Herved bekendtgøres lov nr. 429 af 6. juni 2005, om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer med de ændringer, som følger af § 2 i lov nr. 307 af 19. april 2006, § 13 i lov nr. 404 af 8. maj 2006, § 112 i lov nr. 1336 af 19. december 2008 og § 16 i lov nr. 639 af 12. juni 2013.
Den ændring, der følger af § 1 i lov nr. 516 af 7. juni 2006, er ikke indarbejdet i denne lovbekendtgørelse, da ændringerne efterfølgende er ophævet, jf. § 124 i lov nr. 1336 af 19. december 2008.
Den ændring, som følger af § 1 i lov nr. 346 af 18. april 2007, er ikke indarbejdet i denne lovbekendtgørelse, da ændringen efterfølgende er ophævet, jf. § 125 i lov nr. 1336 af 19. december 2008.
Loven træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Lovtidende og har virkning fra den 1. november 2005, jf. dog stk. 2-4 og §§ 6-14.
Stk. 2. Fordringer m.v., for hvilke fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, har iværksat inddrivelse, overgår til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden den 1. november 2005, jf. dog § 14.
Stk. 3. Lovens regler om klage til Landsskatteretten har virkning for klager over afgørelser om inddrivelse, der er truffet af restanceinddrivelsesmyndigheden, hvis klagen modtages den 1. november 2005 eller senere.
Stk. 4. Afgørelser om inddrivelse omfattet af klagereglerne i § 4, stk. 1, der inden den 1. november 2005 er påklaget til de hidtidige administrative klageinstanser, overgår til behandling i Landsskatteretten den 1. januar 2006, hvis de hidtidige klageinstanser ikke har færdigbehandlet klagen inden denne dato, jf. dog § 14.
Skatteministeriet overtager med virkning fra den 1. november 2005 de aktiver, der udelukkende er knyttet til den kommunale varetagelse af inddrivelsesopgaven, jf. dog om fast ejendom stk. 2. Skatteministeriet indtræder endvidere fra den 1. november 2005 i de rettigheder og pligter, der udelukkende er knyttet til den kommunale varetagelse af inddrivelsesopgaven.
Stk. 2. Bestemmelserne i stk. 1 finder ikke anvendelse vedrørende fast ejendom. Skatteministeriet har ret til af den pågældende kommune at leje fast ejendom eller dele heraf, som udelukkende er knyttet til den kommunale varetagelse af inddrivelsesopgaven. Skatteministeriet og den enkelte kommune kan indgå aftale om, at Skatteministeriet umiddelbart overtager en fast ejendom, der helt eller delvis er knyttet til den kommunale varetagelse af inddrivelsesopgaven.
Skatteministeriet overtager fra den 1. november 2005 de kommunalt ansatte, der udelukkende eller helt overvejende er beskæftiget med varetagelsen af inddrivelsesopgaven.
Stk. 2. Skatteministeriet overtager herudover en forholdsmæssig del af de kommunalt ansatte, der ikke er omfattet af stk. 1, og som ikke udelukkende eller helt overvejende er beskæftiget med varetagelsen af opgaver, der fortsat varetages af kommuner eller kommunale samarbejder.
De pligter og rettigheder, der følger af lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomheds-overdragelse, finder tilsvarende anvendelse for personale ansat i henhold til kollektiv overenskomst, bestemmelser om løn- og arbejdsforhold, der er fastsat eller godkendt af offentlig myndighed, eller individuel aftale, og som i forbindelse med overførslen efter § 7 ikke er omfattet af lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse.
Tjenestemænd, der overføres efter § 7, overgår til ansættelse i staten på vilkår, der i øvrigt svarer til de hidtidige vilkår.
Stk. 2. Tjenestemænd omfattet af stk. 1 får ved pensionering fra denne ansættelse udbetalt den samlede tjenestemandspension af staten.
Stk. 3. Finansministeren fastsætter efter forhandling med indenrigs- og sundhedsministeren regler om beregning og eventuel fordeling mellem den hidtidige og den nye ansættelsesmyndighed af pensionsforpligtelsen for tjenestemænd, der overføres efter § 7.
Stk. 4. Finansministeren kan efter forhandling med indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte regler om beregning, administration, refusion, revision m.v. af pensionerne efter stk. 2 og 3.
Stk. 5. Finansministeren træffer afgørelse om tvivlsspørgsmål i henhold til stk. 3 og 4.
Stk. 6. Stk. 2-5 finder tilsvarende anvendelse for ansatte med en pensionsordning, der i det væsentlige giver samme rettigheder som tjenestemændenes pensionsordninger.
Aftale om overførsel af aktiver, rettigheder og pligter samt ansatte efter §§ 6 og 7, herunder leje af fast ejendom eller lokaler eller overførsel af fast ejendom efter § 6, stk. 2, skal indgås mellem Skatteministeriet og den enkelte kommune. Parterne skal senest den 15. august 2005 have indgået aftale eller være nået til enighed om, at aftale indgås umiddelbart efter denne dato.
Skatteministeren kan nedsætte et nævn, der kan træffe beslutning om overførsel af aktiver, rettigheder og pligter samt ansatte efter §§ 6 og 7, herunder leje af fast ejendom eller lokaler eller overførsel af fast ejendom efter § 6, stk. 2, hvorom der ikke er indgået eller er opnået enighed om indgåelse af aftale senest den 15. august 2005, jf. § 10.
Stk. 2. Nævnet består af 4 medlemmer, der udpeges af skatteministeren. 1 medlem, der tillige er formand, indstilles af finansministeren, og 2 medlemmer indstilles af Kommunernes Landsforening.
Stk. 3. Nævnet træffer beslutning ved stemmeflertal. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende. Nævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 4. Skatteministeren fastsætter de nærmere regler for nævnets virksomhed.
Den myndighed, hvorfra der overføres ansatte, skal, for så vidt angår overførslen af ansatte, orientere repræsentanter for de ansatte om udkast til aftale efter § 10, jf. § 7, forhandlingernes forløb og udkast til beslutninger efter § 11, jf. § 7.
Stk. 2. Den myndighed, hvorfra der overføres ansatte, skal forud for indgåelsen af aftale efter § 10, jf. § 7, gøre den ansatte bekendt med den del af aftaleudkastet, der vedrører den pågældende, og, medmindre den ansattes ønsker fuldt ud imødekommes, gøre den ansatte bekendt med de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, der er af væsentlig betydning for aftaleudkastet vedrørende den ansatte, og som den ansatte ikke kan antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af. Myndigheden skal i den forbindelse give den ansatte lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for den ansattes afgivelse af udtalelse efter 2. pkt.
Stk. 3. Stk. 2 gælder ikke, hvis udsættelse vil medføre overskridelse af fristen for indgåelse eller opnåelse af enighed om indgåelse af aftale efter § 10, eller hvis den ansatte ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i stk. 9 med hensyn til de pågældende oplysninger.
Stk. 4. Den myndighed, hvorfra der overføres ansatte, og den myndighed eller de myndigheder, hvis ansatte berøres af overførslerne, skal så hurtigt som muligt orientere repræsentanter for de ansatte om aftalen, jf. § 10, eller beslutningen, jf. § 11.
Stk. 5. Den myndighed, hvorfra der overføres ansatte, og den eller de myndigheder, hvis ansatte berøres af overførslerne, skal orientere repræsentanter for de ansatte og med disse drøfte fremgangsmåden for orienteringen af de ansatte om aftaleudkast, forhandlingernes forløb, indgåelse af aftale eller nævnsbeslutning.
Stk. 6. Den myndighed, hvorfra der overføres ansatte, skal så hurtigt som muligt skriftligt orientere de ansatte, der overføres efter § 7, om indgåelse af aftale efter § 10 eller nævnsbeslutning efter § 11 om overførslen til Skatteministeriet.
Stk. 7. Repræsentanterne for de ansatte har tavshedspligt vedrørende den orientering, der er givet i medfør af stk. 1. Oplysninger om overførsel af en ansat kan dog videregives til den ansatte, som oplysningen vedrører.
Stk. 8. En ansat, der overføres efter § 7, kan, medmindre den ansattes ønsker fuldt ud imødekommes, forlange at få en skriftlig begrundelse for overførslen til Skatteministeriet. Begrundelsen skal gives af den myndighed, hvorfra der overføres ansatte, i overensstemmelse med reglerne i forvaltningslovens § 24. En begæring herom skal fremsættes inden 14 dage efter, at den ansatte har modtaget skriftlig orientering om overførslen. Begæringen skal behandles i overensstemmelse med reglerne i forvaltningslovens § 23, stk. 2.
Skatteministeren kan fastsætte regler for gennemførelsen af den flytning af opgaver og ansatte fra kommuner, respektive kommunale samarbejder, der er oprettet efter lov nr. 52 af 31. januar 2001 om kommunalt samarbejde om opkrævning og inddrivelse, til staten, der er en følge af denne lov.
Stk. 9. En ansat, der overføres efter § 7, har, når den ansatte har modtaget skriftlig orientering om overførslen, ret til aktindsigt efter reglerne om partsaktindsigt i forvaltningslovens §§ 9, 9a og 10-16 i oplysningerne om overførslen.
Det foreslås, at lovens anvendelsesområde er samtlige fordringer med tillæg af renter, gebyrer, afgifter og andre omkostninger, der opkræves eller inddrives af det offentlige, herunder foruden fordringer, der tilkommer det offentlige, også fordringer, som det offentlige inddriver på vegne af andre f.eks. underholdsbidrag. Også udenlandske krav, der inddrives i Danmark, og danske krav, der inddrives i udlandet, skal behandles af restanceinddrivelsesmyndigheden. I relation hertil finder inddrivelsesdirektivet og den nordiske bistandsaftale samt dobbeltbeskatningsaftalernes inddrivelsesbemyndigelser anvendelse.
Det ”offentlige” skal forstås bredt, således at eksempelvis fordringer fra statsvirksomheder, nettostyrede virksomheder, indtægtsdækkede virksomheder, selvejende institutioner, institutioner med mindre supplerende virksomhed og særlige fonde er omfattet af lovens anvendelsesområde. Loven dækker således både offentligretlige og civilretlige fordringer.
I stk. 2 fastslås, at gældende regler og praksis vedrørende opkrævning og inddrivelse vedrørende de enkelte fordringer i særlovgivningen fortsat skal finde anvendelse. Hjemlen til foretagelse af de enkelte inddrivelsesskridt skal således fortsat findes i lovgivningens gældende regler om inddrivelse. Forslaget til stk. 2 indebærer således ikke, at der tillægges restanceinddrivelsesmyndigheden beføjelser, den ikke er tillagt i henhold til anden lovgivning.
I stk. 1 fastslås, at restanceinddrivelsesmyndigheden er skatteministeren eller den ministeren bemyndiger dertil. Det er tanken, at restanceinddrivelsesmyndigheden fra lovens ikrafttrædelse tillægges told- og skatteforvaltningen, som den fastsættes i det samtidigt fremsatte lovforslag til udmøntning af kommunalreformen på skatteområdet, hvor de kommunale og statslige skatteopgaver pr. 1. oktober 2005 samles i den statslige skatteforvaltning (ToldSkat) til en enhedsorganisation, der udgør én myndighed. I den forbindelse indgår restanceinddrivelsesopgaven i den samlede opgaveportefølje for enhedsorganisationen, hvor en væsentlig del af medarbejderne vil være fysisk placeret regionalt i de nye skattecentre.
I denne ny organisering indgår således opgaver fra henholdsvis den eksisterende centrale inddrivelsesenhed i ToldSkat, den kommunale restanceinddrivelse, politiets og domstolenes restanceinddrivelse samt ToldSkats øvrige restanceinddrivelse.
Senest i 2006 vurderes som nævnt i de almindelige bemærkninger om denne placering skal være permanent, eller om restanceinddrivelsesopgaven skal udskilles i en særlig styrelse under Skatteministeriet. Blandt andet med henblik på at gøre en sådan vurdering mulig, tilrettelægges administrationen af restanceinddrivelsesopgaven i ToldSkat således, at resultater og ressourceanvendelse mv. for opgaven kan opgøres, og således at det vil være muligt at udskille opgaven senere.
I bestemmelsen fastlægges i øvrigt snitfladen og kompetenceforholdet mellem de kommunale og statslige fordringshavere på den ene side og den nye restanceinddrivelsesmyndighed på den anden.
Det foreslås således, at de enkelte fordringshavere som hidtil skal varetage det almindelige opkrævningsarbejde, herunder også rykkerprocedurer, efter de fastlagte regler og procedurer herom. Hvis der er tvist om kravets eksistens eller størrelse, skal tvisten afklares ved fordringshaverens foranstaltning.
Hvis en fordring er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden, og der efterfølgende rejses tvivl om kravets eksistens, vil indsigelsen skulle behandles af fordringshaveren med henblik på en afklaring af spørgsmålet.
Det er en betingelse for overdragelse til restanceinddrivelsesmyndigheden, at skyldneren underrettes skriftligt af fordringshaveren om overdragelsen. Det kan i praksis ske på den sidste rykkerskrivelse eller på bekræftelsen af en indgået afdragsordning eller lignende. På tilsvarende vis skal fordringshaveren give skyldneren besked, hvis fordringen ”tilbagekaldes” og der ydes henstand.
De enkelte fordringer forrentes efter gældende regler, jf. forslaget i § 1, stk. 2. Rentetilskrivningen forestås og indberettes af de enkelte fordringshavere. Skatteministeren fastsætter i medfør af den foreslåede bemyndigelse i stk. 6 nærmere regler herom bl.a. under hensyntagen til de IT-tekniske muligheder, indtil et nyt samlet restancesystem kan tages i brug.
Som led i den planlagte forenkling og harmonisering af regelgrundlaget, jf. de almindelige bemærkninger, vil der - med respekt for skattestoppet - blive tilstræbt en harmonisering af rentebestemmelserne, så samme forrentning bliver anvendt på ensartede fordringer både i forbindelse med opkrævning og inddrivelse.
I forslaget til stk. 3 præciseres det, at de kommunale og statslige fordringshavere efter anmodning fra skyldneren har mulighed for at tillade afdragsvis betaling som led i opkrævningsarbejdet. Det er tanken, at fordringshaveren pr. kulance under hensyn til det skyldige beløbs størrelse skal kunne bevilge skyldneren en udvidet betalingsfrist (henstand), hvis der f.eks. foreligger midlertidige likviditetsproblemer. Der kan også være tale om at indgå en betalingsaftale med skyldneren, hvor f.eks. et forfaldent beløb kan afdrages i rater.
Fordringshaverne kan endvidere give henstand inden for en rimelig tidsramme og under hensyntagen til gældens størrelse.
I det omfang skyldneren i forvejen er kendt af fordringshaveren, f.eks. som social klient i den kommunale socialforvaltning, vil kendskabet til skyldnerens økonomiske og sociale situation selvsagt kunne indgå i vurderingen af, om kommunen som fordringshaver finder det rimeligt og hensigtsmæssigt at tillade afdragsvis betaling eller henstand frem for at oversende fordringen til inddrivelse i restanceinddrivelsesmyndigheden under Skatteministeriet.
På den anden side er det ikke hensigten, at den enkelte fordringshaver skal afkræve skyldneren dokumentation eller indhente yderligere oplysninger om skyldnerens forhold med henblik på at foretage betalingsevnevurdering for at kunne tillade en betalingsordning eller henstand som nævnt. Mulighederne er tænkt som et ”kulant ekspeditionsagtigt” redskab, der ikke kræver ressourceanvendelse af nævneværdigt omfang hos den enkelte fordringshaver. Som en naturlig opfølgning på henstandsordningen skal fordringshaveren kunne indgå aftale med skyldneren om en korterevarende betalingsordning.
Endvidere skal det understreges, at der er tale om et supplerende frivilligt opkrævningsredskab til fordringshaverne.
Derfor foreslås det, at fordringshavernes afgørelser om henstand med eller afdragsvis betaling af fordringer ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed. Det bemærkes, at en sådan afskæring af klageadgangen findes ubetænkelig, idet en egentlig vurdering af spørgsmålet om afdragsvis betaling og/eller henstand senere skal ske ved restanceinddrivelsesmyndigheden, hvis afgørelse kan indbringes for – som alt overvejende hovedregel – Landsskatteretten, jf. den foreslåede § 4, stk. 1.
På områder, hvor der allerede er eller vil blive fastsat opkrævningsregler svarende til den foreslåede betalings- eller henstandsordning i stk. 3, eller som indeholder en tilsvarende fleksibel opkrævningsprocedure, vil disse regler finde anvendelse i stedet, jf. lovforslagets § 1, stk. 2.
Det gælder f.eks. de foreslåede tilbagebetalingsregler efter lov om aktiv socialpolitik, jf. det samtidigt fremsatte lovforslag om konsekvensændringer som følge af samlingen af inddrivelsen i Skatteministeriet.
Her foreslås fastsat regler om i skematisk form at videreføre den gældende praksis på området, hvorefter der som altovervejende hovedregel ikke indgås betalingsaftaler med personer, der fortsat modtager hjælp, eller som har en indtægt, der ikke overstiger niveauet for hjælpen. Er indtægten over dette niveau, fastsættes en tilbagebetalingsordning, der dog ikke må betyde, at den pågældendes månedlige indtægt falder til under niveauet for hjælpen. Er der indgået en tilbagebetalingsaftale, og kommer personen senere i en situation, hvor der ydes hjælp, eller hvor indtægten falder til niveauet for hjælpen, gives der henstand.
Med forslaget stiles der således mod, at der ikke skal udarbejdes en egentlig betalingsevnevurdering i forbindelse med indgåelsen af en betalingsaftale.
Det er først, når disse opkrævningsmuligheder er udtømte, dvs. når der foreligger misligholdelse af en betalingsaftale eller manglende tiltrædelse af en betalingsaftale, at hele den resterende gæld kan opsiges og overdrages til inddrivelse i restanceinddrivelsesmyndigheden, såfremt den ikke betales straks.
Når særlige forhold taler derfor, vil fordringerne dog kunne overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden på et tidligere tidspunkt. Det kan f.eks. være aktuelt, hvis der er krav til opkrævning vedr. f.eks. underholdsbidrag og daginstitutionsbetaling samtidig med, at et eller flere andre fordringer er overgået til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Skyldneren vil i en sådan situation kunne være interesseret i en samlet afviklingsordning, hvor også fremtidige rater omfattes af betalingsaftalen, således at afviklingsordningen omfatter hele gældsforholdet. Dette kan samtidig - i fordringshavernes interesse - sikre en samlet inddrivelse af et løbende mellemværende. Der vil blive fastsat nærmere regler herom i medfør af bemyndigelsen i § 2, stk. 6.
Det foreslås i stk. 4 som en betingelse for overdragelse til restanceinddrivelsesmyndigheden, at skyldneren underrettes skriftligt af fordringshaveren om overdragelsen. I praksis kan underretningen ske som led i opkrævningsproceduren, f.eks. på selve opkrævningen eller - såfremt der praktiseres en rykkerprocedure - sidste rykkerskrivelse inden overdragelsen.
I stk. 5 foreslås, at de enkelte fordringshavere hvis de bliver bekendt med, at skyldnerens forhold er ændret væsentligt efter overdragelse af fordringen til restanceinddrivelsesmyndigheden, skal underrette restanceinddrivelsesmyndigheden herom. Fordringshaverne kan i den forbindelse anmode restanceinddrivelsesmyndigheden om at tilbagesende sagen med henblik på, at fordringshaveren kan tillade afdragsvis betaling eller henstand. Fordringshaveren skal give skyldneren besked, hvis fordringen efter anmodning tilbagesendes. Fordringer omfattet af refusionsret fra statskassen kan dog ikke sendes tilbage til fordringshaveren, eller den, der på vegne af fordringshaveren, har forestået opkrævningen.
Som alternativ til en tilbagesendelse af fordringen til fordringshaveren kan fordringshaveren anmode restanceinddrivelsesmyndigheden om at indgå en betalingsaftale eller henstandsaftale med skyldneren.
Hvis skyldnerens økonomiske forhold bedres, kan fordringshaveren anmode restanceinddrivelsesmyndigheden om, at inddrivelsen intensiveres.
Bestemmelsen sigter først og fremmest på og forventes anvendt i forhold til fysiske personer. Begrænsningen i bestemmelsen, der undtager restancer vedrørende fordringer med refusionsret fra staten uanset refusionens størrelse, er begrundet i, at fordringen reelt (i større eller mindre omfang) dækker statsmidler, og derfor er det fundet hensigtsmæssigt - også af administrative grunde - at alene restanceinddrivelsesmyndigheden har kompetencen til at indgå betalingsaftaler, fastsætte betalingsordninger eller bevilge henstand eller eftergive denne type fordringer. Dette kan imidlertid ske efter indstilling fra den enkelte fordringshaver.
Generelt er det hensigten, at det gode samarbejde, som f.eks. er etableret mellem Inddrivelsesmyndigheden i ToldSkat København og ”deres” fordringshavere, skal fortsætte og udbygges i forholdet mellem restanceinddrivelsesmyndigheden og de enkelte fordringshavere. Som led i dette samarbejde vil det være naturligt, at en fordringshaver videregiver relevante oplysninger med henblik på optimering af inddrivelsen til restanceinddrivelsesmyndigheden, hvilket fordringshaverne efter forslaget som nævnt forpligtes til. Et sådant samarbejde vil blive yderligere understøttet i forbindelse med udviklingen af ét samlet restancesystem, jf. omtalen i de almindelige bemærkninger.
Det foreslås i stk. 6, at skatteministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden ved overdragelse af fordringer til restanceinddrivelsesmyndigheden, herunder om størrelsen af fordringer, der kan tillades afdragsvis betaling eller gives henstand med betalingen af, og om varigheden af betalings- og henstandsordninger. Der vil endvidere blive fastsat retningslinier for de situationer, hvor det kan komme på tale, at krav overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden før de er restante.
Der vil generelt blive lagt vægt på, at overdragelsen af fordringer til restanceinddrivelsesmyndigheden så vidt muligt sker efter objektive regler, så de er e-administrerbare - f.eks. i situationer, hvor en skyldner hverken i form af betaling eller henvendelse reagerer på en opkrævning og rykkerskrivelser fra fordringshavere.
Skatteministeren foreslås endvidere bemyndiget til at fastsætte regler om, at fordringer skal overdrages i elektronisk form. Bemyndigelsen vil endvidere blive anvendt til at fastlægge de elektroniske snitflader mellem fordringshavere og restanceinddrivelsesmyndigheden. Det er i den forbindelse et selvstændigt mål, at al sædvanlig dataudveksling skal ske elektronisk. Indtil et nyt fælles restancesystem idriftsættes, vil den elektroniske udveksling mellem fordringshaverne og restanceinddrivelsesmyndigheden skulle ske med udgangspunkt i de eksisterende IT-systemer.
Det foreslås, at restanceinddrivelsesmyndigheden indtræder i samtlige rettigheder og forpligtigelser, der er knyttet til de enkelte fordringer mv., til brug for kravets afvikling. Det vil bl.a. sige, at de inddrivelsesredskaber, som den enkelte fordring er tillagt i lovgivningen, eller andre kreditorbeføjelser, som følger af praksis, kan anvendes af restanceinddrivelsesmyndigheden. Det drejer sig bl.a. om udpantningsret, lønindeholdelse, modregning, indtrædelsesret, indberetning til kreditoplysningsbureauer, dækningsrækkefølge, indgivelse af konkursbegæring, tiltrædelse af akkordordninger og gældssaneringsforslag og eftergivelse og henstand.
Grundtanken i indsatsstrategien på Skatteministeriets område er en differentieret indsats overfor henholdsvis medspiller og modspiller. Denne segmentering forventes fortsat i den nye inddrivelsesorganisation. Restanceinddrivelsesmyndighedens udfordring er dermed at få en restance afviklet på den mest hensigtsmæssige måde med anvendelse af færrest mulige ressourcer. Restanceinddrivelsesmyndigheden vil derfor også skulle tilrettelægge og prioritere inddrivelsesindsatsen efter skyldnernes vilje og evne til at afvikle deres mellemværende med det offentlige. De mere indgribende tvangsinddrivelsesskridt som lønindeholdelse og udpantning vil derfor som udgangspunkt ikke blive anvendt over for skyldnere, som indgår og overholder en afviklingsordning, som kan eliminere restancen. Udlæg kan som hidtil tages i anvendelse til f.eks. sikring af en restance under en betalings- eller henstandsordning.
I forslaget til stk. 2 præciseres det, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan tillade afdragsvis betaling eller henstand med betalingen. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan under iagttagelse af forvaltningsloven, persondataloven og databeskyttelsesdirektivet, jf. nærmere nedenfor, indhente oplysninger om skyldneren, der er nødvendige for en optimal opgavevaretagelse, som omfatter skyldig hensyntagen til sociale og økonomiske forhold ved fastlæggelsen af niveauet for inddrivelsesindsatsen og valg af inddrivelsesinstrument.
Indtil etablering af et nyt fælles restancesystem, jf. ovenfor under de almindelige bemærkninger, afskrives fordringerne efter de nugældende regler og praksis, afhængigt af hvilket restancesystem indbetalingen registreres i. Efter de nugældende regler, der hviler på de almindelige formueretlige grundsætninger, øremærker debitor sine betalinger til kreditormyndighederne enten ved at bruge et bestemt girokort, betale til en bestemt konto over netbank eller ved på anden vis at indbetale et beløb til en bestemt kreditormyndighed. Kreditormyndigheden afskriver herefter indbetalingen på debitors konto i overensstemmelse med debitors direkte eller indirekte angivelse af, hvilket krav indbetalingen skal anvendes til dækning af. Hvis en sådan øremærkning ikke er angivet, f.eks. fordi der er tale om en acontobetaling, afskriver kreditormyndigheden som udgangspunkt indbetalingen på det for debitor mest bebyrdende krav. Af særlige byrdefulde krav kan nævnes rentebærende skyld i forhold til ikke-rentebærende skyld. Disse principper anvendes, hvor der ikke i lovgivningen er fastsat en dækningsrækkefølge. Et eksempel på lovbestemt dækningsrækkefølge findes i lov om Det Fælles Lønindeholdelsesregister, hvor det fastsættes, at dækning af skattekrav går forud for dækning af alle andre krav, dog således af underholdsbidrag dækkes efter skattekrav, men forud for øvrige krav.
I relation til underholdsbidragskrav vil den gældende praksis, hvorefter private bidragskrav har fortrinsret for offentlige bidragskrav, blive videreført.
Det er planen, at der i forbindelse med etableringen af et nyt fælles restancesystem - efter nærmere analyse og under inddragelse af de berørte parter - skal fastlægges en fælles dækningsrækkefølge for samtlige krav, der administreres af restanceinddrivelsesmyndigheden.
Endvidere foreslås det, at restanceinddrivelsesmyndigheden får adgang til inden for rammerne af persondataloven og forvaltningsloven hos andre offentlige myndigheder og registre samt hos pengeinstitutter og hos Værdipapircentralen at indhente oplysninger om skyldnerens økonomiske forhold, herunder bankindeståender, renteindtægter mv., værdipapirbeholdninger, arbejdsmæssige forhold, boligmæssige forhold m.v. i det omfang sådanne oplysninger er en forudsætning for varetagelse af inddrivelsesopgaven.
For så vidt angår forslaget om adgang til at indhente oplysninger hos pengeinstitutter vil der alene være tale om, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan rekvirere oplysninger svarende til dem, som pengeinstitutterne allerede skal indberette en gang om året til skattemyndighederne i medfør af skattekontrolloven. Den eneste ændring er, at det som led i inddrivelsesarbejdet skal være muligt at indhente aktuelle oplysninger i forbindelse med behandlingen af en konkret inddrivelsessag.
På kort og mellemlang sigt skal restanceinddrivelsesmyndigheden som nævnt benytte de eksisterende 10 IT-systemer i opgavevaretagelsen. Dette indebærer, at dataejerskabet for oplysninger i kommunale registre for visse oplysningers vedkommende skal overgå til restanceinddrivelsesmyndigheden. Oplysningerne i de kommunale systemer er integrerede, og adgang til oplysningerne kan ikke umiddelbart begrænses. Det vil derfor i en overgangsperiode være nødvendigt at opretholde de eksisterende adgangsmuligheder, eventuelt i form af delt dataejerskab til visse oplysningstyper. Der vil i overgangsperioden være øget fokus på sikkerhed og kontrol.
Ligesom det i dag er tilfældet i ToldSkat, vil der ikke blive givet en generel adgang for ansatte i restanceinddrivelsesmyndigheden til alle oplysninger i myndighedens IT-systemer. Adgang og autorisation til oplysninger, der er relevante for løsningen af opgaver, vil ske efter en forudgående konkret vurdering af ledende medarbejdere.
Det følger i øvrigt af de almindelige regler i forvaltningslovens § 32, at medarbejdere i restanceinddrivelsesmyndigheden ikke må skaffe sig fortrolige oplysninger, som ikke er af betydning for udførelsen af den pågældendes opgaver.
Det foreslås, at restanceinddrivelsesmyndigheden efter regler fastsat af skatteministeren skal stille visse oplysninger om restancer til rådighed for fordringshavere. Videregivelsen vil dog kun omfatte data, der er genereret hos restanceinddrivelsesmyndigheden, under iagttagelse af reglerne om indsamling, registrering og videregivelse af personoplysninger i forvaltningsloven, persondataloven og databeskyttelsesdirektivet. Den elektroniske videregivelse af oplysninger kan ifølge forslaget alene ske til fordringshavere/opkrævningsmyndigheder og vil være begrænset til oplysninger om restancens størrelse i forhold til vedkommende fordringshaver, og om der foreligger restancer, dvs. uden beløbsmæssig specifikation, i forhold til andre fordringshavere. Indtil det nye restancesystem kan tages i brug, vil de omhandlede oplysninger blive stillet til rådighed, i det omfang de eksisterende systemer indeholder og kan håndtere oplysningerne.
Forskrifter, der udstedes i medfør af bemyndigelsen, vil blive sendt i høring hos Datatilsynet i henhold til persondatalovens § 57.
Det foreslås endvidere, at skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om restanceinddrivelsesmyndighedens kompetencer og tilrettelæggelse af inddrivelsesarbejdet m.v.
Bemyndigelsen vil bl.a. blive anvendt til at fastsætte nærmere regler om restanceinddrivelsesmyndighedens anvendelse af kreditorbeføjelser og som omtalt ovenfor indhentelse af oplysninger om skyldneres indkomstforhold, sociale forhold, formueforhold og bopælsforhold mv.
Endvidere vil der skulle fastsættes regler om, at der på kort sigt alene vil ske fordeling og afregning til fordringshavere via de eksisterende systemer. Der vil eventuelt også skulle ske teknisk tilretning af ToldSkats økonomisystemer samt opkobling til og etablering af procedurer til afregning med de eksisterende inddrivelsessystemer. I takt med ibrugtagningen af et nyt fælles restancesystem vil afregning alene ske fra det nye system, og fra det tidspunkt vil afregning til fordringshaverne også kunne ske via Statens KoncernBank. Det vil efter inddragelse af de berørte parter blive fastlagt, hvor tit der skal ske afregning, og om afregning i stedet skal ske direkte i statsregnskabet af restanceinddrivelsesmyndigheden.
Det foreslås i stk. 1, at alle klager over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser skal indbringes for Landsskatteretten, medmindre andet er bestemt i lovgivningen. Herudover foreslås det, at der etableres en remonstrationsordning for klager på inddrivelsesområdet, jf. endvidere nedenfor.
Forslaget til stk. 2 indeholder en bemyndigelse til skatteministeren om at fastsætte de nærmere regler for klageadgangen og -behandlingen. I overensstemmelse med regeringens skattestop vil der ikke skulle betales afgift efter de almindelige regler ved oversendelse af en klage til Landsskatteretten. Til gengæld foreslås inddrivelsessagerne undtaget fra reglerne om omkostningsgodtgørelse i skattesager. Restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser vil omfatte alle offentlige krav og ikke kun skattekrav. Det må forventes, at klagerne til Landsskatteretten over afgørelser fra inddrivelsesområdet kun sjældent vil afspejle skattelovgivningens komplikationsgrad.
Bemyndigelsen vil endvidere blive anvendt til at formalisere en egentlig remonstrationsordning for klager på inddrivelsesområdet. Det indebærer, at klagen skal indsendes til restanceinddrivelsesmyndigheden inden klagefristens udløb. Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden efter en ny vurdering finder anledning til at genoptage sagen og klageren indvilliger heri, træffer restanceinddrivelsesmyndigheden på ny afgørelse i sagen. Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden efter en ny vurdering kan give klageren delvist medhold, skal restanceinddrivelsesmyndigheden samtidig oplyse klageren om, at klagen kan fastholdes, hvis restanceinddrivelsesmyndigheden får besked herom inden 1 måned efter, at klageren har fået meddelelse om restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelse i sagen. Hvis den oprindelige afgørelse ikke ændres, eller hvis klagen fastholdes, sender restanceinddrivelsesmyndigheden klagen til Landsskatteretten. Herved gives der mulighed for, at kun klager af en vis økonomisk og juridisk tyngde indbringes for Landsskatteretten.
Da klager på inddrivelsesområdet ikke har opsættende virkning, vil bemyndigelsen blive anvendt til at fastsætte en frist på 1 måned for Landsskatterettens klagesagsbehandling regnet fra det tidspunkt, hvor sagen foreligger fuldt oplyst for Landsskatteretten, dvs. efter indhentelse af eventuelle yderligere oplysninger til brug for sagsbehandlingen og eventuel partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1.
Det forudsættes endvidere, at forslaget om, at Landsskatteretten i forbindelse med kommunalformen på skatteområdet, jf. det samtidigt fremsatte lovforslag herom, efter bestemmelser fastsat af retspræsidenten skal kunne afgøre visse sagstyper uden deltagelse af læge retsmedlemmer, skal finde anvendelse for inddrivelsessagerne, svarende til at disse klagesager hidtil i overvejende grad har været behandlet af embedsmænd uden lægmandsmedvirken. Endelig forudsættes de foreslåede regler om, at Landsskatteretten i visse tilfælde kan anmode told- og skatteforvaltningen om at udarbejde en sagsfremstilling tilsvarende skal finde anvendelse for restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser.
Forslaget til stk. 3 indebærer, at indsigelser mod udlæg som hidtil vil blive behandlet af fogedretterne efter reglerne i skatteinddrivelsesloven. Udlæg er i modsætning til de øvrige ”inddrivelsesredskaber” ikke administrative afgørelser, der er omfattet af reglerne i offentlighedsloven og forvaltningsloven. Der er derimod tale om judiciel virksomhed, og sagerne behandles efter reglerne om tvangsfuldbyrdelse i retsplejeloven.
I stk. 1 foreslås det, at loven tillægges virkning fra den 1. oktober 2005.
Samlingen af inddrivelsesopgaven hos restanceinddrivelsesmyndigheden foreslås i stk. 2 at ske den 1. oktober 2005. Det betyder, at verserende inddrivelsessager skal overgå til videre behandling fra den oprindelige inddrivelsesmyndighed til restanceinddrivelsesmyndigheden fra dette tidspunkt. Det forudsættes, at restanceinddrivelsesmyndigheden træffer aftale med de enkelte fordringshavere vedrørende den praktiske fremgangsmåde i forbindelse med sagsoverførslen. Skatteministeren foreslås bemyndiget til at fastsætte regler for den praktiske gennemførelse af overdragelsen af opgaver og personale fra kommunerne mv. til staten, jf. endvidere bemærkningerne til § 14.
Organiseringen af den fusionerede inddrivelsesopgave skal sikres via en ny organisering og lokalisering af opgaven svarende til udfordringerne på ligningsopgaven. Der skal således ske en ny lokalisering, etableres en ny organisation og ledelsesstruktur, samt en infrastruktur. Overførslen af personale mv. vil skulle ske efter forhandling med de enkelte kommuner og efter reglerne i §§ 6-13.
I overgangsperioden vil IT-understøttelsen i videst mulig omfang fortsat ske ved brug af eksisterende IT-løsninger og uden nogen reel integration mellem systemerne. Indtil der er udviklet et nyt fælles restancesystem, håndterer restancemyndigheden personskatterestancerne og de kommunale restancer i et eller flere kommunale restancesystemer.
Det forudsættes, at de fordringstyper, der overføres fra kommunerne, kan administreres ens uanset kreditorkommune. Der vil således ske en ensretning af sagsbehandlingspraksis.
Det foreslås i stk. 3, at lovens regler om klage til Landsskatteretten har virkning for klager over afgørelser om inddrivelse, der er truffet af restanceinddrivelsesmyndigheden, hvis klagen modtages den 1. oktober 2005 eller senere.
Vedrørende klagesager om inddrivelse, der verserer, når loven får virkning, foreslås det i stk. 4, at disse sager overgår til afgørelse i Landsskatteretten den 1. januar 2006, såfremt der på dette tidspunkt ikke er truffet afgørelse i sagen af den oprindelige klageinstans.
Bestemmelsen i stk. 1 regulerer hvilke dele af de kommunale aktiver, Skatteministeriet overtager. Bestemmelsen regulerer endvidere hvilke kommunale rettigheder og pligter, Skatteministeriet indtræder i.
Det drejer sig om aktiver samt rettigheder og pligter, der udelukkende er knyttet til varetagelsen af inddrivelsesopgaven.
Bestemmelsen omfatter samtlige rettigheder og pligter, der på tidspunktet for overførslen af inddrivelsesopgaven tilkommer henholdsvis påhviler den kommune, hvorfra inddrivelsesopgaven overføres, ligesom bestemmelsen omfatter samtlige aktiver. Det gælder uanset karakter, retsgrundlag og stiftelsestidspunkt for de omhandlede aktiver samt rettigheder og pligter. Bestemmelsen omfatter således rettigheder og pligter indgået på såvel offentligretligt som privatretligt grundlag. Dette lovfæstede princip om fuld succession vil indebære, at Skatteministeriet f.eks. indtræder i aftaler om leje af lokaler, kontrakter om leje af løsøre eller kontrakter om tjenesteydelser på de vilkår, som kommunen m.fl. har påtaget sig. Sker der ikke overførsel, fordi der alene er delvis tilknytning til inddrivelsesopgaven, og der foreligger f.eks. kontraktforhold overfor tredjepart, vil det fortsat være den pågældende kommune, der er forpligtet.
Bestemmelsen omfatter aktiver samt rettigheder og pligter, der eksisterer på tidspunktet for overførslen af inddrivelsesopgaven. Bestemmelsen omfatter således ikke aktiver mv., der erhverves på et senere tidspunkt.
Bestemmelsen omfatter dog alene aktiver samt rettigheder og pligter, der udelukkende er knyttet til varetagelsen af inddrivelsesopgaven. Det afgørende er i den forbindelse den konkrete anvendelse af det pågældende aktiv, henholdsvis hvorvidt, en rettighed eller en pligt er pådraget, tilkommer eller påhviler kommunen i forbindelse med varetagelsen af inddrivelsesopgaven. Det er den konkrete anvendelse på tidspunktet for overførslen af inddrivelsesopgaven, der er afgørende, ikke en eventuel tidligere anvendelse.
Bestemmelsen medfører endvidere, at Skatteministeriet generelt indtræder i kommunens sted i forhold til samarbejder med myndigheder og private, der udelukkende knytter sig til varetagelsen af inddrivelsesopgaven.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at bestemmelserne om, at Skatteministeriet overtager aktiver, der udelukkende er knyttet til varetagelse af den kommunale inddrivelsesopgave, ikke finder anvendelse for fast ejendom. Kommunerne beholder således de pågældende ejendomme, og staten undgår at skulle overtage ejendomme, som der på sigt ikke er anvendelse for.
For at sikre et velordnet forløb for lokalisering både af hensyn til de ansatte og af hensyn til varetagelsen af inddrivelsesopgaven fastsættes med stk. 2, 2. pkt., en ret for Skatteministeriet til at leje fast ejendom, der af den pågældende kommune udelukkende er anvendt til inddrivelsesopgaven, og som Skatteministeriet ønsker at anvende til dette formål fremover. Denne ret omfatter også ret til at leje dele af kommunale ejendomme, f.eks. lokaler i rådhuse eller større forvaltningsbygninger, som hidtil har været anvendt til varetagelse af den kommunale inddrivelsesopgave, og som Skatteministeriet fortsat ønsker at anvende til inddrivelsesopgaven. Udøves retten til at indgå sådanne lejemål forudsættes, at Skatteministeriet betaler sædvanlig markedsleje for lejemålet. Der kan være tale om lejemål af såvel kortere som længere varighed.
Det foreslås i stk. 2, 3. pkt., at der kan indgås aftale med den enkelte kommune om, at staten ved Slots- og Ejendomsstyrelsen umiddelbart, dvs. uden udbud, overtager en fast ejendom, der helt eller delvist er knyttet til den kommunale varetagelse af inddrivelsesopgaven. Bestemmelsen supplerer Skatteministeriets ret til at leje fast ejendom eller dele heraf for de tilfælde, hvor såvel Skatteministeriet som en kommune har interesse i, at en ejendom overføres til staten. Overførslen vil ske i form af, at staten overtager den faste ejendom fra kommunen til markedspris.
Bestemmelsen regulerer, hvilke dele af de kommunalt ansatte, der følger med inddrivelsesopgaven til ansættelse i staten.
Efter bestemmelsen drejer det sig ikke kun om kommunalt ansatte, der udelukkende eller helt overvejende er beskæftiget med varetagelsen af inddrivelsesopgaven, men også om en forholdsmæssig del af de kommunalt ansatte, der ikke udelukkende eller helt overvejende er beskæftiget med varetagelsen af opgaver, som fortsat skal varetages i kommunalt regi. Herved sikres, at også kommunalt ansatte, der er beskæftiget med generelle funktioner, kan overgå til ansættelse i staten.
Den konkrete afgrænsning af det personale, der overføres, fastlægges ved aftale mellem den statslige ansættelsesmyndighed og den enkelte kommunalbestyrelse.
Det forudsættes, at de berørte myndigheder tilvejebringer og meddeler de oplysninger, udleverer de dokumenter og yder den bistand i øvrigt, der er nødvendig for gennemførelsen af denne personaleoverførsel.
Bestemmelser om personalets ansættelsesvilkår ved ansættelsen i staten er fastsat i § 8 og § 9. Den foreslåede regulering er i overensstemmelse med regeringspartiernes aftale med Dansk Folkeparti om en kommunalreform.
Lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 710 af 20. august 2002, finder ikke anvendelse på overførsel af administrative funktioner mellem offentlige administrative myndigheder, jf. virksomhedsoverdragelseslovens § 1, stk. 2.
Det indebærer bl.a., at virksomhedsoverdragelsesloven ikke finder anvendelse for ansatte, der er beskæftiget med myndighedsopgaver.
Med henblik på at sikre et ensartet retsgrundlag for samtlige overenskomstansatte, ansatte i henhold til bestemmelser om løn- og arbejdsforhold, der er fastsat eller godkendt af offentlig myndighed (tjenestemandslignende ansatte), og ansatte efter individuel aftale, der som nævnt i § 7 overføres fra kommunal ansættelse til ansættelse i staten, bestemmes, at lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse skal finde tilsvarende anvendelse for ansatte, som ikke er direkte omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven.
Derved sikres alle overenskomstansatte mv. ensartede rettigheder efter loven, herunder bl.a. at de pågældendes ansættelsesvilkår skal videreføres uændret med den nye ansættelsesmyndighed som ny part, ligesom de pågældende bliver omfattet af lovens særlige bevisbyrderegler, der beskytter de ansatte mod usaglige afskedigelser som følge af kommunalreformen.
Bestemmelsen præciserer på den anden side, at de overenskomstansatte mv. som udgangspunkt er forpligtet til efter kommunalreformen at opfylde arbejdsaftalen ved ansættelsen i staten.
Efter en samlet afvejning af de rettigheder og pligter, som følger af virksomhedsoverdragelsesloven, vurderes forslaget at medføre en forbedret retsstilling for de overenskomstansatte mv., som efter de gældende regler ikke er omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven.
For så vidt angår ansatte, der er ansat på tjenestemandslignende vilkår er der i § 9, stk. 6, fastsat regler vedrørende pensionsforpligtelser over for de pågældende. Der henvises til bemærkningerne til § 9, stk. 6.
Efter stk. 1 bestemmes, at de tjenestemænd, der overføres efter § 8, overgår til ansættelse i staten på vilkår, der i øvrigt svarer til de hidtidige vilkår.
De pågældende ansættes som statstjenestemænd i henhold til tjenestemandslovgivningen og de kollektive aftaler, der er indgået i henhold til denne lovgivning.
Det vil ved den pensionsmæssige indplacering i staten blive sikret, at der ikke som følge af overgangen sker forringelse af den pensionsret, der er optjent i kommunalt regi. Tilsvarende vil de pågældende ved indplacering i de lønsystemer, der gælder i staten, blive sikret mod lønnedgang som følge af overgangen.
Bestemmelsen indebærer, at ansættelsesmyndigheden er vedkommende nye statslige ansættelsesmyndighed, og at ansættelsesområdet er det samme som for andre tjenestemænd, der ansættes i denne statslige ansættelsesmyndighed.
Overgangen til ansættelse i staten vil ikke i sig selv være en forflyttelse. De pågældende tjenestemænd vil således ikke kunne kræve sig afskediget med rådighedsløn/ventepenge eller pension som følge af selve overgangen til ansættelse i staten.
Endvidere indebærer bestemmelsen, at de pågældende tjenestemænd fremover vil kunne være forpligtede til at overtage en anden passende stilling inden for det nye ansættelsesområde.
Ved vurderingen af, om en anden stilling kan anses for passende, vil det blandt andet skulle indgå, at ændringen af ansættelsesområdet sker som led i den generelle kommunalreform. Det betyder, at de pågældende tjenestemænd vil kunne være forpligtede til at overtage en anden passende stilling inden for det nye ansættelsesområde, som de ikke ville have været forpligtet til at overtage inden for rammerne af deres hidtidige ansættelsesområde.
Det gælder dog ikke, hvis forpligtelsen til inden for rammerne af det nye ansættelsesområde at overtage en anden stilling måtte være af særlig indgribende karakter over for den enkelte.
Efter stk. 2 bestemmes, at det er staten, der i forhold til tjenestemanden er forpligtet til at udbetale tjenestemandspensionen.
Efter stk. 3 bemyndiges finansministeren til efter forhandling med indenrigs- og sundhedsministeren og drøftelse med de kommunale parter at fastsætte regler om beregning og eventuel fordeling mellem den hidtidige og den nye ansættelsesmyndighed af pensionsforpligtelsen for tjenestemænd, der overføres efter loven.
Bestemmelsen indebærer således, at tjenestemandspensionsforpligtelsen vil blive fordelt mellem den hidtidige ansættelsesmyndighed og den nye ansættelsesmyndighed. Om beregningen af de pensioner, der skal udbetales, henvises til stk. 4.
Efter stk. 4 bemyndiges finansministeren til efter forhandling med indenrigs- og sundhedsministeren og drøftelse med de kommunale parter at fastsætte regler for forskellige andre pensionsspørgsmål vedrørende beregning, administration, refusion, revision mv. for de pensioner, der skal udbetales til de overførte tjenestemænd mv., herunder ægtefælle- og børnepension samt opsatte pensioner. Bemyndigelsesbestemmelsen omfatter alene pensioner, der er omfattet af bestemmelserne i st. 2 og 3.
Det fastsættes med stk. 6, at bestemmelserne i stk. 2-5 finder tilsvarende anvendelse for ansatte med en pensionsordning, der i det væsentlige giver samme rettigheder som tjenestemændenes pensionsordninger. Bestemmelsen omfatter således ansatte, der er ansat på tjenestemandslignende vilkår, og som overføres efter § 7.
Bestemmelsen regulerer alene spørgsmål vedrørende pensionsforpligtelsen for de ansatte, der er ansat på tjenestemandslignende vilkår. De pågældende ansattes rettigheder og pligter i forbindelse med overførslen efter § 7 reguleres af bestemmelsen i 8.
Henvisningen til stk. 2 indebærer, at det er den nye ansættelsesmyndighed, hvortil den pågældende ansatte overføres, som i forhold til den pågældende ansatte er forpligtet til at udbetale pensionen.
Eksisterer den hidtidige ansættelsesmyndighed efter den 1. oktober 2005 fastsætter finansministeren efter forhandling med indenrigs- og sundhedsministeren regler om beregning og eventuel fordeling mellem den hidtidige og nye ansættelsesmyndighed af pensionsforpligtelsen for ansatte, der er ansat på tjenestemandslignende vilkår, jf. henvisningen til stk. 3. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til stk. 3.
Henvisningen til stk. 4 indebærer, at finansministeren efter forhandling med indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om beregning, administration, refusion, revision mv. af pensionen for ansatte, der er ansat på tjenestemandslignende vilkår. Af henvisningen til stk. 5 følger det, at finansministeren træffer afgørelse om tvivlsspørgsmål i henhold til stk. 3 og 4.
Det fastsættes, at overførslen af aktiver, rettigheder og pligter samt ansatte i forbindelse med overflytning af inddrivelsesopgaven, skal ske efter aftale mellem de berørte kommuner og Skatteministeriet. Tilsvarende gælder udmøntningen af retten til at leje fast ejendom, eller lokaler, der har været helt eller delvist anvendt til den kommunale varetagelse af inddrivelsesopgaven.
Som nævnt i de almindelige bemærkninger er det forventningen, at den konkrete overførsel m.m. vil kunne ske ved aftaler på grundlag af forhandlinger mellem parterne. Forhandlingerne skal føres med henblik på, at der senest den 15. juni 2005 kan indgås aftale mellem den enkelte kommune og Skatteministeriet. Aftale kan kun indgås ved enighed mellem disse myndigheder. Kan der kun opnås enighed om dele af overførslen, kan der indgås aftale alene for disse forhold.
Kan der ikke senest den 15. juni 2005 indgås aftale, kan medvirken af det særlige nævn være fornøden, jf. § 11. Er der indgået delaftaler, medvirker nævnet kun for de dele, der falder uden for aftalerne.
Det fastsættes i stk. 1, at skatteministeren kan nedsætte et nævn, der træffer beslutning om overførsel og eventuelle vilkår om betaling samt lejeaftaler efter § 10, hvis der ikke senest den 15. juni 2005 er indgået aftale herom. Efter det foreslåede stk. 2 har nævnet 4 medlemmer, der udpeges af skatteministeren. Finansministeren indstiller ét medlem, der tillige er nævnets formand. Kommunernes Landsforening indstiller to medlemmer.
Med bestemmelsen i stk. 3 præciseres dels nævnets beslutningsregler, og dels at nævnets beslutninger ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. Bestemmelsen indebærer, at nævnets beslutninger ikke kan påklages.
Nævnets beslutninger vil dog kunne undergives domstolsprøvelse. Nævnets virksomhed er endvidere omfattet af Folketingets Ombudsmands kompetence.
Efter stk. 4 kan skatteministeren fastsætte de nærmere regler for nævnets virksomhed, herunder om finansiering og sekretariatsbetjening.
Med bestemmelsen undtages forhandlinger, aftaleindgåelse og beslutninger efter lovens §§ 10 og 11 fra forvaltningslovens regler om partsaktindsigt, partshøring og begrundelse, jf. forvaltningslovens kapitel 4, 5 og 6.
Den foreslåede bestemmelse skal ses på baggrund af den særlige situation, der opstår med samlingen af inddrivelsesopgaven som led i kommunalreformen, hvor der skal ske overførsler af aktiver, rettigheder og pligter samt ansatte mellem myndigheder. Der er tale om en kompliceret proces, som skal foregå inden for en snæver tidsramme - inden samlingen af inddrivelsesopgaven træder i kraft den 1. oktober 2005 - og hvor der som udgangspunkt ved forhandling skal tages stilling til den samlede fordeling af aktiver, rettigheder og pligter samt ansatte, hvilket indebærer, at den konkrete fordeling af aktiver, rettigheder og pligter samt ansatte i visse tilfælde vil kunne ske skønsmæssigt, og uden at det ud fra en retlig betragtning kan fastlægges, at den konkrete fordeling, der sker ved aftaleindgåelse eller nævnsbeslutning, er den eneste mulige fordeling, der kan ske i overensstemmelse med lovens regler.
Forvaltningslovens regler om partsaktindsigt, partshøring og begrundelse er derfor ikke egnede til denne proces. Hensynet til myndighedernes interesse i at være bekendt med dokumenterne i sagen og kunne fremsætte udtalelse herom er tilgodeset med regler om indgåelse af aftale m.m., der baserer sig på forhandlinger mellem de pågældende myndigheder. I tilfælde, hvor nævnet træffer beslutning, vil der endvidere blive fastsat regler om, at det skal ske efter drøftelse med myndighederne.
Bestemmelsen i § 12 indebærer ikke, at de ansatte, som vil blive overført efter § 7, ikke vil blive inddraget i processen. Om inddragelsen af de ansatte henvises til de almindelige bemærkninger og bemærkningerne til § 13.
Hensynet til de ansatte, som overføres efter loven, vil således blive tilgodeset på anden måde end ved forvaltningslovens regler. Det bemærkes, at forvaltningslovens bestemmelser heller ikke i forhold til de ansatte er egnede i forbindelse med samlingen af inddrivelsesopgaven som led i kommunalreformen, idet den endelige stillingtagen til fordelingen af aktiver, rettigheder og pligter samt ansatte, som nævnt vil kunne ske skønsmæssigt, og uden at det kan fastlægges, at fordelingen er den eneste mulige fordeling, der kan ske efter lovens regler.
Efter stk. 1 fastsættes, at den myndighed, hvorfra der overføres opgaver, for så vidt angår overførslen af ansatte skal orientere repræsentanter for de ansatte om aftaleudkastet mm. efter § 10, jf. § 7.
Bestemmelsen indebærer en pligt for myndigheden til at orientere repræsentanter for de ansatte om aftaleudkast mm. efter § 10, 1 pkt. Orienteringen sker med henblik på at sikre de ansattes repræsentanter det bedst mulige grundlag for at fremkomme med synspunkter og ønsker med hensyn til den del af aftaleudkastet, der vedrører overførslen af de ansatte, herunder spørgsmålet om antallet af ansatte der overføres, hvilke ansatte der efter myndighedens udkast skal overføres, og hvorledes de ansatte skal fordeles mellem de modtagende myndigheder.
Det forudsættes således, at de ansatte og deres repræsentanter på passende tidspunkter, herunder forinden aftaleudkastet er udarbejdet, orienteres om den procedure, der skal fastlægge fordelingen, og at de ansatte og de ansattes repræsentanter har mulighed for at fremsætte forslag og ønsker, herunder til fordelingen af ansatte, som kan indgå i forbindelse med myndighedens udarbejdelse af aftaleudkastet, jf. bemærkningerne til stk. 3. Bestemmelsen begrænser således ikke de enkelte ansattes adgang til at fremsætte ønsker til fordelingen.
Orienteringen forudsættes at ske i overensstemmelse med de aftaler, der gælder for den pågældende myndigheds inddragelse af de ansattes repræsentanter. Orienteringen vil således kunne ske i MED-udvalg, samarbejdsudvalg m.v.
Orienteringen skal ske på et passende tidspunkt, inden der efter § 10 indgås aftale på grundlag af udkastet, således at de synspunkter, som de ansattes repræsentanter fremsætter til aftaleudkastet, kan indgå i myndighedens overvejelser om, hvorvidt der skal ske tilpasninger af aftaleudkastet, forinden indgåelse af aftale.
Bestemmelsen er – sammen med bestemmelserne i stk. 2-4 – et supplement til myndighedens pligt til efter virksomhedsoverdragelseslovens § 5 i rimelig tid inden overtagelsen at underrette lønmodtagernes repræsentanter m.v. om datoen for overdragelsen, årsagen til overdragelsen, overdragelsens juridiske, økonomiske og sociale følger for lønmodtagerne samt eventuelle foranstaltninger for lønmodtagerne, der ikke er en følge af den almindelige ledelsesret.
Efter det foreslåede stk. 2 skal den myndighed, hvorfra der overføres ansatte, og den eller de myndigheder, hvis ansatte berøres af overførslerne, så hurtigt som muligt orientere repræsentanter for de ansatte om aftalen, jf. § 10, eller beslutningen, jf. § 11.
Orienteringen forudsættes at ske i overensstemmelse med de aftaler, der gælder for den pågældende myndigheds inddragelse af de ansattes repræsentanter. Orienteringen vil således kunne ske i MED-udvalg, samarbejdsudvalg m.v.
Orienteringen skal ske så hurtigt som muligt efter aftaleindgåelsen eller nævnsbeslutning.
Orienteringspligten påhviler både den myndighed, hvorfra der overføres ansatte efter loven, og den eller de myndigheder, hvis ansatte berøres af overførslerne. Der påhviler således alene andre myndigheder end den afgivende myndighed en orienteringspligt, hvis myndigheden har ansatte der berøres af overførslerne.
Bestemmelsen er et supplement til myndighedernes underretnings- og forhandlingspligt efter virksomhedsoverdragelseslovens § 5, jf. bemærkningerne til stk. 1. Bestemmelsen vil endvidere supplere de aftaler, der gælder for den pågældende myndigheds inddragelse af de ansattes repræsentanter.
Det fastsættes med stk. 3, at den myndighed, hvorfra der overføres ansatte, og den eller de myndigheder, hvis ansatte berøres af overførslerne, skal orientere repræsentanter for de ansatte om og med disse drøfte fremgangsmåden for orienteringen af de ansatte om aftaleudkast, forhandlingernes forløb, indgåelse af aftale, eller nævnsbeslutning.
Bestemmelsen indebærer en pligt til at orientere de ansattes repræsentanter om den påtænkte fremgangsmåde for orienteringen af de ansatte under hele delingsproceduren. Det følger endvidere af bestemmelsen, at myndigheden skal drøfte fremgangsmåden for orienteringen af de ansatte med de ansattes repræsentanter.
Pligten påhviler både den myndighed, hvorfra der overføres ansatte efter loven, og den eller de myndigheder, hvis ansatte berøres af overførslerne. Der påhviler således alene andre myndigheder end den afgivende myndighed en pligt, hvis myndigheden har ansatte, der berøres af overførslerne, jf. herom bemærkningerne til stk. 2.
Bestemmelsen forudsætter således, at de ansatte før og under forhandlingerne om fordelingen af ansatte, på passende tidspunkter orienteres om den procedure, der skal fastlægge fordelingen. Bestemmelsen forudsætter endvidere, at der gives de ansatte mulighed for at fremsætte forslag til fremgangsmåden med hensyn til orienteringen og ønsker med hensyn til indplaceringen hos den modtagende myndighed. De ansattes ønsker vil kunne indgå i grundlaget for den afgivende og de modtagende myndigheders forhandling.
Informationen til de ansatte om proceduren kan ske såvel skriftligt som mundtligt, herunder ved afholdelse af møder, hvor der gives de ansatte mulighed for at få svar på spørgsmål vedrørende proceduren for overførslerne og konsekvenserne heraf. Det følger af bestemmelsen, at den afgivende henholdsvis den modtagende myndighed skal drøfte med de ansattes repræsentanter, på hvilke måder de ansatte mest hensigtsmæssigt kan holdes orienteret under forløbet. Orienteringen af de ansatte forudsættes at ske i overensstemmelse med de aftaler, der gælder for den pågældende myndigheds information af de ansatte.
Det forudsættes, at den afgivende myndighed og den eller de myndigheder, hvis ansatte berøres af overførslerne, samarbejder med henblik på at sikre de bedst mulige rammer for at kunne give information til de ansatte og deres repræsentanter og at kunne formidle deres synspunkter og ønsker.
Orienteringen og drøftelserne efter bestemmelsen forudsættes at ske i overensstemmelse med de aftaler, der gælder for den pågældende myndigheds inddragelse af de ansattes repræsentanter. Orienteringen vil således kunne ske i MED-udvalg, samarbejdsudvalg m.v.
Bestemmelsen er et supplement til myndighedernes underretnings- og forhandlingspligt efter virksomhedsoverdragelseslovens § 5, jf. bemærkningerne til stk. 1. Bestemmelsen vil endvidere supplere de aftaler, der gælder for den pågældende myndigheds inddragelse af de ansattes repræsentanter.
Efter stk. 4 fastsættes, at den myndighed, hvorfra der overføres ansatte, så hurtigt som muligt skriftligt skal orientere de ansatte, der overføres efter § 7, om aftaleindgåelse efter § 10 og nævnsbeslutning efter § 11, om overførslen til Skatteministeriet.
Bestemmelsen indebærer, at den afgivende myndighed skriftligt skal orientere de ansatte, der skal overføres til Skatteministeriet herom. Orienteringen skal ske hurtigst muligt efter aftaleindgåelsen eller nævnsbeslutningen.
Der stilles efter bestemmelsen alene krav om, at den afgivende myndighed orienterer de ansatte om aftaleindgåelsen m.v. og om, at den pågældende ansatte skal overføres til Skatteministeriet. Orienteringspligten omfatter orientering om selve overførslen, men ikke orientering om indplaceringen hos den nye myndighed, jf. herom nedenfor.
Bestemmelsen stiller ikke krav til, hvilke eventuelle yderligere oplysninger den skriftlige orientering kan indeholde.
Det forudsættes, at den afgivende myndighed og Skatteministeriet samarbejder med henblik på at sikre de bedst mulige rammer for at kunne give information til de ansatte og deres repræsentanter og at kunne formidle deres synspunkter og ønsker, herunder med hensyn til det nye arbejdssted og arbejdsfunktion, jf. også bemærkningerne til stk. 3.
Det forudsættes, at den myndighed, hvortil overførslen af den ansatte skal ske, så hurtigt som muligt giver den ansatte meddelelse om den pågældendes nye arbejdssted og arbejdsfunktion hos myndigheden.
Det forudsættes, at der med fastlæggelsen af indplaceringen hos den modtagende myndighed så vidt muligt tages hensyn til den enkelte ansattes behov og ønsker såvel med hensyn til arbejdssted som med hensyn til opgaver.
Orienteringen af den ansatte vil i givet fald kunne ske samtidig med en varsling over for medarbejderen af væsentligt ændrede løn- og ansættelsesvilkår. Virksomhedsoverdragelseslovens regler indebærer, at arbejdsgiverskiftet i forbindelse med overførslen til en ny ansættelsesmyndighed som led i kommunalreformen, ikke i sig selv er en væsentlig ændring af ansættelsesforholdet, der kan begrunde en ophævelse af arbejdsaftalen fra den ansattes side, men er en ændring, den ansatte er forpligtet til at tåle, forudsat at der ikke sker andre væsentlige ændringer i ansættelsesforholdet. Hvis der sker andre væsentlige ændringer i ansættelsesforholdet, er den myndighed, hvorfra den ansatte overføres, forpligtet til at varsle dette overfor den pågældende. Varslingen indebærer efter almindelige ansættelsesretlige regler, at det hidtidige ansættelsesforhold bringes til ophør med det individuelle opsigelsesvarsel samtidig med, at der tilbydes genansættelse på nye vilkår. Den ansatte må herefter tage stilling til, om vedkommende vil påtage sig stillingen på de nye vilkår eller betragte sig som opsagt.
Bestemmelsen er et supplement til myndighedernes underretnings- og forhandlingspligt efter virksomhedsoverdragelseslovens § 5, jf. bemærkningerne til stk. 1. Bestemmelsen vil endvidere supplere de aftaler, der gælder for den pågældende myndigheds inddragelse af de ansattes repræsentanter.
Efter stk. 5 fastsættes det, at repræsentanterne for de ansatte har tavshedspligt vedrørende den orientering, der er givet i medfør af stk. 1. Repræsentanterne vil således ikke kunne videregive oplysninger herom til myndighedens ansatte eller andre.
Repræsentanterne vil imidlertid med respekt af tavshedspligtbestemmelsen kunne drøfte delingsproceduren og forhandlingernes forløb med de ansatte, herunder de ansattes ønsker til fordelingen m.v.
Til §14
Efter bestemmelsen bemyndiges skatteministeren til at fastsætte regler for den praktiske gennemførelse af overdragelsen af opgaver, personale, arkiver mv. fra kommunerne til staten. Det kan eksempelvis være frister for gennemførelse af de enkelte dele af overdragelsen eller regler for konvertering af sager.
Konverteringen må forventes at ske successivt af de enkelte kommuner og vil have fokus på først at overføre de fordringer, der er under aktiv inddrivelse. Det forventes derfor også, at der som led i konverteringen vil blive fastlagt regler for, at henlagte fordringer under en vis størrelse først skal overføres på et senere tidspunkt.
Ligeledes forventes det, at fordringshaverne i visse tilfælde skal undlade at oversende fordringer, som der er indgået afdragsordninger på, uagtet aftalerne overskrider de rammer, som fordringshaverne efter konverteringen ellers kan indgå aftale indenfor, jf. lovforslagets § 2, stk. 3, og bestemmelser herom fastsat i medfør af bemyndigelsen efter § 2, stk. 6. En sådan bestemmelse vil også kunne omfatte midlertidige aftaler. Hvis aftalen efterfølgende misligholdes, skyldneren beder om ændring af vilkårene, eller afdragsordningen udløber uden, at fordringen er indfriet, skal fordringen umiddelbart sendes til restanceinddrivelsesmyndigheden, der så vil tage stilling til det videre forløb. Disse særlige bestemmelser må forventes kombineret med undtagelser for større krav og ordninger, der har en meget lang løbetid.
Derved sikres det, at skyldneren ikke ulejliges unødigt i forbindelse med konverteringen, når der er indgået aftaler, som den nye restanceinddrivelsesmyndighed under alle omstændigheder vil være forpligtet til at respektere. Ordningen vil tillige sikre, at der ikke sker noget brud i afviklingen, hvilket ville indeholde risiko for provenutab. En sådan ordning vil alene indeholde en udskydelse af overførslen og vil ikke pålægge fordringshaverne yderligere byrder ud over det, der ligger i en systemmæssig overvågning af, at der sker betaling.
Det forventes også, at bemyndigelsen vil blive anvendt til at fastsætte regler for fordringshavernes pligter frem til overdragelsestidspunktet med hensyn til at sikre en ensartet klargøring af fordringer mv. Regler vedrørende bl.a. overdragelse af arkiver og andet fysisk sagsmateriale vil ligeledes kunne udfærdiges i medfør af bemyndigelsen.
Bemyndigelsen vil endvidere blive anvendt til at fastlægge, i hvilket omfang restanceinddrivelsesmyndigheden kan afhjælpe fordringshavernes arbejdsbyrde i forbindelse med sagskonverteringen, herunder hvorledes den nødvendige systemadgang skal foregå under hensyntagen til forvaltningsloven, persondataloven og databeskyttelsesdirektivet.
De kommunale repræsentanter vil blive inddraget i tilrettelæggelsen af dette arbejde.
Skatteministeren vil kunne delegere denne kompetence til embedsmænd.
