Revisorloven § 3

Forslagets § 3 fastsætter kravene for at blive godkendt som henholdsvis statsautoriseret og registreret revisor. Bestemmelsen svarer med enkelte ændringer til den gældende lovs § 3.

I den gældende lov bruges betegnelsen »beskikkelse« som udtryk for den handling, hvorved retten til at blive henholdsvis statsautoriseret og registreret revisor opnås. Da direktivet benytter betegnelsen »godkendt« for den tilsvarende handling, er ordet beskikkelse i lovforslaget erstattet af ordet godkendt, så der i hele forslaget tales om godkendt revisor, godkendt revisionsvirksomhed osv. Der er ikke herved sket nogen realitetsændring, men alene en sproglig tilnærmelse til direktivteksten. Det er endvidere præciseret i stk. 1, at det er Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, der godkender statsautoriserede og registrerede revisorer, hvilket er i overensstemmelse med gældende administration af bestemmelsen. Der er med den foreslåede formulering ikke lagt op til en ændring af styrelsens sagsbehandling i forbindelse med godkendelse af revisorer.

Forslagets stk. 1, nr. 1-6 er stort set uændret i forhold til i dag, idet der dog er sket justeringer i de paragrafmæssige henvisninger som følge af lovforslagets opbygning. Ordlyden i nr. 1 er endvidere ændret, så henvisningen til De Europæiske Fællesskabers og EØS-aftalens regler om etablering og tjenesteydelser er afløst af det mere mundrette EU-land eller EØS-land. Der er ikke herved sket nogen realitetsændring. Bopælskravet gælder endvidere ikke for lande, som EU har indgået aftale med. Som følge af, at Schweiz har indgået en sådan aftale med EU, er Schweiz indføjet på linje med EU- og EØS-landene. Kravet om bopæl i Danmark som betingelse for at blive godkendt revisor, gælder således hverken EU-borgere, EØS-borgere eller borgere i Schweiz.

Nr. 2-5 svarer til de gældende bestemmelser.

Nr. 6 om forsikring er tilpasset lovforslagets anvendelsesområde, jf. § 1, stk. 2 og 3. Det betyder, at den lovpligtige forsikring, som det er tilfældet under den gældende lov, er en betingelse for opnåelse af godkendelse som statsautoriseret eller registreret revisor. Forsikringen vil, som det også er tilfældet i dag, dække såvel alle de situationer, hvor revisor afgiver erklæring med sikkerhed som de tilfælde, hvor revisor afgiver andre erklæringer, der i øvrigt kræves i henhold til lovgivningen eller ikke udelukkende er bestemt til hvervgivers eget brug. I begge situationer er der tale om erklæringer, der ikke udelukkende er bestemt til hvervgiverens eget brug. Ved at fastholde, at den lovpligtige forsikring fortsat skal være en godkendelsesbetingelse, samt ved at fastholde, at forsikringen fortsat skal dække al erklæringsafgivelse, opnås, at det ikke er op til den enkelte bruger af en statsautoriseret eller registreret revisor selv at undersøge, om revisor er dækket af en forsikring ved erklæringsafgivelse. Derimod dækker den lovpligtige forsikring, som det også er tilfældet i dag, ikke andre ydelser, revisor måtte beskæftige sig med, herunder rådgivnings- og konsulentopgaver.

Da revisors afgivelse af erklæringer med sikkerhed skal ske gennem en revisionsvirksomhed, kan en revisor, som ønsker at tage ansættelse i en anden virksomhed, vælge mellem at beholde sin godkendelse og dermed være underkastet kravet om obligatorisk forsikring, eller at deponere sin godkendelse, jf. forslagets § 6.

Stk. 2 indeholder reglerne om, hvor den praktiske uddannelse skal have fundet sted. I modsætning til den gældende lovs krav om, at uddannelsen skal have fundet sted i en statsautoriseret eller registreret revisionsvirksomhed, så kræves det ifølge bestemmelsens 1. pkt. blot, at uddannelsen skal have fundet sted i en revisionsvirksomhed. Der skal være tale om en revisionsvirksomhed, der er godkendt i henhold til forslagets § 13. Ændringen i kravet til praktisk uddannelse hænger nøje sammen med, at ejerskabet (stemmerettighederne) i revisionsvirksomheder efter lovforslaget kan indehaves af alle revisorer eller revisionsvirksomheder, der er godkendt i henhold til det nye 8. direktiv. Der kan derfor forekomme godkendte revisionsvirksomheder, der som følge af ejerskabet er afskåret fra at betegne sig som statsautoriserede eller registrerede revisionsvirksomheder. Om revisionsvirksomheder, ejerskab mm. henvises til § 13 og bemærkningerne hertil.

Bestemmelsens 2. pkt. viderefører det gældende krav om, at den praktiske uddannelse til statsautoriseret revisor forudsætter, at uddannelsen har fundet sted hos en statsautoriseret revisor. Som følge af de foran omtalte ændringer i ejerskabsbestemmelsen for revisionsvirksomheder, er stk. 2, 2. pkt. dog tilpasset, så der stilles krav om, at de relevante opgaver skal være udført under tilsyn af en statsautoriseret revisor. Med tilsyn menes i den forbindelse, at det er en statsautoriseret revisor, der har ansvar for tilrettelæggelsen af vedkommendes arbejdsopgaver samt, at den statsautoriserede revisor har instruktionsbeføjelsen over for vedkommende.

Stk. 3 svarer til den gældende bestemmelse. Som hidtil er mulighederne for at undtage fra kravet om tre års praktisk uddannelse som følge af bestemmelserne i direktivet begrænset til ét år, som skal være foregået under instruktion af en person, som opfylder betingelserne for at blive godkendt. F.eks. vil dispensation kunne gives til en person, der under instruktion af en revisor med eller uden deponeret godkendelse arbejder i en banks interne revisionsafdeling, forudsat at opgaverne opfylder kravet i stk.1, nr. 5.

Stk. 4 svarer til den gældende bestemmelse. De gældende regler om forsikring er fastsat i bekendtgørelse nr. 740 af 21. august 2003 om statsautoriserede og registrerede revisorers garantistillelse og ansvarsforsikring. Der forventes ikke at ske ændringer heri.

Stk. 5 er en videreførelse af gældende lovs § 3, stk. 5, dog således at der er sket en ændring vedrørende omdømme, jf. nærmere nedenfor. Godkendelse som statsautoriseret eller registreret revisor kan således fortsat nægtes

– med henvisning til bestemmelser i straffelovens § 78, stk. 2,

– hvis der er grund til at frygte, at erhvervet ikke vil blive drevet forsvarligt (omdømme), eller

– på grund af gæld til det offentlige på kr. 50.000 eller mere.

I forslaget til formulering af det nye 2. pkt. er ordene »i stilling og erhverv« udgået for at imødekomme den bredere formulering om omdømme i direktivet. Det dårlige omdømme skal således ikke nødvendigvis være opstået i stilling eller erhverv. Det er dog stadig en forudsætning for anvendelsen af bestemmelsen, at revisors adfærd skal give grund til at antage, at revisor ikke vil kunne varetage opgaven som offentlighedens tillidsrepræsentant i henhold til loven på forsvarlig måde. Af direktivteksten fremgår ikke, om det dårlige omdømme skal have indflydelse på erhvervet som revisor. I Danmark er der tradition for, at der ved vurderingen af en persons omdømme tages udgangspunkt i det erhverv, den pågældende udøver, idet der ses bort fra rent private forhold.

Imidlertid vil f.eks. et omfattende spiritus- eller narkotikamisbrug kunne få indflydelse på vedkommendes varetagelse af opgaven som offentlighedens tillidsrepræsentant og dermed på hvervet som revisor, idet det vil kunne indebære, at vedkommende ikke vil være i stand til at varetage erhvervet på forsvarlig måde. Der må således ske en vurdering i den konkrete situation. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan nægte godkendelse i den konkrete situation, men ansøger kan i medfør af § 51 forlange et afslag indbragt for Erhvervsankenævnet. Om muligheden for efterfølgende at fratage revisor godkendelsen, hvis revisors omdømme bliver alvorligt kompromitteret, henvises til §§ 43, stk. 3, og 44, stk. 2, om Revisornævnet.