Forarbejder til Retshåndhævelsesloven § 15
Det fremgår af persondatalovens § 31, at når en person fremsætter begæring herom, skal den dataansvarlige give den pågældende meddelelse om, hvorvidt der behandles oplysninger om vedkommende. Behandles sådanne oplysninger, skal der på en let forståelig måde gives den registrerede meddelelse om, hvilke oplysninger der behandles, behandlingens formål, kategorierne af modtagere af oplysningerne og tilgængelig information om, hvorfra disse oplysninger stammer.
Den dataansvarlige skal snarest besvare begæringer som nævnt i stk. 1. Er begæringen ikke besvaret inden 4 uger efter modtagelsen, skal den dataansvarlige underrette den pågældende om grunden hertil, samt om, hvornår afgørelsen kan forventes at foreligge, jf. stk. 2.
Bestemmelsen i § 31 finder ikke anvendelse på behandlinger, der foretages for domstolene inden for det strafferetlige område, jf. § 2, stk. 4.
Det foreslås i stk. 1, at hvis en registreret fremsætter begæring herom, skal den dataansvarlige bekræfte over for den pågældende, om der behandles oplysninger om vedkommende.
Behandles der oplysninger om den pågældende, skal der efter det foreslåede stk. 2, gives adgang til oplysningerne samt en meddelelse med følgende oplysninger:
-
Formålene med og retsgrundlaget for behandlingen.
-
De berørte kategorier af personoplysninger.
-
De modtagere eller kategorier af modtagere, som personoplysningerne er videregivet til, herunder navnlig modtagere i tredjelande eller internationale organisationer.
-
Om muligt, det påtænkte tidsrum, hvor personoplysningerne vil blive opbevaret, eller, hvis dette ikke er muligt, de kriterier, der anvendes til at fastlægge dette tidsrum.
-
Retten til at anmode den dataansvarlige om berigtigelse eller sletning af personoplysninger eller begrænsning af behandling vedrørende den registrerede.
-
Retten til at indgive en klage til tilsynsmyndigheden og kontaktoplysningerne for tilsynsmyndigheden.
-
Hvilke personoplysninger, der er omfattet af behandlingen, og enhver tilgængelig oplysning om, hvorfra de stammer.
De oplysninger, der efter bestemmelsen skal meddeles til den registrerede, er de oplysninger, der behandles på tidspunktet for begæringen og indtil begæringen ekspederes. Den registrerede har ikke krav på at få oplyst, hvilke oplysninger der tidligere har været undergivet behandling.
Formålet med behandlingen, jf. nr. 1, kan angives generelt, f.eks. ”til brug for efterforskning af strafbare forhold”.
Hvis der hersker rimelig tvivl om identiteten af den fysiske person, der fremsætter en indsigtsanmodning, skal den dataansvarlige i overensstemmelse med de almindelige forvaltningsretlige principper anmode om de yderligere oplysninger, der er nødvendige for at bekræfte den pågældendes identitet.
Når der er tale om personoplysninger, der er indeholdt i en konkret straffesag hos f.eks. politiet eller anklagemyndigheden eller i en retsafgørelse i en straffesag, skal indsigtsretten i øvrigt gennemføres efter retsplejelovens regler om adgang til materialet i straffesager og om indsigt i retsafgørelser, jf. den foreslåede § 18, stk. 3. Indsigtsanmodninger skal således afgøres efter retsplejelovens regler i kapitel 3 a om aktindsigt i bl.a. domme og kendelser og i dokumenterne i en straffesag samt §§ 729 a – d om den sigtedes adgang til materialet i straffesagen. For så vidt angår registrerede, hvis indsigtsret ikke er reguleret af retsplejelovens regler, f.eks. personer, som optræder som bipersoner i en straffesag, vil reglerne i det foreslåede afsnit III finde anvendelse.