Retsafgiftsloven § 47

Bestemmelsen angår retsvirkningerne af, at en retsafgift ikke betales.

Det foreslås i stk. 1, at hvis retsafgiften ikke betales til forfaldstid, skal retten eller myndigheden give den afgiftspligtige meddelelse om, at afgiften skal betales inden 2 uger fra modtagelsen af meddelelsen.

Med hensyn til, hvornår de forskellige retsafgifter forfalder, og hvem der er afgiftspligtig, henvises til den foreslåede § 46 og bemærkningerne hertil.

Langt de fleste retsafgifter skal betales samtidig med fremsættelsen af en anmodning, og stk. 1 har derfor i praksis først og fremmest betydning i tilfælde, hvor en afgiftspligtig anmodning er blevet fremsat uden samtidig betaling af retsafgiften. Stk. 1 gælder dog også for de retsafgifter, der ikke skal betales samtidig med fremsættelsen af en anmodning.

Bestemmelsen er udtryk for, at der altid gælder en frist på 2 uger, inden for hvilken retsafgiften kan betales. I de tilfælde, hvor afgiften skal betales samtidig med fremsættelsen af anmodningen, har den manglende samtidige betaling imidlertid den virkning, at retten ikke går i gang med at behandle anmodningen, før afgiften er betalt.

At retten ikke går i gang med at behandle anmodningen, før afgiften er betalt, har den konsekvens, at en part i praksis ikke altid vil kunne vente 2 uger med at betale afgiften. Det gælder, hvis anmodningen af processuelle grunde til den tid ikke længere kan behandles. Som eksempel kan nævnes, at en part under en civil retssag udvider sin påstand, sådan at der skal betales yderligere retsafgift, jf. forslaget til § 3, stk. 5. Såfremt dette – om nødvendigt i givet fald med rettens tilladelse efter de processuelle regler om præklusion – sker under eller kort tid før hovedforhandlingen, vil det være en forudsætning for, at den udvidede påstand kan tages under påkendelse, at retsafgiften er betalt senest på det tidspunkt, hvor sagen optages til dom. Er der mindre end 2 uger til dette tidspunkt, vil retten ikke have anledning til at gå frem efter det foreslåede stk. 1, men bør i stedet utvetydigt gøre parten opmærksom på, at den udvidede påstand kun kan tages under påkendelse, hvis retsafgiften er betalt, inden sagen optages til dom.

I de tilfælde, hvor retsvirkningen af manglende betaling eller indsigelse inden for fristen, er, at anmodningen anses som bortfaldet, eller at sagen afvises, bør dette fremgå af meddelelsen om afgiften. Dette er dog ikke en gyldighedsbetingelse, og meddelelsen om, at retsafgiften skal betales inden 2 uger, vil således have de retsvirkninger, som fremgår af det foreslåede stk. 7, selv om det ikke fremgår af meddelelsen.

Det foreslås i stk. 2, at den afgiftspligtige inden for 2-ugersfristen i stk. 1 skriftligt kan gøre indsigelse mod afgiften, og at retten i så fald skal træffe afgørelse om afgiften ved kendelse. Det foreslås dog i stk. 3, at i tilfælde af, at den afgiftspligtige gør indsigelse mod en kæreafgift, skal den ret eller myndighed, hvis afgørelse er påkæret, sende sagen til appelinstansen, der herefter ved kendelse skal træffe afgørelse om afgiften.

De foreslåede bestemmelser indebærer, at når der kommer en rettidig indsigelse, skal retten genbehandle spørgsmålet om retsafgift. Angår indsigelsen afgiften for kære, er det dog i stedet appelinstansen, der skal behandle spørgsmålet om retsafgift, medmindre den ret eller myndighed, hvis afgørelse kæres, i medfør af det foreslåede § 48, stk. 1, ændrer beregningen af retsafgift til fordel for den afgiftspligtige. Bestemmelserne skal ses i lyset af, at opkrævningen af retsafgift i mange tilfælde er og bør være en ekspeditionssag, som rettens kontorpersonale kan varetage på grundlag af generelle instrukser fra rettens ledelse. Kommer der en indsigelse, skal retten – ved kære appelinstansen – træffe afgørelse ved kendelse.

Ved byretten, Sø- og Handelsretten og Tinglysningsretten skal afgørelsen således træffes af en dommer, retsassessor eller dommerfuldmægtig, jf. retsplejelovens § 19, stk. 1. Ved landsretten og Højesteret skal deltage mindst 3 dommere i afgørelsen, jf. retsplejelovens § 7, stk. 1, og § 3, stk. 1, jf. stk. 3, nr. 1.

Afgørelsen skal begrundes, jf. retsplejelovens § 218, stk. 1, 1. pkt.

Retten kan stadfæste eller ændre afgiftsberegningen til fordel eller til skade for den afgiftspligtige.

Det er en konsekvens af det foreslåede stk. 8, at den afgiftspligtige herefter har en ny 2-ugersfrist til at betale retsafgiften regnet fra den dag, hvor den pågældende modtog meddelelse om rettens afgørelse om retsafgiften. Dette bør fremgå af rettens meddelelse om afgørelsen. Fristen følger dog direkte af loven og gælder således, selv om retten ikke har oplyst om betalingsfristen i meddelelsen om afgørelsen.

Det foreslås i stk. 4, at byrettens, Tinglysningsrettens eller Sø- og Handelsrettens afgørelse efter stk. 2 med Procesbevillingsnævnets tilladelse kan kæres til landsretten, jf. 1. pkt. Kære kan således ikke ske uden tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.

Procesbevillingsnævnet kan give tilladelse til kære af afgørelsen om retsafgift til landsretten, hvis kæren vedrører spørgsmål af principiel karakter eller særlige grunde i øvrigt taler derfor, jf. 2. pkt. Der kan således for det første gives kæretilladelse, eksempelvis hvis kæren rejser et spørgsmål om fortolkningen af en afgiftsregel, som ikke er entydigt afgjort i retspraksis fra appelinstanserne. Der kan for det andet gives kæretilladelse, selv om kæren ikke vedrører et principielt spørgsmål, men hvor der dog foreligger særlige grunde i øvrigt, som taler for, at landsretten får lejlighed til at behandle sagen. Særlige grunde til at give kæretilladelse med henblik på toinstansprøvelse af afgiftsspørgsmålet kan eksempelvis efter omstændighederne foreligge, hvis ansøgeren må antages ikke uden betydelige afsavn at have mulighed for at betale den pålagte retsafgift.

Det foreslås i 3. pkt., at reglerne i retsplejelovens § 389, stk. 4, § 393, stk. 1, 3 og 5, § 394, stk. 2, og §§ 396-398, skal finde tilsvarende anvendelse på ansøgninger til Procesbevillingsnævnet og kæremål i medfør af den foreslåede bestemmelse i stk. 4.

Det betyder, at ansøgning om kæretilladelse skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 2 uger efter, at afgørelsen om retsafgift er meddelt ansøgeren, jf. retsplejelovens § 389, stk. 4. Nævnet kan dog undtagelsesvis give tilladelse, hvis ansøgningen indgives senere, men inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt ansøgeren. Afgørelsen vil være meddelt ansøgeren, når den er gjort tilgængelig for ansøgeren på domstolenes sagsportal, medmindre ansøgeren er fritaget for anvendelse af sagsportalen.

Det betyder endvidere, at kære kan iværksættes af den eller de afgiftspligtige, jf. retsplejelovens § 393, stk. 1. Eksempelvis modparten kan derimod ikke kære, men der er ikke noget til hinder for, at modparten udtaler sig under kæremålet.

Det betyder endvidere, at kære sker ved indlevering af et kæreskrift til den ret, hvis afgørelse kæres, jf. retsplejelovens § 393, stk. 3. Kæreskriftet skal indeholde den kærendes påstand og om fornødent en angivelse af de grunde, hvorpå kæren støttes. Kære kan støttes på nye anbringender og beviser, jf. retsplejelovens § 393, stk. 5.

Kære skal ske inden 2 uger efter, at Procesbevillingsnævnets tilladelse er meddelt ansøgeren, jf. retsplejelovens § 394, stk. 2. Iværksættes kære senere, afvises kæren af den ret, hvortil afgørelsen kæres. Retten kan dog undtagelsesvis tillade kære indtil 6 måneder efter afgørelsen. Kæreskriftet skal i så fald indleveres inden 2 uger efter tilladelsens meddelelse.

Den ret, hvis afgørelse kæres, kan omgøre sin afgørelse, og skal ellers sende sagen til landsretten, jf. retsplejelovens § 396.

Landsretten kan stadfæste eller ændre afgiftsberegningen til fordel eller til skade for den afgiftspligtige.

Det foreslås i stk. 5, at landsrettens afgørelse efter stk. 2-4 kan kæres til Højesteret med Procesbevillingsnævnets tilladelse, jf. 1. pkt. Kære kan således ikke ske uden Procesbevillingsnævnets tilladelse.

Bestemmelsen omfatter for det første tilfælde, hvor landsretten i medfør af stk. 1 har meddelt, at en retsafgift skal betales, hvorefter den afgiftspligtige har gjort indsigelse efter stk. 2, på grundlag af hvilket landsretten har truffet en afgørelse om retsafgift.

Bestemmelsen omfatter for det andet tilfælde af kære til landsret, hvor den afgiftspligtige har gjort indsigelse mod opkrævningen af kæreafgift fra den ret eller myndighed, hvis afgørelse er påkæret, og hvor landsretten derefter har truffet en afgørelse om retsafgift efter stk. 3.

Bestemmelsen omfatter for det tredje tilfælde, hvor landsretten har truffet en afgørelse i 2. instans om retsafgift efter stk. 4.

Det foreslås i 2. pkt., at retsplejelovens § 392, stk. 3 og 4, § 393, stk. 1, 3 og 5, § 394, stk. 2, og §§ 396-398 skal finde tilsvarende anvendelse på ansøgninger til Procesbevillingsnævnet og kæremål i medfør af den foreslåede bestemmelse i stk. 5.

Det betyder, at Procesbevillingsnævnet kan give kæretilladelse, hvis kæren vedrører spørgsmål af principiel karakter, jf. retsplejelovens § 392, stk. 3. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 2 uger efter, at ansøgeren har fået meddelelse om landsrettens afgørelse, jf. retsplejelovens § 392, stk. 4. Procesbevillingsnævnet kan dog undtagelsesvis give tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 6 måneder efter, at landsrettens afgørelse er meddelt ansøgeren.

I øvrigt henvises til det, der er anført ovenfor om kære efter stk. 4.

Det foreslås i stk. 6, at kære over afgørelser om retsafgift efter stk. 4 og 5 er afgiftsfri. Det bemærkes, at indsigelse efter stk. 2 også er afgiftsfri.

Det foreslåede stk. 7 fastsætter retsvirkningerne af, at en retsafgift ikke betales inden for 2-ugersfristen efter en meddelelse efter stk. 1, når der heller ikke inden denne frist skriftligt er gjort indsigelse mod afgiften.

Hvis den pågældende afgift skal betales ved indgivelsen af den afgiftspligtige anmodning, anses anmodningen som bortfaldet, jf. 1. pkt.

Bestemmelsen betyder, at retten ikke behandler anmodningen.

Med hensyn til, hvilke afgifter der skal betales samtidig med indgivelsen af en anmodning, henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 46.

Er det afgiften for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, der ikke er betalt, afvises sagen, jf. 2. pkt. Dette gælder både sager i 1. instans og ankesager. Er der tale om en ankesag, er det anken, der afvises, således at afgørelsen i den foregående instans står ved magt.

Har sagsøgte eller appelindstævnte nedlagt påstand om selvstændig dom, behandles påstanden i forhold til retsafgifter som et selvstændigt søgsmål, jf. den foreslåede § 5.

Hvis det er sagsøgte eller appelindstævnte, der ikke har betalt afgift for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, er det således ikke sagen eller ankesagen, men derimod sagsøgtes eller appelindstævntes påstand til selvstændig dom, der afvises. Sagsøgte eller appelindstævnte vil uanset en sådan afvisning kunne gøre modkravet gældende til kompensation.

Hvis en sagsøgt eller appelindstævnt, der har nedlagt påstand om selvstændig dom, omvendt betaler afgift for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, for denne påstand, mens sagsøgeren eller appellanten ikke betaler afgift for hovedforhandlingen eller den skriftlige behandling, er det sagsøgerens eller appellantens påstand, der afvises, således at hovedforhandlingen eller den skriftlige behandling gennemføres alene om sagsøgtes eller appelindstævntes påstand om selvstændig dom. Sagsøgeren eller appellanten vil uanset afvisningen af den pågældendes påstand kunne gøre et hertil svarende krav gældende til kompensation i sagsøgtes eller appelindstævntes krav ifølge påstanden til selvstændig dom.

Det kan også forekomme, at appelindstævnte har nedlagt en anden påstand end stadfæstelse, uden at der er tale om en påstand om selvstændig dom. Som et praktisk eksempel kan nævnes, at appellanten fik delvis medhold i den foregående instans og anker med påstand om forhøjelse af det tilkendte. Appelindstævnte kan i sådanne tilfælde påstå nedsættelse af det tilkendte uden at skulle betale retsafgift. Betaler appellanten i en sådan situation ikke afgift for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, er det appellantens påstand, der afvises, således at hovedforhandlingen eller den skriftlige behandling gennemføres alene om appelindstævntes ændringspåstand, mens appellanten vil være henvist til at påstå stadfæstelse.

Det foreslåede stk. 7 er uden betydning i andre tilfælde, dvs. når der hverken er tale om en afgift, der skal betales samtidig med indgivelsen af en anmodning, eller om afgiften i en civil retssag for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor.

Retsafgiften for auktion, der afsluttes med hammerslag, kan kræves betalt, før der udstedes auktionsskøde, men i andre tilfælde vil retten ikke kunne gøre andet end at rykke for betaling og om nødvendigt tage skridt til tvangsinddrivelse.

Det bemærkes, at retsafgiften for konkursbehandlingen skal udredes af boets midler, i det omfang der er dækning herfor, og at kurator er forpligtet til at sørge herfor og kan pådrage sig ansvar, hvis det ikke sker.

Det bemærkes endvidere, at parterne i et ægtefælleskifte mv., der ikke har fri proces, skal stille sikkerhed for betaling af retsafgiften for behandling ved bobehandler. Skifteretten vil om nødvendigt kunne søge sig fyldestgjort for retsafgiften i sikkerhedsstillelsen.

Det bemærkes endelig, at bobestyreren i et dødsbo, der behandles ved bobestyrer, hæfter personligt for retsafgiften for bobehandlingen.

Samlet set må det på denne baggrund antages at være sjældent forekommende, at der opstår behov for tvangsinddrivelse. Det er således kun ved ægtefælleskifte mv., hvor parterne har fri proces, og i privatskiftede dødsboer, at der ikke enten foreligger et incitament i kraft af behovet for at få udstedt auktionsskøde, medvirker en autoriseret person med særligt ansvar eller er stillet sikkerhed for retsafgiftens betaling.

Herudover vil det dog kunne forekomme, at der ved en fejl er blevet opkrævet for lidt i retsafgift. Hvis fejlen først opdages, efter at retshandlingen er foretaget, og den afgiftspligtige ikke frivilligt indbetaler den manglende retsafgift, vil der være behov for tvangsinddrivelse. Om ændring af en afgiftsberegning henvises i øvrigt til den foreslåede § 48.

Det foresås i 3. pkt., at reglerne i 1. og 2. pkt. om bortfald af anmodningen eller afvisning af sagen ikke finder anvendelse, hvis afgiften er betalt kort efter fristens udløb og overskridelsen af fristen kan skyldes ekstraordinære omstændigheder uden for den afgiftspligtiges kontrol.

Der er tale om en snæver undtagelsesbestemmelse, som kun kan anvendes under ekstraordinære omstændigheder, og kun hvis afgiften blev betalt kort efter fristens udløb. Som eksempel kan nævnes, at fristoverskridelsen kan skyldes, at rettens betalingsmodul har været ude af drift op imod fristens udløb, eller at der på dette tidspunkt var mere udbredte problemer med internettet eller med betalingsløsninger.

Det foreslås i stk. 8, at stk. 7 gælder tilsvarende, hvis afgiften ikke er betalt senest 2 uger efter, at den pågældende har modtaget meddelelse om rettens afgørelse efter stk. 2 eller 3. Er der inden denne frist indgivet ansøgning til Procesbevillingsnævnet efter stk. 4 eller 5, og har den, der har fremsat anmodningen, underrettet retten herom, er fristen dog 2 uger efter, at den pågældende har modtaget meddelelse om Procesbevillingsnævnets afgørelse, eller, hvis kæretilladelse gives og kære sker inden 2 uger herefter, 2 uger efter, at den pågældende har modtaget meddelelse om, at kæresagen er afsluttet.

Samlet set indebærer det, at en part ikke bliver ramt af afvisningsvirkningen efter stk. 7, så længe den pågældende overholder de successive 2-ugersfrister.

Er der tale om en afgift i byretten, Tinglysningsretten eller Sø- og Handelsretten, som ikke er en kæreafgift, vil den afgiftspligtige først efter stk. 2 have 2 uger til at gøre indsigelse efter at have fået meddelelse efter stk. 1. Fastholder retten afgørelsen om retsafgift, vil den afgiftspligtige dernæst have 2 uger til enten at betale eller at ansøge Procesbevillingsnævnet om tilladelse til kære til landsretten efter stk. 4. Giver Procesbevillingsnævnet ikke tilladelse, vil den afgiftspligtige have 2 uger til at betale. Giver Procesbevillingsnævnet tilladelse, har den pågældende dernæst 2 uger til at indgive kæreskrift. Stadfæster landsretten afgørelsen om retsafgift, vil den afgiftspligtige dernæst have 2 uger til enten at betale eller at ansøge Procesbevillingsnævnet om tilladelse til kære til Højesteret efter stk. 5. Giver Procesbevillingsnævnet ikke tilladelse, vil den afgiftspligtige have 2 uger til at betale. Giver Procesbevillingsnævnet tilladelse, har den pågældende dernæst 2 uger til at indgive kæreskrift. Stadfæster Højesteret afgørelsen om retsafgift, vil den afgiftspligtige endelig have 2 uger til at betale.

Det skal understreges, at dette er et ekstremeksempel, der passerer 3 retsinstanser og 2 gange er forbi Procesbevillingsnævnet. Mange sager vil ende med et afslag på kæretilladelse, allerede første gang en ansøgning indgives til Procesbevillingsnævnet, eller i hvert fald med landsrettens afgørelse. Er der tale om en afgift i landsretten eller om afgift for kære til landsret, er det landsretten, der træffer den første kendelse efter stk. 2 eller 3, således at der er færre led. Og er der tale om en afgift i Højesteret eller om afgift for kære til Højesteret, er Højesterets afgørelse efter stk. 2 eller 3 den første kendelse og samtidig den endelige afgørelse vedrørende spørgsmålet om retsafgift.

Som modstykke til disse successive 2-ugersfrister foreslås der ikke i de tilfælde, der er omfattet af stk. 7 og 8, nogen mulighed for at give henstand med betaling af retsafgiften. Den fastsatte retsvirkning i form af bortfald af anmodningen eller afvisning af sagen indtræder automatisk, når fristen er udløbet, uden at den afgiftspligtige har betalt eller i givet fald gjort indsigelse, ansøgt om kæretilladelse eller indleveret kæreskrift.

Der er ikke noget til hinder for, at den pågældende efter afvisningen af en anmodning senere indgiver en identisk anmodning og betaler retsafgiften herfor, men det er ikke sikkert, at en eventuel fristafbrydende virkning eller prioritetsvirkning af den første anmodning kan bevares. Og hvis det er en anke, der afvises på grund af manglende betaling af retsafgift for hovedforhandlingen eller skriftlig forhandling, der træder i stedet herfor, er der meget begrænsede muligheder for senere enten at anke igen eller at få genoptaget den afviste ankesag. Risikoen for materielle retstab som følge af manglende økonomiske midler til at betale retsafgift ligger imidlertid hos den afgiftspligtige.

Endelig bemærkes, at der kan bortses fra en kort overskridelse af betalingsfristen, hvis overskridelsen kan skyldes ekstraordinære omstændigheder uden for den afgiftspligtiges kontrol, jf. nærmere ovenfor om det foreslåede stk. 7, 3. pkt.

Det foreslås i stk. 9, at når en anmodning anses for bortfaldet eller sagen afvises, bortfalder afgiften.

Det indebærer, at når en anmodning i medfør af stk. 7 eller i medfør af stk. 8, jf. stk. 7, anses for bortfaldet, således at retten afviser at behandle anmodningen, skal afgiften for den pågældende anmodning ikke betales. Det samme gælder, hvis sagen afvises. Er afgiften delvis betalt, eller er afgiften eventuelt fuldt ud betalt, men for sent, skal den betalte afgift tilbagebetales.

I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås der især følgende ændringer:

• Rettens mulighed for at fastsætte fristen for betaling af retsafgift, der ikke er betalt, ændres til en lovbestemt frist på 2 uger.

• Adgangen til at gøre indsigelse mod beregningen af en afgift inden 6 uger efter, at den afgiftspligtige har fået kundskab om beregningen, ændres til en adgang til at gøre indsigelse inden 2 uger efter, at retten eller myndigheden har givet meddelelse om, at en afgift, der ikke er betalt, skal betales.

• Der medtages en særlig regel om, at rettens afgørelse om afgiftsberegningen kan kæres med Procesbevillingsnævnets tilladelse. Den gældende retsafgiftslov indeholder ikke en regel om tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, og det beror i dag på retsplejelovens generelle regler, om sådan tilladelse kræves.

• Kæremål vedrørende afgiftsberegningen fritages for retsafgift.

Det bemærkes, at det gældende § 62, stk. 2, 2. pkt., om sikkerhedsstillelse for betaling af retsafgift, der ikke kan beregnes ved begæringens fremsættelse, ikke foreslås videreført. Bestemmelsen er reelt uden betydning, idet sikkerhedsstillelse i praksis kun er relevant for afgiften for ægtefælleskifte mv., der behandles ved bobehandler, og her fastsætter § 37 i lov om ægtefælleskifte mv. regler om sikkerhedsstillelse.