LOV nr 425 af 16/03/2021
Justitsministeriet
Retsafgiftsloven § 7
Der betales ikke ny afgift i en sag, der genoptages.
Stk. 2. Hjemvises en sag til ny behandling i tidligere instans, betales ikke ny afgift for den fornyede behandling.
Forarbejder til Retsafgiftsloven § 7
RetsinformationBestemmelsen angår sager, der genoptages eller hjemvises til ny behandling i tidligere instans.
Der betales ikke ny afgift i en sag, der genoptages, jf. stk. 1.
Når en sag, i hvilken der er betalt afgift efter § 1, genoptages, skal der således ikke betales ny afgift efter § 1. Er der ikke under sagens oprindelige behandling betalt afgift efter § 2, vil der imidlertid i den genoptagne sag i givet fald skulle betales afgift efter § 2 for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor. Er der derimod under sagens oprindelige behandling betalt afgift efter både § 1 og § 2, skal der i den genoptagne sag ikke betales afgift efter § 1 eller § 2.
Udvides påstanden, skal afgiften dog omberegnes, jf. forslaget til § 3, stk. 5, som også gælder, når påstanden i en genoptaget sag udvides i forhold til den påstand, der er betalt retsafgift af under sagens oprindelige behandling.
Når en sag hjemvises til ny behandling i tidligere instans, betales ikke ny afgift for den fornyede behandling, jf. stk. 2.
Når en sag hjemvises til ny behandling i tidligere instans, skal der således ikke betales ny afgift efter § 1. Er der ikke under sagens oprindelige behandling i den tidligere instans betalt afgift efter § 2, vil der imidlertid i den hjemviste sag i givet fald skulle betales afgift efter § 2 for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor. Er der derimod under sagens oprindelige behandling i den tidligere instans betalt afgift efter både § 1 og § 2, skal der i den hjemviste sag ikke betales afgift efter § 1 eller § 2.
Udvides påstanden, skal afgiften dog omberegnes, jf. forslaget til § 3, stk. 5, som også gælder, når påstanden i en hjemvist sag udvides i forhold til den påstand, der er betalt retsafgift af under sagens oprindelige behandling i den tidligere instans.
I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås reglen om, at der i disse tilfælde ikke skal betales afgift, ændret til, at der ikke skal betales ny afgift.