Revisorloven § 26

Revisor må ikke for udførelsen af opgaver efter § 1, stk. 2, betinge sig

et højere vederlag for sit arbejde, end der kan anses for rimeligt, eller
et vederlag, hvis betaling eller størrelse gøres afhængig af andre forhold end det udførte arbejde.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder tillige anvendelse på vederlag for andre ydelser, når revisor eller andre personer i revisionsvirksomheden, der er knyttet til opgaven eller kontrollerer dennes udførelse, samtidig for den samme hvervgiver kontrollerer eller er knyttet til opgaver efter § 1, stk. 2.

Forarbejder til Revisorloven § 26

Retsinformation

Bestemmelsen om vederlag er en videreførelse af principperne i den gældende lovs § 13.

Stk. 1 viderefører den gældende bestemmelse. Det foreslås dog, at forbuddet først træder i kraft, hvis omsætningen hos samme kunde overstiger 20 pct. i 5 på hinanden følgende år. Efter den gældende bestemmelse indtræder forbuddet allerede, hvis forholdet gør sig gældende i 3 på hinanden følgende år. Ændringen bringer bestemmelsen mere i overensstemmelse med EU-Kommissionens henstilling om uafhængighed, der taler om »en urimelig høj procentdel af de samlede indtægter i en periode på 5 år«. Efter forslaget reguleres alene de opgaver, som revisor udfører i henhold til forslagets § 1, stk. 2 (erklæringer med sikkerhed). Revisorer, der udelukkende udfører opgaver efter forslagets § 1, stk. 3 (erklæringer uden sikkerhed) og/eller rådgivning, berøres derfor ikke af omsætningsbegrænsningen. Dette er en ændring i forhold til gældende lov, hvor kravet gælder for alle erklæringer. Ændringen er imidlertid en konsekvens af det ændrede anvendelsesområde i forslagets § 1. Det vil som hidtil gælde, at hvis revisor for samme kunde både udfører opgaver efter § 1, stk. 2 samt opgaver efter § 1, stk. 3 og/eller rådgivning, vil kravet om, at omsætningen fra denne kunde ikke må overstige 20 pct., skulle opgøres på grundlag af den samlede omsætning for alle opgaverne fra denne kunde i forhold til revisionsvirksomhedens samlede omsætning.

Stk. 2 viderefører uændret bestemmelsen i den gældende lov.

Efter stk. 2, nr. 1, må revisor derfor som hidtil ikke betinge sig et højere vederlag, end hvad der er rimeligt. Vurderingen heraf vil fortsat være markedsprisen for den pågældende opgave.

Stk. 2, nr. 2 indebærer, at vederlagets størrelse fortsat ikke må gøres afhængig af andre forhold end det udførte arbejde. Bestemmelsen er i overensstemmelse med kravene i det nye 8. direktiv.

Stk. 3 viderefører uændret den gældende bestemmelse. Det ændrede anvendelsesområde indebærer dog, at erklæringer efter § 1, stk. 3 (erklæringer uden sikkerhed) kun omfattes af bestemmelsen, hvis revisor samtidig udfører opgaver efter § 1, stk. 2 for samme kunde. Hvis revisor således alene udfører opgaver efter § 1, stk. 3 og/eller rådgivningsydelser er fastsættelsen af vederlaget herfor ikke omfattet af begrænsningen i stk. 2.