Den foreslåede ændring er en konsekvens af indsættelsen af § 2, stk. 1, nr. 5.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af indsættelsen af § 2, stk. 1, nr. 5.

Den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 5, vil give politiet beføjelse til at nægte at udstede pas til en mindreårig dansk statsborger eller inddrage et allerede udstedt pas, når der er grund til at antage, at den pågældende vil blive sendt til udlandet til forhold, der vil bringe den pågældendes sundhed eller udvikling i alvorlig fare.

Mistankekravet (»grund til at antage«) for at nægte at udstede pas til en mindreårig dansk statsborger eller til at inddrage et allerede udstedt pas er det samme som for de øvrige overtrædelser af paslovens § 2.

Det vil bero på et konkret skøn, der foretages af politiet, om der i den enkelte sag foreligger tilstrækkelige oplysninger til at opfylde mistankekravet. Politiets skøn vil kunne efterprøves af domstolene under en eventuel domstolsprøvelse, jf. pkt. 2.4.3.4.3 ovenfor.

Oplysninger, der i almindelighed kan antages at have betydning for, om en sådan situation foreligger, vil eksempelvis være, at det pågældende barn selv henvender sig til myndighederne for at få hjælp, eller at en lærer eller anden omsorgsperson for barnet henvender sig, fordi vedkommende har fået mistanke om, at barnet er i fare for at blive sendt til udlandet til forhold, der bringer barnets eller den unges sundhed eller udvikling i alvorlig fare. Der bør dog ligeledes ses på om oplysningerne bestyrkes af familieforholdene, ligesom også andre typer af oplysninger kan være væsentlige.

I de tilfælde, hvor henvendelsen ikke kommer fra barnet selv, og hvor barnet er fyldt 10 år, bør barnet, så vidt det er muligt, inddrages i spørgsmålet. Den bevismæssige værdi af barnets egen opfattelse af situationen bør bl.a. afhænge af barnets alder og modenhed. Barnets egen anskuelse af situationen bør dog ikke som udgangspunkt tillægges afgørende vægt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter paslovens § 2, stk. 2, skal politiet ved afgørelser efter § 2, stk. 1, nr. 4, fastsætte en frist, der ikke kan overstige 1 år. Fristen kan dog forlænges med indtil 1 år ad gangen.

Med forslaget til § 2, stk. 2, fastsættes, at dette også skal gælde afgørelser truffet i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 5 (lovforslagets § 2, nr. 3).

Det forudsættes i den forbindelse, at fristen i første omgang som udgangspunkt vil blive fastsat til 1 år, henset til at det må anses for tvivlsomt, om den pågældendes forældres ønske om og vilje til at sende den pågældende til udlandet i strid med den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 215 a, vil kunne ændres inden for en kortere tidsperiode. Ved en eventuel forlængelse af fristen kan der derimod være grund til at overveje at fastsatte en kortere frist. Dette vil afhænge af de konkrete omstændigheder i sagen.

Det forudsættes i den forbindelse endvidere, at politiet af egen drift eller efter anmodning fra den, hvem pas er nægtet, eller hvis pas er inddraget, genoptager en sag efter de almindelige forvaltningsretlige regler, hvis faktiske forhold af betydning for sagen ændrer sig væsentligt under virkningsperioden.

Fristen for politiets afgørelser om at nægte at udstede et pas eller inddrage et allerede udstedt pas regnes fra den dag, hvor afgørelsen er truffet.

Fristen kan maksimalt forlænges til barnet fylder 18 år, hvor barnet selv får rådighed over sit pas.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Politiet kan efter den nugældende § 2, stk. 3, i pasloven under særlige omstændigheder udstede provisorisk pas til en person, over for hvem der er truffet afgørelse efter § 2, stk. 1, nr. 4.

Det følger af de specielle bemærkninger til den nugældende § 2, stk. 3, at der med særlige omstændigheder forstås konkrete hensyn, der taler med afgørende vægt for at tillade den pågældende at foretage en specifik rejse.

Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis der opstår dødsfald eller alvorlig sygdom hos et nærtstående familiemedlem, eller hvis det vil medføre betydelig ulempe eller økonomisk tab for den pågældende eller dennes arbejdsgiver, såfremt en arbejdsrelateret rejse ikke kan gennemføres.

Den foreslåede ændring af paslovens § 2, stk. 3, udvider adgangen til at udstede provisoriske pas efter denne bestemmelse til også at dække personer, over for hvem der er truffet afgørelse om at nægte at udstede pas eller inddrage et allerede udstedt pas efter den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 5.

»Særlige omstændigheder« skal imidlertid ikke forstås på samme måde som i de oven for omtalte situationer, hvor det provisoriske pas udstedes i medfør af § 2, stk. 1, nr. 4, da der er forskel på at søge at forhindre en person i at udrejse for at deltage i aktiviteter, der eksempelvis kan indebære en fare for statens sikkerhed, og på at forhindre et barn i at blive sendt til udlandet i strid med den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 215 a af sine forældre.

Barnet skal i videst muligt omfang have mulighed for at fortsætte sin normale dagligdag, og der skal således mindre til for at politiet skal udstede et provisorisk pas i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 5 end efter § 2, stk. 1, nr. 4.

»Særlige omstændigheder«, efter hvilke der kan udstedes et provisorisk pas i medfør af § 2, stk. 1, nr. 5, falder således i denne type sager i to kategorier: Rejser, hvor der ikke er en konkret risiko for, at barnet vil blive sendt til udlandet i strid med den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 215 a, og rejser hvor der er en risiko, men hvor tungtvejende hensyn alligevel tilsiger, at barnet bør have adgang til at foretage en specifik rejse ud af landet.

Eksempler på rejser, hvor der generelt ikke vil være en risiko for, at barnet vil blive sendt til udlandet til forhold, der bringer barnets sundhed eller udvikling i alvorlig fare, er blandt andet lejrskoler, sportslejre og studieture. I den situation er udgangspunktet, at der skal udstedes et provisorisk pas. Hvis den konkrete situation tilsiger det, vil det provisoriske pas i den situation kunne overdrages af politiet til barnet selv eller til en lærer eller en lignende omsorgsperson.

Der vil dog også være tilfælde, hvor der er en risiko for at barnet vil blive sendt til udlandet til forhold, der bringer barnets sundhed og udvikling i alvorlig fare, men hvor tungtvejende – eksempelvis familiemæssige – hensyn tilsiger, at der alligevel skal udstedes et provisorisk pas. Disse vil minde om de tilfælde, hvor der kan udstedes et provisorisk pas efter § 2, stk. 1, nr. 4, og kan eksempelvis være, hvis der opstår dødsfald eller alvorlig sygdom hos et nærtstående familiemedlem i udlandet. I den situation vil det bero på en konkret vurdering, om der skal udstedes et provisorisk pas.

Eksemplerne ovenfor er ikke udtryk for en udtømmende opremsning af tilfælde, hvor konkrete hensyn kan tale for at tillade barnet at foretage en specifik rejse, og hvor det derfor vil være berettiget at udstede et provisorisk pas til brug for rejsen.

Det forudsættes, at forældremyndighedsindehavere for det barn, over for hvem der er truffet afgørelse om at nægte udstedelse af pas, eller hvis pas er inddraget, selv skal søge tilladelse til at få udstedt et provisorisk pas, og at den pågældende i den forbindelse skal dokumentere, at betingelserne herfor er opfyldt. Som eksempel på sådan dokumentation kan nævnes en erklæring fra en læge om alvorlig sygdom hos et nært familiemedlem eller en erklæring fra den pågældendes skole om, at den pågældende skal på lejrskole.

De almindelige regler i pasbekendtgørelsen om udstedelse af provisorisk pas vil også gælde for udstedelse af provisorisk pas efter den foreslåede bestemmelse. Det indebærer bl.a., at det provisoriske pas kun gives for det tidsrum, som er påkrævet af hensyn til rejsens varighed, jf. pasbekendtgørelsens § 24, stk. 2. Dog vil udstedelsen af provisorisk pas ske vederlagsfrit, jf. lovforslagets § 2, nr. 7.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Spørgsmål om ophævelse af en af politiet truffet afgørelse om at nægte pasudstedelse eller inddrage et allerede udstedt pas kan kræves forelagt retten af forældremyndighedsindehavere for det barn, hvem pas er nægtet, eller hvis pas er inddraget, jf. lovforslagets § 2, nr. 6. Politiet skal i så fald uden unødigt ophold indbringe begæringen for retten, der ved kendelse snarest muligt afgør, om politiets bestemmelser skal opretholdes eller ophæves.

På samme måde vil afgørelser om at nægte udstedelse af pas eller inddrage et allerede udstedt pas efter den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 5 (lovforslagets § 2, nr. 3), kunne indbringes for domstolene.

Med den foreslåede ændring af § 2, stk. 5, 3. pkt., fastsættes, at spørgsmål om ophævelse af en af politiet truffet afgørelse om at nægte at udstede pas eller inddrage et allerede udstedt pas efter den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 5, skal indbringes for den ret, der er nævnt i retsplejelovens § 698. Ved behandlingen af sådanne sager finder reglerne i retsplejelovens 4. bog om strafferetsplejen anvendelse med de fornødne lempelser.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Der er efter gældende ret ikke en udtrykkelig hjemmel til, at politiet må inddrage et pas fra personer, der har mistet deres danske statsborgerskab, eller hvor passet uretmæssigt er udstedt til personer, der ikke er danske statsborgere.

Det foreslås i pasloven at indsætte et nyt stk. 2 i § 2, hvorefter politiet kan inddrage et allerede udstedt pas, når grundlaget for udstedelsen ikke længere består, eller hvis passet er uretmæssigt udstedt.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at der vil være en udtrykkelig hjemmel for politiet til at inddrage pas fra personer, som ikke længere er danske statsborgere, eller som aldrig har været danske statsborgere. Med bestemmelsen vil det være muligt for politiet at inddrage pas fra personer, som har fået frakendt deres indfødsret ved dom efter indfødsretslovens § 8 A, stk. 1 eller stk. 2, eller § 8 B, stk. 1. Derudover vil politiet få mulighed for at inddrage pas fra personer, som administrativt har fået frataget deres indfødsret efter § 8 B, stk. 3, i indfødsretsloven, har fortabt deres indfødsret i medfør af § 8, stk. 1, i indfødsretsloven, eller hvor personen har løst sig fra sit danske statsborgerskab, jf. indfødsretslovens § 9.

Den foreslåede bestemmelse vil også betyde, at politiet får hjemmel til at inddrage pas fra personer, hvor passet er uretmæssigt udstedt. Dette vil eksempelvis omfatte tilfælde, hvor en person fremgår af lov om indfødsrets meddelelse og har fået udstedt et dansk pas, men hvor personen alligevel ikke opfylder betingelserne for at opnå indfødsret. Personen har således ikke fået dansk indfødsret, og det udstedte pas vil være ugyldigt (nullitet). Den foreslåede bestemmelse vil også kunne omfatte de tilfælde, hvor et pas ved en fejl er blevet udstedt til en person, hvor der ikke er hjemmel til at udstede passet, som ikke har dansk statsborgerskab.

Det vil være politiet, der i de konkrete tilfælde tager stilling til, om og under anvendelse af hvilke beføjelser et pas skal fysisk inddrages og spærres i politiets registre.

Inddragelse af pas efter paslovens § 2, stk. 2, vil ikke udgøre en selvstændig forvaltningsretlig afgørelse og vil derfor ikke være omfattet af forvaltningslovens regler herom. Politiets adgang til at inddrage pas efter den foreslåede bestemmelse vil være et accessorium til f.eks. en dom om frakendelse af indfødsret eller en afgørelse om fratagelse eller fortabelse af indfødsret.

Når pas inddrages efter den foreslåede bestemmelse, vil politiet kunne opdatere oplysninger om, at passet er inddraget i De Centrale Systemer, som også vil fremgå af Det Centrale Pasregister, samt opdatere oplysninger i relevante databaser, herunder SIS II og Interpols database. Derudover vil politiet fysisk kunne inddrage pas efter den foreslåede bestemmelse.

Klager over politiets dispositioner efter de foreslåede bestemmelser, herunder klager over politipersonales adfærd, følger de almindelige regler herfor.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter paslovens § 2, stk. 1, kan politiet i en række tilfælde nægte udstedelse af pas til en dansk statsborger eller inddrage et allerede udstedt pas.

Det foreslås, at »fare.« ændres til »fare, eller« i paslovens § 2, stk. 1, nr. 5 .

Den foreslåede ændring af paslovens § 2, stk. 1, nr. 5, er en teknisk konsekvensændring af den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 2, nr. 3.

Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 2, nr. 3, vil medføre, at der indsættes et nyt nr. 6 i paslovens § 2, stk. 1, hvorefter politiet vil kunne nægte udstedelse af pas til en dansk statsborger eller inddrage et allerede udstedt pas, når der er grund til at antage, at det pågældende barn ellers vil blive sendt til udlandet for at indgå ægteskab eller religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller andet ægteskabslignende forhold.

Efter paslovens § 2, stk. 1, kan politiet i en række tilfælde nægte udstedelse af pas til en dansk statsborger eller inddrage et allerede udstedt pas.

Det foreslås, at »eller« udgår af paslovens § 2, stk. 1, nr. 4 .

Den foreslåede ændring af paslovens § 2, stk. 1, nr. 4, er en teknisk konsekvensændring af den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 2, nr. 3.

Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 2, nr. 3, vil medføre, at der indsættes et nyt nr. 6 i paslovens § 2, stk. 1, hvorefter politiet vil kunne nægte udstedelse af pas til en dansk statsborger eller inddrage et allerede udstedt pas, når der er grund til at antage, at det pågældende barn ellers vil blive sendt til udlandet for at indgå ægteskab eller religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller andet ægteskabslignende forhold.

Efter paslovens § 2, stk. 1, kan politiet i en række tilfælde nægte udstedelse af pas til en dansk statsborger eller inddrage et allerede udstedt pas.

Den foreslåede bestemmelse i paslovens § 2, stk. 1, nr. 6, vil give politiet beføjelse til at nægte at udstede pas til en mindreårig dansk statsborger eller inddrage et allerede udstedt pas, når der er grund til at antage, at den pågældende vil blive sendt til udlandet for der at indgå ægteskab eller religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller andet ægteskabslignende forhold.

Mistankekravet (»grund til at antage«) for at nægte at udstede pas til en mindreårig dansk statsborger eller til at inddrage et allerede udstedt pas er det samme som for de øvrige overtrædelser af paslovens § 2.

Det vil bero på et konkret skøn, der foretages af politiet, om der i den enkelte sag foreligger tilstrækkelige oplysninger til at opfylde mistankekravet. Politiets skøn vil kunne efterprøves af domstolene under en eventuel domstolsprøvelse, jf. pkt. 2.5.3.4.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Oplysninger, der i almindelighed kan antages at have betydning for, om en sådan situation foreligger, vil eksempelvis være, at det pågældende barn selv henvender sig til myndighederne for at få hjælp, eller at en lærer eller anden omsorgsperson for barnet henvender sig, fordi vedkommende har fået mistanke om, at barnet er i fare for at blive sendt til udlandet for der at indgå ægteskab eller religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller andet ægteskabslignende forhold. Der bør dog ligeledes ses på, om oplysningerne bestyrkes af familieforholdene, ligesom også andre typer af oplysninger kan være væsentlige.

I de tilfælde, hvor henvendelsen ikke kommer fra barnet selv, og hvor barnet er fyldt 10 år, bør barnet, så vidt det er muligt, inddrages i spørgsmålet. Den bevismæssige værdi af barnets egen opfattelse af situationen bør bl.a. afhænge af barnets alder og modenhed. Barnets egen anskuelse af situationen bør dog ikke som udgangspunkt tillægges afgørende vægt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter paslovens § 2, stk. 2, skal politiet fastsætte en frist for inddragelsen eller nægtelsen af udstedelse af passet, der ikke kan overstige 1 år, for afgørelser efter paslovens § 2, stk. 1, nr. 5. Fristen kan forlænges med indtil 1 år ad gangen, jf. paslovens § 2, stk. 2, 2. pkt. Afgørelser efter paslovens § 2, stk. 1, nr. 5, gælder dog kun, indtil barnet fylder 18 år, jf. paslovens § 2, stk. 2, 3. pkt.

Efter paslovens § 4 a, stk. 6, 3. pkt., udstedes nyt pas uden betaling, når der i medfør af paslovens § 2, stk. 3, udstedes et provisorisk pas til en person, over for hvem der er truffet afgørelse efter paslovens § 2, stk. 1, nr. 5.

Med forslaget til § 2, stk. 2, 1. og 3. pkt., i pasloven fastsættes, at afgørelser truffet efter den foreslåede bestemmelse i paslovens § 2, stk. 1, nr. 6, skal behandles på samme måde som afgørelser truffet efter paslovens § 2, stk. 1, nr. 5.

Det forudsættes i den forbindelse, at fristen i første omgang som udgangspunkt vil blive fastsat til 1 år, henset til at det må anses for tvivlsomt, om den pågældendes forældres ønske om og vilje til at sende den pågældende til udlandet i strid med den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 260 a, vil kunne ændres inden for en kortere tidsperiode. Ved en eventuel forlængelse af fristen kan der derimod være grund til at overveje at fastsatte en kortere frist. Dette vil afhænge af de konkrete omstændigheder i sagen.

Det forudsættes i den forbindelse endvidere, at politiet af egen drift eller efter anmodning fra den, hvem pas er nægtet, eller hvis pas er inddraget, genoptager en sag efter de almindelige forvaltningsretlige regler, hvis faktiske forhold af betydning for sagen ændrer sig væsentligt under virkningsperioden.

Fristen for politiets afgørelser om at nægte at udstede et pas eller inddrage et allerede udstedt pas regnes fra den dag, hvor afgørelsen er truffet.

Fristen kan maksimalt forlænges til barnet fylder 18 år, hvor barnet selv får rådighed over sit pas.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Med forslaget til § 4 a, stk. 6, 3. pkt., i pasloven fastsættes, at der udstedes nyt pas uden betaling, når der i medfør af paslovens § 2, stk. 3, udstedes et provisorisk pas til en person, over for hvem der er truffet afgørelse efter paslovens § 2, stk. 1, nr. 6, som foreslås indsat med lovforslaget § 2, nr. 3.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Politiet kan efter den gældende § 2, stk. 3, i pasloven under særlige omstændigheder udstede provisorisk pas til en person, over for hvem der er truffet afgørelse efter paslovens § 2, stk. 1, nr. 4 og 5.

Efter den gældende § 2, stk. 3, i pasloven, forstås der med særlige omstændigheder konkrete hensyn, der taler med afgørende vægt for at tillade den pågældende at foretage en specifik rejse.

Det foreslås i § 2, stk. 3, at ændre »nr. 4 og 5« til »nr. 4-6«.

Den foreslåede ændring af paslovens § 2, stk. 3, udvider adgangen til at udstede provisoriske pas efter denne bestemmelse til også at dække personer, over for hvem der er truffet afgørelse om at nægte at udstede pas eller inddrage et allerede udstedt pas efter den foreslåede bestemmelse i paslovens § 2, stk. 1, nr. 6.

»Særlige omstændigheder« vil skulle fortolkes på samme måde som i de situationer, hvor det provisoriske pas udstedes i medfør af paslovens § 2, stk. 1, nr. 5. Barnet vil således i videst muligt omfang skulle have mulighed for at fortsætte sin normale dagligdag.

»Særlige omstændigheder«, efter hvilke der kan udstedes et provisorisk pas i medfør af paslovens § 2, stk. 1, nr. 6, falder således i denne type sager i to kategorier: Rejser, hvor der ikke er en konkret risiko for, at barnet vil blive sendt til udlandet i strid med den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 260 a, og rejser, hvor der er en sådan risiko, men hvor tungtvejende hensyn alligevel tilsiger, at barnet bør have adgang til at foretage en specifik rejse ud af landet.

Eksempler på rejser, hvor der generelt ikke vil være en risiko for, at barnet vil blive sendt til udlandet for der at indgå ægteskab eller religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller andet ægteskabslignende forhold, vil blandt andet være lejrskoler, sportslejre og studieture. I den situation vil udgangspunktet være, at der skal udstedes et provisorisk pas. Hvis den konkrete situation tilsiger det, vil det provisoriske pas i den situation kunne overdrages af politiet til barnet selv eller til en lærer eller en lignende omsorgsperson.

Der vil dog også være tilfælde, hvor der er en risiko for, at barnet vil blive sendt til udlandet for der at indgå ægteskab eller religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller andet ægteskabslignende forhold, men hvor tungtvejende – eksempelvis familiemæssige – hensyn tilsiger, at der alligevel skal udstedes et provisorisk pas. I den situation vil det bero på en konkret vurdering, om der skal udstedes et provisorisk pas.

Eksemplerne ovenfor er ikke udtryk for en udtømmende opremsning af tilfælde, hvor konkrete hensyn kan tale for at tillade barnet at foretage en specifik rejse, og hvor det derfor vil være berettiget at udstede et provisorisk pas til brug for rejsen.

Det forudsættes, at forældremyndighedsindehavere for det barn, over for hvem der er truffet afgørelse om at nægte udstedelse af pas, eller hvis pas er inddraget, selv skal søge tilladelse til at få udstedt et provisorisk pas, og at den pågældende i den forbindelse skal dokumentere, at betingelserne herfor er opfyldt. Som eksempel på sådan dokumentation kan nævnes en erklæring fra en læge om alvorlig sygdom hos et nært familiemedlem eller en erklæring fra den pågældendes skole om, at barnet skal på lejrskole.

De almindelige regler i pasbekendtgørelsen om udstedelse af provisorisk pas vil også gælde for udstedelse af provisorisk pas efter den foreslåede bestemmelse. Det indebærer bl.a., at det provisoriske pas kun vil blive givet for det tidsrum, som er påkrævet af hensyn til rejsens varighed og ikke ud over et år, jf. pasbekendtgørelsens § 24, stk. 2. Dog vil udstedelsen af provisorisk pas ske vederlagsfrit, jf. lovforslagets § 2, nr. 4.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Spørgsmål om ophævelse af en af politiet truffet afgørelse om at nægte pasudstedelse eller inddrage et allerede udstedt pas kan kræves forelagt retten af forældremyndighedsindehavere for det barn, hvem pas er nægtet, eller hvis pas er inddraget, jf. paslovens § 2, stk. 4. Politiet skal i så fald uden unødigt ophold indbringe begæringen for retten, der ved kendelse snarest muligt afgør, om politiets bestemmelser skal opretholdes eller ophæves.

Af paslovens § 2, stk. 5, 3. pkt., fremgår det, de i stk. 1, nr. 3-5, omhandlede tilfælde kan indbringes begæringen for den ret, der er nævnt i retsplejelovens § 698. Ved sagens behandling finder reglerne i retsplejelovens 4. bog i øvrigt anvendelse med de fornødne lempelser.

Efter retsplejelovens § 698 skal begæringen indbringes for den ret, i hvis kreds sigtede bor, eller, hvis han ikke har bolig i riget, ved forfølgningens begyndelse opholder sig, eller, hvis han ikke findes i riget, ved den ret, i hvis kreds han sidst havde bolig eller opholdt sig.

På samme måde vil afgørelser om at nægte udstedelse af pas eller inddrage et allerede udstedt pas efter den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 6, jf. lovforslagets § 2, nr. 3, kunne indbringes for domstolene.

Det foreslås i § 2, stk. 5, 3. pkt., at ændre »nr. 3-5« til »nr. 3-6«.

Med den foreslåede ændring af § 2, stk. 5, 3. pkt., i pasloven fastsættes, at spørgsmål om ophævelse af en af politiet truffet afgørelse om at nægte at udstede pas eller inddrage et allerede udstedt pas efter den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 6, skal indbringes for den ret, der er nævnt i retsplejelovens § 698. Ved behandlingen af sådanne sager finder reglerne i retsplejelovens 4. bog om strafferetsplejen anvendelse med de fornødne lempelser.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.3.4.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det følger af paslovens § 2 b, stk. 1, at politiet kan meddele en person, hvem pas er nægtet, eller hvis pas er inddraget, jf. § 2, stk. 1, nr. 4, forbud mod at udrejse i det tidsrum, der er fastsat efter § 2, stk. 2. Det følger af paslovens § 2, stk. 2, at politiet skal fastsætte en frist, der ikke kan overstige 3 år, for afgørelser truffet efter stk. 1, nr. 4, og en frist, der ikke kan overstige 1 år, for afgørelser truffet efter stk. 1, nr. 5 og 6. For afgørelser truffet efter stk. 1, nr. 7, skal politiet fastsætte en frist, der ikke overstiger 5 år. Fristen kan i de tilfælde, der er nævnt i stk. 1, nr. 4-7, forlænges med indtil 1 år ad gangen. Dog kan afgørelser truffet efter stk. 1, nr. 5 og 6, kun gælde, indtil barnet fylder 18 år.

Det foreslås at ændre henvisningen i paslovens § 2 b, stk. 1, således at der henvises til paslovens § 2, stk. 3. Den foreslåede ændring er en konsekvensrettelse som følge af forslagets § 1, nr. 1, hvor den nugældende § 2, stk. 2, rykkes til § 2, stk. 3.

Med forslaget til § 4 a, stk. 6, fastsættes, at der udstedes nyt pas uden betaling, når der i medfør af § 2, stk. 3, udstedes et provisorisk pas til en person, over for hvem der er truffet afgørelse efter § 2, stk. 1, nr. 5.

Efter paslovens § 2, stk. 2, skal politiet fastsætte en frist for inddragelsen eller nægtelsen af udstedelse af passet, der ikke kan overstige 1 år, for afgørelser efter paslovens § 2, stk. 1, nr. 5. Fristen kan forlænges med indtil 1 år ad gangen, jf. paslovens § 2, stk. 2, 2. pkt. Afgørelser efter paslovens § 2, stk. 1, nr. 5, gælder dog kun, indtil barnet fylder 18 år, jf. paslovens § 2, stk. 2, 3. pkt.

Efter paslovens § 4 a, stk. 6, 3. pkt., udstedes nyt pas uden betaling, når der i medfør af paslovens § 2, stk. 3, udstedes et provisorisk pas til en person, over for hvem der er truffet afgørelse efter paslovens § 2, stk. 1, nr. 5.

Med forslaget til § 2, stk. 2, 1. og 3. pkt., i pasloven fastsættes, at afgørelser truffet efter den foreslåede bestemmelse i paslovens § 2, stk. 1, nr. 6, skal behandles på samme måde som afgørelser truffet efter paslovens § 2, stk. 1, nr. 5.

Det forudsættes i den forbindelse, at fristen i første omgang som udgangspunkt vil blive fastsat til 1 år, henset til at det må anses for tvivlsomt, om den pågældendes forældres ønske om og vilje til at sende den pågældende til udlandet i strid med den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 260 a, vil kunne ændres inden for en kortere tidsperiode. Ved en eventuel forlængelse af fristen kan der derimod være grund til at overveje at fastsatte en kortere frist. Dette vil afhænge af de konkrete omstændigheder i sagen.

Det forudsættes i den forbindelse endvidere, at politiet af egen drift eller efter anmodning fra den, hvem pas er nægtet, eller hvis pas er inddraget, genoptager en sag efter de almindelige forvaltningsretlige regler, hvis faktiske forhold af betydning for sagen ændrer sig væsentligt under virkningsperioden.

Fristen for politiets afgørelser om at nægte at udstede et pas eller inddrage et allerede udstedt pas regnes fra den dag, hvor afgørelsen er truffet.

Fristen kan maksimalt forlænges til barnet fylder 18 år, hvor barnet selv får rådighed over sit pas.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Med forslaget til § 4 a, stk. 6, 3. pkt., i pasloven fastsættes, at der udstedes nyt pas uden betaling, når der i medfør af paslovens § 2, stk. 3, udstedes et provisorisk pas til en person, over for hvem der er truffet afgørelse efter paslovens § 2, stk. 1, nr. 6, som foreslås indsat med lovforslaget § 2, nr. 3.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 1 – 3

Det fremgår af paslovens § 4 a, stk. 1, 1. pkt., at der for pasudstedelse skal betales et gebyr, jf. stk. 2-6. For udstedelsen af pas til personer, der er fyldt 18 år, men ikke har nået folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension, betales 600 kr., jf. § 4 a, stk. 2. For udstedelse af fællespas betales 600 kr., jf. § 4 a, stk. 3. For udstedelse af pas til personer, der er under 18 år, betales 115 kr., jf. § 4 a, stk. 5.

Paslovens § 4 a, stk. 1-5, gælder i medfør af § 4 a, stk. 6, også ved ombytning af pas, udstedelse af ekstra pas og udstedelse af nyt pas i gyldighedsperioden. Dog udstedes nyt pas uden betaling, hvis et pas på grund af forhold, der må tilregnes den pasudstedende myndighed, lider af væsentlige mangler.

Det fremgår af paslovens § 4 b, stk. 1, at der for optagelse af digitalt fingeraftryk i forbindelse med udstedelse af pas betales 25 kr. I henhold til stk. 2 skal gebyret efter stk. 1 pris- og lønreguleres en gang årligt den 1. januar med den af Finansministeriet fastsatte sats for det generelle pris- og lønindeks. Det herefter fremkomne beløb afrundes til nærmeste kronebeløb. Justitsministeren bekendtgør hvert år, hvilken regulering der skal finde sted. Pr. 1. januar 2020 er gebyret for optagelse af fingeraftryk i pas 28 kr.

Pasansøgere under 12 år og pasansøgere, fra hvem det varigt er umuligt at optage fingeraftryk, er undtaget fra krav om fingeraftryk, jf. § 5, stk. 9, i bekendtgørelse nr. 1337 af 28. november 2013 om pas mv. med senere ændringer. Pasansøgere under 12 år og pasansøgere, fra hvem det varigt er umuligt at optage fingeraftryk, skal derfor ikke betale gebyr for optagelse af fingeraftryk.

Det foreslås i nr. 1 at ændre § 4 a, stk. 2, således at beløbet hæves fra 600 kr. til 862 kr.

Det foreslås i nr. 2, at ændre § 4 a stk. 3, således at beløbet hæves fra 600 kr. til 862 kr.

Det foreslås i nr. 3, at ændre § 4 a, stk. 5, således at beløbet hæves fra 115 kr. til 150 kr.

Der lægges derfor med lovforslaget op til at hæve gebyrerne for udstedelse af pas, således at der for udstedelsen af pas til personer, der er fyldt 18 år, men ikke har nået folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension, fremover betales 862 kr. For udstedelse af fællespas skal der fremover betales 862 kr. For udstedelse af pas til personer, der er under 18 år, foreslås gebyret hævet til 150 kr.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det følger af paslovens § 4 a, stk. 6, at stk. 1-5 også gælder ved ombytning af pas, udstedelse af ekstra pas og udstedelse af nyt pas i gyldighedsperioden. Dog udstedes nyt pas uden betaling, hvis et pas på grund af forhold, der må tilregnes den pasudstedende myndighed, lider af væsentlige mangler. Ligeledes udstedes nyt pas uden betaling, når der i medfør af § 2, stk. 3, udstedes et provisorisk pas til en person, over for hvem der er truffet afgørelse efter § 2, stk. 1, nr. 5 og 6.

Det foreslås at ændre henvisningen i paslovens § 4 a, stk. 6, således at der henvises til paslovens § 2, stk. 4. Den foreslåede ændring er en konsekvensrettelse som følge af forslagets § 1, nr. 1.

Det følger af paslovens § 4 a, stk. 1, at der betales et gebyr for udstedelse af pas, jf. stk. 2-6, og at der betales et gebyr for optagelse af digitalt fingeraftryk i forbindelse med udstedelse af pas, jf. § 4 b.

Det foreslås at ændre ordet ”gebyr” til ”afgift”.

Den foreslåede ændring er af sproglig karakter og har ikke indholdsmæssige konsekvenser. Ændringen har således til formål at præcisere, at betalingen for udstedelse af pas efter § 4 a har karakter af en afgift. Ligeledes bør betalingen for optagelse af digitalt fingeraftryk i § 4 b også betegnes som en afgift.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.1, 2.2.2 og 2.2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.