Command Palette

Search for a command to run...

Gældende

LBK nr 1160 af 05/11/2024

Justitsministeriet

Retsplejeloven § 348a

I sager om krav efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser skal stævningen endvidere indeholde oplysning om,

  1. hvorvidt og i givet fald hvornår kravet tidligere er gjort gældende over for sagsøgte,

  2. hvorvidt Trafikstyrelsen har truffet afgørelse vedrørende kravet,

  3. hvorvidt kravet angår forsinkelse, aflysning, boardingafvisning eller nedgradering,

  4. flynummer,

  5. planlagt afgangstid og afgangslufthavn,

  6. planlagt ankomsttid og ankomstlufthavn,

  7. hvorvidt flyvningens længde var højst 1.500 km, mellem 1.501 og 3.500 km eller mere end 3.500 km, og

  8. en opgørelse af kravet opdelt på

a) kompensation for forsinkelse, aflysning eller boardingafvisning,

b) refusion som følge af nedgradering,

c) refusion af købsprisen for billetten,

d) udgifter til gebyr i forbindelse med købet af billetten,

e) udgifter til returflyvning,

f) udgifter til omlægning af rejsen,

g) udgifter til måltider og forfriskninger,

h) udgifter til telefonopringninger el.lign. og

i) udgifter til hotelophold og transport mellem lufthavnen og overnatningsstedet.

Stk. 2. Angår kravet forsinkelse, skal stævningen endvidere indeholde oplysning om faktisk afgangstid og afgangslufthavn og faktisk ankomsttid og ankomstlufthavn.

Stk. 3. Angår kravet aflysning, skal stævningen endvidere indeholde oplysning om, hvornår passageren fik besked om aflysningen, og om et eventuelt tilbud om omlægning af rejsen.

Stk. 4. Var flyrejsen ifølge en bekræftet samlet reservation for hele rejsen opdelt i flere delflyvninger, skal stævningen indeholde oplysninger efter stk. 1, nr. 4-6, og stk. 2 om de delflyvninger, der er relevante for kravet.

Stk. 5. Har Trafikstyrelsen truffet afgørelse vedrørende kravet, skal en kopi af afgørelsen indleveres sammen med stævningen.

Stk. 6. De oplysninger, der er nævnt i stk. 1-4, skal indleveres på en blanket, som Domstolsstyrelsen udfærdiger.