Retsafgiftsloven § 41

Bestemmelsen gør relevante bestemmelser i det foreslåede kapitel 1 anvendelig i ankesager.

Det foreslås i stk. 1, at der ikke skal betales retsafgift for anke af de i § 8, stk. 1, nr. 1-3, 5, 6 og 8, nævnte sager, som er fritaget for retsafgift i 1. instans.

Det drejer sig om sager om nægtelse af valgret til Folketinget, regionsrådet, kommunalbestyrelsen eller Europa-Parlamentet, adoption, familieretlige spørgsmål, der behandles efter retsplejelovens kapitel 42, værgemål, prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse og beslutninger om administrativ udvisning mv. behandlet efter udlændingelovens kapitel 7 b.

Der henvises ikke til § 8, stk. 1, nr. 4, om sager om fuldbyrdelse af forældremyndighed, barnets bopæl og samvær, idet appel i disse sager sker ved kære.

Der henvises heller ikke til § 8, stk. 1, nr. 7, om sager om prøvelse af administrative afgørelser efter § 112 i lov om fuldbyrdelse af straf mv., idet appel i disse sager ligeledes sker ved kære.

Der henvises heller ikke til § 8, stk. 1, nr. 9, om sager om stadfæstelse af arrest, for så vidt der her i landet er anlagt sag om den fordring, for hvilken arrest er gjort. Anke i sådanne sager er således ikke fritaget for retsafgift.

Der henvises heller ikke til § 8, stk. 2, om visse sager i henhold til lejeloven og lov om midlertidig regulering af boligforholdene. Anke i sådanne sager er således ikke fritaget for retsafgift.

Det foreslås i stk. 2, at reglerne i § 4, 2. pkt., og §§ 5, 7 og 9 finder tilsvarende anvendelse ved anke.

Henvisningen til § 4, 2. pkt., betyder, at biintervention efter retsplejelovens § 252 er afgiftsfri også i ankesager.

Henvisningen til § 5 indebærer, at hvis appelindstævnte nedlægger påstand om selvstændig dom mod appellanten, skal appelindstævnte betale retsafgift efter §§ 36 og 37 for denne påstand.

Ligesom i 1. instans gælder afgiftspligten for modkrav til selvstændig dom dog ikke, når appelindstævnte i en sag om krænkelse af en immaterialrettighed kun kan anfægte immaterialrettens gyldighed ved at nedlægge en påstand om ugyldighed.

Henvisningen til § 7 indebærer, at der ikke skal betales ny afgift i en ankesag, der genoptages, jf. § 7, stk. 1.

Henvisningen til § 7 indebærer endvidere, at når Højesteret som 3. instans hjemviser en sag til ny behandling i landsretten, skal der ikke betales ny afgift for den fornyede ankebehandling i landsretten, jf. § 7, stk. 2.

Henvisningen til § 9 indebærer, at der ikke skal betales retsafgift efter §§ 36 og 37, når anke iværksættes af en statstjenestemand, der har anlagt sag efter ordre, en part, der har fri proces til ankesagen, eller en part, der har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker omkostninger ved ankesagen, og som opfylder de økonomiske betingelser for fri proces, jf. herved § 9, stk. 1.

Afgiftsfritagelsen for ankeafgiften for personer med fri proces eller retshjælpsforsikring forudsætter således, at den fri proces eller forsikringen dækker ankesagen, og det er således ikke i sig selv tilstrækkeligt, at den pågældende havde fri proces eller forsikringsdækning i den foregående instans.

Henvisningen til § 9 indebærer endvidere, at også ankeinstansen i givet fald skal træffe afgørelse om betaling af sagsomkostninger, som om der ikke var afgiftsfrihed efter § 9, stk. 1, nr. 1 eller 3, herunder et skønsmæssigt fastsat beløb svarende til de afgifter, der efter sagsgenstandens værdi skulle have været betalt, jf. herved § 9, stk. 2. Pålægges modparten at betale sagsomkostninger svarende til de afgifter, der skulle have været betalt, tilfalder beløbet statskassen.

I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås ingen realitetsændringer.