Sager og sagsområder, som er omfattet af loven, overgår til de færøske myndigheder på tidspunkter, der fastsættes af de færøske myndigheder, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Sager og sagsområder, der fremgår af den som bilag til loven tilføjede liste I, overgår til de færøske myndigheder på tidspunkter, der fastsættes af de færøske myndigheder efter forhandling med de danske myndigheder.
Stk. 3. I det omfang flere sager og sagsområder er anført under samme nummer på den i stk. 2 nævnte liste I, skal de pågældende sager og sagsområder overgå til de færøske myndigheder på samme tidspunkt.
Bestemmelserne i § 5, § 6, § 10, stk. 2, 2. pkt., og § 13 i lov om Færøernes hjemmestyre finder tilsvarende anvendelse på sager og sagsområder, der er omfattet af denne lov.
Stk. 2. Bestemmelsen i § 2, 4. pkt., i lov om Færøernes hjemmestyre finder tilsvarende anvendelse på sager og sagsområder, der er omfattet af § 2, stk. 1, i denne lov.
Sager, som på tidspunktet for et sagsområdes overgang til de færøske myndigheder er under behandling af en dansk myndighed, færdigbehandles af vedkommende færøske myndighed, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Vedkommende danske myndighed kan i særlige tilfælde og efter aftale med vedkommende færøske myndighed bestemme, at visse nærmere bestemte sager skal færdigbehandles af de danske myndigheder.
Bestemmelsen i § 1 fastlægger lovens anvendelsesområde og dermed, hvilke sager og sagsområder som kan overgå til de færøske myndigheder på grundlag af loven.
I stk. 1 fastslås, at loven som udgangspunkt omfatter samtlige sager og sagsområder. Dette udgangspunkt er fraveget ved stk. 2 , som angiver en række sager og sagsområder, der ikke kan overgå til de færøske myndigheder på grundlag af loven. Det drejer sig om statsforfatningen (nr. 1), statsborgerskab (nr. 2), Højesteret (nr. 3), udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik (nr. 4) samt valuta- og pengepolitik (nr. 5). Om afgrænsningen af disse sager og sagsområder henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.1. – 4.5.
Bestemmelsen i § 2 regulerer spørgsmålet om, på hvilket tidspunkt de sager og sagsområder, der efter lovforslagets § 1 er omfattet af loven, overgår til de færøske myndigheder.
I stk. 1 er som lovens hovedregel fastslået, at alle sager og sagsområder, der er omfattet af loven, overgår til de færøske myndigheder, når de træffer bestemmelse herom.
Hovedreglen i stk. 1 foreslås i stk. 2 fraveget således, at tidspunkterne for Færøernes overtagelse af en række sager og sagsområder, der fremgår af den som bilag til loven tilføjede liste I, fastsættes af de færøske myndigheder efter forhandling med regeringen.
De sager og sagsområder, der overgår til de færøske myndigheder efter ordningen i stk. 2 er følgende: Advokatvirksomhed (nr. 1), folkekirken (nr. 2), formueretten (nr. 3), den industrielle ejendomsret (nr. 4), kriminalforsorgen (nr. 5), luftfart (nr. 6), pas (nr. 7), person-, familie- og arveretten (nr. 8), politiet, anklagemyndigheden og de hertil knyttede dele af strafferetsplejen (nr. 9), retsplejen, herunder oprettelse af domstole (nr. 10), strafferetten (nr. 11), udlændingeområdet og grænsekontrol (nr. 12).
De færøske myndigheder vil kunne fastsætte forskellige tidspunkter for overtagelsen af de sager og sagsområder, der omfattes af stk. 1 og 2. I det omfang flere sagsområder er anført under samme nummer på liste I, skal de pågældende sagsområder imidlertid i medfør af stk. 3 overgå på samme tidspunkt.
Om afgrænsningen af de nævnte sager og sagsområde henvises til pkt. 3.2.2 i de almindelige bemærkninger.
Virkningen af, at en sag eller et sagsområde, der omfattes af loven, overgår til de færøske myndigheder, er reguleret i lovforslagets § 3.
I stk. 1 er det fastslået, at de færøske myndigheder har den lovgivende og udøvende magt inden for de sager og sagsområder, der overgår efter § 2. Med de færøske myndigheder sigtes til Lagtinget og landsstyret, hvorunder den lovgivende og udøvende magt hører. Bestemmelsen i stk. 1 svarer til ordningen efter § 4, 1. pkt., i hjemmestyreloven fra 1948. Om de færøske myndigheders kompetence henvises i øvrigt til pkt. 3 i de almindelige bemærkninger.
Efter stk. 2 har færøsk overtagelse af en sag eller et sagsområde endvidere den virkning, at de færøske myndigheder overtager de udgifter og reale aktiver, der er direkte forbundet med den pågældende sag mv.
Bestemmelsen i § 4 omhandler virkningen af, at de færøske myndigheder opretter domstole efter færøsk overtagelse af sagsområdet retsplejen mv., jf. lovforslagets § 2, stk. 2, nr. 10.
Det fremgår af den foreslåede bestemmelse, at domstole, der er oprettet af de færøske myndigheder, har den dømmende magt på Færøerne med hensyn til samtlige sager og sagsområder. Heraf følger, at disse domstole både vil have den dømmende magt med hensyn til sager og sagsområder, som henhører under de danske myndigheder, og med hensyn til sager og sagsområder, som er overgået til de færøske myndigheder.
Som omtalt i pkt. 6.1 i de almindelige bemærkninger vil der inden de færøske myndigheders oprettelse af domstole – og dermed inden en eventuel overtagelse af retsplejen – skulle gennemføres lovgivning om bl.a., hvilke afgørelser truffet af en domstol oprettet af de færøske myndigheder der skal kunne indbringes for Højesteret. Det vil være et anliggende for de danske myndigheder at lovgive herom.
Der henvises i øvrigt om bestemmelsen i § 4 til pkt. 6.1 i de almindelige bemærkninger om oprettelsen af et færøsk domstolssystem.
I § 5 er det fastsat, at en række nærmere opregnede bestemmelser i hjemmestyreloven fra 1948 finder tilsvarende anvendelse i forhold til sager og sagsområder, der er omfattet af denne lov. Det drejer sig om bestemmelserne § 2, 4. pkt., § 5, § 6, § 10, stk. 2, 2. pkt., og § 13.
Bestemmelsens stk. 1 , har den betydning, at de færøske myndigheders kompetence også med hensyn til sager og sagsområder, der overgår til de færøske myndigheder på grundlag af det foreliggende lovforslag, vil være reguleret af de relevante bestemmelser i hjemmestyreloven fra 1948. Hertil kommer, at de færøske myndigheder vil være forpligtede til at overtage et sagsområde, der omfattes af lovforslagets § 2, stk. 1, hvis rigsmyndighederne fremsætter anmodning herom, jf. stk. 2.
Om det nærmere indhold af hjemmestyrelovens § 2, 4. pkt., § 5, § 6, § 10, stk. 2, 2. pkt., og § 13 henvises til pkt. 5.2 i de almindelige bemærkninger.
Med bestemmelsen i § 6 skabes grundlaget for, at de færøske myndigheder efter aftale med de danske myndigheder kan overtage Vágar Lufthavn samt ansvaret for driften heraf.
Ved en overdragelse af Vágar Lufthavn til de færøske myndigheder overdrages statens ejendom, dvs. lufthavnsterminal, banelegeme, tekniske installationer, kontroltårn, værkstedsfaciliteter samt bygninger og løsøre i øvrigt, herunder diverse udstyr og biler, der i dag ejes af den danske stat (Statens Luftfartsvæsen). Der vil blive redegjort nærmere for værdien heraf i de almindelige bemærkninger til det aktstykke, som er omtalt i pkt. 7.1.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Det areal, som lufthavnen er beliggende på, ejes af de færøske myndigheder og er stillet vederlagsfrit til rådighed for den danske stat.
Ved en overtagelse af lufthavnen skal de færøske myndigheder overtage samtlige statens rettigheder og forpligtelser vedrørende Vágar Lufthavn. De færøske myndigheder skal således fuldt ud respektere alle vilkår i kontrakter mv., som er indgået af staten i relation til Vágar Lufthavn, ligesom de færøske myndigheder indtræder i samtlige statens rettigheder på området. Dette indebærer også, at den danske stat ikke længere har et ansvar for opretholdelse af en lufthavn på Færøerne, jf. pkt. 6.5 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
For så vidt angår driften af lufthavnen vil det fulde ansvar herfor, inklusive det økonomiske ansvar, skulle overgå til de færøske myndigheder.
De spørgsmål om ansættelsesforholdene for personalet, der kan opstå i forbindelse med de færøske myndigheders overtagelse af Vágar Lufthavn samt ansvaret for driften heraf, behandles ikke i det foreliggende lovforslag, men derimod i et forslag til lov om visse personalemæssige spørgsmål i forbindelse med de færøske myndigheders overtagelse af sager og sagsområder, der fremsættes af finansministeren samtidig med dette lovforslag.
Der er tale om en overgangsbestemmelse, som fastlægger, hvilken myndighed der skal behandle konkrete sager, som ikke måtte være afsluttede på tidspunktet for et sagsområdes overgang til de færøske myndigheder.
Det foreslås i stk. 1 , at konkrete sager, som på tidspunktet for et sagsområdes overgang til de færøske myndigheder er under behandling af en dansk myndighed, som udgangspunkt færdigbehandles af vedkommende færøske myndighed.
Den foreslåede ordning i stk. 1 skal ses i lyset af, at der efter et sagsområdes overgang til de færøske myndigheder i en række tilfælde ikke længere vil være danske myndigheder til at færdigbehandle de omhandlede sager. Efter færøsk overtagelse af f.eks. politiet vil der således ikke på Færøerne være en dansk politimyndighed, der ville kunne færdigbehandle uafsluttede sager.
Bestemmelsen omfatter både konkrete sager ved danske forvaltningsmyndigheder og ved domstolene.
Det er i stk. 2 foreslået, at vedkommende danske myndighed i særlige tilfælde og efter aftale med vedkommende færøske myndighed kan bestemme, at visse nærmere bestemte sager skal færdigbehandles af vedkommende danske myndighed.
Baggrunden for, at der med forslaget til stk. 2 åbnes mulighed for at fravige den almindelige ordning som foreslået i stk. 1, er, at der vil kunne forekomme tilfælde, hvor det kan være hensigtsmæssigt at lade danske myndigheder afslutte behandlingen af verserende sager. Det vil f.eks. kunne gælde i forhold til uafsluttede ankesager ved domstolene.
Det bemærkes, at de danske myndigheders afgørelser af de omhandlede sager i givet fald vil skulle træffes på grundlag af de materielle regler, der gælder på afgørelsestidspunktet. Da de færøske myndigheder efter overtagelsen af det pågældende sagsområde vil have den lovgivende og udøvende magt på området og derfor vil kunne gennemføre ændringer af de relevante materielle regler, vil der være behov for at holde de pågældende danske myndigheder orienteret om eventuelle ændringer i det materielle retsgrundlag. Ansvaret for denne orientering påhviler vedkommende færøske myndighed.
Der vil efter stk. 2 også i fornødent omfang kunne fastsættes nærmere regler om, hvad der skal gælde med hensyn til bl.a. behandlingen af klager over afgørelser truffet af danske myndigheder samt begæringer om genoptagelse af sager, der er blevet behandlet af danske myndigheder på et sagsområde, der efterfølgende er overtaget af de færøske myndigheder.