Retsafgiftsloven § 38

Bestemmelsen angår fastsættelsen af ankesagens værdi.

Bestemmelsen har betydning for størrelsen af retsafgiften efter den foreslåede § 36 for indlevering af ankestævning. Bestemmelsen har endvidere betydning for, om der skal betales retsafgift efter den foreslåede § 37 for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, og i givet fald for størrelsen af denne afgift.

Det foreslås, at ankesagens værdi skal fastsættes på grundlag af den ændring, som påstås i den indankede dom, jf. 1. pkt.

Ankesagens værdi er således forskellen mellem værdien af at få medhold i påstanden i anken og den værdi, som resultatet i den indankede dom måtte have.

Som eksempel kan nævnes, at hvis appellanten ved den indankede dom fik tilkendt 300.000 kr. og nu påstår sig tilkendt 500.000 kr., er værdien for appellanten af ankesagen i afgiftsmæssig henseende 200.000 kr. Dette gælder uanset appelindstævntes påstand, herunder hvis appelindstævnte påstår frifindelse, således at værdien af forskellen mellem parternes påstande i eksemplet vil være 500.000 kr. Uanset dette skal appellanten stadig kun betale retsafgift i forhold til forskellen mellem appellantens egen påstand under anken og resultatet i den indankede dom.

Appelindstævnte skal kun betale retsafgift for anken, hvis appelindstævnte nedlægger påstand om selvstændig dom. Som eksempel kan nævnes, at appelindstævnte er blevet tilkendt 300.000 kr. ved den indankede dom, som appellanten har anket med påstand om frifindelse. Værdien af ankesagen for appellanten er så i afgiftsmæssig henseende 300.000 kr. Påstår indstævnte sig i et sådant tilfælde tilkendt 500.000 kr., er værdien af ankesagen for indstævnte 200.000 kr. I dette eksempel skal begge parter således betale retsafgift for anken.

Som det fremgår af eksemplerne, vil der i tilfælde, hvor en part i foregående instans har fået delvis medhold, og hvor parterne under en anke vil gentage deres påstande i foregående instans, være forskel på, hvilke retsafgifter der skal betales under ankesagen afhængig af, om domhaveren fra første instans anker først og domfældte under denne anke nedlægger påstand om frifindelse (kun appellanten skal betale retsafgift for anken), eller om domfældte i første instans først anker til frifindelse og domhaveren under denne anke gentager sin påstand fra 1. instans (begge parter skal betale retsafgift for anken).

Det foreslås i 2. pkt., at den foreslåede § 3 i øvrigt finder tilsvarende anvendelse.

Det betyder f.eks., at hvis påstanden omfatter flere krav, er ankesagens værdi den samlede værdi af disse krav, også hvor der er flere appellanter eller appelindstævnte, jf. forslaget til § 3, stk. 1, 3. pkt.

Renter og omkostninger medregnes ikke, jf. forslaget til § 3, stk. 1, 4. pkt.

Der foreslås særlige regler om opgørelsen af værdien af påstande, der angår løbende ydelser, jf. nærmere forslaget til § 3, stk. 2 og 3, og bemærkningerne hertil.

Om tilfælde, hvor sagens værdi ikke kan bestemmes på grundlag af påstanden i ankestævningen, henvises til forslaget til § 3, stk. 4, og bemærkningerne hertil.

Udvides påstanden, omberegnes afgiften på grundlag af den udvidede påstand, jf. forslaget til § 3, stk. 5.

Bestemmelsen i § 3, stk. 5, har i forhold til afgiften for indlevering af ankestævning efter den foreslåede § 36 betydning ved anke til landsret i tilfælde, hvor der ved ankestævningens indlevering er betalt 1.000 kr. i afgift, fordi ankesagen efter påstanden i ankestævningen ikke har økonomisk værdi, har en økonomisk værdi på højst 100.000 kr. eller alene angår servitutter og partielle brugsrettigheder, for hvilke der ikke betales vederlag, mortifikation af værdipapirer, servitutter, brugsrettigheder eller grundbyrder, erhvervelse af ejendomsdom eller dødsformodning.

Udvides påstanden senere, så ankesagen har en økonomisk værdi over 100.000 kr. (men ikke alene angår servitutter og partielle brugsrettigheder, for hvilke der ikke betales vederlag, mortifikation af værdipapirer, servitutter, brugsrettigheder eller grundbyrder, erhvervelse af ejendomsdom eller dødsformodning), skal der betales yderligere 1.000 kr., som er forskellen mellem afgiften efter § 36, stk. 1, og § 36, stk. 2, ved anke til landsret.

Bestemmelsen i § 3, stk. 5, har ikke betydning for afgiften for indlevering af ankestævning ved anke til Højesteret, da denne afgift efter § 36 udgør 4.000 kr. uanset sagens værdi.

Bestemmelsen i § 3, stk. 5, har i forhold til afgiften for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, betydning i tilfælde, hvor påstanden, efter at denne afgift er forfaldet til betaling, udvides så meget, at sagens værdi kommer op i et nyt afgiftstrin. Det drejer sig altså om tilfælde, hvor ankesagens værdi før udvidelsen af påstanden lå under en af grænserne 100.000 kr., ¼ mio. kr., ½ mio. kr., 1 mio. kr., 2 mio. kr., 3 mio. kr., 4. mio. kr., 5 mio. kr. eller 6 mio. kr. og nu ligger et eller flere afgiftstrin højere. I givet fald skal forskelsbeløbet betales i yderligere afgift. Som eksempel kan nævnes, at hvis påstanden, da tidspunktet for hovedforhandlingen blev fastsat eller der var 3 måneder til hovedforhandlingen, havde en værdi på 400.000 kr., senere udvides, så den har en værdi på 600.000 kr., skal der ved anke til landsret betales yderligere 6.000 kr. i afgift (14.000 kr. minus de allerede betalte 8.000 kr.) og ved anke til Højesteret yderligere 9.000 kr. (21.000 kr. minus de allerede betalte 12.000 kr.).

I ankesager, der angår prøvelse af myndighedsudøvelse eller er omfattet af retsplejelovens § 327, stk. 1, nr. 3 eller 4 (sager om opfyldelse af visse klagenævnsafgørelser mv.), er det alene værdigrænsen på 100.000 kr., der har betydning. En udvidelse af påstanden i sådanne sager har således kun betydning, hvis den medfører, at sagens værdi stiger fra højst 100.000 kr. til over 100.000 kr. I så fald skal der betales 3.000 kr. (anke til landsret) eller 4.500 kr. (anke til Højesteret) i afgift for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor (denne afgift er i sådanne ankesager 3.000 kr. henholdsvis 4.500 kr., uanset hvilken værdi over 100.000 kr. sagen har).

Betales den yderligere afgift ikke, afvises udvidelsen af påstanden, jf. nærmere forslaget til § 47. Sagen fortsætter således med påstanden, som den var før udvidelsen.

Der skal ikke ske omberegning af retsafgiften, hvis påstanden indskrænkes. Hvis påstanden samtidig udvides og indskrænkes (dvs. udvides på nogle punkter og indskrænkes på andre punkter), skal der foretages en sammenligning mellem sagens samlede værdi før og efter ændringen.

I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås ingen realitetsændringer.