LOV nr 410 af 27/04/2017
Justitsministeriet
Retshåndhævelsesloven § 17
Den dataansvarlige skal efter anmodning fra den registrerede uden unødig forsinkelse berigtige oplysninger, der viser sig urigtige. På tilsvarende måde skal der ske fuldstændiggørelse af ufuldstændige oplysninger, hvis dette kan ske uden at bringe formålet med behandlingen i fare. Den dataansvarlige skal meddele berigtigelse af urigtige personoplysninger til den kompetente myndighed, hvorfra de urigtige oplysninger stammer.
Stk. 2. Den dataansvarlige skal efter anmodning fra den registrerede uden unødig forsinkelse slette oplysninger, der er behandlet i strid med kapitel 3, eller hvis det er påkrævet for at overholde en retlig forpligtelse, som den dataansvarlige er underlagt.
Stk. 3. Den dataansvarlige skal i stedet for sletning begrænse behandlingen af personoplysninger, hvis
-
rigtigheden af personoplysningerne bestrides af den registrerede og deres rigtighed eller urigtighed ikke kan konstateres eller
-
personoplysningerne skal bevares som bevismiddel.
Stk. 4. Er behandling begrænset i henhold til stk. 3, nr. 1, underretter den dataansvarlige den registrerede herom, inden begrænsningen af behandling ophæves.
Stk. 5. Et afslag på en anmodning om berigtigelse, sletning eller begrænsning af behandling skal meddeles den registrerede skriftligt og skal være ledsaget af en begrundelse og en klagevejledning. Afgørelsen skal endvidere indeholde oplysninger om den registreredes ret til at lade den kompetente tilsynsmyndighed udøve den registreredes rettigheder, jf. § 40, stk. 1, nr. 10. Bestemmelsen i § 16, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 6. Den dataansvarlige skal underrette modtagere om, at der er sket berigtigelse, sletning eller begrænsning af behandling af personoplysninger. Modtagerne berigtiger eller sletter personoplysningerne eller begrænser behandling af personoplysninger, som de har ansvaret for.
Forarbejder til Retshåndhævelsesloven § 17
RetsinformationDet fremgår af persondatalovens § 37, at den dataansvarlige skal berigtige, slette eller blokere oplysninger, der viser sig urigtige eller vildledende eller på lignende måde er behandlet i strid med lov eller bestemmelser udstedt i medfør af lov, hvis en registreret person fremsætter anmodning herom.
Bestemmelsen finder generelt ikke anvendelse for politiets, anklagemyndighedens og domstolenes behandling af personoplysninger inden for det strafferetlige område, jf. persondatalovens § 2, stk. 4, men bestemmelsen finder dog anvendelse i forbindelse med den grænseoverskridende udveksling af personoplysninger, jf. rammeafgørelsesbekendtgørelsens § 2, stk. 4.
Det foreslås i stk. 1, at den dataansvarlige efter anmodning fra den registrerede uden unødig forsinkelse skal berigtige oplysninger, der viser sig urigtige. På tilsvarende måde skal der ske fuldstændiggørelse af ufuldstændige oplysninger, hvis dette kan ske uden at bringe formålet med behandlingen i fare. Den dataansvarlige skal meddele berigtigelse af urigtige personoplysninger til den kompetente myndighed, hvorfra de urigtige oplysninger stammer.
Med den foreslåede bestemmelse sker der således i vidt omfang en videreførelse af de gældende regler om berigtigelse, som dog fremover tillige vil finde anvendelse i rent nationale forhold.
Retten til berigtigelse giver ikke den registrerede mulighed for at korrigere indholdet af f.eks. et vidneudsagn, idet spørgsmålet om, hvorvidt de personoplysninger, som fremgår af et vidneudsagn, er korrekte, skal håndteres i forbindelse med en straffesags behandling ved domstolene, jf. også den foreslåede § 17, stk. 3, nr. 2.
Den foreslåede bestemmelse skal endvidere ses i sammenhæng med den foreslåede § 4, stk. 1, om, at der ved behandlingen skal tages hensyn til oplysningernes karakter, hvoraf det følger, at der skal sondres mellem personoplysninger, der bygger på faktiske omstændigheder, og personoplysninger, der bygger på personlige vurderinger.
Dette har betydning i forhold til vurderingen af oplysningernes rigtighed. Navnlig i retssager er udsagn, der indeholder personoplysninger, baseret på en subjektiv opfattelse af fysiske personer, og det er ikke altid muligt at kontrollere dem. Kravet om oplysningernes rigtighed bør derfor ikke vedrøre rigtigheden af en subjektiv opfattelse, men derimod blot rigtigheden af, at der er fremsat et konkret udsagn.
Adgangen til fuldstændiggørelse kan opfyldes ved, at den registrerede fremlægger en supplerende erklæring, som kan knyttes til de oplysninger, som den dataansvarlige myndighed har om den registrerede.
Når der er tale om personoplysninger, der er indeholdt i en konkret straffesag hos f.eks. politiet eller anklagemyndigheden eller i en retsafgørelse i en straffesag, skal berigtigelse mv. af oplysningerne gennemføres efter reglerne i retsplejeloven, jf. forslaget til § 18, stk. 3. Det indebærer, at en anmodning om berigtigelse af en retsafgørelse skal behandles i henhold til retsplejelovens § 221.
Hvis der hersker rimelig tvivl om identiteten af den fysiske person, der fremsætter en anmodning, skal den dataansvarlige i overensstemmelse med de almindelige forvaltningsretlige principper anmode om de yderligere oplysninger, der er nødvendige for at kunne bekræfte den pågældendes identitet.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det fremgår af persondatalovens § 37, at den dataansvarlige skal berigtige, slette eller blokere oplysninger, der viser sig urigtige eller vildledende eller på lignende måde er behandlet i strid med lov eller bestemmelser udstedt i medfør af lov, hvis en registreret person fremsætter anmodning herom.
Bestemmelsen finder generelt ikke anvendelse for politiets, anklagemyndighedens og domstolenes behandling af personoplysninger inden for det strafferetlige område, jf. persondatalovens § 2, stk. 4, men bestemmelsen finder dog anvendelse i forbindelse med den grænseoverskridende udveksling af personoplysninger, jf. rammeafgørelsesbekendtgørelsens § 2, stk. 4.
Det foreslås i stk. 2, at den dataansvarlige efter anmodning fra den registrerede uden unødig forsinkelse skal slette oplysninger, der er behandlet i strid med behandlingsreglerne i kapitel 3, eller hvis det er påkrævet for at overholde en retlig forpligtelse, som den dataansvarlige er underlagt.
Med den foreslåede bestemmelse sker der således i vidt omfang en videreførelse af de gældende regler om berigtigelse, som dog fremover for så vidt angår politiet, anklagemyndigheden og domstolene tillige vil finde anvendelse i rent nationale forhold.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det fremgår af persondatalovens § 37, at den dataansvarlige skal berigtige, slette eller blokere oplysninger, der viser sig urigtige eller vildledende eller på lignende måde er behandlet i strid med lov eller bestemmelser udstedt i medfør af lov, hvis en registreret person fremsætter anmodning herom.
Bestemmelsen finder generelt ikke anvendelse for politiets, anklagemyndighedens og domstolenes behandling af personoplysninger inden for det strafferetlige område, jf. persondatalovens § 2, stk. 4, men bestemmelsen finder dog anvendelse i forbindelse med den grænseoverskridende udveksling af personoplysninger, jf. rammeafgørelsesbekendtgørelsens § 2, stk. 4.
Det fremgår af forarbejderne til persondataloven (Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, side 4092), at blokering af oplysninger indebærer, at det fortsat er tilladt at opbevare indsamlede oplysninger, hvorimod det ikke er tilladt at behandle og bruge oplysningerne, herunder navnlig videregive dem til tredjemand. Oplysninger, som er blokeret, skal derfor være forsynet med en sådan markering, at en bruger informeres om blokeringen.
Det foreslås i stk. 3, at den dataansvarlige i stedet for sletning skal begrænse behandlingen af personoplysninger, hvis rigtigheden af personoplysningerne bestrides af den registrerede, og deres rigtighed eller urigtighed ikke kan konstateres, eller personoplysningerne skal bevares som bevismiddel.
Med den foreslåede bestemmelse gives der mulighed for, at den dataansvarlige i stedet for sletning kan foretage begrænsning af anvendelsen af de pågældende oplysninger.
Der kan således ske begrænsning, hvis det ikke umiddelbart kan konstateres, om de personoplysninger, som den dataansvarlige myndighed har om den registrerede, er korrekte. Anvendelsen af oplysningerne vil i givet fald være begrænset, indtil den dataansvarlige har fundet ud af, om oplysningerne er korrekte. Hvis oplysningerne er korrekte, skal begrænsningen ophæves.
Der kan endvidere ske begrænsning, hvis der er tale om oplysninger, der skal bevares som bevismidler. Det er f.eks. relevant i forhold til indholdet af et vidneudsagn, idet spørgsmålet om, hvorvidt de personoplysninger, som fremgår af et vidneudsagn, er korrekte, skal håndteres i forbindelse med en straffesags behandling ved domstolene. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til stk. 1.
Begrænsning kan ske ved, at udvalgte oplysninger flyttes til et andet behandlingssystem, f.eks. til arkivformål, eller at udvalgte oplysninger gøres utilgængelige. I automatiske registre kan begrænsning ske ved hjælp af tekniske hjælpemidler. En begrænsning skal anføres i registeret på en sådan måde, at det tydeligt fremgår, at behandlingen af personoplysninger er begrænset, jf. herved direktivets præambelbetragtning nr. 47.
Der er således i praksis tale om en videreførelse af den forståelse af begrebet blokering, som følger af persondataloven.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås i stk. 4, at hvis behandling er begrænset som følge af, at rigtigheden af personoplysningerne bestrides af den registrerede, og deres rigtighed eller urigtighed ikke kan konstateres, skal den dataansvarlige underrette den registrerede herom, inden begrænsningen af behandling ophæves.
Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med den foreslåede § 17, stk. 3, idet der er tale om den situation, hvor der sker begrænsning som følge af, at det ikke umiddelbart kan konstateres, om de personoplysninger, som den dataansvarlige myndighed har om den registrerede, er korrekte. Anvendelsen af oplysningerne vil i givet fald være begrænset, indtil den dataansvarlige har fundet ud af, om oplysningerne er korrekte. Hvis oplysningerne er korrekte, skal begrænsningen ophæves.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at der i en sådan situation skal ske en forudgående underretning af den registrerede.
Der er ikke noget krav om, at den dataansvarlige myndighed afventer den registreredes svar på underretningen, inden begrænsningen ophæves. Bestemmelsen skal således ses i sammenhæng med det foreslåede stk. 5.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås i stk. 5, at et afslag på en anmodning om berigtigelse, sletning eller begrænsning skal meddeles den registrerede skriftligt og skal være ledsaget af en begrundelse og en klagevejledning. Afgørelsen skal endvidere indeholde oplysninger om den registreredes ret til at lade den kompetente tilsynsmyndighed udøve den registreredes rettigheder i forhold til retten til berigtigelse, sletning eller begrænsning. Bestemmelsen i § 16, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse. Det indebærer, at af hensyn til de formål, der er nævnt i § 16, stk. 3, jf. stk. 1, jf. § 14, stk. 1, kan den kompetente myndighed undlade at begrunde afslaget på berigtigelse, sletning eller begrænsning af behandling. Et sådant afslag skal dog indeholde en klagevejledning og oplysninger om den registreredes ret til at lade den kompetente tilsynsmyndighed udøve den registreredes rettigheder, jf. § 40, stk. 1, nr. 10. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med de foreslåede §§ 14 og 16, hvorefter henholdsvis meddelelse af oplysninger og indsigtsretten kan begrænses mv. af hensyn til de formål, der er nævnt i § 14, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse skal forstås i lyset af de almindelige regler i forvaltningslovens kapitler 6 og 7 om begrundelse og klagevejledning, idet det dog efter den foreslåede bestemmelse er obligatorisk for den dataansvarlige at give en skriftlig begrundelse, ligesom der er et særligt krav om at oplyse om muligheden for, at den registrerede kan udøve sine rettigheder i forhold til retten til berigtigelse, sletning eller begrænsning gennem tilsynsmyndigheden.
Det fremgår af persondatalovens § 37, stk. 2, at den dataansvarlige skal underrette den tredjemand, hvortil oplysningerne er videregivet, om, at de videregivne oplysninger er berigtiget, slettet eller blokeret i henhold til stk. 1, hvis en registreret person fremsætter anmodning herom. Dette gælder dog ikke, hvis underretningen viser sig umulig eller er uforholdsmæssigt vanskelig.
Bestemmelsen finder generelt ikke anvendelse for politiets, anklagemyndighedens og domstolenes behandling af personoplysninger inden for det strafferetlige område, jf. persondatalovens § 2, stk. 4, men bestemmelsen finder dog anvendelse i forbindelse med den grænseoverskridende udveksling af personoplysninger, jf. rammeafgørelsesbekendtgørelsens § 2, stk. 4.
Det foreslås i stk. 6, at den dataansvarlige skal underrette modtagere om, at der er sket berigtigelse, sletning eller begrænsning af personoplysninger. Modtagerne berigtiger eller sletter personoplysningerne eller begrænser behandling af personoplysninger, som de har ansvaret for.
Med den foreslåede bestemmelse sker der en skærpelse af forpligtelsen til at underrette modtagere om, at der er sket berigtigelse, sletning eller begrænsning af personoplysninger, som tillige udvides til at finde anvendelse i rent nationale forhold. Forpligtelsen skal dog ses i lyset af, at de kompetente myndigheder typisk videregiver oplysninger til en mere afgrænset kreds af modtagere.
Forpligtelsen for modtagerne til at berigtige, slette eller begrænse anvendelsen af de pågældende oplysninger gælder for de kompetente myndigheder. Forpligtelsen er således en understregning af det behandlingsprincip, som fremgår af den foreslåede § 4, stk. 4. Det bemærkes i den forbindelse, at lovens definition af modtagere ikke omfatter dem, der modtager oplysninger i forbindelse med isolerede forespørgsler.
I det omfang, at der er tale om en behandling, herunder videregivelse, af oplysninger, som falder uden for det foreslåede anvendelsesområde for loven, reguleres spørgsmålet om retten til berigtigelse, sletning og begrænsning af persondataloven og – fra den 25. maj 2018 – databeskyttelsesforordningen.