CIR nr 9448 af 27/06/1988
Forsvarsministeriet
Regler om rekognoscering efter egnede rum til supplerende sikringsrum (SSR) og offentlige nødbeskyttelsesrum (NOB)
Indledning
CF Meddelelse Civilforsvarsstyrelsen
CF.nr. 88/16 27. juni 1988
2 sider 2 bilag
2.kt.j.nr.85-3142/0-b.1
REGLER OM REKOGNOSCERING EFTER EGNEDE RUM TIL SUPPLERENDE
SIKRINGSRUM (SSR) OG OFFENTLIGE NØDBESKYTTELSESRUM (NOB)
Med cirkulære CF-nr. 85/3 af 12. september 1985 har Civilforsvarsstyrelsen anmodet kommunalbestyrelserne om at iværksætte en rekognoscering og udpegning af egnede kælderrum til supplerende sikringsrum (SSR). Formålet er at skaffe private beskyttelsesrum i de eksisterende bygninger, der i dag ikke har lovpligtige sikringsrum eller ikke har tilstrækkeligt store lovpligtige sikringsrum til alle personer i bygningen eller virksomheden.
Ifølge cirkulæret skulle der kun udpeges supplerende sikringsrum i bygninger, der ville være sikringsrumspligtige som nybygninger.
Kommunalbestyrelsernes udpegning var således begrænset til udpegning af et tilstrækkeligt antal SSR-pladser i den enkelte bygning eller virksomhed til de personer, der opholder sig i den pågældende bygning eller virksomhed. Men det var ikke målsætningen, at der desuden skulle udpeges pladser til personer udefra, der mangler beskyttelsesrum, f.eks. personer fra bygninger uden kælder eller til trafikanter.
Erfaringerne fra de hidtil udførte rekognosceringer og udpegninger af SSR har imidlertid efter forhandling med Kommunernes Landsforening og Foreningen af CF-ledere i Danmark foranlediget Civilforsvarsstyrelsen til at ændre og udvide den hidtidige målsætning , således at målet for udpegningen af SSR nu suppleres,
således at der skal udpeges mange pladser i ethvert område af kommunen, at de udpegede pladser sammen med de eksisterende sikringsrum, offentlige beskyttelsesrum og de udpegede supplerende offentlige beskyttelsesrum har tilstrækkeligt med pladser til det største antal personer, der indenfor 24 timer opholder sig i området, både personerne i alle områdets bygninger og personerne udenfor bygningerne (trafikanter).
Dette vil sige, at der udover egentlige SSR også udpeges pladser, der må siges at være offentlige beskyttelsesrum, nemlig de pladser, der skal anvendes af personer, der ikke bor, arbejder eller opholder sig i den pågældende ejendom. Disse pladser vil i en beredskabssituation som SSR skulle klargøres af ejendommens ejer, men udgifterne til klargøringen af de offentlige pladser vil blive bekostet af staten. I kommunernes civilforsvarsplaner og beredskabsplaner optages disse pladser som offentlige beskyttelsesrum under betegnelsen offentlige nødbeskyttelsesrum (NOB).
Til brug for udførelsen af rekognosceringen har man udarbejdet vedlagte Reviderede Tekniske Vejledning (bilag 1), der erstatter den tidligere Tekniske Vejledning, der var vedlagt cirkulære CF-nr. 85/3.
Det bemærkes, at udover målsætningen er der også sket ændringer i de tekniske krav. Alle ændringer i forhold til den tidligere vejledning er markeret med streg i marginen.
Det understreges, at der ikke i fredstid skal foretages bygningsmæssige civilforsvarsforanstaltninger i de udpegede rum. Først i en beredskabssituation skal rummene klargøres til brug som beskyttelsesrum. Særlige regler for klargøring af rummene er under udarbejdelse og vil senere blive udsendt. Indtil videre henvises til Civilforsvarsstyrelsens Vejledning af 1987 om nødbeskyttelsesrum.
Rekognosceringen efter og udpegningen af de omhandlede rum påhviler kommunalbestyrelsen, hvorimod den senere eventuelle indretning (i en beredskabssituation) til beskyttelsesrum påhviler ejeren af den enkelte bygning, hvori der er udpeget SSR/NOB.
Resultatet af udpegningen skal optages i den civilforsvarsplan, der skal indsendes til Indenrigsministeriet inden 1. januar 1992. Med venlig hilsen
L. Hvidt /Lahn Høyer
vicedirektør kontorchef