Revisorloven § 43a

Bestemmelserne om disciplinærsystemet er materielt videreført stort set uændret fra den gældende lovs §§ 19-25. Der er dog foretaget enkelte justeringer i forhold til de gældende bestemmelser, ligesom enkelte bestemmelser som følge af lovforslagets ændrede systematik er placeret i sammenhæng med andre bestemmelser. Det gælder f.eks. bestemmelsen om indbringelse af nævnets afgørelser for domstolene.

Ved lov nr. 302 af 30. april 2003 blev de daværende disciplinærnævn for henholdsvis statsautoriserede og registrerede revisorer samlet til ét nævn, som behandler sager over begge grupper revisorer. Det foreslås nu, at Disciplinærnævnet ændrer navn til Revisornævnet. Dette er begrundet i, at nævnets afgørelser alene kan indbringes for domstolene, at nævnet kan pålægge statsautoriserede og registrerede revisorer bøder på op til 300.000 kr. og revisionsvirksomheder op til 750.000 kr., ligesom nævnet kan frakende godkendelsen som statsautoriseret eller registreret revisor. På den baggrund er Revisornævnet en mere korrekt og tidssvarende benævnelse.

Det er Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, der udpeger såvel formand som medlemmer til nævnet, ligesom det er styrelsen, der fastsætter nævnets forretningsorden. Efter den gældende bekendtgørelse om Disciplinærnævnet for Statsautoriserede og Registrerede Revisorer (Bekendtgørelse nr. 1282 af 7. december 2006) gælder offentlighedsloven og forvaltningsloven for nævnets virksomhed.

Ifølge det nye 8. direktivs artikel 32, stk. 4, litra c, har det offentlige tilsyn ansvar for tilsynet med bl.a. disciplinærsystemet. I overensstemmelse hermed er det i forslagets § 43 fastsat, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen som offentlig tilsynsmyndighed nedsætter et Revisornævn og endvidere fastsætter nævnets forretningsorden. Hermed fastslås det, at nævnet såvel formelt som reelt er uafhængigt af revisorstanden.

Forslaget til § 43, stk. 1, om nævnets sammensætning viderefører den gældende bestemmelse med en enkelt tilføjelse. Nævnet skal som hidtil mindst have 12 medlemmer, der foruden formanden, der skal være dommer, skal bestå af mindst 3 statsautoriserede og 3 registrerede revisorer samt et hertil svarende antal repræsentanter for regnskabsbrugerne. Endvidere kan Erhvervs- og selskabsstyrelsen udpege en eller flere næstformænd, som skal være dommere. Praksis har hidtil været, at der har været udpeget to næstformænd. Der indsættes et nyt 5. pkt., i henhold til hvilket mindst et medlem af nævnets formandskab, det vil sige formanden og de to næstformænd, skal være landsdommer, da det i et nævn, der behandler sager af så indgribende karakter som Revisornævnet, er væsentligt, at der også er en repræsentant for de overordnede domstole. Dette er begrundet i, at de af nævnet behandlede sager ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, at der pålægges ganske betydelige bøder, at der er hjemmel til frakendelse af godkendelse, og at afgørelserne kun sjældent indbringes for domstolene.

Revisorerne må i uddannelses- og erhvervsmæssig betydning ganske ligestilles med advokaterne. Advokatnævnet, der er nedsat af Advokatsamfundet i medfør af retsplejelovens § 144, består af en formand og 2 næstformand, der alle skal være dommere. Dette er udmøntet i et formandskab på 3 dommere: 1 højesteretsdommer, en landsdommer og en byretsdommer. Formanden og næstformændene udpeges af Højesterets præsident. Advokatnævnet kan pålægge bøder på indtil 200.000 kr. og frakende advokater bestallingen. I praksis pålægger Advokatnævnet mindre bøder end Revisornævnet. De 2 nævn kan ganske sidestilles i henseende til den betydning, de har samfundsmæssigt.

Stk. 2 vedrører nævnets behandling af en sag, og bestemmelsen viderefører den gældende bestemmelse. Ved nævnets behandling af en sag, skal der altid medvirke lige mange revisorer og repræsentanter for regnskabsbrugerne. Det er formanden, der ud fra en bedømmelse af den enkelte sag afgør hvor mange og hvilke medlemmer, der skal deltage i sagens behandling. Ved rettighedsfrakendelse skal der dog ved nævnets behandling altid medvirke mindst 2 revisorer og 2 repræsentanter for regnskabsbrugerne foruden formanden. Medvirker der flere, skal antallet af revisorer og repræsentanter for regnskabsbrugerne være det samme. Henvisningen til både stk. 2 og 4 i § 44 skyldes, at både revisorer og revisionsvirksomheder kan blive frakendt retten til at udøve lovpligtig revision.

Stk. 3 viderefører gældende ret og angår de situationer, hvor en revisor kan indbringes for Revisornævnet. Det er som hidtil klager over, at revisor ved erklæringsafgivelse har tilsidesat de pligter, som stillingen medfører, der kan indbringes. Brugeren af revisors ydelser skal således ikke i forhold til Revisornævnet forholde sig til, om der er tale om en erklæring med sikkerhed, idet al erklæringsafgivelse, der ikke udelukkende er bestemt til hvervgiverens eget brug, vil kunne indbringes, jf. henvisningen til § 1, stk. 2 og 3. Nævnet skal medvirke til at fastlægge rammerne for god revisorskik, og klager over revisors vederlag samt kollegiale sager behandles derfor som hidtil ikke af nævnet, men henvises til revisorforeningerne. Revisornævnets kompetence er som hidtil begrænset til at behandle klager over revisors erklæringsafgivelse, og spørgsmål om rådgivning og assistance kan ikke indbringes for nævnet.

Første del af stk. 3, 2. pkt., viderefører bestemmelsen om, at Revisornævnet også skal kunne behandle klager over revisorer, der er godkendt i et andet EU-, EØS-land eller Schweiz, og som på tjenesteydelsesbasis udøver erklæringsafgivelse i Danmark. Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 123 af 13. februar 2007 som følge af gennemførelsen af direktivet om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer. Sådanne revisorer skal være registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens register, jf. § 2, og de er på linie med statsautoriserede og registrerede revisorer underlagt det danske disciplinærsystem. Det vil også i sådanne sager være formanden, som ud fra en vurdering af den konkrete sag sammensætter nævnet.

Henvisningen i sidste del af stk. 3, 2. pkt., til § 44, stk. 2, hvorefter Revisornævnet skal behandle klager over revisorers omdømme, er ny. Ifølge det nye 8. direktivs artikel 5, stk. 1, kan en revisors godkendelse frakendes, hvis personens gode omdømme er blevet alvorligt kompromitteret. Revisorkommissionen anser det i Betænkning nr. 1478/2006 for en forudsætning for anvendelsen af bestemmelsen, at revisors adfærd giver grund til at antage, at revisor ikke vil kunne varetage opgaven som offentlighedens tillidsrepræsentant i henhold til loven på forsvarlig måde. Det er dog op til Revisornævnet at opstille kriterier for, i hvilke situationer omdømmet kan siges at være alvorligt kompromitteret.

Stk. 4 og 5 vedrører situationer, hvor revisionsvirksomheden selv som juridisk person kan indbringes for Revisornævnet. Stk. 4 angår revisionsvirksomhedens omdømme, og der henvises til bemærkningerne ovenfor til stk. 3.

Stk. 5, 1. pkt., er en uændret videreførelse af den gældende bestemmelse i § 21, stk. 4, som giver Revisortilsynet en selvstændig hjemmel til at indbringe en revisionsvirksomhed for nævnet. I forbindelse med den kvalitetskontrol, der blev påbegyndt under den gældende lov, er en række revisionsvirksomheder blevet indbragt for Revisornævnet for bl.a. manglende kvalitetsstyringssystemer, jf. nu forslagets bestemmelse i § 28.

Stk. 5, 2. pkt. er ny, og bestemmelsen giver Erhvervs- og Selskabsstyrelsen som offentlig tilsynsmyndighed mulighed for at indbringe en revisionsvirksomhed for Revisornævnet, hvis der i forbindelse med en undersøgelse, som omhandlet i § 37, findes fejl eller mangler hos virksomheden, som efter styrelsens opfattelse giver anledning til, at sagen indbringes for nævnet. Der kan f.eks. være tale om, at styrelsen i forbindelse med en undersøgelse konstaterer, at revisionsvirksomheden ikke har etableret et tilfredsstillende kvalitetsstyringssystem. Da kvalitetskontrol i de fleste virksomheder kun finder sted hvert 6. år, vil forholdet ikke nødvendigvis have foreligget, så Revisortilsynet har kunnet konstatere det.

Stk. 6 er uændret i forhold til den gældende bestemmelse i § 19, stk. 5, idet den dog vedrører klager over såvel revisorer som revisionsvirksomheder. De omhandlede myndigheder og organisationer er de samme som i den gældende lov. Indbringes sager af disse myndigheder og organisationer, skal Revisornævnet behandle sagerne, uanset om der er tale om en retlig interesse. Sidste pkt., der vedrører klager over kommuner, kommunale fællesskaber og regioner blev indsat ved lov nr. 510 af 6. juni 2007, der træder i kraft den 1. januar 2012.

Stk. 7 giver Erhvervs- og Selskabsstyrelsen mulighed for at fastsætte gebyr for klage til nævnet. I henhold til bekendtgørelse nr. 1282 af 7. december 2006 er gebyret fastsat til 500 kr. Sidste pkt. er nyt og er indsat for at klargøre, at de i stk. 5 omhandlede myndigheder og organisationer ikke skal betale gebyr for at indbringe en sag.