Command Palette

Search for a command to run...

Gældende

LBK nr 1031 af 10/07/2025

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Regionsloven § 14i

  1. I kommuner med mindst 80.000 indbyggere, men under 300.000 indbyggere, fastsætter kommunalbestyrelsen i styrelsesvedtægten, om de 2 kommunale medlemmer, der skal repræsentere kommunalbestyrelsen i sundhedsrådet, er kommunalbestyrelsens formand og formanden for et stående udvalg nedsat i henhold til § 17, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse eller formændene for to stående udvalg nedsat i henhold til § 17, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse, jf. dog stk. 6 og 10.

Stk. 2. Fastsætter kommunalbestyrelsen efter stk. 1, at det ene kommunale medlem er formanden for et stående udvalg, skal medlemmet være formanden for det stående udvalg, der varetager den umiddelbare forvaltning af hovedparten af kommunens anliggender inden for sundheds-, omsorgs- og socialpsykiatriområdet.

Stk. 3. Fastsætter kommunalbestyrelsen efter stk. 1, at de 2 kommunale medlemmer er formændene for to stående udvalg, skal det være formændene for stående udvalg, der helt eller delvis varetager den umiddelbare forvaltning af kommunens anliggender inden for sundheds-, omsorgs- og socialpsykiatriområdet eller inden for et myndighedsområde, der er sammenligneligt hermed.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen fastsætter i styrelsesvedtægten, hvilket eller hvilke stående udvalg efter stk. 2 og 3 hvis formand skal repræsentere kommunalbestyrelsen i sundhedsrådet.

Stk. 5. Stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse for kommuner med mindst 80.000 indbyggere, men under 300.000 indbyggere, der styres efter reglerne i §§ 64 a og 64 b i lov om kommunernes styrelse.

Stk. 6. I kommuner med mindst 80.000 indbyggere, men under 300.000 indbyggere, der styres efter reglerne i § 64 i lov om kommunernes styrelse, fastsætter kommunalbestyrelsen i styrelsesvedtægten, om de kommunale medlemmer, der skal repræsentere kommunalbestyrelsen i sundhedsrådet, er kommunalbestyrelsens formand og 1 andet magistratsmedlem eller 2 magistratsmedlemmer, der ikke er formanden for kommunalbestyrelsen.

Stk. 7. Fastsætter kommunalbestyrelsen efter stk. 6, at det ene kommunale medlem er kommunalbestyrelsens formand, skal det andet kommunale medlem være det magistratsmedlem, der varetager den umiddelbare forvaltning af hovedparten af kommunens anliggender inden for sundheds-, omsorgs- og socialpsykiatriområdet.

Stk. 8. Fastsætter kommunalbestyrelsen efter stk. 6, at de 2 kommunale medlemmer er magistratsmedlemmer, der ikke er formanden for kommunalbestyrelsen, skal de kommunale medlemmer være magistratsmedlemmer, der helt eller delvis varetager den umiddelbare forvaltning af kommunens anliggender inden for sundheds-, omsorgs- og socialpsykiatriområdet eller inden for et myndighedsområde, der er sammenligneligt hermed.

Stk. 9. Kommunalbestyrelsen fastsætter i styrelsesvedtægten, hvilken eller hvilke magistratsafdelinger efter stk. 7 og 8 hvis magistratsmedlem skal repræsentere kommunalbestyrelsen i sundhedsrådet.

Stk. 10. I kommuner med mindst 80.000 indbyggere, men under 300.000 indbyggere, der styres efter reglerne i § 65 a i lov om kommunernes styrelse, er de kommunale medlemmer, der skal repræsentere kommunalbestyrelsen i sundhedsrådet, kommunalbestyrelsens formand og et kommunalbestyrelsesmedlem valgt af kommunalbestyrelsen ved et flertalsvalg, jf. § 24, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse.