Retsafgiftsloven § 48

Bestemmelsen angår ændring af en afgiftsberegning. Stk. 1 angår ændring til fordel for den afgiftspligtige, mens stk. 2 og 3 angår ændring til skade for den afgiftspligtige.

Det foreslås i stk. 1, at den ret eller myndighed, der har beregnet en afgift, af egen drift kan ændre beregningen til fordel for den afgiftspligtige.

Det betyder, at den ret eller myndighed, der har beregnet en retsafgift, uden tidsbegrænsning kan ændre beregningen til fordel for den afgiftspligtige, hvis retten eller myndigheden efterfølgende bliver opmærksom på, at retsafgiften er beregnet forkert.

En ændring til fordel for den afgiftspligtige kan ske, fordi retten eller myndigheden selv bliver opmærksom på fejlen. En sådan ændring kan også ske efter anmodning fra den afgiftspligtige.

En ændring til fordel for den afgiftspligtige kan også ske på grund af efterfølgende omstændigheder, som har betydning for afgiftens beregning, og hvor afgiften oprindelig ikke var beregnet forkert. Som eksempel kan nævnes, at den afgiftspligtige får meddelt fri proces til sagen, efter at der er betalt retsafgift.

Afgiften for sagsanlæg og for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, afhænger bl.a. af sagens værdi som udtrykt ved sagsøgerens påstand. En nedsættelse af påstanden efter afgiftspligtens indtræden, dvs. henholdsvis sagens anlæg og fastsættelsen af tidspunktet for hovedforhandlingen eller 3 måneder før hovedforhandlingen, betyder ikke, at afgiften nedsættes. I sådanne tilfælde kan afgiftsberegningen således ikke ændres til fordel for den afgiftspligtige.

En ændring i medfør af det foreslåede stk. 1 kan ske, selv om den afgiftspligtige tidligere ikke har fået medhold i en indsigelse mod beregningen af afgiften i medfør af det foreslåede § 47, stk. 2, 1. pkt., og selv om beregningen af afgiften har været påkæret til højere ret.

Et afslag på at ændre beregningen af retsafgiften i medfør af stk. 1 eller en ændring af beregningen af retsafgiften i medfør af stk. 1, som ikke går så langt, som den afgiftspligtige har anmodet om, kan ikke appelleres.

Det er således, når retten i medfør af det foreslåede § 47, stk. 1, har meddelt den afgiftspligtige, at en retsafgift, der ikke er betalt, skal betales, at den afgiftspligtige kan gøre indsigelse efter det foreslåede § 47, stk. 2, 1. pkt. Rettens afgørelse i anledning af indsigelsen kan i givet fald påkæres med Procesbevillingsnævnets tilladelse, jf. nærmere forslaget til § 47, stk. 4-6.

Det foreslås i stk. 2, at efterbetaling af for lidt beregnet afgift ikke kan kræves, når der er forløbet 6 uger efter, at den afgiftspligtige har fået meddelelse om beregningen, eller at retshandlingen er iværksat. Efterbetaling kan dog kræves, hvis den afgiftspligtiges kære af beregningen af afgiften i medfør af de foreslåede § 47, stk. 4 og 5, fører til, at appelinstansen ændrer beregningen af retsafgiften til skade for den afgiftspligtige. Endvidere kan efterbetaling kræves i de tilfælde, som er nævnt i det foreslåede stk. 3, jf. herom nedenfor. Efterbetaling kan også kræves i tilfælde, hvor der i medfør af det foreslåede § 3, stk. 5, eller § 38, jf. § 3, stk. 5, skal ske en omberegning af afgiften, fordi en part har udvidet sin påstand.

Stk. 2 indebærer, at udgangspunktet er, at en afgiftsberegning ikke kan ændres til skade for den afgiftspligtige, når der enten er gået 6 uger efter, at den afgiftspligtige fik meddelelse om beregningen, eller er gået 6 uger efter, at retshandlingen er iværksat.

Stk. 2 indebærer omvendt, at så længe der ikke er gået 6 uger efter et af disse tidspunkter, kan beregningen af afgiften frit ændres til skade for den afgiftspligtige, hvis afgiften tidligere er blevet beregnet forkert.

6-ugersfristen i forhold til, at den afgiftspligtige har fået meddelelse om afgiftsberegningen, begynder kun at løbe, hvis den ret eller myndighed, der beregner afgiften, har givet den afgiftspligtige en udtrykkelig meddelelse om størrelsen af den afgift, der skal betales. Fristen begynder således ikke at løbe, hvis den afgiftspligtige har betalt afgiften samtidig med fremsættelsen af anmodningen og retten eller myndigheden alene internt har beregnet afgiften for at kontrollere, om der er betalt rigtig afgift, men ikke har givet den afgiftspligtige nogen meddelelse om beregningen af retsafgiften.

6-ugersfristen i forhold til, at retshandlingen er iværksat, begynder at løbe, når retten eller myndigheden foretager et eksternt sagsskridt til iværksættelse af retshandlingen. Intern forberedelse af retshandlingen er således ikke tilstrækkelig, og kommunikation med den, der har anmodet om retshandlingen, for at indhente yderligere oplysninger eller for at fastsætte et tidspunkt for foretagelsen af retshandlingen er heller tiltrækkelig.

Som eksempel kan nævnes, at i forhold til retsafgiften for sagsanlæg vil retshandlingen ikke være iværksat ved, at retten kommunikerer med sagsøgeren om eventuelle mangler ved stævningen eller om oplysninger til brug for forkyndelsen, jf. retsplejelovens § 349 og § 350, stk. 2. Retshandlingen vil derimod være iværksat, når stævningen er forkyndt for sagsøgte, jf. retsplejelovens § 350, stk. 1.

Som et andet eksempel kan nævnes, at i forhold til retsafgiften for udlæg vil retshandlingen ikke være iværksat ved, at retten giver fordringshaveren meddelelse om tid og sted for forretningen, jf. retsplejelovens § 491, stk. 1. Retshandlingen vil derimod være iværksat, når retten har underrettet skyldneren om tid og sted for forretningen, jf. retsplejelovens § 493, stk. 1, eller i mangel heraf når forretningen er påbegyndt.

Når retten inden for 6-ugersfristerne efter stk. 2 ændrer beregningen af afgiften og kræver efterbetaling, vil rettens meddelelse om, at der skal betales yderligere afgift, være en meddelelse efter det foreslåede § 47, stk. 1. Den afgiftspligtige vil således kunne gøre indsigelse mod ændringen af beregningen af afgiften efter det foreslåede § 47, stk. 2, 1. pkt., og rettens afgørelse i anledning af indsigelsen vil kunne kæres med Procesbevillingsnævnets tilladelse efter de foreslåede § 47, stk. 4 og 5. I behandlingen af en sådan indsigelse og eventuel kære indgår også en prøvelse af, om den tidsmæssige betingelse efter stk. 2 for at ændre beregningen af afgiften til skade for den afgiftspligtige var opfyldt.

Det foreslås i stk. 3, at efterbetaling af for lidt beregnet afgift kan kræves, hvor beregningen hviler på urigtige, ufuldstændige eller på anden måde vildledende oplysninger fra den afgiftspligtige.

Stk. 3 indebærer, at den ret eller myndighed, der har beregnet en retsafgift, uden tidsbegrænsning kan ændre beregningen til skade for den afgiftspligtige, hvis retten eller myndigheden efterfølgende bliver opmærksom på, at retsafgiften er beregnet forkert som følge af urigtige, ufuldstændige eller på anden måde vildledende oplysninger fra den afgiftspligtige.

Stk. 3 kan navnlig have praktisk betydning i tilfælde, hvor sagens værdi har betydning for afgiftens størrelse, og værdien ikke umiddelbart kan beregnes på grundlag af en påstand i sagen. Det vil navnlig kunne være relevant for anerkendelsespåstande i forhold til afgiften for sagsanlæg, for indlevering af ankestævning ved anke til landsret og for hovedforhandlingen i 1.-instanssager og ankesager. Som et andet eksempel kan nævnes tillægsafgiften for store ægtefælleskifter mv. og dødsboer, hvor afgiftsberegningen beror på, at værdiangivelserne i boopgørelsen eller formueoversigten er retvisende.

Stk. 3 kan også have betydning i tilfælde, hvor den afgiftspligtiges forhold har betydning for, om en afgiftsfritagelse finder anvendelse. Som eksempel kan nævnes afgiftsfritagelsen for en part, der har retshjælpsforsikring og opfylder de økonomiske betingelser for fri proces, jf. forslaget til § 9, stk. 1, nr. 3, hvor oplysninger om den afgiftspligtiges økonomiske forhold og andre relevante forhold (samlivsforhold og børn) vil have betydning for afgiftens beregning.

Stk. 3 giver mulighed for at gennembryde 6-ugersfristerne efter stk. 2, når en fejlagtig beregning af afgiften skyldes urigtige, ufuldstændige eller på anden måde vildledende oplysninger fra den afgiftspligtige.

Det er en forudsætning, at oplysningerne stammer fra den afgiftspligtige eller en person, som den pågældende skal identificeres med, herunder navnlig en rettergangsfuldmægtig. Denne forudsætning er også opfyldt, hvis konkrete oplysninger, som stammer fra den afgiftspligtige, er videreformidlet til retten af en anden person, eksempelvis modparten i sagen. Urigtige oplysninger, som retten i øvrigt har modtaget fra andre personer, og som måtte have haft betydning for beregningen af afgiften, kan imidlertid ikke begrunde et efterbetalingskrav efter stk. 3.

Det er en forudsætning, at oplysningerne var urigtige, ufuldstændige eller på anden måde vildledende, og at dette førte til en forkert beregning af retsafgiften.

Som eksempel kan nævnes retsafgiften for hovedforhandlingen af en påstand om, at sagsøgte skal anerkende at være erstatningsansvarlig for en personskade. Hvis sagsøgeren har oplyst et for lavt beløb for størrelsen af det mulige erstatningsansvar for personskaden og dette har ført til en for lav beregning af retsafgiften, kan efterbetaling af afgift kræves efter stk. 3.

Som et andet eksempel kan nævnes et sagsanlæg med en anerkendelsespåstand, hvor sagsøgeren ikke i stævningen eller ved fremsendelsen af stævningen har givet oplysninger, som muliggør et sådant skøn over værdien af anerkendelsespåstanden, at det kan afgøres, om afgiften for sagsanlæg skal betales med den lave eller den høje afgiftssats. Hvis der ved sagens anlæg alene betales afgift for en sag med en økonomisk værdi på højst 100.000 kr., og det senere viser sig, at værdien af anerkendelsespåstanden ved sagens anlæg oversteg 100.000 kr., kan efterbetaling kræves efter stk. 3. Dette gælder, både når sagsøgeren af egen drift har betalt afgiften for en sag med en økonomisk værdi på højst 100.000 kr., uden at retten har krævet yderligere betaling, og når retten selv har opkrævet denne afgift. I begge tilfælde skyldes den for lavt beregnede afgift ufuldstændige oplysninger fra den afgiftspligtige som anført i stk. 3.

Som et tredje eksempel kan nævnes afgiftsfritagelsen for en part, der har retshjælpsforsikring og opfylder de økonomiske betingelser for fri proces. Hvis parten urigtigt har oplyst at have retshjælpsforsikring eller har givet forkerte oplysninger om sine økonomiske eller personlige forhold og ikke ville være afgiftsfritaget ud fra de rigtige oplysninger, kan efterbetaling af afgift kræves efter stk. 3.

Det bemærkes, at en tilbagekaldelse af fri proces i medfør af retsplejelovens § 331, stk. 7, alene har virkning for fremtiden. Hvis en part har fri proces på det tidspunkt, hvor afgiftspligten indtræder, eksempelvis stævningens indlevering, fastsættelsen af tidspunktet for hovedforhandlingen eller 3 måneder før hovedforhandlingen, er den korrekte afgiftsberegning, at den pågældende er fritaget for retsafgift. Der kan derfor i så fald ikke kræves efterbetaling, hvis den fri proces efterfølgende tilbagekaldes, heller ikke selv om det sker før hovedforhandlingen. Hvis en part, der var bevilget fri proces og havde oplyst dette over for retten, forud for afgiftspligtens indtræden, eksempelvis fastsættelsen af tidspunktet for hovedforhandlingen eller 3 måneder før hovedforhandlingen, får tilbagekaldt den fri proces, vil en fritagelse for afgiften for hovedforhandlingen derimod være en forkert beregnet retsafgift, og efterbetaling kan kræves, når oplysningen om den fri proces stammede fra den afgiftspligtige. Dette gælder, selv om oplysningen var rigtig, da den afgiftspligtige gav oplysningen, men var blevet forkert før afgiftspligtens indtræden.

Efterbetaling kan kræves efter stk. 3, når en forkert beregning af afgiften skyldes oplysninger fra den afgiftspligtige, som objektivt set var urigtige, ufuldstændige eller på anden måde vildledende. Det er uden betydning, om der subjektivt er noget at bebrejde den afgiftspligtige i forhold til afgivelsen af oplysningerne.

Med hensyn til de økonomiske betingelser for fri proces, der som nævnt kan have betydning for afgiftens beregning, når en part har retshjælpsforsikring, bemærkes, at vurderingen heraf ifølge regelgrundlaget for fri proces bl.a. skal foretages på grundlag af ansøgerens årsopgørelse fra skattevæsenet. Hermed menes den senest foreliggende årsopgørelse på det tidspunkt, hvor vurderingen skal foretages, hvilket i forhold til en eventuel fritagelse for retsafgift vil sige tidspunktet for afgiftspligtens indtræden.

Hvis den afgiftspligtige til brug for spørgsmålet om afgiftsfritagelse har fremsendt den senest foreliggende årsopgørelse til retten, og retten på det grundlag har fritaget for afgift, kan der således ikke blive tale om efterbetaling efter stk. 3, hvis skattevæsenet senere ændrer årsopgørelsen på en sådan måde, at den pågældende ikke længere opfylder de økonomiske betingelser for fri proces. I denne situation vil afgiftsfritagelsen være rigtig, og der foreligger således ikke en forkert beregning af afgift, som kan ændres.

Hvis den afgiftspligtige til brug for spørgsmålet om afgiftsfritagelse har givet rigtige og fyldestgørende oplysninger, og retten fejlagtigt har fritaget for retsafgift, eksempelvis på grund af en fejllæsning af årsopgørelsen, kan der heller ikke blive tale om efterbetaling efter stk. 3. I denne situation foreligger der ganske vist en forkert beregning af afgift, men den skyldes ikke urigtige, ufuldstændige eller på anden måde vildledende oplysninger fra den afgiftspligtige. Sådanne tilfælde hører under 6-ugersfristerne i stk. 2.

Når retten efter stk. 3 ændrer beregningen af afgiften og kræver efterbetaling, vil rettens meddelelse om, at der skal betales yderligere afgift, være en meddelelse efter det foreslåede § 47, stk. 1. Den afgiftspligtige vil således kunne gøre indsigelse mod ændringen af beregningen af afgiften efter det foreslåede § 47, stk. 2, 1. pkt., og rettens afgørelse i anledning af indsigelsen vil kunne kæres med Procesbevillingsnævnets tilladelse efter de foreslåede § 47, stk. 4 og 5. I behandlingen af en sådan indsigelse og eventuel kære indgår også en prøvelse af, om betingelserne efter stk. 3 for at ændre beregningen af afgiften til skade for den afgiftspligtige var opfyldt.

I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås begyndelsestidspunktet for 6-ugersfristen for ændring af en afgiftsberegning til skade for den afgiftspligtige ændret fra det tidspunkt, hvor den afgiftspligtige fik kundskab om beregningen, til det tidspunkt, hvor den afgiftspligtige fik meddelelse om beregningen, eller det tidspunkt, hvor retshandlingen blev iværksat.