LBK nr 1031 af 10/07/2025
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Regionsloven § 1
- (Ophævet)
Forarbejder til Regionsloven § 1
RetsinformationTil stk. 1
Oprettelsen af regionerne betyder, at de hidtidige 13 amtskommuner nedlægges. Den ændrede opgavefordeling mellem kommuner, regioner og staten betyder endvidere, at Bornholms, Københavns og Frederiksberg Kommuner ikke længere skal varetage de af de hidtidige amtskommunale opgaver, der fra 1. januar 2007 skal varetages af regionerne. Det følger også af den ændrede opgavevaretagelse, at Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab nedlægges.
Det fremgår på denne baggrund af bestemmelsen, at amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab nedlægges den 1. januar 2007. Om forlængelse af valgperioden for de amtsråd, hvis funktionsperiode regnes fra den 1. januar 2002, se nærmere bemærkningerne til lovforslagets § 89, stk. 1.
At amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab nedlægges den 1. januar 2007, betyder, at der fra den nævnte dato ikke eksisterer et offentligretligt organ, der kan udøve de opgaver, de nævnte myndigheder hidtil har varetaget. Som et led i kommunalreformen fordeles de nævnte myndigheders opgaver, aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte til de nye statslige, regionale og kommunale myndigheder. Fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte sker i medfør af forslag til lov om visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen, der fremsættes samtidig med dette lovforslag.
Til stk. 2
Ifølge bestemmelsen inddeles landet med virkning fra og med den 1. januar 2007 i fem nye regioner: Region Hovedstaden, Region Sjælland, Region Syddanmark, Region Midtjylland og Region Nordjylland. Den nærmere geografiske afgrænsning af regionerne fremgår af stk. 3.
De nye regioner, der oprettes den 1. januar 2007, er selvstændige offentligretlige organer. De nye regioner varetager fra denne dato de opgaver, som regionerne skal varetage efter lovgivningen, og de retsvirkninger, der i lovgivningen er knyttet til regionen, er fra denne dato knyttet til det nye geografiske område regionen dækker, jf. stk. 3. Dette gælder dog ikke, hvis andet er bestemt i lovgivningen.
De nye regioner indtræder den 1. januar 2007 i de rettigheder og pligter, som forberedelsesudvalgene har erhvervet henholdsvis påtaget sig. Samtidig overtager de nye regioner forberedelsesudvalgenes aktiver og passiver. Der henvises til lovforslagets § 58. Der vil tillige i medfør af forslag til lov om visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen, der fremsættes samtidig med dette lovforslag, blive overført aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte fra de hidtidige amtskommuner til regionerne i forbindelse med overførelsen af opgaver fra amtskommunerne til regionerne.
Regionerne er forskellige fra amtskommunerne og er en ny myndighed, der har andre opgaver end amtskommunerne og finansieres på en anden måde.
Til stk. 3
I bestemmelsen er den geografiske afgrænsning af regionerne, regionernes benævnelse og regionernes sæde fastlagt.
Den geografiske afgrænsning af regionerne tager udgangspunkt i den hidtidige kommunale inddeling. Det fremgår af aftalen om en strukturreform, at den nøjagtige afgrænsning af regionerne skal tilpasses i overensstemmelse med de kommende kommunesammenlægninger. Det betyder, at lovforslagets angivelse af den kommende regionale inddeling kan blive påvirket af kommunesammenlægninger, idet ingen kommune vil kunne omfatte områder i flere regioner. Det er derfor i lovforslaget fastsat, at indenrigs- og sundhedsministeren træffer beslutning om det regionale tilhørsforhold af nye kommuner, hvis disse efter den i lovforslaget fastsatte regionale inddeling kommer til at ligge i flere regioner, jf. nærmere bemærkningerne til stk. 5. Den i stk. 3 fastsatte regionale inddeling vil derfor kunne ændres som følge af ændringer i den kommunale inddeling, der sker med hjemmel i det samtidig med dette lovforslag fremsatte forslag til lov om revision af den kommunale inddeling.
Af lovforslagets § 1, stk. 3, nr. 1, fremgår, at Region Hovedstaden omfatter Københavns og Frederiksborg Amter samt Københavns, Frederiksberg og Bornholms Kommuner.
Af lovforslagets § 1, stk. 3, nr. 2, fremgår, at Region Sjælland omfatter Roskilde, Vestsjællands og Storstrøms Amter.
Af lovforslagets § 1, stk. 3, nr. 3, fremgår, at Region Syddanmark omfatter Fyns, Sønderjyllands og Ribe Amter samt Børkop, Egtved, Fredericia, Give, Jelling, Kolding, Lunderskov, Vamdrup og Vejle Kommuner i Vejle Amt.
Af lovforslagets § 1, stk. 3, nr. 4, fremgår, at Region Midtjylland omfatter Ringkøbing og Århus Amter, Vejle Amt med undtagelse af de kommuner, der hører under Region Syddanmark, jf. nr. 3, og Viborg Amt med undtagelse af de kommuner, der hører under Region Nordjylland, jf. nr. 5.
Af lovforslagets § 1, stk. 3, nr. 5, fremgår, at Region Nordjylland omfatter Nordjyllands Amt, samt Hanstholm, Morsø, Sydthy, Thisted og Aalestrup Kommuner beliggende i Viborg Amt.
I bestemmelsen er det desuden fastsat, hvor de fem regionsråd har sæde. Fastsættelsen af regionernes sæde angiver, hvor regionernes centrale forvaltning, herunder de centrale servicefunktioner for regionsrådet samt de generelle sekretariatsfunktioner vedrørende regionernes personale, skal placeres. Fastsættelsen af regionernes sæde er imidlertid ikke til hinder for, at der træffes beslutning om at afholde regionsrådsmøder og udvalgsmøder andre steder, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 10, stk. 1, idet den overvejende del af regionsrådenes møder dog vil skulle afholdes på det sted, der er angivet som regionsrådenes sæde.
Til stk. 4
Det følger af bestemmelsen, at ved sammenlægning af en eller flere kommuner eller dele heraf, der er beliggende inden for samme region, henhører den sammenlagte kommune under den pågældende region. Bestemmelsen finder kun anvendelse, såfremt den eller de kommuner eller den eller de dele heraf, der indgår i sammenlægningen, er beliggende i samme region, jf. stk. 5.
Til stk. 5
Det følger af bestemmelsen, at såfremt den eller de kommuner eller den eller de dele heraf, der indgår i en kommunesammenlægning, er beliggende i flere regioner, træffer indenrigs- og sundhedsministeren beslutning om den fornødne ændring i den regionale inddeling, således at ingen kommuner omfatter områder i flere regioner.
Til stk. 6
Det fremgår af bestemmelsen, at det i den i § 1, stk. 2, i lov om revision af den kommunale inddeling anførte fortegnelse over de ændringer i den kommunale inddeling, som gennemføres med virkning fra den 1. januar 2007, anføres, i hvilken region de i fortegnelsen anførte kommuner er beliggende. I fortegnelsen vil således skulle angives ministerens beslutning om, i hvilken region en ny kommune, der dannes ved sammenlægning af kommuner eller dele heraf, der er beliggende i hver sin region, skal være beliggende. Forslag til lov om revision af den kommunale inddeling fremsættes samtidig med dette lovforslag.
Ved lov om revision af den kommunale inddeling og samtidig med den pågældende lovs ikrafttræden ophæves lov om fremgangsmåden ved ændring af landets inddeling i kommuner og amtskommuner (inddelingsloven). Den pågældende lov har hidtil indeholdt den fornødne hjemmel til at foretage bl.a. kommunesammenlægninger og heraf følgende ændringer i den amtskommunale inddeling, således at ingen kommune omfatter områder i flere amter, jf. inddelingslovens § 2, stk. 3. Med gennemførelsen af de ændringer i den kommunale inddeling, der følger af lov om revision af den kommunale inddeling, vil den pågældende lov have opfyldt sin funktion. Efterfølgende vil ministeriet overveje at fremsætte forslag til en ny lov om grænseændringer med henblik på fremtidige grænseændringer, herunder i forbindelse med kommunesammenlægninger og heraf følgende ændringer af den regionale inddeling. Den pågældende lov vil skulle træde i kraft samtidig med kommunalreformen den 1. januar 2007.
Til stk. 7
Forslag til lov om revision af den kommunale inddeling, der fremsættes samtidig med dette lovforslag, indeholder i § 49 en hjemmel for indenrigs- og sundhedsministeren til at foretage nærmere bestemte mindre grænseændringer, når sådanne tilsiges af administrative hensyn.
Loven indeholder endvidere i § 50 en hjemmel for indenrigs- og sundhedsministeren til at afgøre tvivlsspørgsmål om kommunale grænser, herunder om tilhørsforholdet for områder, der ikke er henført til en bestemt kommune.
Det fremgår af lovforslagets § 1, stk. 7, at såfremt indenrigs- og sundhedsministeren i medfør af § 49 i lov om revision af den kommunale inddeling foretager sådanne mindre grænseændringer mellem to kommuner, ændres grænserne for regionerne i overensstemmelse hermed.
Det fremgår tilsvarende, at såfremt ministeren i medfør af § 50 i lov om revision af den kommunale inddeling afgør tvivlsspørgsmål om grænserne mellem to eller flere kommuner, fastlægges grænserne for regionerne i overensstemmelse hermed.
Ved lov om revision af den kommunale inddeling ophæves lov om fremgangsmåden ved ændring af landets inddeling i kommuner og amtskommuner (inddelingsloven). Den pågældende lov har hidtil indeholdt den fornødne hjemmel til at foretage mindre grænseændringer og afgøre tvivlsspørgsmål om kommunale grænser – såvel som til at foretage kommunesammenlægninger – samt til at træffe beslutning om heraf følgende ændringer i den amtskommunale inddeling, således at ingen kommune omfatter områder i flere amter.
Med gennemførelsen af de ændringer i den kommunale inddeling, der følger af forslag til lov om revision af den kommunale inddeling, vil den pågældende lov have opfyldt sin funktion. Det forudsættes, at der efterfølgende fremsættes forslag til en ny lov om grænseændringer med henblik på fremtidige grænseændringer, herunder i forbindelse med kommunesammenlægninger og heraf følgende ændringer af den regionale inddeling, samt afgørelse af fremtidige tvivlsspørgsmål om kommunale grænser og heraf følgende ændringer af den regionale inddeling.
Bestemmelsen i stk. 7 vil således alene have virkning i perioden mellem inddelingslovens ophævelse og en ny inddelingslovs ikrafttræden. I samme periode er regionerne endnu ikke oprettet, jf. lovforslagets § 1, stk. 2. Da regionernes grænser imidlertid fastlægges allerede ved lovens ikrafttræden, jf. lovforslagets § 1, stk. 3, jf. § 85, er det hensigtsmæssigt løbende at foretage de ændringer, som stk. 7 hjemler.