LBK nr 151 af 08/02/2024
Transportministeriet
Postloven § 24
En postvirksomhed skal efter anmodning meddele transportministeren nødvendige økonomiske oplysninger og oplysninger om udførelsen af virksomhedens erhvervsmæssige postbefordring til brug for at sikre overholdelsen af postlovgivningen, til brug for markedsovervågning eller til klart afgrænsede statistiske formål.
Forarbejder til Postloven § 24
RetsinformationDet foreslås, at transportministeren kan fastsætte regler om gebyrer til dækning af Trafikstyrelsens omkostninger ved varetagelse af opgaverne i henhold til denne lov, for så vidt angår det generelle tilsyn, udstedelse af tilladelser samt omkostningsdækning af specifikke ydelser.
Med den foreslåede bestemmelse åbnes der således mulighed for, at transportministeren i en kommende bekendtgørelse kan fastsætte regler om gebyrer. Ved lovforslaget vil der blive etableret et nyt tilladelsessystem på hele det befordringspligtige område.
Det foreslås i stk. 2, at tilsynsopgaverne i lighed med praksis på andre liberaliserede markeder kan finansieres af de virksomheder, som der føres tilsyn med, således som det kendes fra bl.a. bilsynsområdet. Det foreslås derfor, at der indføres gebyr for udførelse af postvirksomhed, der skal dække de gennemsnitlige årlige omkostninger til varetagelse af den generelle tilsynsindsats i medfør af denne lov, herunder dække klageinstans, tilsyn og markedsovervågning (statistikindsamling, analyser, kvalitetskontrol m.v.). De samlede gebyrindtægter skal dække de gennemsnitlige årlige omkostninger ved at varetage de nævnte opgaver. Tilsynet skal sikre, at virksomhederne overholder reglerne på det nye marked, hvilket kommer alle lovlydige virksomheder til gavn. Dette svarer til gebyrordningen på bilsynsområdet.
Det foreslås endvidere i stk. 3, at de nævnte tilsynsaktiviteter finansieres gennem et betalingssystem, hvor virksomhederne årligt bidrager i forhold til deres markedsandel på postmarkedet. Betalingen fastsættes ud fra de befordrede mængder, og der vil blive samme betaling pr. stk., uanset om det er breve, aviser/magasiner eller pakker. Betalingen er på den baggrund beregnet til 2,70 kr. pr. 1.000 befordrede adresserede forsendelser (2011 niveau).
Det foreslås i stk. 4 i overensstemmelse med lov om en satsreguleringsprocent (lov nr. 373 af 28. maj 2003), at gebyret i stk. 2 reguleres én gang årligt med 2 pct. tillagt tilpasningsprocenten for det pågældende finansår. Første regulering vil finde sted pr. 1. januar 2012.
Det foreslås i stk. 5, at gebyrer i overensstemmelse med Finansministeriets Økonomisk Administrative Vejledning vil blive fastsat således, at der tilstræbes dækning for de direkte omkostninger, der er forbundet med det pågældende gebyrbelagte område. I tillæg hertil vil kunne indgå indirekte omkostninger som f.eks. andel af ledelse, administration og andre tværgående støttefunktioner. Der kan endvidere pålægges gebyrer efter regning, således at der betales for en specifik ydelse, som fremgår af loven – eksempelvis godkendelse af taksten for B-breve.
Det foreslås i stk. 6, at ministeren kan fastsætte regler om, at der kan tillægges renter, hvis gebyrerne ikke betales rettidigt.