LBK nr 186 af 02/02/2022
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Produktenergimærkningsloven § 5b
Kontrolmyndigheden kan påbyde ejeren af en onlinegrænseflade at ændre eller fjerne indhold, der henviser til et energirelateret produkt, der ikke er i overensstemmelse med de krav, der er fastsat i energimærkningsforordningen, delegerede retsakter og regler fastsat i medfør af denne lov.
Stk. 2. Kontrolmyndigheden kan påbyde ejeren af en onlinegrænseflade udtrykkeligt at vise en advarsel til slutbrugerne i forbindelse med indhold, der henviser til et energirelateret produkt, der ikke er i overensstemmelse med denne lov, regler fastsat i medfør af loven eller en gennemførelsesforanstaltning, når slutbrugerne får adgang til onlinegrænsefladen.
Forarbejder til Produktenergimærkningsloven § 5b
RetsinformationDen foreslåede § 5 er en delvis videreførelse af energimærkningslovens § 14 om påbud og forbud.
Efter lovens § 14, stk. 1, kan energi- forsynings- og klimaministeren påbyde, at forhold, der strider mod loven og regler fastsat i medfør af loven eller en delegeret retsakt, bringes i orden inden for en angivet frist.
Ifølge lovens § 14, stk. 2, kan ministeren udstede forbud mod, at et energirelateret produkt bringes i omsætning eller ibrugtages, hvis påbud efter stk. 1 ikke efterkommes.
Ifølge lovens § 14, stk. 3, kan ministeren påbyde, at den leverandør, der har bragt produktet i omsætning eller har ibrugtaget det, skal tage de fornødne skridt til at trække produktet tilbage fra markedet.
Ifølge lovens § 14, stk. 4, kan ministeren forbyde udstilling, salg eller udlejning af de produkter, der er omfattet af de nævnte forbud og påbud.
Ifølge lovens § 14, stk. 5, kan ministeren overfor leverandøren udstede forbud mod, at et produkt bringes i omsætning, hvis leverandøren ikke opbevarer teknisk dokumentationsmateriale eller ikke stiller det til rådighed efter anmodning fra tilsynsmyndigheden i overensstemmelse med energimærkningslovens § 5, stk. 4.
Ifølge lovens § 14, stk. 6, kan ministeren i tilfælde som nævnt i stk. 5 tillige påbyde, at den leverandør, der har bragt produktet i omsætning eller har ibrugtaget det, skal tage de fornødne skridt til at trække produktet tilbage fra markedet.
Ifølge lovens § 14, stk. 7, skal ministeren underrette Europa-Kommissionen og de øvrige EU/EØS medlemsstater om de nævnte afgørelser om påbud og forbud. Denne bestemmelse er ikke videreført, da det fremgår af energimærkningsforordningens artikel 9, stk. 6, at markedsovervågningsmyndighederne straks underretter Kommissionen og de øvrige medlemsstater om de foranstaltninger, der er truffet for at forbyde eller begrænse tilgængeligheden af et produkt, for at trække produktet tilbage fra markedet eller for at tilbagekalde det.
Ifølge den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 1, kan tilsynsmyndigheden påbyde, at forhold vedrørende energirelaterede produkter, der strider mod energimærkningsforordningen, delegerede retsakter, loven eller regler fastsat i medfør af loven, bringes i orden inden for en angivet frist. Herunder kan ministeren påbyde, at forholdene bringes i orden straks.
§ 5, stk. 1, supplerer energimærkningsforordningens artikel 7, stk. 4, hvorefter medlemsstaterne fastsætter sanktions- og håndhævelsesbestemmelser for overtrædelse af forordningen og af de delegerede retsakter og træffer alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de gennemføres. Den gældende ordning med forbud og påbud med henblik på håndhævelse af reglerne om energimærkning af energirelaterede produkter anses for at opfylde kravet i forordningen om håndhævelsesbestemmelser, hvorfor bestemmelserne herom i energimærkningslovens § 14 i det væsentlige videreføres, se nærmere nedenfor.
Den foreslåede § 5, stk. 1, finder anvendelse, når tilsynsmyndigheden finder det godtgjort, at produktet eller mærkningen heraf ikke opfylder de krav, der er stillet i energimærkningsforordningen, relevante delegerede retsakter, loven eller regler fastsat i medfør af loven. Det kan for eksempel være manglende (energi)mærker på de udstillede produkter i butikkerne, hvor forhandleren vil blive påbudt at foretage den krævede mærkning af produkterne, eller manglende henvisninger til produktets energieffektivitetsklasse ved reklamer på internettet. Tilsynsmyndigheden kan endvidere påbyde leverandøren af produktet eksempelvis at udarbejde og distribuere korrekte mærker og datablade og korrigere det tekniske dokumentationsmateriale.
Ifølge energimærkningsforordningens artikel 9, stk. 2, anmoder markedsovervågningsmyndigheden virksomheden om at træffe alle fornødne afhjælpende foranstaltninger for at bruge produktet i overensstemmelse med kravene i forordningen og delegerede retsakter.
Ifølge stk. 4 sikrer forhandleren eller leverandøren, at der træffes alle de fornødne korrigerende eller restriktive foranstaltninger i overensstemmelse med stk. 2 over alle berørte produkter, som vedkommende har gjort tilgængelig på EU-markedet. Pligten i stk. 4 er omfattet af påbud og forbud fra den danske tilsynsmyndighed, og manglende overholdelse heraf kan straffes i medfør af den foreslåede § 12, stk. 1, nr. 10.
Den foreslåede stk. 1 er skærpet i forhold til den gældende § 14, stk. 1, idet tilsynsmyndigheden som noget nyt kan påbyde, at forholdene bringes i orden straks og ikke blot inden for en angivet frist. Skærpelsen er begrundet i energimærkningsforordningens artikel 9, stk. 2, hvorefter tilsynsmyndigheden straks anmoder leverandøren eller forhandleren om at træffe alle fornødne afhjælpende foranstaltninger for at bringe produktet i overensstemmelse med kravene eller om nødvendigt at trække produktet tilbage fra markedet inden for en rimelig tidsfrist, som tilsynsmyndigheden fastsætter i forhold til risikoens art.
Ifølge det foreslåede stk. 2 kan tilsynsmyndigheden udstede forbud mod, at et energirelateret produkt bringes i omsætning eller tages i brug, hvis en leverandør eller forhandler ikke efterkommer et påbud efter stk. 1.
Det betyder, at hvis der foreligger tilstrækkelig dokumentation for, at et energirelateret produkt eller mærkningen heraf ikke er i overensstemmelse med energimærkningsforordningen, en relevant delegeret retsakt, loven eller regler fastsat i medfør af loven, kan tilsynsmyndigheden i medfør af det foreslåede stk. 2 udstede forbud mod at produktet bringes i omsætning eller ibrugtages. Tilstrækkelig dokumentation vil typisk foreligge, når et akkrediteret laboratorium har testet produktet i overensstemmelse med gældende standarder for test af den pågældende produkttype og fundet, at de relevante regler ikke er overholdt.
Bestemmelsen gælder for enhver, som bringer energirelaterede produkter i omsætning, dvs. alle omsætningsled og enhver, der ibrugtager produktet. Forbuddet vil være gældende indtil, det er dokumenteret over for tilsynsmyndigheden, at produktet er bragt i overensstemmelse med den for produktet gældende delegerede retsakt og regler fastsat i medfør af loven.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 3 kan tilsynsmyndigheden udstede påbud om, at den leverandør, der har bragt produktet i omsætning eller har taget det i brug, skal tage de fornødne skridt til at trække produktet tilbage fra markedet. Det vil sige, at leverandøren påbydes at sikre, at de produkter, der er tilgængelige for - men endnu ikke er erhvervet af - slutbrugerne, returneres til leverandøren. Ved et sådant indgreb kan det sikres, at et markedsføringsforbud bliver gennemført effektivt.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 4 kan tilsynsmyndigheden forbyde enhver at udstille, sælge eller udleje de produkter, der er omfattet af forbud og påbud efter stk. 2 og 3.
Bestemmelsen henvender sig hovedsagligt til forhandlere, der har produkter på lager, som har fejlet i test m.v. Tilsynsmyndigheden kan forbyde, at disse produkter udstilles, sælges eller udlejes, indtil leverandøren har ændret produktet eller mærket og databladet og fremsendt nye mærker og datablade, eller indtil leverandøren har trukket produktet tilbage.
Det foreslåede stk. 5 er en videreførelse af energimærkningsloven § 14, stk. 5.
Efter den foreslåede bestemmelse kan tilsynsmyndigheden udstede et forbud mod, at et energirelateret produkt bringes i omsætning eller ibrugtages, hvis leverandøren ikke efter anmodning har give alle de oplysninger, som er nødvendige for tilsynsmyndighedens varetagelse af tilsynet, jf. § 2, stk. 3. Da der i medfør af energimærkningsforordningen fra 1. januar 2019 er krav om indlæsning af oplysninger i produktdatabasen, er bestemmelsen udvidet, således at tilsynsmyndigheden kan udstede forbud mod, at et energirelateret produkt bringes i omsætning eller tages i brug, hvis leverandøren undlader at indlæse og opbevare oplysningerne i produktdatabasen i overensstemmelse med forordningens bestemmelser i artikel 4, stk. 1-2 og 6, og artikel 12, stk. 5. Det samme gælder, hvis oplysninger ikke stilles til rådighed for tilsynsmyndighederne i overensstemmelse med artikel 12, stk. 6 og artikel 20, stk. 3, se nærmere om produktdatabasen i de almindelige bemærkninger.
Et forbud mod at bringe et produkt i omsætning vil således blandt andet kunne udstedes, hvis leverandøren undlader at opbevare den tekniske dokumentation for en model af et produkt i produktdatabasen i 15 år efter, at sidste enhed af denne model er bragt i omsætning, jf. energimærkningsforordningen artikel 4, stk. 6. Ligeledes kan forbud gives, hvis leverandøren undlader at stille oplysninger, som ikke er tilgængelige i produktdatabasens offentlige del, til rådighed for tilsynsmyndigheden eller Europa-Kommissionen, jf. forordningens artikel 12, stk. 6.
Det foreslåede stk. 6 er en videreførelse af energimærkningslovens § 14, stk. 6. Det fremgår af den foreslåede bestemmelse, at efterkommer en leverandør ikke et påbud efter stk. 5, kan tilsynsmyndigheden tillige udstede påbud om, at den leverandør, der har bragt produktet i omsætning eller har taget det i brug, skal tage fornødne skridt til at trække et produkt tilbage fra markedet. Påbuddet kan udstedes, hvis leverandøren ikke efter anmodning har give alle de oplysninger, som er nødvendige for tilsynsmyndighedens varetagelse af tilsynet, jf. § 2, stk. 3. Ligeledes kan tilsynsmyndigheden udstede forbud mod, at et energirelateret produkt bringes i omsætning eller tages i brug, hvis leverandøren undlader at indlæse og opbevare oplysningerne i produktdatabasen i overensstemmelse med energimærkningsforordningens bestemmelser i artikel 4, stk. 1-2 og 6, og artikel 12, stk. 5. Det samme gælder, hvis oplysninger ikke stilles til rådighed for tilsynsmyndighederne i overensstemmelse med artikel 12, stk. 6 og artikel 20, stk. 3, se nærmere om produktdatabasen i de almindelige bemærkninger.