LBK nr 206 af 20/02/2025
Erhvervsministeriet
Revisorloven § 8b
En revisor, der er pålagt konkurskarantæne efter konkursloven, må ikke afgive påtegninger og erklæringer efter denne lovs § 1, stk. 2, i 5 år efter at være pålagt konkurskarantæne.
Forarbejder til Revisorloven § 8b
RetsinformationForslagets § 8 omhandler de situationer, hvor revisor kan få frataget sin godkendelse. Stk. 1 viderefører i uændret form den gældende § 7, stk. 1, hvorefter revisor af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan få frataget sin godkendelse, hvis denne har en forfalden gæld til det offentlige på 100.000 kr. og derover. Gælden omfatter al gæld til det offentlige. At gælden skal være forfalden betyder bl.a., at der ikke er indgået en frivillig afdragsordning. Fratagelsen vil som efter den gældende lov kunne prøves ved domstolene. Reglerne herom er flyttet til forslagets kapitel 10, der samler lovens bestemmelser om klageadgang. Om klageadgangen over fratagelse på grund af gæld til det offentlige henvises til bemærkningerne til forslagets § 52.
Stk. 2 indeholder bestemmelserne om, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan fratage en revisor godkendelsen, hvis denne nægter at lade sig undergive reglerne om kvalitetskontrol eller hvis denne ikke opfylder lovgivningens krav til efteruddannelse.
Stk. 2, nr. 1, om kvalitetskontrol er en uændret videreførelse af den gældende § 6, stk. 1, nr. 2. Da der er tale om en afgørelse truffet af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, kan afgørelsen prøves ved Erhvervsankenævnet, jf. forslagets § 51.
Det foreslåede stk. 2, nr. 2, indeholder konsekvenserne af manglende efteruddannelse, idet Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan fratage en revisor godkendelsen, hvis denne ikke opfylder efteruddannelseskravene i forslagets § 4. Herved bliver sanktionen direktivkonform. Direktivet fastsætter således, at fratagelse af godkendelse skal være en mulig sanktion for manglende opfyldelse af efteruddannelseskravet. Sanktionen understreger tillige den betydning, som efteruddannelsen tillægges. Bestemmelsen skal dog ses i sammenhæng med bestemmelsen i stk. 3, hvis revisor kun mangler en mindre del af sin efteruddannelse. Erhvervs- og Selskabsstyrens afgørelse om fratagelse vil kunne indbringes for Erhvervsankenævnet, jf. § 51.
Stk. 3 modificerer udgangspunktet i stk. 2, nr. 2, hvorefter godkendelsen kan fratages, hvis efteruddannelseskravet ikke er opfyldt. Med inspiration i de norske regler om revisorers efteruddannelse, foreslås det, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen skal kunne give en revisor, der ikke fuldt ud opfylder kravene til efteruddannelse, en frist, inden for hvilken revisor skal opfylde kravene. Fristen bør have en sådan længde, at revisor inden for fristen vil kunne gennemføre den manglende efteruddannelse, uden at denne skal tages på fuld tid. Ideen med fristen er netop, at revisor skal kunne varetage sit hverv, mens revisor følger op på den manglende efteruddannelse. Hvis revisor ikke opfylder kravene inden for den af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen givne frist, fratages godkendelsen, jf. stk. 2, nr. 2. Det er alene revisorer, der mangler at opfylde en mindre del af efteruddannelseskravene, der vil kunne opnå en sådan frist. Som udgangspunkt vil der ved en mindre del skulle forstås 1/3 eller mindre af efteruddannelsen.