LBK nr 1021 af 27/08/2024
Udlændinge- og Integrationsministeriet
Repatrieringsloven § 16
-18. (Udelades)
Forarbejder til Repatrieringsloven § 16
RetsinformationEfter udlændingelovens § 17, stk. 1, bortfalder en opholdstilladelse, når en udlænding opgiver sin bopæl i Danmark. I forbindelse med indførelsen af repatrieringsordningen i august 1993 blev der indført en fortrydelsesret i udlændingelovens § 17 a, hvorefter flygtninge m.v. havde mulighed for at bevare opholdstilladelsen i Danmark i en begrænset periode. Efter den gældende ordning bevares opholdstilladelsen for flygtninge m.v., der lovligt har boet i Danmark i under seks år, indtil de pågældende har opholdt sig uden for Danmark i mere end 6 på hinanden følgende måneder. Flygtninge m.v. med opholdstid i Danmark på over seks år bevarer opholdstilladelsen, indtil de har opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder. For indvandrere gælder ingen særlig fortrydelsesret.
Fortrydelsesretten foreslås udvidet til 12 måneder, uanset hvor længe den pågældende flygtning m.v. har opholdt sig i Danmark. Det kan endvidere efter ansøgning bestemmes, at opholdstilladelsen først skal anses som bortfaldet, når der er forløbet højst 12 måneder yderligere, således at fortrydelsesretten kan vare op til to år i alt. Ansøgning om forlængelse af fortrydelsesret skal som udgangspunkt indgives fra hjemlandet eller det tidligere opholdsland. Ansøgningen kan indgives både før og efter udløbet af den generelle fortrydelsesret på 12 måneder.
Fortrydelsesretten gælder kun for udlændinge med opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 eller 8, udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2, udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4-6, under visse nærmere betingelser samt personer med opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2-4 eller udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 1 og 4, som følge af en familiemæssig tilknytning til ovenstående personer.
For udlændinge med tidsbegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 5, samt udlændinge med familiemæssig tilknytning hertil gælder som hidtil, at opholdstilladelsen bortfalder efter 3 måneders ophold i hjemlandet eller det tidligere opholdsland.
Det foreslås desuden, at det efter ansøgning kan bestemmes at udlændinge med opholdstilladelse på andet grundlag skal anses for omfattet af bestemmelsen. Dette vil kunne være relevant for udlændinge, der har fået en opholdstilladelse inden udlændingeloven af 1983, der svarer til de i stk. 1 og 4 opregnede opholdstilladelseskategorier.
Det foreslås desuden, at en udlænding som hidtil kun én gang kan benytte muligheden for at bevare sin opholdstilladelse.
Fortrydelsesretten indebærer, at en flygtning m.v. bevarer sin opholdstilladelse i Danmark. Er denne udløbet i den periode, hvor den pågældende har opholdt sig uden for Danmark, vil en fornyet opholdstilladelse blive udstedt. Tidsubegrænset opholdstilladelse vil efter de nærmere regler i udlændingelovens § 11 kunne opnås, når den samlede udstrækning af udlændingens ophold i Danmark før repatrieringen og udlændingens ophold i Danmark efter tilbagevenden hertil er tre år.
Hvis en flygtning m.v., der på tidspunktet for repatrieringen var omfattet af integrationsloven, benytter sin fortrydelsesret og vender tilbage til Danmark, vil den pågældende blive stillet som om, repatrieringen ikke havde fundet sted. Dette indebærer blandt andet, at flygtninge som udgangspunkt skal tage ophold i den kommune, hvor de var boligplaceret ved repatrieringen, og at introduktionsprogrammet skal genoptages med de justeringer, der måtte være nødvendige som følge af repatrieringsforsøget.