Retsafgiftsloven § 39

Bestemmelsen angår tilfælde, hvor en dom fra Sø- og Handelsretten ankes til landsretten og anken derefter af appelindstævnte kræves behandlet ved Højesteret, og tilfælde, hvor Højesteret afviser en anke af en dom fra Sø- og Handelsretten.

Ankes en dom fra Sø- og Handelsretten til Højesteret, og afviser Højesteret ikke sagen, finder den foreslåede § 36 om retsafgift for indlevering af ankestævning direkte anvendelse, og den foreslåede § 39 er ikke relevant.

Det foreslåede stk. 1 angår tilfælde, hvor en dom fra Sø- og Handelsretten ankes til landsretten, og hvor en anden part i sagen derefter i medfør af retsplejelovens § 368, stk. 5, forlanger, at ankesagen behandles af Højesteret.

Der skal i sådanne tilfælde betales afgift for anke til Højesteret efter den foreslåede § 36, men således at den afgift, der er betalt for anken til landsret, fradrages.

Den yderligere afgift efter § 36 påhviler i sådanne tilfælde den part, der forlanger, at ankesagen behandles af Højesteret. Betales den yderligere afgift efter § 36 ikke, anses indbringelsen for Højesteret som bortfaldet, således at ankesagen fortsat behandles ved landsretten.

Som eksempel kan nævnes, at hvis appellanten efter § 36 har betalt 2.000 kr. for anken til landsretten, skal den part, der forlanger, at ankesagen behandles ved Højesteret, betale yderligere 2.000 kr., så der i alt er betalt 4.000 kr., hvilket efter § 36 er afgiften for anke til Højesteret.

Hvis appellanten efter forslaget til § 41, stk. 2, jf. § 9, er fritaget for retsafgiften for anke, mens den part, der forlanger, at ankesagen behandles ved Højesteret, ikke er det, vil den part, der forlanger, at ankesagen behandles ved Højesteret, skulle betale den fulde afgift på 4.000 kr. Dette følger af, at der efter det foreslåede § 39, stk. 1, skal betales afgift efter § 36 for anke til Højesteret med fradrag af den afgift efter § 36 for anke til landsret, der faktisk er betalt (og ikke med fradrag af den afgift, der skulle være betalt, hvis parten ikke havde været fritaget for retsafgift).

Hvis appellanten har betalt retsafgift efter § 36 med 1.000 kr. eller 2.000 kr., og den part, der forlanger, at ankesagen behandles ved Højesteret, efter forslaget til § 41, stk. 2, jf. § 9, er fritaget for retsafgift, skal der ikke betales yderligere afgift efter § 36 i anledning af, at sagen indbringes for Højesteret i medfør af § 368, stk. 5.

Den afgift, der betales efter § 39, stk. 1, jf. § 36, tilbagebetales ikke, hvis Højesteret i medfør af retsplejelovens § 368, stk. 6, afviser anken til Højesteret, således at ankesagen fortsat behandles ved landsretten.

Det foreslåede stk. 2 angår tilfælde, hvor en dom fra Sø- og Handelsretten ankes til Højesteret, og Højesteret derefter i medfør af retsplejelovens § 368, stk. 6, jf. stk. 4, afviser anken fra Højesteret. Bestemmelsen er således ikke relevant i tilfælde, hvor en dom fra Sø- og Handelsretten ankes til landsretten, en anden part i sagen derefter i medfør af retsplejelovens § 368, stk. 5, forlanger, at ankesagen behandles af Højesteret, og Højesteret derefter i medfør af retsplejelovens § 368, stk. 6, jf. stk. 4, afviser anken fra Højesteret.

Det foreslås, at når en anke afvises af Højesteret efter retsplejelovens § 368, stk. 6, jf. stk. 4, betales ikke ny afgift efter § 36, hvis den, der har indbragt sagen for Højesteret, derefter rettidigt indbringer sagen for landsretten.

Det betyder, at den pågældende kan indbringe sagen for landsretten i medfør af retsplejelovens § 368, stk. 6, 3. og 4. pkt., uden betaling af ny afgift efter § 36.

I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås ingen realitetsændringer.