lov nr. 716 af 25. juni 2010 blev straffen for uagtsom betydelig legemsbeskadigelse efter straffelovens § 249 skærpet i samme situationer som for uagtsomt manddrab, jf. pkt. 5.5.1. Det betyder, at straffen blev skærpet i bl.a. sager om uagtsom betydelig legemsbeskadigelse begået i forbindelse med spirituskørsel. Straffen skal i disse tilfælde som udgangspunkt fastsættes til fængsel i omkring 6-8 måneder i normaltilfældene.
Hvis der foreligger skærpende omstændigheder, skal forholdet bedømmes strengere end normalniveauet. Om skærpende omstændigheder henvises til pkt. 5.5.1. om strafpåstanden om uagtsomt manddrab i forbindelse med spirituskørsel og lovforslaget L 179 af 26. marts 2010, de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.3.2.
I grove tilfælde af uagtsom betydelig legemsbeskadigelse begået i forbindelse med spirituskørsel, vil der skulle idømmes straffe, der er markant højere end det angivne normalniveau på 6-8 måneders fængsel. I de groveste tilfælde, hvor der før strafskærpelsen i 2010 blev idømt straffe på 8-10 måneders fængsel, skal der fremover idømmes en hårdere straf.
Den udmålingspraksis, som domstolene fastlægger i forhold til sager omfattet af færdselslovens § 118, stk. 7, straffelovens § 241 og straffelovens § 249, forudsættes ifølge forarbejderne til lov nr. 716 af 25. juni 2010 (L 179 af 26. marts 2010, de almindelige bemærkninger pkt. 3.3.3.2.), at få en afsmittende virkning for domstolenes strafudmåling i færdselssager omfattet af straffelovens § 252, hvor der har foreligget forsætlig fareforvoldelse.