LOV nr 425 af 16/03/2021
Justitsministeriet
Retsafgiftsloven § 12
For betalingspåkrav betales 750 kr.
Stk. 2. Afgiftspligten bortfalder, hvis forkyndelse af betalingspåkravet undlades, fordi udlæg er udelukket efter retsplejelovens § 490 eller konkurslovens §§ 12 c, 31 eller 207 og fordringshaveren har anmodet om, at forkyndelse i så fald undlades, jf. retsplejelovens § 477 d, stk. 1.
Stk. 3. §§ 7-9 finder tilsvarende anvendelse.
Forarbejder til Retsafgiftsloven § 12
RetsinformationBestemmelsen fastsætter den retsafgift, der skal betales for betalingspåkrav.
Afgiften for betalingspåkrav er 750 kr., jf. stk. 1.
Afgiften skal betales, når betalingspåkravet indleveres til fogedretten. Betales afgiften ikke, anses betalingspåkravet som bortfaldet, jf. nærmere forslaget til § 47.
Det foreslås i stk. 2, at afgiften bortfalder – og tilbagebetales – hvis forkyndelse af betalingspåkravet undlades, fordi udlæg er udelukket efter retsplejelovens § 490 eller konkurslovens §§ 12 c, 31 eller 207 og fordringshaveren har anmodet om, at forkyndelse i så fald undlades, jf. retsplejelovens § 477 d, stk. 1.
Den såkaldte fredningsregel i retsplejelovens § 490 angår tilfælde, hvor der inden for de sidste 6 måneder har været afholdt en fogedforretning mod den pågældende skyldner, hvor det ikke har været muligt at opnå dækning.
Konkurslovens §§ 12 c, 31 og 207 angår tilfælde, hvor skyldneren er henholdsvis under rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering, og udelukker bl.a. udlæg – ud fra princippet om, at universalforfølgning går forud for individualforfølgning.
Når fordringshaveren i medfør af retsplejelovens § 477 d, stk. 1, har anmodet om, at betalingspåkravet i sådanne tilfælde, hvor udlæg er udelukket, ikke forkyndes, afslutter fogedretten sagen uden yderligere sagsbehandling. Det foreslåede stk. 2 indebærer, at den retsafgift, der er betalt for betalingspåkravet, i så fald tilbagebetales.
Har fordringshaveren ikke anmodet om, at forkyndelse af betalingspåkravet undlades i disse tilfælde, tilbagebetales retsafgiften derimod ikke, heller ikke hvis udlæg på et senere tidspunkt i processen nægtes af de nævnte grunde.
Afgiften for betalingspåkravet er en enhedsafgift, der dækker den samlede sagsbehandling, herunder en efterfølgende udlægsforretning (hvis skyldneren ikke fremsætter indsigelser mod betalingspåkravet og fordringshaveren har anmodet om iværksættelse af udlæg uden fornyet anmodning) eller overgang til retssagsbehandling (hvis skyldneren fremsætter indsigelser mod betalingspåkravet og fordringshaveren har anmodet om, at retssagsbehandling indledes på grundlag af betalingspåkravet uden indlevering af stævning).
Afgiften efter den foreslåede § 12 dækker sagens behandling i 1. instans. Om afgiften ved appel henvises til forslaget til kapitel 14.
De foreslåede §§ 7-9 finder tilsvarende anvendelse, jf. stk. 3.
Det betyder, at der ikke skal betales ny afgift, hvis et betalingspåkrav hjemvises til ny behandling i tidligere instans (jf. forslaget til § 7).
Det betyder endvidere, at betalingspåkrav er afgiftsfri, hvis sagen er afgiftsfritaget (jf. forslaget til § 8). Dette kan i praksis kun forventes at kunne få betydning i lejesager omfattet af forslaget til § 8, stk. 2. De sager, der er omfattet af forslaget til § 8, stk. 1, kan i praksis ikke forventes alene at angå et forfaldent pengekrav, som er det eneste, et betalingspåkrav kan indeholde, jf. retsplejelovens § 477 a, stk. 1.
Det betyder endelig, at fordringshaveren ikke skal betale afgift for et betalingspåkrav, hvis parten er en statstjenestemand, der anlægger sag efter ordre, har fri proces eller har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker omkostninger ved sagen, og opfylder de økonomiske betingelser for fri proces (jf. forslaget til § 9). Dette må dog forventes at forekomme sjældent i praksis. En statstjenestemands sagsanlæg efter ordre vil i praksis næppe alene angå et forfaldent pengekrav, og det er ikke sædvanligt, at fri proces eller retshjælpsdækning gives til sager, hvor skyldneren forventes ikke at have indsigelser mod kravet, hvilket er en forudsætning for at anvende betalingspåkrav, jf. retsplejelovens § 477 a, stk. 1.
I forhold til den gældende retsafgiftslov er den væsentligste ændring, at afgiften for betalingspåkrav er en fast afgift på 750 kr. uanset fordringshaverens valg med hensyn til, hvad der skal ske, hvis skyldneren fremsætter indsigelser, henholdsvis ikke fremsætter indsigelser. Efter den gældende retsafgiftslov er afgiften for betalingspåkrav på højst 50.000 kr. mellem 400 kr. og 700 kr. afhængig af fordringshaverens valg, og afgiften for betalingspåkrav på mere end 50.000 kr. er mellem 760 kr. og 2.140 kr. afhængig af fordringshaverens valg, og i visse situationer tilbagebetales en del af afgiften.