LBK nr 151 af 08/02/2024
Transportministeriet
Postloven § 2
Loven finder anvendelse på erhvervsmæssig postbefordring og på vilkår for borgeres og virksomheders benyttelse af posttjenester.
Stk. 2. Ved erhvervsmæssig postbefordring forstås i denne lov erhvervsmæssig indsamling, erhvervsmæssig sortering eller erhvervsmæssig omdeling af adresserede forsendelser på op til 20 kg, herunder forsendelser til og fra udlandet.
Forarbejder til Postloven § 2
RetsinformationLoven finder anvendelse på erhvervsmæssig postbefordring og omhandler desuden omdeling af uadresserede forsendelser samt fastlægger vilkårene for borgeres og virksomheders benyttelse af posttjenester, herunder for afsendelse og modtagelse af post.
Loven regulerer hele postmarkedet. Virksomheder, der udfører posttjenester, dvs. befordrer adresserede forsendelser (breve, pakker, dagblade samt uge- og månedsblade og lignende), skal have en tilladelse for at drive virksomhed, hvor de i dag alene skal registreres hos Trafikstyrelsen.
Det forudsættes herved, at postbefordringen udføres mod betaling. En erhvervsdrivendes eller organisations egen interne dokumenthåndtering i form af indsamling og omdeling af egne adresserede eller uadresserede forsendelser falder således uden for definitionen på postbefordring og lovens anvendelsesområde.
Virksomheder, der befordrer uadresserede forsendelser (reklamer o. lign. ), skal ikke have tilladelse, men de er i lighed med postvirksomheder underkastet lovforslagets krav til korrekt aflevering af forsendelser, jf. § 7.
Det foreslås i stk. 2, at der ved postbefordring skal forstås indsamling, sortering eller omdeling af adresserede forsendelser på op til 20 kg, herunder forsendelser til og fra udlandet.
Omdeling af uadresserede forsendelser – eksempelvis reklamer og gratis aviser – falder uden for definitionen på postbefordring, men i det omfang en distributionsvirksomhed samtidig udfører omdeling af adresserede forsendelser – eksempelvis blade og magasiner – er virksomheden omfattet af lovens bestemmelser og vil skulle have tilladelse til postbefordring.
Postbefordring omfatter indsamling, sortering eller omdeling, hvilket indebærer, at virksomheder, der udfører visse dele af postbefordringen, eksempelvis foretager indsamling og sortering af posten med henblik indlevering til en anden postvirksomhed, eller står for sidste led i det samlede forløb, omdelingen, ligeledes skal have en tilladelse til at udøve postbefordring. En postvirksomhed vil dog ofte varetage alle led i processen. Virksomheder, der alene står for trykning, kuvertering, pakning o. lign. , falder uden for definitionen på postbefordring. Det samme gælder virksomheder, der alene varetager den fysiske transport af postforsendelser.
Loven vil ikke være til hinder for, at en postvirksomhed som et led i postomdelingen benytter sig af selvstændige underleverandører. Det kan eksempelvis være en eller flere underleverandører, som enten ikke har noget på forhånd fastlagt geografisk område, eller som kun lejlighedsvis udfører sådanne opgaver, men som på postvirksomhedens vegne har påtaget sig at transportere og omdele forsendelserne. Forpligtelserne og ansvaret i henhold til tilladelsen påhviler postvirksomheden som hovedentreprenør. Det betyder samtidig, at underleverandørerne ikke hver især skal have tilladelse efter loven.