LOV nr 425 af 16/03/2021
Justitsministeriet
Retsafgiftsloven § 5
Nedlægger sagsøgte påstand om selvstændig dom, betragtes denne påstand som et selvstændigt søgsmål.
Stk. 2. Dette gælder dog ikke, hvor sagsøgte i en sag om krænkelse af en immaterialrettighed kun kan anfægte immaterialrettens gyldighed ved at nedlægge en påstand om ugyldighed.
Forarbejder til Retsafgiftsloven § 5
RetsinformationBestemmelsen angår sagsøgtes modkrav til selvstændig dom.
Nedlægger sagsøgte påstand om selvstændig dom, betragtes denne påstand som et selvstændigt søgsmål, jf. stk. 1.
Det indebærer, at sagsøgte skal betale retsafgift efter reglerne i §§ 1 og 2 for påstanden om selvstændig dom.
Denne retsafgift skal betales uafhængig af den retsafgift, sagsøgeren skal betale efter §§ 1 og 2.
Betales denne afgift ikke, skal sagsøgtes modkrav til selvstændig dom anses som bortfaldet henholdsvis afvises, jf. nærmere forslaget til § 47.
Sagsøgtes modkrav til kompensation anses derimod ikke som et selvstændigt søgsmål. Der skal således ikke betales retsafgift for modkrav til kompensation.
Afgiftspligten for modkrav til selvstændig dom gælder ikke, hvor sagsøgte i en sag om krænkelse af en immaterialrettighed kun kan anfægte immaterialrettens gyldighed ved at nedlægge en påstand om ugyldighed, jf. stk. 2.
Det betyder, at en person, der er sagsøgt med påstand om at have krænket et patent, afgiftsfrit kan nedlægge påstand om selvstændig dom for, at patentet er ugyldigt, jf. patentlovens § 61.
Tilsvarende kan en person, der er sagsøgt med påstand om at have krænket et design, afgiftsfrit nedlægge påstand om selvstændig dom for, at registreringen af designet skal udslettes, jf. designlovens § 40.
Endvidere kan en person, der er sagsøgt med påstand om at have krænket et EU-varemærke, afgiftsfrit nedlægge påstand om selvstændig dom for, at EU-varemærket er ugyldigt, jf. EU-varemærkeforordningens artikel 127, stk. 1.
Desuden kan en person, der er sagsøgt med påstand om at have krænket et EF-design, afgiftsfrit nedlægge påstand om selvstændig dom for, at EF-designet er ugyldigt, jf. EF-designforordningens artikel 85, stk. 1.
Bestemmelsen angår de afgiftsmæssige konsekvenser af en sådan påstand om ugyldighed. Det afhænger af de processuelle regler, herunder i internationale sager relevante værnetingsregler, om en påstand om ugyldighed i det hele taget kan nedlægges under en sag om krænkelse af den pågældende immaterialrettighed.
I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås det som noget nyt, at i enhver en sag om krænkelse af en immaterialrettighed, hvor sagsøgte kun kan anfægte immaterialrettens gyldighed ved at nedlægge en påstand om ugyldighed, skal sagsøgtes påstand om ugyldighed være afgiftsfri. Den gældende retsafgiftslov fastsætter alene afgiftsfrihed for sagsøgtes påstand i en sag om patentindgreb om patentets ugyldighed.