LOV nr 425 af 16/03/2021
Justitsministeriet
Retsafgiftsloven § 35
Der betales 150 kr. for:
-
Kopier, der udleveres af retten i medfør af retsplejelovens § 41 b, § 41 c, § 41 f, stk. 5, eller § 41 h.
-
Udskrifter, der udfærdiges af Tinglysningsretten.
-
Kopier, udskrifter og attester, der udfærdiges af Skibsregistret.
Forarbejder til Retsafgiftsloven § 35
RetsinformationBestemmelsen fastsætter en retsafgift på 150 for visse kopier og udskrifter, som efter anmodning udleveres af retten.
Det drejer sig efter nr. 1 for det første om kopier, der udleveres af retten i medfør af retsplejelovens § 41 b, § 41 c, § 41 f, stk. 5, eller § 41 h. Der skal betales 150 kr. for hvert dokument, som der udleveres kopi af.
Retsplejelovens § 41 b angår enhvers ret til at få udleveret kopi af domme og kendelser samt af beslutninger om sagsomkostninger i borgerlige sager. Retsplejelovens § 41 c angår enhvers ret til at få udleveret en eventuel skriftlig forelæggelse eller procedure og eventuelle endelige påstandsdokumenter eller sammenfattende processkrifter.
Retsplejelovens § 41 f, stk. 5, angår aktindsigt for redaktører og redaktionelle medarbejdere ved et dansk massemedium i andre indførsler i retsbøgerne end domme og kendelser og i afskrifter af en forklaring i en straffesag, der er lydoptaget. Ved massemediers aktindsigt i afskrifter af lydoptagelse af en forklaring skal der ud over den foreslåede retsafgift på 150 kr. for udleveringen af kopien betales for tilvejebringelsen af afskriften, jf. retsplejelovens § 713, stk. 3.
Retsplejelovens § 41 h angår aktindsigt i videre omfang end fastsat i retsplejelovens §§ 41 a-41 g, dvs. som meroffentlighed.
Der skal derimod ikke længere betales retsafgift for aktindsigt i borgerlige sager i medfør af retsplejelovens § 41 d om aktindsigt for den, der har en individuel, væsentlig interesse i et konkret retsspørgsmål, eller i medfør af retsplejelovens § 255 a om aktindsigt for parter. Der skal heller ikke betales retsafgift for aktindsigt i straffesager i medfør af retsplejelovens § 41 d, § 41 f, stk. 2, § 729 b eller § 729 d, og dette svarer til gældende ret, eftersom aktindsigt efter disse bestemmelser meddeles af politiet eller anklagemyndigheden, og det er kun kopier, der udleveres af retten, der efter gældende ret er pålagt retsafgift.
Retsafgiften skal betales, før kopien udleveres. Retsafgiften skal ikke betales, hvis anmodningen om aktindsigt afslås i sin helhed. Retsafgiften skal imidlertid betales, selv om aktindsigten eksempelvis begrænses til en del af et dokument.
Det drejer sig for det andet om udskrifter, der udfærdiges af Tinglysningsretten, jf. nr. 2.
Sådanne udskrifter bestilles og betales på tinglysning.dk.
Ligesom i dag skal der ikke betales for opslag i og udskrifter fra det digitale tinglysningssystem, som brugeren selv foretager på tinglysning.dk, eller for opslag i og udskrifter af afgørelser, som brugeren selv foretager i den kommende domsdatabase, jf. § 9 a i lov om Domstolsstyrelsen.
I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås især følgende ændringer:
-
Afgiftspligten indskrænkes, så den kun omfatter kopier og udskrifter, der udleveres til enhver, efter de særlige regler om massemediers aktindsigt eller som meroffentlighed.
-
Samtidig udgår alle fritagelser for afgiftspligten som overflødige med den nye afgrænsning af afgiftspligten.
-
Afgiftssatsen nedsættes fra 175 kr. til 150 kr.