PSI-loven § 8

I overensstemmelse med de gældende regler i Finansministeriets vejledning om priskalkulation indeholder bestemmelsen lovforslagets gebyrprincip. Bestemmelsen gennemfører dele af direktivets artikel 6 om et prisloft for fastsættelse af gebyrer for videreanvendelse og har til formål at sikre en ensartet gebyrpolitik for videreanvendelse af offentlig information. Fastsættelse af et gebyrloft og beregningsmodeller for gebyrer tjener det formål, at der skabes ensartede og gennemskuelige regler og principper for videreanvendelse af offentlig information.

Der skal gælde samme priser for sammenlignelige kategorier af videreanvendelse.

Gebyrreglerne hindrer ikke gebyrfri udveksling af oplysninger mellem offentlige myndigheder som led i ikke-kommercielle opgaver, selv om andre brugere, f.eks. private virksomheder, skal betale gebyr for videreanvendelse af de samme dokumenter. Dokumenter og datasamlinger skal stilles til rådighed for private brugere i samme omfang og på samme vilkår, som gælder for offentlige myndigheders kommercielle aktiviteter, herunder indtægtsdækket virksomhed, da der i dette tilfælde er tale om sammenlignelige kategorier af videreanvendelse. Gebyrreglerne hindrer i øvrigt ikke, at der vedtages en differentieret gebyrpolitik for henholdsvis kommerciel og ikke-kommerciel videreanvendelse.

Det vurderes, at en forudsætning for at realisere de økonomiske værdier er en prispolitik, der sikrer, at offentlig information er så billig som mulig, idet dette vil øge videreanvendelsen og dermed bidrage til væksten i samfundet på længere sigt, jf. også de almindelige bemærkninger.

Vurderingen bygger på, at internationale erfaringer og rapporter bekræfter, at høje priser for salg af offentlig information kan virke imod hensigten. Som beskrevet ovenfor er der analyser, der peger på, at offentlige myndigheders salg af data ofte kan være økonomisk uhensigtsmæssig for samfundet. Det kan tilmed være økonomisk uhensigtsmæssigt i forhold til den offentlige sektors indtægter, da skatteværdien af erhvervslivets værdiskabelse kan overgå provenutabet ved lavere priser. Dette vurderes dog generelt ikke at være tilfældet i Danmark, da gebyrfastsættelsen med de eksisterende regler stiller data til rådighed relativt billigt til private virksomheder.

Bestemmelsen fastlægger en række principper for betaling i forbindelse med videreanvendelse af offentlige dokumenter og datasamlinger.

Bestemmelsen har ikke konsekvenser for bestemmelser i andre love, der fastsætter størrelsen af betaling for videreanvendelse, herunder bestemmelser om betaling, der har skattemæssig karakter.

Når dokumenter og datasamlinger stilles til rådighed for videreanvendelse, kan der som hovedregel opkræves et gebyr, der ikke overstiger marginalomkostningerne, dvs. omkostningerne ved distribution og eventuel kvalitetsforbedring af dokumenterne og datasamlingerne, herunder etablering af grænseflader, der er nødvendige for at kunne imødekomme aftagers anmodning.

Med marginalomkostningerne forstås således de yderligere omkostninger (direkte og indirekte), der opstår i forbindelse med distributionen.

Omkostningsberegningen skal bygge på en beregning af omkostningerne ved at distribuere de enkelte data. Hvis den dataafgivende myndighed videreformidler forskellige typer data/dataprodukter, skal beregningen foretages for hver enkelt af disse produkter, evt. på baggrund af en skønnet fordeling af omkostninger, der ikke kan henføres direkte.

Direkte omkostninger er omkostninger, der umiddelbart kan henføres til den enkelte distribution. Det kan f.eks. være løn, materialer og/eller fremmede tjenesteydelser.

Indirekte omkostninger er omkostninger, der ikke umiddelbart kan henføres til den enkelte distribution, men som kan beregnes på grundlag af udgifter, der fremgår af institutionens budget samme år. Det kan f.eks. være lokaleudgifter og kontorudgifter relateret til datadistribution. Disse omkostninger må fordeles ud fra fordelingsnøgler.

Andre indirekte omkostninger, der kan beregnes på grundlag af udgifter, der fremgår af institutionens budget i et andet år, f.eks. vedrørende forrentning og afskrivning, vil også kunne overvejes.

Finansiering af beregning af standardgebyrer er en del af de indirekte distributionsomkostninger, ligesom e ventuelle administrative omkostninger ved offentliggørelse af oversigter over offentlig information, der stilles til rådighed for videreanvendelse, vil kunne indregnes i gebyrerne som en del af de marginale omkostninger ved at stille data til rådighed.

Generelt kan administrative omkostninger, der følger af, at offentlige myndigheders dokumenter og datasamlinger stilles til rådighed for videreanvendelse, finansieres som led i selve gebyret.

Hvis en myndighed på aftageres foranledning indsamler eller kvalitetsforbedrer data ud over myndighedens egne behov eller hensynet til videregivelseskrav i lovgivningen, kan denne kvalitetsforbedring brugerfinansieres fuldt ud. Det skal i den forbindelse bemærkes, at der ikke med bestemmelsen gives en særlig hjemmel til, at offentlige myndigheder kan indsamle og kvalitetsforbedre data ud over myndighedens egne behov.

Det betyder, for så vidt gælder data, der indsamles eller kvalitetsforbedres på aftagers eller aftageres foranledning, at den afgivende myndighed kan opnå en pris, der dækker de langsigtede gennemsnitsomkostninger ved både dataindsamling og distribution.

Det vil sige, at der i beregningen af gebyret i overensstemmelse med de nuværende regler og praksis må tages hensyn til den forventede fremtidige afsætning. Alle omkostninger til kvalitetsforbedring skal ikke nødvendigvis pålægges den første aftager, ligesom det generelle princip om omkostningsdækning også gælder for kvalitetsforbedringer. Offentlige myndigheder kan dog forudsætte fuld finansiering af omkostningerne til kvalitetsforbedring af data.

Til kvalitetsforbedring af data kan henregnes initiativer, der forbedrer adgangen til data, f.eks. gennem udvikling af nye grænseflader.

Offentlige myndigheder vil kunne forudsætte fuld brugerfinansiering af eventuelle omkostninger, herunder generelle omkostninger med at leve op til og etablere en standardiseret grænseflade til et offentligt system, hvor disse er etableret på aftagers foranledning. Denne brugerfinansiering af grænseflader er tiltænkt at rumme alle omkostninger til udvikling, implementering, vedligeholdelse og lignende, der er foretaget som følge af aftagers anmodning om videreanvendelse eller som konsekvens heraf. Ingen offentlige myndigheder vil således kunne forpligtes til eventuelle fremtidige udgifter, som ikke fuldt ud vil kunne indeholdes i de opkrævede gebyrer.

Muligheden for at opkræve fuld brugerbetaling til dækning af omkostninger forbundet med distribution og eventuel kvalitetsforbedring af data er ikke i strid med regeringens skattestop. Regeringens skattestop indebærer for eksisterende brugerbetalingsordninger, at de generelt kan reguleres med omkostningsudviklingen, hvorved brugerbetalingsandelen fastholdes over tid, mens brugerbetaling for varetagelse af helt nye opgaver undtagelsesvist, og efter godkendelse i Økonomiudvalget, kan indføres for helt eller delvist at dække de derved forbundne øgede udgifter. Der er imidlertid ikke tale om indførelse af et nyt gebyr eller egentlig brugerbetaling i traditionel forstand. Når borgere og virksomheder tidligere på frivillig basis har fået lov til at videreanvende offentlige informationer, og offentlige myndigheder i den forbindelse har kvalitetsforbedret data eller udviklet grænseflader på aftagers foranledning, har det været muligt at forudsætte fuld brugerfinansiering.

Skattestoppet kan alene have betydning for de gebyrer offentlige myndigheder opkræver i forhold til eksisterende aftaler om adgang til data. I det omfang offentlige myndigheder således i dag undlader at opkræve gebyrer eller opkræver gebyrer, der ligger under det gebyrloft, der fastlægges i lovforslaget, opstiller skattestoppet en række begrænsninger i forhold til at hæve disse gebyrer. Offentlige myndigheder kan således som følge af skattestoppet som udgangspunkt ikke bruge lovforslaget til at hæve eksisterende gebyrer, medmindre forudsætningerne ændres. Dette har til gengæld i sagens natur ingen omkostningsmæssig betydning for de pågældende myndigheder.

Til stk. 2

I overensstemmelse med de gældende regler i Finansministeriets vejledning om priskalkulation indføres en undtagelse til den generelle prisbestemmelse i § 8, stk. 1, for de få tilfælde, hvor data produceres som led i en indtægtsfinansieret offentlig produktionsvirksomhed, dvs. hvor den offentlige myndigheds hovedopgave er helt eller delvist indtægtsfinansieret, og dataindsamlingen følgelig ikke allerede er finansieret over en bevilling. Der gives således i disse helt særlige tilfælde med bestemmelsen mulighed for at opkræve betaling, der også bidrager til at dække omkostningerne ved selve dataproduktionen. Kort og Matrikelstyrelsen og Danmarks Meteorologiske Institut er eksempler på sådanne offentlige produktionsvirksomheder.

Til stk. 3

Bestemmelsen følger af PSI-direktivets artikel 7, der stiller krav om, at betingelser og standardgebyrer fastsættes på forhånd og offentliggøres. Bestemmelsen skal sikre en ensartet og gennemskuelig gebyrfastsættelse for videreanvendelse af offentlig information med henblik på at sikre gennemsigtighed for brugen heraf.

Den offentlige myndighed forpligtes til på forhånd at fastsætte standardgebyrer beregnet efter stk. 1-2, hvilket især må ses som en fordel for offentlige myndigheder, som har dokumenter og datasamlinger, som jævnligt er omfattet eller forventes omfattet af anmodning om videreanvendelse. Der skal ikke på forhånd fastsættes gebyrer for enhver tænkelig type anmodning, jf. også stk. 4. Gebyret skal dog selvfølgelig være kendt af ansøger før leverancen.

Formålet med bestemmelsen er at tilvejebringe gennemsigtighed om grundlaget for gebyrerne, f.eks. i form af priser for standardhandlinger fra myndighedens side. I praksis vil de mest anvendte data forventes at kunne blive omfattet af standardpriser.

Finansieringen af den grundlæggende fastsættelse af standardgebyrer og vedligeholdelse heraf kan indeholdes i selve gebyret.

Til stk. 4

Bestemmelsen følger af PSI-direktivets artikel 7. Bestemmelsen skal sikre, at der skabes åbenhed og gennemsigtighed omkring beregninger af gebyrer, herunder i atypiske tilfælde. Herved sikres de, der ønsker at videreanvende data, en mulighed for at tilrettelægge indsamlingen af data på den måde, der er mest omkostningseffektiv.

Ikke alle gebyrer kan fastsættes på forhånd, jf. også stk. 3.

I atypiske tilfælde kan myndigheden derfor nøjes med at angive principper for beregningen for ikke at skulle beregne priser på noget, der er mindre efterspørgsel efter. Når det præcise beregningsgrundlag for atypiske tilfælde efterfølgende kendes, følger det af 1. punktum, at den offentlige myndighed efter anmodning skal oplyse dette.