Offshoresikkerhedsloven § 4

Rettighedshaveren i stk. 1 er den gruppe (konsortium) af virksomheder, der i henhold til § 5 i lov om anvendelse af Danmarks undergrund med senere ændringer jf. bekendtgørelse af lov om anvendelse af Danmarks undergrund, nr. 526 af 11. juni 2002 (undergrundsloven) har tilladelse til at foretage efterforskning og indvinding af råstoffer (kulbrinter) fra undergrunden.

Operatørbegrebet i stk. 2 anvendes internationalt i forbindelse med olie- og gasefterforsknings- og indvindingsvirksomheden og er den virksomhed, som udøver efterforskning og/eller indvinding på rettighedshaverens vegne. Typisk vil operatøren være et af de selskaber, der indgår i det konsortium, der har rettigheden til efterforskning og indvinding iht. undergrundsloven. Operatørskabet kan skifte i løbet af efterforsknings- og indvindingsforløbet.

I stk. 3 defineres den driftsansvarlige virksomhed som den virksomhed, der har ansvaret for driften af et offshoreanlæg. For faste anlæg vil den driftsansvarlige virksomhed typisk være operatøren, mens det for mobile anlæg typisk vil være den virksomhed, som operatøren har indgået kontrakt med om brug af anlægget. I havanlægsloven anvendes begrebet ejer eller bruger. Ejerbegrebet er ikke hensigtsmæssigt at anvende i driftsmæssig sammenhæng, da ejeren normalt – for mobile offshoreanlægs vedkommende – er en virksomhed, som har udlejet anlægget til den driftsansvarlige virksomhed (på engelsk: Bareboat charter).

Der kan også være situationer, hvor operatøren har overdraget driften af et fast anlæg til en anden virksomhed – en entreprenør, jf. stk. 4, som så efter lovforslaget vil være den driftsansvarlige virksomhed.

Bestemmelsen i stk. 4 er en præcisering af, at en entreprenør i lovforslagets forstand er en virksomhed, der udfører arbejde for operatøren, den driftsansvarlige virksomhed eller en anden entreprenør. Eksempler på entreprenører er brøndvedligeholdsfirmaer, malerfirmaer, cateringfirmaer og andre, der kan foretage vedligehold eller konstruktionsopgaver, herunder specialistfirmaer, der udfører opgaver for operatøren i forbindelse med boringen (brøndlogning, cementering, mudderfirmaer, specielle operationer) og endelig de firmaer, der udfører opgaver for den driftsansvarlige virksomhed, som f.eks. catering- og malerfirmaer.

Definitionen af en arbejdsgiver i stk. 5 tager udgangspunkt i definitionen i artikel 3, om definitioner, i Rådets direktiv 89/391/EØF af 12. juni 1989 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet, i det følgende benævnt rammedirektivet. Definitionen går dog i forslaget videre end i rammedirektivet, idet det er fundet hensigtsmæssigt at basere definitionen på instruktionsbeføjelsen i stedet for beskæftigelsesforholdet. Således er en medarbejder, der er ansat hos arbejdsgiver B, men som arbejdsgiver A har instruktionsbeføjelserne for, sidestillet med arbejdsgiver A’s øvrige ansatte. Operatøren, den driftsansvarlige virksomhed og entreprenører vil som oftest – men ikke altid – tillige være arbejdsgivere, da de har instruktionsbeføjelser for egne og andre arbejdsgiveres ansatte. Arbejdsgiver A’s ansvar omfatter alene de faktiske sikkerheds- og sundhedsmæssige forhold i forbindelse med arbejdet på offshoreanlægget. Som eksempel kan nævnes, at et entreprenørfirma i land (arbejdsgiver B) sender 3 af sine ansatte ud på et offshoreanlæg, hvor de arbejder under instruktion af den driftsansvarlige virksomhed. I dette tilfælde vil den driftsansvarlige virksomhed (arbejdsgiver A) være arbejdsgiver for de 3 udsendte fra entreprenørfirmaet i lovens forstand. Omvendt vil et entreprenørfirma, der sender et arbejdshold bestående af en arbejdsleder og øvrige ansatte ud på et offshoreanlæg anses for arbejdsgiver i lovens forstand, hvis arbejdslederen leder holdet på entreprenørens vegne.

Bestemmelsen i stk. 6, som definerer en virksomhedsleder, svarer til arbejdsmiljølovens begreb. Det drejer sig i første række om direktører, herunder administrerende direktører, men den formelle titel eller lignende er ikke afgørende for, om en person anses som virksomhedsleder. Også bestyrelsesmedlemmer anses for at være omfattet af persongruppen af virksomhedsledere m.fl. med samme pligter som arbejdsgivere med hensyn til de bestyrelsesbeslutninger, som har relation til sikkerhed og sundhed.

Tekniske direktører og andre, som i det væsentlige har til opgave at lede eller føre tilsyn med arbejdet frem for mere overordnet ledelse af selve virksomheden, anses som arbejdsledere.

Definitionen i stk. 7 svarer til arbejdsmiljølovens § 24, hvor en arbejdsleder defineres. Afhængigt af de konkrete forhold kan f.eks. en teknisk direktør være arbejdsleder i henhold til ovennævnte definition.

Bestemmelsen i stk. 8 fastslår, at anlæggets chef er arbejdsleder i henhold til definitionen i stk. 7 samtidig med, at han varetager den øverste ledelse af anlægget på den driftsansvarlige virksomheds vegne. Han refererer typisk til foresatte i den driftsansvarlige virksomheds organisation på land. Under sig har anlægschefen en række arbejdsledere indenfor forskellige arbejdsområder.

Til kapitel 2

Almindelige pligter

En illustration af de forskellige virksomheders ansvarshierarki findes i bilag 1 og 2.