Offererstatningsloven

Det følger af lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser (offererstatningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1209 af 18. november 2014, som ændret ved § 14 i lov nr. 285 af 29. marts 2017, § 4 i lov nr. 140 af 28. februar 2018, lov nr. 486 af 30. april 2019, § 2 i lov nr. 895 af 21. juni 2022 og § 35 i lov nr. 753 af 13. juni 2023, at staten yder erstatning og godtgørelse for personskade, der forvoldes ved overtrædelse af bl.a. straffeloven, hvis overtrædelsen er begået i den danske stat, jf. lovens § 1, stk. 1. Det følger heraf, at skadelidte har et retskrav på erstatning fra staten, hvis en forbrydelse er sket i Danmark, herunder også for terror, forudsat at de øvrige betingelser i offererstatningsloven, herunder de almindelige erstatningsretlige betingelser, er opfyldt.

Det fremgår af betænkning nr. 751/1975, som ligger til grund for hovedloven fra 1976, at udtrykket »i den danske stat« i offererstatningslovens § 1, stk. 1, svarer til straffelovens § 6, stk. 1, nr. 1, og omfatter foruden landterritoriet, herunder Færøerne og Grønland, også sø- og luftterritoriet.

Det følger af offererstatningslovens § 1, stk. 3, at erstatning i særlige tilfælde kan ydes for skader, der forvoldes ved handlinger begået uden for den danske stat, hvis skadelidte har bopæl i Danmark, har dansk indfødsret eller på gerningstidspunktet gjorde tjeneste for en udsendt dansk udenrigsrepræsentation. Erstatning kan endvidere ydes, når sådanne handlinger er begået mod skadelidte med bopæl i Danmark under erhvervsudøvelse uden for den danske stat.

Bestemmelsen medfører, at den danske stat i særlige tilfælde kan yde erstatning til ofre for forbrydelser i udlandet, hvis særlige omstændigheder fører til, at det kan være rimeligt at yde erstatning. Efter gældende ret kan der være tale om sådanne særlige tilfælde, hvis skadelidte er blevet offer for en terrorhandling i udlandet. I modsætning til ved overtrædelser begået i den danske stat har skadelidte altså ikke efter gældende ret et retskrav på erstatning, når hændelsen er sket i udlandet.

Når konkrete omstændigheder tilsiger, at det er rimeligt, at den danske stat yder erstatning efter § 1, stk. 3, har skadelidtes efterladte adgang til at opnå erstatning m.v. efter erstatningsansvarslovens §§ 12-14 a og 26, såfremt skadelidte afgår ved døden, jf. offererstatningslovens § 2.

Det følger af det foreslåede § 1, stk. 3, 3. pkt., at § 1, stk. 3, 1. og 2. pkt., ikke gælder for personskade, der forvoldes ved terror eller terrorlignende handlinger begået uden for den danske stat, jf. stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at ansøgninger om erstatning for personskade, som Erstatningsnævnet finder, er forvoldt ved terror eller en terrorlignende handling begået i udlandet, skal vurderes efter det foreslåede § 1, stk. 4. Der henvises til bemærkningerne til det foreslåede § 1, stk. 4, om vurderingen heraf.

Der vil i disse tilfælde således ikke være adgang til erstatning i medfør af ordningen om billighedserstatning i offererstatningslovens § 1, stk. 3.

Dette vil også gælde i sager, hvor den foreslåede § 1, stk. 4, ikke finder anvendelse, fordi der er rimelig grund til at antage, at skadelidte under opholdet i udlandet har udvist en handlemåde, der er kriminaliseret i straffelovens § 101 a eller §§ 114-114 j. Der henvises til bemærkningerne til det foreslåede § 1, stk. 5, om vurderingen heraf.

Erstatning kan i særlige tilfælde ydes for skader, der forvoldes ved handlinger begået uden for den danske stat, jf. offererstatningslovens § 1, stk. 3. Der henvises til beskrivelsen af gældende ret under pkt. 2.1.1.1 og bemærkningerne til § 1, nr. 1.

Det fremgår af offererstatningslovens § 6 a, at dansk rets almindelige regler om skadevolderes erstatningsansvar, herunder om nedsættelse eller bortfald af erstatning på grund af skadelidtes medvirken til skaden eller accept af risiko, finder tilsvarende anvendelse ved Erstatningsnævnets afgørelser om erstatning. Det er fast antaget i retspraksis, at afdødes egen skyld også bevirker nedsættelse eller bortfald af de efterladtes krav på erstatning og/eller godtgørelse.

Det må antages, at offererstatningslovens § 6 a medfører, at Erstatningsnævnet skal foretage en konkret vurdering af, om der under en civil sag mellem skadelidte og skadevolder er grundlag for at lade erstatningen nedsætte eller bortfalde. Der henvises til beskrivelsen af gældende ret under pkt. 2.1.1.1.

Det følger af det foreslåede § 1, stk. 4, at staten yder erstatning og godtgørelse for personskade, der forvoldes ved terror eller terrorlignende handlinger begået uden for den danske stat, hvis skadelidte er omfattet af personkredsen i stk. 3, jf. dog stk. 5.

Den foreslåede formulering, hvorefter staten »yder« erstatning og godtgørelse, vil medføre, at skadelidte vil have et retskrav på erstatning og godtgørelse efter den foreslåede ordning.

Bestemmelsen vil finde anvendelse på personskade forvoldt ved handlinger begået uden for den danske stat. Der sondres ikke mellem EU-medlemsstater og lande uden for EU.

Med henvisningen til »personkredsen i stk. 3« vil det være en betingelse for at opnå adgang til erstatning og godtgørelse efter bestemmelsen, at skadelidte er omfattet af personkredsen nævnt i offererstatningslovens § 1, stk. 3. Den foreslåede ordning vil derfor omfatte skadelidte med bopæl i Danmark, skadelidte med dansk indfødsret og skadelidte, som gjorde tjeneste for en udsendt dansk udenrigsrepræsentation på gerningstidspunktet, jf. § 1, stk. 3, 1. pkt. Ordningen vil tilsvarende finde anvendelse, når skaden blev forvoldt mod skadelidte med bopæl i Danmark under dennes erhvervsudøvelse uden for den danske stat, jf. § 1, stk. 3, 2. pkt.

Bestemmelsen vil finde anvendelse for personskade forvoldt ved »terror« eller »terrorlignende handlinger«.

Den foreslåede ordning vil således indebære, at der skal foretages en vurdering af, om personskaden er forvoldt ved en handling, der er begået i udlandet, og som udgør terror eller en terrorlignende handling.

Ved »terror« forstås gerningsbeskrivelsen i straffelovens § 114. Ved »terrorlignende handlinger« forstås gerningsbeskrivelsen i straffelovens § 114 a. Der henvises til beskrivelserne af §§ 114 og 114 a under pkt. 2.1.1.2 om gældende ret. Der vil derfor skulle tages udgangspunkt i de nævnte gerningsbeskrivelser ved vurderingen af, om retskravsordningen finder anvendelse.

Erstatningsnævnet vil ikke være forpligtet til at forsøge at indhente oplysninger om hændelsen fra myndighederne i det land, hvori hændelsen er sket. Det forudsættes derfor, at oplysninger fra myndighederne i det pågældende land i almindelighed ikke vil indgå i Erstatningsnævnets sagsbehandling.

Det bemærkes i den forbindelse, at det efter gældende ret efter offererstatningslovens § 1, stk. 3, heller ikke er en forudsætning for, at der kan udbetales erstatning, at der har været en forudgående politimæssig efterforskning eller straffesag. Sager, der behandles efter offererstatningslovens § 1, stk. 3, kan således ofte være vanskelige at få tilstrækkeligt oplyst, da den udenlandske politimæssige efterforskning ofte vil være mindre anvendelig til brug for behandlingen af erstatningsspørgsmålet, end tilfældet er i de sager, hvor dansk politi efterforsker sagen.

Vurderingen af, om personskaden er forvoldt ved terror eller en terrorlignende handling, vil derfor almindeligvis bero på en troværdighedsvurdering af ansøgerens egne oplysninger, som ofte vil skulle sammenholdes med de oplysninger, der er videregivet i offentligheden.

Det forudsættes på denne baggrund, at betingelsen om, at personskaden skal være forvoldt ved terror eller terrorlignende handlinger, f.eks. vil kunne være opfyldt, hvis der på baggrund af den offentlige omtale af den handling, der har forårsaget skaden, er en formodning om, at gerningsbeskrivelserne i straffelovens §§ 114 eller 114 a er opfyldt.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke ændre på, at offererstatningslovens øvrige betingelser m.v. skal være opfyldt, for at staten yder erstatning.

Forslaget vil ikke ændre på, at erstatning ikke ydes, i det omfang skaden godtgøres af skadevolderen eller dækkes af forsikringsydelser eller andre ydelser, der har karakter af virkelig skadeserstatning, jf. herved offererstatningslovens § 7, stk. 1.

Det vil bl.a. indgå i Erstatningsnævnets vurdering heraf, om der foreligger oplysninger om, at skadelidte har modtaget erstatning i det land, hvor skaden er forvoldt.

Blandt andet på baggrund af Rådets direktiv nr. 2004/80/EF af 29. april 2004 om erstatning til ofre for forbrydelser vil Erstatningsnævnet kunne bistå ansøgeren med ansøgning om erstatning i en anden EU-medlemsstat i overensstemmelse med reglerne i direktivet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det følger af det foreslåede § 1, stk. 5, at er der rimelig grund til at antage, at skadelidte under opholdet i udlandet har udvist en handlemåde, der er kriminaliseret i straffelovens § 101 a eller §§ 114-114 j, finder stk. 4 ikke anvendelse.

Hensynet bag den foreslåede undtagelse er, at staten ikke bør yde erstatning til ofre for terror og terrorlignende handlinger begået i udlandet i tilfælde, hvor det kan forekomme stødende, at den danske stat yder erstatning.

Efter den foreslåede ordning vil der skulle være »rimelig grund til at antage«, at skadelidte under opholdet i udlandet har udvist den nævnte handlemåde.

Kravet vil indebære, at der på baggrund af de foreliggende oplysninger skal være rimelige og konkrete grunde til at antage, at skadelidte under opholdet i udlandet har udvist en handlemåde, der er kriminaliseret i straffelovens § 101 a eller §§ 114-114 j.

Det vil bero på et konkret skøn, om der i sagen foreligger tilstrækkelige oplysninger til, at der er rimelig grund til at antage, at skadelidte under opholdet i udlandet har udvist den nævnte handlemåde.

Det vil alene være skadelidtes handlemåde, som vil indgå i vurderingen. Omvendt vil eksempelvis skadelidtes efterladtes handlemåde ikke indgå i vurderingen af, om skadelidtes efterladte har et retskrav på erstatning efter den foreslåede ordning.

Formuleringen »under opholdet i udlandet« vil indebære, at skadelidte skal have udvist den nævnte handlemåde under det pågældende ophold uden for den danske stat. Det vil ikke være en betingelse, at den nævnte handlemåde skal være udvist i samme land, hvori skadelidte pådrog sig personskaden.

Oplysninger om skadelidtes handlemåde under tidligere udlandsophold vil derimod ikke indgå i vurderingen. Det samme vil gælde oplysninger om skadelidtes handlemåde i Danmark.

Efter den foreslåede undtagelsesordning skal der være rimelig grund til at antage, at skadelidte under opholdet i udlandet har »udvist en handlemåde, der er kriminaliseret i straffelovens § 101 a eller §§ 114-114 j«. Der henvises til beskrivelserne af § 101 a og §§ 114-114 j under pkt. 2.1.1.2 om gældende ret.

Det forudsættes, at der i hver enkelt sag foretages en konkret og individuel vurdering af, om der er rimelig grund til at antage, at den pågældende under opholdet i udlandet har udvist en handlemåde, der er kriminaliseret i straffelovens § 101 a eller §§ 114-114 j.

Det vil være arten og karakteren af handlemåden, der afgør, om retskravsordningen finder anvendelse.

Det vil ikke være en betingelse, at skadelidte er blevet dømt for overtrædelse af de nævnte bestemmelser.

Det vil tilsvarende ikke skulle vurderes, om skadelidte under opholdet i udlandet har gjort sig skyldig i overtrædelse af en eller flere af de omfattede straffelovsbestemmelser, herunder om der foreligger den til domfældelse fornødne tilregnelse.

Det vil således alene være gerningsbeskrivelserne i de relevante straffelovsbestemmelser, der vil indgå i vurderingen af, om staten yder erstatning efter den foreslåede retskravsordning.

Bestemmelsen vil ligeledes indebære, at skadelidtes forsøg på eller medvirken til de omfattede aktiviteter m.v. også vil kunne begrunde, at den danske stat ikke yder erstatning m.v.

Erstatningsnævnet vil til brug for vurderingen af, om skadelidte har udvist den nævnte handlemåde i udlandet, indhente en udtalelse fra politiet herom, jf. nærmere herom nedenfor om det foreslåede § 1, stk. 6.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås med § 1, stk. 6, at der i forbindelse med afgørelse om erstatning og godtgørelse efter det foreslåede § 1, stk. 4, skal indhentes en udtalelse fra politiet om, hvorvidt der er rimelig grund til at antage, at skadelidte under opholdet i udlandet har udvist en handlemåde, der er kriminaliseret i straffelovens § 101 a eller §§ 114-114 j. Der henvises til bemærkningerne til det foreslåede § 1, stk. 5, om vurderingen heraf.

Den foreslåede ordning vil indebære, at Erstatningsnævnet i forbindelse med behandling af en ansøgning om erstatning for personskade forvoldt ved terror eller terrorlignende handlinger begået i udlandet skal indhente en udtalelse fra politiet, som indgår i nævnets afgørelse af, om skadelidte har ret til erstatning efter den foreslåede retskravsordning.

Den foreslåede bestemmelse har navnlig til formål at sikre, at Erstatningsnævnet – der er den kompetente myndighed til at træffe afgørelser om erstatning, jf. lovens § 11, stk. 1 – kan træffe afgørelse om erstatning og godtgørelse på et oplyst grundlag.

Erstatningsnævnet vil indhente udtalelsen fra den politikreds, hvor skadelidte havde bopæl på tidspunktet for skadens indtræden. Hvis skadelidte på tidspunktet for skadens indtræden ikke havde bopæl i Danmark, vil udtalelsen skulle indhentes fra den politikreds, hvor skadelidte efter det oplyste senest ses at have haft bopæl. Foreligger der ikke oplysninger herom, vil udtalelsen skulle indhentes fra Københavns Politi.

Det forudsættes, at politiet til brug for udtalelsen vil foretage undersøgelser af de oplysninger og registre, der er tilgængelige for politiet, herunder bl.a. ved opslag i Kriminalregistret og Politiets Sagsstyringssystem. Det forudsættes endvidere, at politiet i forbindelse med udtalelsen vil indhente en udtalelse fra Politiets Efterretningstjeneste (PET).

Det må forventes, at der vil kunne være oplysninger og efterretninger i politiets og PET’s systemer, som politiet og PET ikke ønsker at videregive til Erstatningsnævnet på grund af oplysningernes karakter eller af hensyn til efterretningstjenestens virke m.v. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis PET’s oplysninger stammer fra udenlandske partnere eller kilder, idet sådanne oplysninger som udgangspunkt ikke vil kunne fremlægges under behandlingen af sagen.

Det bemærkes i den forbindelse, at politiet og PET i disse situationer ikke vil være forpligtet til at lade oplysningerne indgå i udtalelsen eller til at videregive dem til Erstatningsnævnet. I disse tilfælde vil de pågældende oplysninger således ikke indgå i den udtalelse, som politiet skal afgive til Erstatningsnævnet.

Såfremt PET ikke kan eller ikke ønsker at videregive eventuelle oplysninger til politiet, vil PET således tilkendegive over for politiet, at PET ikke kan bidrage med oplysninger om skadelidte.

Politiet vil – såfremt politiet heller ikke i sine selvstændige undersøgelser er blevet bekendt med relevante oplysninger om ansøgeren, eller ikke kan eller ikke ønsker at videregive sådanne oplysninger til Erstatningsnævnet – på den baggrund tilkendegive over for Erstatningsnævnet, at politiet ikke kan bidrage med oplysninger om skadelidte.

Politiet vil ligeledes tilkendegive, at politiet ikke kan bidrage med oplysninger om skadelidte, såfremt der – på baggrund af de oplysninger, som politiet og PET ønsker at lade indgå i vurderingen – ikke er rimelig grund til at antage, at skadelidte under opholdet i udlandet har udvist en handlemåde, der er kriminaliseret i straffelovens § 101 a eller §§ 114-114 j.

Den foreslåede ordning vil kunne indebære, at en erstatningssøgende kan opnå adgang til erstatning, selvom politiet og PET er i besiddelse af oplysninger, som giver rimelig grund til at antage, at skadelidte under opholdet i udlandet har udvist en handlemåde, der er kriminaliseret i straffelovens § 101 a eller §§ 114-114 j. Det vil kunne være tilfældet i sager, hvor politiet og PET ikke ønsker at lade disse oplysninger indgå i udtalelsen, f.eks. af hensyn til efterretningstjenestens virke m.v.

Politiets udtalelse vil alene blive anvendt til brug for Erstatningsnævnets afgørelse om erstatning og godtgørelse efter den foreslåede ordning.

Politiets udtalelse vil ikke udgøre en afgørelse i forvaltningslovens forstand, men vil indgå i sagsoplysningen til brug for Erstatningsnævnets afgørelse.

Den, der ansøger om erstatning efter den foreslåede ordning, vil have mulighed for at fremkomme med bemærkninger til politiets udtalelse under Erstatningsnævnets eventuelle partshøring af ansøgeren efter forvaltningslovens regler herom.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det fremgår af § 3, stk. 1, nr. 4, i offererstatningsloven, at staten yder erstatning for tingsskade, der ved overtrædelse af borgerlig straffelov forvoldes i den danske stat af personer, der er optaget i døgninstitution for børn og unge efter serviceloven.

Det foreslås, at henvisningen til serviceloven i § 3, stk. 1, nr. 4, i offererstatningsloven ændres til barnets lov.

Den foreslåede ændring vil betyde, at staten yder erstatning for tingsskade, der ved overtrædelse af borgerlig straffelov forvoldes i den danske stat af personer, der er anbragt på en døgninstitution efter barnets lov.

Den foreslåede ændring er begrundet i, at bestemmelsen i § 52, stk. 3, nr. 7, i serviceloven om anbringelse af et barn uden for hjemmet og § 66, stk. 1, nr. 7, i serviceloven om døgninstitutioner med lovforslagets § 1, nr. 14, foreslås ophævet, og at anbringelser uden for hjemmet på en døgninstitution samtidigt foreslås reguleret i kapitel 5 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov. Der er på baggrund heraf behov for en ændring af § 3, stk. 1, nr. 4, i offererstatningsloven, således at staten fortsat yder erstatning for tingsskade ved overtrædelse af den borgerlige straffelov, der er forvoldt i Danmark af børn og unge, der er anbragt på en døgninstitution. Den foreslåede ændring vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til kapitel 5 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov og til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7.2.2 og 2.7.2.3.

Det fremgår af § 3, stk. 1, nr. 4, i offererstatningsloven, at staten yder erstatning for tingsskade, der ved overtrædelse af borgerlig straffelov forvoldes i den danske stat af personer, der er optaget i døgninstitution for børn og unge efter serviceloven.

Det foreslås, at henvisningen til serviceloven i § 3, stk. 1, nr. 4, i offererstatningsloven ændres til barnets lov.

Den foreslåede ændring vil betyde, at staten yder erstatning for tingsskade, der ved overtrædelse af borgerlig straffelov forvoldes i den danske stat af personer, der er anbragt på en døgninstitution efter barnets lov.

Den foreslåede ændring er begrundet i, at bestemmelsen i § 52, stk. 3, nr. 7, i serviceloven om anbringelse af et barn uden for hjemmet og § 66, stk. 1, nr. 7, i serviceloven om døgninstitutioner med lovforslagets § 1, nr. 14, foreslås ophævet, og at anbringelser uden for hjemmet på en døgninstitution samtidigt foreslås reguleret i kapitel 5 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov. Der er på baggrund heraf behov for en ændring af § 3, stk. 1, nr. 4, i offererstatningsloven, således at staten fortsat yder erstatning for tingsskade ved overtrædelse af den borgerlige straffelov, der er forvoldt i Danmark af børn og unge, der er anbragt på en døgninstitution. Den foreslåede ændring vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til kapitel 5 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov og til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7.2.2 og 2.7.2.3.

Det fremgår af offererstatningslovens § 6 a, at dansk rets almindelige regler om skadevolderens erstatningsansvar, herunder om nedsættelse eller bortfald af erstatning på grund af skadelidtes eller afdødes medvirken til skaden eller accept af risikoen for skade, tilsvarende finder anvendelse ved afgørelser om erstatning efter denne lov, jf. dog §§ 6 b og 6 c.

Det foreslås, at der i § 6 a indsættes en henvisning til det foreslåede § 6 a, stk. 2.

Ændringen vil være en konsekvensændring som følge af det foreslåede § 6 a, stk. 2, hvorefter erstatning vil kunne nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte gennem sin adfærd har udsat sig for en særlig risiko for den pågældende skade, jf. lovforslagets § 5, nr. 2.

Den foreslåede ændring vil indebære, at offererstatning vil kunne begrænses i et videre omfang end efter den gældende bestemmelse i offererstatningslovens § 6 a.

Med det foreslåede vil der således blive henvist til, at erstatning – foruden at kunne nedsættes eller bortfalde i medfør af de almindelige erstatningsregler om medvirken til skaden eller accept af risikoen for skade – endvidere vil kunne nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte gennem sin adfærd har udsat sig for en særlig risiko for den pågældende skade.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger samt lovforslagets § 5, nr. 2, og bemærkningerne hertil.

§ 20 i barnets lov vedrører afgørelser om iværksættelse af en børnefaglig undersøgelse. Det følger af § 20, stk. 2, i barnets lov, at kommunalbestyrelsen kan iværksætte en børnefaglig undersøgelse, når kommunalbestyrelsen i øvrigt vurderer, at det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges støttebehov.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.1.1.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at det i § 20, stk. 2, i barnets lov, indsættes som 2. pkt., at kommunalbestyrelsen ved vurderingen efter 1. pkt. bl.a. skal lægge vægt på, om barnets eller den unges nære familiemedlemmer er dømt for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a.

Den foreslåede ændring vil indebære, at oplysninger om, at et eller flere af barnets eller en ungs nære familiemedlemmer er dømt for bandekriminalitet, vil skulle indgå som et væsentligt og tungtvejende element i kommunernes vurdering af, om der bør iværksættes en børnefaglig undersøgelse. Eksempelvis fordi barnets relation til det dømte familiemedlem vurderes at påvirke barnets sundhed, udvikling og trivsel negativt. Med bandekriminalitet forstås, hvis barnets eller den unges nære familiemedlemmer er dømt for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a. Kommunen kan få oplysningerne om disse forhold f.eks. gennem SSP-samarbejdet eller gennem samtale med barnet.

Nære familiemedlemmer kan være forældre, søskende eller andre personer i barnets familie med en tæt relation til barnet.

På baggrund af den børnefaglige undersøgelse vil kommunen kunne træffe afgørelse om, at der bør iværksættes støttende indsatser eller anbringelse uden for hjemmet efter reglerne herom i barnets lov §§ 32, 46 eller 47, hvis betingelserne herfor er opfyldt.

Såfremt kommunen efter en indledende screening efter barnets lov § 18 vurderer, at det ikke vil være nødvendigt at igangsætte en børnefaglig undersøgelse efter barnets lov § 20, vil kommunen efter reglerne i barnets lov kunne igangsætte en afdækning efter barnets lov § 19.

Børn, unge og deres forældre vil på et hvilket som helst tidspunkt i et sagsforløb kunne anmode om en børnefaglig undersøgelse, hvis de mener, at der er behov for yderligere undersøgelser af barnets behov. Det vil herefter bero på en konkret vurdering af sagens forhold, om en sådan undersøgelse skal igangsættes. Ved vurderingen vil der skulle lægges betydelig vægt på, om barnet eller den unge har nære familiemedlemmer, der er dømt for bandekriminalitet.

Kommunens beslutning om, at der ikke er behov for en børnefaglig undersøgelse kan ikke påklages til Ankestyrelsen, i det omfang kommunen i stedet vælger at gennemføre en afdækning efter reglerne herom i barnets lov § 19.

Det vil med den foreslåede bestemmelse ikke være et krav, at kommunerne iværksætter en børnefaglig undersøgelse, hvis der er viden om, at nære familiemedlemmer er dømt for bandekriminalitet. Det skyldes, at kommunerne skal tage udgangspunkt i, hvorvidt det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges støttebehov, jf. § 20, stk. 2, 1. pkt., i barnets lov og der kan således forekomme situationer, hvor det ikke vurderes nødvendigt, uanset at barnets eller den unges nære familiemedlemmer er dømt for bandekriminalitet.

Kommunen vil efter barnets lov også have mulighed for at iværksætte støtte og hjælp, uanset om der vil blive truffet afgørelse om at iværksætte en børnefaglig undersøgelse. Det kan være i form af en tidlig forebyggende indsats, jf. § 30 i barnets lov eller en støttende indsats efter § 32 i barnets lov på baggrund af en afdækning. Herudover er det muligt at iværksætte en støttende indsats sideløbende med en afdækning eller den børnefaglige undersøgelse, jf. § 32, stk. 4 i barnets lov. En sådan indsats vil skulle tage afsæt i barnets eller den unges samt familiens behov, ressourcer og udfordringer, men det vil samtidig være vigtigt, at myndighederne vurderer, at indsatserne vil bidrage til at forebygge kriminalitet og sikre barnet eller den unges trivsel og udvikling. Det skal herudover vurderes, om der er brug for støttende indsatser til barnet eller den unge, der går imod f.eks. forældrenes ønsker, i det omfang der efter barnets lov er adgang til at træffe afgørelse uden samtykke, herunder efter reglerne i § 37 i barnets lov om støttende indsatser uden samtykke, hvis det vurderes at være i det konkrete barn eller den konkrete unges interesse med henblik på at kunne forebygge risikoen for at ende i bandekriminalitet.

Kommunens afgørelse om at iværksætte en børnefaglig undersøgelse vil kunne påklages til Ankestyrelsen, jf. § 144 i barnets lov.

For en beskrivelse af straffelovens § 81 a henvises til pkt. 3.4.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det fremgår af offererstatningslovens § 6 a, at dansk rets almindelige regler om skadevolderens erstatningsansvar, herunder om nedsættelse eller bortfald af erstatning på grund af skadelidtes eller afdødes medvirken til skaden eller accept af risikoen for skaden, tilsvarende finder anvendelse ved afgørelser om erstatning efter denne lov, jf. dog §§ 6 b og 6 c.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.2.4.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der indsættes et nyt § 6 a, stk. 2 , hvorefter erstatning kan nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte gennem sin adfærd har udsat sig for en særlig risiko for den pågældende skade.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at erstatning i en sådan situation kan nedsættes eller bortfalde i et videre omfang end efter gældende ret. Virkningen heraf vil være, at skadelidte i disse tilfælde kan blive stillet anderledes over for staten end over for skadevolderen.

Den foreslåede bestemmelse vil finde anvendelse i tilfælde, hvor »skadelidte gennem sin adfærd har udsat sig for en særlig risiko for den pågældende skade«.

Ved dette forstås tilfælde, hvor skadelidte er medlem af eller har tilknytning til en bande, samt tilfælde, hvor skadelidte færdes i et farligt og kriminelt miljø, hvor der rutinemæssigt begås kriminalitet af en art, som indbyder til voldelige sammenstød med andre. I disse tilfælde har skadelidte således udvist en særlig risikobetonet adfærd.

Der vil således i et vist omfang være tale om en genindførelse af den tidligere retstilstand, som er nærmere beskrevet i pkt. 3.2.4.1.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Bestemmelsen vil f.eks. finde anvendelse, hvis et bandemedlem opsøges af og udsættes for grov vold af personer fra en anden bandegruppering, som ønsker at markere sig i forhold til den bande, som skadelidte er medlem af.

Bestemmelsen vil f.eks. også finde anvendelse, hvis en skadelidt, der sælger narkotika i sin lejlighed, udsættes for røveri af personer, der vidste eller havde en formodning om, at skadelidte var i besiddelse af store pengebeløb pga. narkotikasalget. Det vil også være tilfældet, hvis en skadelidt i øvrigt på gerningstidspunktet var i færd med at begå kriminelle handlinger, f.eks. ved at sælge narkotika i det offentlige rum, og i den forbindelse bliver udsat for grov vold.

Det kan således bl.a. tillægges vægt, om skadelidte bar skudsikker vest, bandelogo og/eller våben, om skadelidte er medlem af en bandegruppering, omgås bandemedlemmer eller færdes i et farligt miljø, præget af organiseret kriminalitet. Skadelidtes formål med tilstedeværelsen på gerningsstedet kan også indgå i vurderingen. Det vil herudover kunne tillægges stor vægt, om straffelovens § 81 a i en eventuelt underliggende straffesag er citeret.

Ved afgørelsen af, om offererstatning efter den foreslåede bestemmelse skal nedsættes eller helt bortfalde, vil der skulle lægges vægt på lovovertrædelsens karakter og omfang samt skadelidtes adfærd. I den forbindelse vil skadelidtes medlemskab af og deltagelse i aktiviteter i en kriminel gruppering i sig selv blive betragtet som en særlig risikobetonet adfærd.

Generelt kan det fremhæves, at jo tættere sammenhæng den konkrete skade har med skadelidtes tilknytning til et kriminelt miljø, i jo højere grad taler det for, at offererstatningen skal bortfalde.

Kerneområdet for bestemmelsens anvendelsesområde er vold udøvet som led i en voldelig konflikt mellem to grupperinger. Inden for dette kerneområde vil der som udgangspunkt skulle ske bortfald af offererstatning.

Det vil eksempelvis også tale for bortfald af offererstatning i tilfælde, hvor skadelidte – uden at have en egentlig tilknytning til en kriminel gruppering – færdes i et farligt og kriminelt miljø, og selv opsøger et sådant miljø med henblik på narkotikahandel og udsættes for vold i samme forbindelse.

Såfremt der i den konkrete situation alene er udvist en mindre grad af risikobetonet adfærd, vil dette tale for en nedsættelse af erstatningen fremfor bortfald. Eksempelvis vil det tale for nedsættelse af erstatning, hvis et bandemedlem bliver udsat for en strafbar handling på et tidspunkt, hvor bandemedlemmet ikke i den konkrete situation var involveret i aktiviteter med tilknytning til et kriminelt miljø. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis bandemedlemmet på gerningstidspunktet befandt sig med sin familie, var i færd med at købe ind, eller hvis bandemedlemmet på anden måde udførte en almindelig dagligdagsaktivitet.

Erstatningsnævnet vil under iagttagelse af almindelige proportionalitetsprincipper skulle foretage en samlet bedømmelse af, om erstatning efter den foreslåede bestemmelse vil skulle nedsættes eller bortfalde i det enkelte tilfælde.

Såfremt Erstatningsnævnet i en konkret sag vurderer, at der ikke er grundlag for at lade offererstatningen helt bortfalde, vil det bero på en konkret vurdering i hvilket omfang, der skal ske nedsættelse. Det forudsættes, at nedsættelse typisk vil ske med de almindelige brøker, som er fastlagt ved retspraksis i forhold til nedsættelse som følge af egen skyld, det vil sige 1/3, 1/2 eller 2/3.

Bestemmelsen i det foreslåede § 6 a, stk. 2, vil ikke påvirke skadelidtes adgang til at rejse et civilt krav om erstatning over for gerningspersonen efter de almindelige erstatningsregler. Den foreslåede ordning angår således alene udbetaling af erstatning efter den statslige offererstatningsordning.

Tilsvarende vil ordningen ikke påvirke muligheden for, at en skadelidt, som f.eks. er bandemedlem, kan tildeles offererstatning, hvis vedkommende i anden forbindelse udsættes for en straffelovsovertrædelse, og hvor skaden ikke har forbindelse til den pågældendes tilknytning til bandemiljøet, det vil sige hvor der er tale om en rent tilfældighedspræget hændelse. Ved afgørelsen af, om der er tale om en tilfældighedspræget hændelse, kan skadelidtes formål med tilstedeværelsen på gerningsstedet tillægges betydning. Som anført i pkt. 3.2.4.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger vil det dog have formodningen imod sig, at der er tale om en rent tilfældighedspræget hændelse, når offeret er bandemedlem eller i øvrigt befandt sig i et farligt og kriminelt miljø.

Såfremt skadelidte gennem sin adfærd har udsat sig for en særlig risiko for den pågældende skade, jf. det foreslåede stk. 2, og som følge af skaden afgår ved døden, vil bestemmelsen også bevirke nedsættelse eller bortfald af de efterladtes krav på erstatning og/eller godtgørelse efter offererstatningsordningen.

Uden for den foreslåede bestemmelses anvendelsesområde vil dansk rets almindelige regler om skadevolderens erstatningsansvar fortsat finde anvendelse ved afgørelser om erstatning efter offererstatningsloven, jf. den gældende § 6 a.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Ved afgørelser om erstatning efter offererstatningsloven finder dansk rets almindelige regler om skadevolderens erstatningsansvar, herunder om nedsættelse eller bortfald af erstatning på grund af skadelidtes eller afdødes medvirken til skaden eller accept af risikoen for skade, tilsvarende anvendelse, jf. offererstatningslovens § 6 a.

At erstatning og godtgørelse fastsættes efter reglerne i erstatningsansvarsloven, betyder for det første, at selve udmålingen af erstatninger og godtgørelser sker efter reglerne i erstatningsansvarsloven. Der ydes således erstatning for helbredelsesudgifter og andet tab, tabt arbejdsfortjeneste, godtgørelse for svie og smerte og varigt mén, erstatning for erhvervsevnetab samt godtgørelse for tort. Hvis skadelidte afgår ved døden som følge af skaden, kan der tilkendes erstatning for tab af forsørger, godtgørelse til efterladte samt begravelsesudgifter eller et overgangsbeløb.

Henvisningen til reglerne i erstatningsansvarsloven betyder også, at reglerne heri om bl.a. regulering af erstatnings- og godtgørelsesbeløb og reglerne om betaling og forrentning finder anvendelse for erstatninger og godtgørelser efter offererstatningsloven.

Det foreslås, at der i § 6 a i offererstatningslovens efter »tilsvarende anvendelse« indsættes »jf. dog §§ 6 b og 6 c«.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af de foreslåede §§ 6 b og 6 c i offererstatningsloven, jf. lovforslagets § 2, nr. 2. Ændringen sikrer, at det tydeliggøres, at reglerne i de foreslåede §§ 6 b og 6 c afviger fra hovedreglen i § 6 a om, at erstatning og godtgørelse fastsættes efter reglerne i erstatningsansvarsloven.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget

Efter lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser (offererstatningsloven) yder staten erstatning og godtgørelse for personskade, der forvoldes ved overtrædelse af bl.a. straffeloven, jf. lovens § 1. I visse tilfælde ydes også erstatning for tingsskade, jf. § 1, stk. 2, og § 3.

Det følger af offererstatningslovens § 9, stk. 1, at justitsministeren kan fastsætte regler om, at krav under et bestemt beløb ikke erstattes. Denne hjemmel er ikke udnyttet.

Med henblik på at nedbringe sagsbehandlingstiderne til gavn for ofrene foreslås det at indsætte en bestemmelse i offererstatningslovens § 9, stk. 2, om, at der ydes erstatning og godtgørelse for krav indtil 3.500 kr., hvis kravet er omfattet af lovens § 1 og kravet er fremsat rettidigt efter lovens § 13, medmindre det er åbenbart, at lovens øvrige betingelser ikke er opfyldt. Beløbet reguleres efter reglerne i § 15 i lov om erstatningsansvar. Erstatning og godtgørelse efter 1. pkt. er betinget af, at skadelidte fremsætter sit samlede krav vedrørende samme lovovertrædelse, i det omfang skadelidte er bekendt med kravets eksistens på tidspunktet for indgivelse af ansøgningen.

Forslaget indebærer, at der i sager med krav på indtil 3.500 kr. ikke vil skulle indhentes dokumentation for kravets størrelse, ligesom der ikke stilles krav om opfyldelse af lovens øvrige betingelser for at få erstatning og godtgørelse, herunder at forbrydelsen er anmeldt inden 72 timer, og at der skal være nedlagt påstand om erstatning i forbindelse med en eventuel straffesag, jf. offererstatningslovens § 10, stk. 1.

Sagsbehandlingen skal således fastslå, at ansøger har lidt en personskade forvoldt ved overtrædelse af straffeloven eller lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning, jf. offererstatningslovens § 1, stk. 1. Det er endvidere en forudsætning, at kravet fremsættes senest 2 år efter lovovertrædelsen, medmindre der foreligger særlige grunde, jf. lovens § 13, stk. 1. Hvis der er afsagt dom i sagen, regnes toårsfristen fra endelig dom. Hvis politiet har efterforsket sagen, uden at der efterfølgende er rejst straffesag, regnes toårsfristen fra politiets afgørelse om indstilling af efterforskningen, jf. stk. 2.

Hvis samme ansøger senere fremsætter yderligere krav for den samme lovovertrædelse, og det samlede beløb herefter overstiger 3.500 kr., vil den nye ansøgning skulle behandles efter lovens almindelige regler. Yderligere krav skal ligeledes fremsættes inden for fristerne fastsat i lovens § 13.

Der skal imidlertid ikke tilkendes erstatning og godtgørelse, hvis det er åbenbart, at lovens øvrige betingelser ikke er opfyldt. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis det af sagen fremgår, at skadelidte har udvist egen skyld i en sådan grad, at vedkommende ikke ville være berettiget til erstatning og/eller godtgørelse efter de almindelige regler.

Det foreslås endvidere, at beløbet på 3.500 kr. reguleres i overensstemmelse med reglerne i erstatningsansvarslovens § 15. Det indebærer, at beløbet reguleres årligt pr. 1. januar med 2,0 pct. tillagt tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Det herefter fremkomne beløb afrundes til nærmeste med 500 delelige kronebeløb. Reguleringen sker på grundlag af de på reguleringstidspunktet gældende beløb før afrunding.

Endelig foreslås det, at erstatning og godtgørelse efter 1. pkt. er betinget af, at skadelidte fremsætter sit samlede krav vedrørende samme lovovertrædelse, i det omfang skadelidte er bekendt med kravets eksistens på tidspunktet for indgivelse af ansøgningen. Det indebærer, at skadelidte ikke har mulighed for at dele sit krav op og fremsætte flere krav under beløbsgrænsen for derved hurtigt at kunne få tilkendt erstatning og/eller godtgørelse for krav, der ikke opfylder lovens almindelige betingelser. Betingelsen gælder imidlertid alene for krav, som skadelidte er bekendt med på tidspunktet for indgivelse af ansøgningen. Krav, som skadelidte først senere bliver bekendt med, fordi skaden først viser sig på et senere tidspunkt, skal således fremsættes i overensstemmelse med fristerne i § 13, stk. 3. I det omfang skadelidte senere fremsætter krav, som skulle have været fremsat tidligere, skal nævnet foretage en fuld prøvelse af hele kravet, herunder af det allerede udbetalte krav. Hvis det i den forbindelse viser sig, at skadelidte ikke havde krav på den allerede udbetalte erstatning og/eller godtgørelse, kan der kræves tilbagebetaling efter reglerne i lovens § 18, stk. 1. Har den skadelidte derimod krav på yderligere erstatning og/eller godtgørelse, udbetaler nævnet differencen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det følger af offererstatningslovens § 10, stk. 1, at erstatning efter loven er betinget af, at lovovertrædelsen er anmeldt til politiet inden 72 timer, og at skadelidte under en eventuel straffesag mod skadevolderen nedlægger påstand om erstatning. Af bestemmelsens stk. 3 fremgår, at stk. 1 kan fraviges, hvis forholdene taler for det.

Erstatningsnævnet har med hjemmel i offererstatningslovens § 10, stk. 3, etableret en praksis, hvorefter kravet om politianmeldelse fraviges, når generelle eller konkrete pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn taler imod indgivelse af politianmeldelse.

Det foreslås at indsætte et nyt § 10, stk. 3 , som indebærer, at bestemmelsen i stk. 1 fraviges i sager, hvor pleje- og omsorgspersonale m.v. har været udsat for en straffelovsovertrædelse på arbejdet, når generelle pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn på den pågældende institution taler imod indgivelse af en politianmeldelse, eller når konkrete pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn taler imod indgivelse af en politianmeldelse.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at kodificere Erstatningsnævnets nuværende praksis for dispensation i sager, hvor pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn taler imod indgivelse af en politianmeldelse.

Der vil således uændret skulle dispenseres fra kravet om politianmeldelse, når generelle pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn på den pågældende institution taler imod indgivelse af en politianmeldelse.

Som eksempel på generelle pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn på den pågældende institution m.v. kan bl.a. nævnes det tilfælde, at skadelidte eller dennes arbejdsgiver ikke vil anmelde forholdet, fordi skadevolderen er anbragt på stedet på grund af sine adfærdsproblemer. Af andre eksempler kan bl.a. nævnes, at den manglende politianmeldelse er begrundet i institutionens generelle pædagogiske eller behandlingsmæssige principper, eller at skadelidte eller dennes arbejdsgiver ikke mener, at skadevolderen kan straffes, f.eks. fordi skadevolderen er under 15 år eller er utilregnelig på grund af sindssygdom eller lignende.

Der vil endvidere uændret skulle dispenseres, når konkrete pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn taler imod indgivelse af en politianmeldelse. Dette vil være tilfældet, når der foreligger pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn til skadevolderen, for eksempel fordi det vurderes, at skadevolderen vil opfatte en politianmeldelse som et svigt fra de voksne eller institutionen, som ellers bidrager til at skabe tryghed. Som et andet eksempel kan nævnes, at det vurderes, at politianmeldelsen risikerer at ødelægge skadevolders gode udvikling, eller at en politianmeldelse vil udgøre et skadeligt indgreb i skadevolders hverdag.

Bestemmelsen vil i særdeleshed omfatte sager om plejepersonale, pædagoger, socialpædagoger, lærere eller medlemmer af en anden personalegruppe med særlig støtte- og omsorgsfunktion m.v., som udsættes for vold, trusler eller andre straffelovsovertrædelser på institutioner m.v. Også andre personer og funktioner på den pågældende institution kan være undtaget fra kravet om politianmeldelse, når generelle eller konkrete pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn taler imod indgivelse af en politianmeldelse.

Det følger af offererstatningslovens § 10, stk. 1, at erstatning efter loven er betinget af, at lovovertrædelsen er anmeldt til politiet inden 72 timer, og at skadelidte under en eventuel straffesag mod skadevolderen nedlægger påstand om erstatning. Af bestemmelsens stk. 3 fremgår, at stk. 1 kan fraviges, hvis forholdene taler for det.

Erstatningsnævnet har med hjemmel i offererstatningslovens § 10, stk. 3, etableret en praksis, hvorefter kravet om politianmeldelse fraviges, når generelle eller konkrete pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn taler imod indgivelse af politianmeldelse.

Det foreslås at indsætte et nyt § 10, stk. 3 , som indebærer, at bestemmelsen i stk. 1 fraviges i sager, hvor pleje- og omsorgspersonale m.v. har været udsat for en straffelovsovertrædelse på arbejdet, når generelle pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn på den pågældende institution taler imod indgivelse af en politianmeldelse, eller når konkrete pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn taler imod indgivelse af en politianmeldelse.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at kodificere Erstatningsnævnets nuværende praksis for dispensation i sager, hvor pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn taler imod indgivelse af en politianmeldelse.

Der vil således uændret skulle dispenseres fra kravet om politianmeldelse, når generelle pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn på den pågældende institution taler imod indgivelse af en politianmeldelse.

Som eksempel på generelle pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn på den pågældende institution m.v. kan bl.a. nævnes det tilfælde, at skadelidte eller dennes arbejdsgiver ikke vil anmelde forholdet, fordi skadevolderen er anbragt på stedet på grund af sine adfærdsproblemer. Af andre eksempler kan bl.a. nævnes, at den manglende politianmeldelse er begrundet i institutionens generelle pædagogiske eller behandlingsmæssige principper, eller at skadelidte eller dennes arbejdsgiver ikke mener, at skadevolderen kan straffes, f.eks. fordi skadevolderen er under 15 år eller er utilregnelig på grund af sindssygdom eller lignende.

Der vil endvidere uændret skulle dispenseres, når konkrete pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn taler imod indgivelse af en politianmeldelse. Dette vil være tilfældet, når der foreligger pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn til skadevolderen, for eksempel fordi det vurderes, at skadevolderen vil opfatte en politianmeldelse som et svigt fra de voksne eller institutionen, som ellers bidrager til at skabe tryghed. Som et andet eksempel kan nævnes, at det vurderes, at politianmeldelsen risikerer at ødelægge skadevolders gode udvikling, eller at en politianmeldelse vil udgøre et skadeligt indgreb i skadevolders hverdag.

Bestemmelsen vil i særdeleshed omfatte sager om plejepersonale, pædagoger, socialpædagoger, lærere eller medlemmer af en anden personalegruppe med særlig støtte- og omsorgsfunktion m.v., som udsættes for vold, trusler eller andre straffelovsovertrædelser på institutioner m.v. Også andre personer og funktioner på den pågældende institution kan være undtaget fra kravet om politianmeldelse, når generelle eller konkrete pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn taler imod indgivelse af en politianmeldelse.

Det fremgår af offererstatningslovens § 11 a, stk. 1, at når skadelidtes krav på erstatning og godtgørelse fra skadevolderen er afgjort ved dom, ydes erstatning efter loven med det beløb, som er fastsat ved dommen, jf. dog §§ 7-10.

Bestemmelsen i stk. 1 indebærer, at Erstatningsnævnet som udgangspunkt er bundet af et erstatningskrav fastsat ved dom, medmindre skadevolderen under sagen må anses for at have anerkendt kravet eller dets størrelse, jf. stk. 2.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.2.4.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der i § 11 a, stk. 1, indsættes en henvisning til § 6 a, stk. 2, som affattet ved dette lovforslags § 5, nr. 2.

Den foreslåede ændring vil medføre, at Erstatningsnævnet også i de tilfælde, hvor et erstatningskrav er afgjort ved dom, vil kunne foretage en vurdering af, om offererstatningen skal nedsættes eller bortfalde efter det foreslåede § 6 a, stk. 2.

Dermed vil skadelidte, som har udsat sig for en særlig risiko for den pågældende skade, jf. det foreslåede § 6 a, stk. 2, kunne få begrænset sit krav på offererstatning, selv om skadelidtes krav på erstatning og godtgørelse mod skadevolderen er afgjort ved dom.

Uden for den statslige offererstatningsordning vil skadelidtes erstatningskrav blive vurderet efter de almindelige erstatningsregler. Den foreslåede henvisning til § 6 a, stk. 2, i § 11 a, stk. 1, vil i disse tilfælde bevirke, at Erstatningsnævnet uanset dommens bestemmelse vedrørende erstatningskravet vil have mulighed for at nedsætte ansøgerens erstatningskrav eller lade det bortfalde, hvis der er grundlag herfor i medfør af det foreslåede § 6 a, stk. 2, som affattet ved dette lovforslags § 5, nr. 2.

Virkningen af ændringen vil herefter være, at offererstatning til bandemedlemmer m.v. vil kunne nedsættes eller bortfalde, selv om ansøgerens erstatningskrav er vurderet både i relation til ansvarsgrundlag og størrelse ved en forudgående dom.

Såfremt Erstatningsnævnet træffer afgørelse om nedsættelse eller bortfald af offererstatningskravet, vil den foreslåede ordning ikke være til hinder for, at skadelidte vælger at forsøge at inddrive sit (resterende) krav på baggrund af dommen over for skadevolderen efter de almindelige regler herom i retsplejeloven.

Som anført i pkt. 3.2.4.2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger er den foreslåede ændring af offererstatningslovens § 11 a, stk. 1, en forudsætning for at kunne gennemføre initiativet om at begrænse bl.a. bandemedlemmers adgang til offererstatning.

Der er ikke i øvrigt tilsigtet nogen ændring af offererstatningslovens § 11 a, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter offererstatningslovens § 13, stk. 1, kan Erstatningsnævnet ikke behandle en ansøgning, der er indgivet over 2 år efter, at lovovertrædelsen er begået, medmindre der foreligger særlige grunde. Det følger imidlertid af stk. 2, at hvis der i sagen er afsagt dom, regnes fristen fra det tidspunkt, hvor dommen er endelig. Hvis politiet har efterforsket sagen, uden at der efterfølgende er rejst straffesag, regnes fristen fra tidspunktet for politiets afgørelse om indstilling af efterforskningen.

Det følger af stk. 3, at nævnet ikke kan behandle en ansøgning, hvis nævnet tidligere har behandlet erstatningskrav fra samme ansøger vedrørende samme lovovertrædelse, og det nye krav fremsættes mere end 2 år efter, at ansøgeren indså eller burde indse eksistensen af dette krav, medmindre der foreligger særlige grunde. Hvis der er indgivet en ansøgning til Erstatningsnævnet i overensstemmelse med fristerne i § 13, stk. 1 og 2, begynder toårsfristen for eventuelle yderligere krav i sagen fra samme ansøger vedrørende samme lovovertrædelse således at løbe på det tidspunkt, hvor ansøgeren indså eller burde indse eksistensen af det nye krav, medmindre der foreligger særlige grunde.

Med lovforslagets § 1, nr. 4, foreslås det at nyaffatte offererstatningslovens § 13, stk. 3, således at det fremgår, at hvis nævnet har truffet endelig afgørelse om erstatning eller godtgørelse, kan nævnet ikke behandle yderligere krav fra samme ansøger vedrørende samme lovovertrædelse, hvis det nye krav fremsættes mere end 2 år efter, at nævnet har truffet endelig afgørelse. Hvis ansøgeren først senere indså eller burde indse eksistensen af dette krav, regnes fristen i 1. pkt. fra dette tidspunkt. Hvis nævnet har anmodet om dokumentation for et fremsat krav, og dokumentation ikke er fremsendt senest 2 år efter nævnets endelige afgørelse, kan nævnet ikke behandle kravet. 1.-3. pkt. kan fraviges, hvis der foreligger særlige grunde.

Fristen i 1. pkt. regnes fra det tidspunkt, hvor nævnet har truffet endelig afgørelse om erstatning eller godtgørelse, og sagen dermed er afsluttet ved Erstatningsnævnet. Ved endelig afgørelse forstås det tidspunkt, hvor Erstatningsnævnet har behandlet og truffet afgørelse om samtlige krav fremsat af ansøgeren vedrørende den samme lovovertrædelse, og hvor der således ikke verserer en sag hos nævnet.

Hvis ansøgeren, efter sagen er afsluttet hos nævnet, fremsætter yderligere krav i sagen, som udspringer af den samme lovovertrædelse, kan nævnet således alene behandle kravet, hvis det fremsættes inden for 2 år efter, at nævnet har truffet endelig afgørelse. Hvis ansøgeren først senere indså eller burde indse eksistensen af kravet, er det afgørende dog, om kravet er fremsat inden for 2 år efter, at ansøgeren indså eller burde indse eksistensen heraf. Fristen for at fremsætte yderligere krav vil således tidligst være 2 år efter nævnets endelige afgørelse.

En ansøger vil dermed ikke fremover være afskåret fra at fremsætte yderligere krav i sagen, så længe sagen verserer ved Erstatningsnævnet, og der ikke er truffet endelig afgørelse for samtlige fremsatte krav. Det gælder, uanset hvor lang tid sagen er under behandling.

Toårsfristen finder endvidere anvendelse i de tilfælde, hvor nævnet anmoder om (yderligere) dokumentation for et fremsat krav. I disse tilfælde skal dokumentationen således indsendes inden for 2 år efter, at nævnet har truffet endelig afgørelse. I modsat fald træffer nævnet afgørelse på det foreliggende grundlag.

Det forudsættes, at nævnet i sin endelige afgørelse vil vejlede ansøgeren om, hvilke frister der gælder for fremsættelse af eventuelle yderligere krav om erstatning og godtgørelse vedrørende samme lovovertrædelse. Det forudsættes endvidere, at nævnet i sin endelige afgørelse vil gøre ansøgeren opmærksom på de krav, hvor nævnet ikke har tilkendt erstatning eller godtgørelse som følge af manglende dokumentation, og hvor nævnets anmodning om (yderligere) dokumentation ikke er imødekommet af ansøgeren. Nævnet forudsættes i disse tilfælde at oplyse ansøgeren om, at nævnet kan behandle det/de pågældende krav, hvis ansøgeren inden for 2 år efter afgørelsen indsender dokumentation herfor.

Toårsfristen kan fraviges, hvis der foreligger særlige grunde. Det gælder både i forhold til fremsættelse af yderligere krav og indsendelse af dokumentation for et fremsat krav. Der kan i overensstemmelse med nævnets gældende praksis være grundlag for at dispensere fra toårsfristen, hvis ansøgeren var mindreårig på det tidspunkt, hvor ansøgeren indså eller burde have indset eksistensen af det nye krav. Det kan ligeledes være tilfældet, hvis der f.eks. er tale om en tandskade, som dækkes af skoletandplejen indtil ansøgeren fylder 18 år, og der derfor først herefter søges om erstatning fra Erstatningsnævnet. Der kan herudover – som hidtil – også i andre tilfælde dispenseres fra toårsfristen, hvis nævnet efter en konkret vurdering finder, at der foreligger særlige grunde.

De almindelige forældelsesregler vil fortsat ikke finde anvendelse parallelt med offererstatningslovens § 13. Det indebærer, at de almindelige forældelsesfrister i forældelseslovens § 3, herunder den absolutte forældelsesfrist, og søgsmålsfristen i forældelseslovens § 21, stk. 2, ikke finder anvendelse i offererstatningssager.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det følger af erstatningsansvarslovens § 10, at skadelidte såvel som skadevolder kan indhente en udtalelse om spørgsmålet om fastsættelsen af méngraden og erhvervsevnetabet fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES). Udtalelsen er alene vejledende.

Det følger tilsvarende af § 8 i forretningsordenen, at Erstatningsnævnets sekretariat kan indhente en sådan udtalelse til brug for sekretariatets behandling af en offererstatningssag.

Det foreslås i lovforslagets § 1, nr. 5, at der indsættes en ny bestemmelse i offererstatningslovens § 14, stk. 2, om, at Erstatningsnævnet kan indhente udtalelse om spørgsmålet om fastsættelsen af méngraden og erhvervsevnetabet. Forslaget indebærer, at nævnet får mulighed for at indhente udtalelsen fra den aktør, hvor det vurderes mest hensigtsmæssigt, herunder fordi den pågældende vurderes at kunne levere udtalelsen hurtigst.

Der ændres ikke med lovforslaget i erstatningsansvarslovens § 10. Det indebærer, at offeret fortsat vil kunne indhente en udtalelse om spørgsmålet om fastsættelsen af méngraden og erhvervsevnetabet fra AES. I tilfælde af, at offeret indhenter en sådan udtalelse fra AES, og Erstatningsnævnet indhenter en udtalelse fra en anden aktør, og vurderingerne i de to udtalelser adskiller sig fra hinanden, må nævnet vurdere, hvilken udtalelse der skal lægges til grund i den konkrete sag. Det bemærkes i den forbindelse, at udtalelserne alene er vejledende.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det følger af offererstatningslovens § 13, stk. 1, at nævnet ikke kan behandle en ansøgning, der er indgivet over 2 år efter, at lovovertrædelsen er begået, medmindre der foreligger særlige grunde

I de tilfælde, hvor der ikke har været en straffesag eller en efterforskning forestået af politiet, skal en ansøgning til Erstatningsnævnet som udgangspunkt overholde fristen i offererstatningslovens § 13, stk. 1, medmindre der foreligger særlige grunde.

Det foreslås at indsætte et § 13, stk. 3 , som indebærer, at træffer et forsikringsselskab eller en selvforsikret arbejdsgiver, jf. arbejdsskadesikringslovens § 48, stk. 5, afgørelse om at erstatningspligten ikke anerkendes, jf. arbejdsskadesikringslovens § 49 b, stk. 1, regnes fristen i stk. 1 fra tidspunktet for forsikringsselskabets eller den selvforsikrede arbejdsgivers afgørelse, forudsat at skadelidte har indgivet anmeldelse til forsikringsselskabet eller den selvforsikrede arbejdsgiver inden 2 år efter, at lovovertrædelsen er begået.

Den foreslåede ændring vil indebære, at den tilskadekomne fortsat kan indbringe sin sag for Erstatningsnævnet, hvis voldsskadeforsikringsselskabet er mere end 2 år om at træffe afgørelse om, at sagen ikke omfattes af forsikringen. Forslaget skal sikre, at den tilskadekomne ikke vil være nødt til at anmelde sin sag præventivt til Erstatningsnævnet forud for udløbet af 2-årsfristen for ikke at udelukke sig fra Erstatningsnævnets behandling af sagen i tilfælde af, at voldsskadeforsikringen træffer afgørelse om, at en skade ikke dækkes af forsikringsordningen, mere end 2 år efter, at lovovertrædelsen har fundet sted.

Det følger af offererstatningslovens § 13, stk. 1, at nævnet ikke kan behandle en ansøgning, der er indgivet over 2 år efter, at lovovertrædelsen er begået, medmindre der foreligger særlige grunde

I de tilfælde, hvor der ikke har været en straffesag eller en efterforskning forestået af politiet, skal en ansøgning til Erstatningsnævnet som udgangspunkt overholde fristen i offererstatningslovens § 13, stk. 1, medmindre der foreligger særlige grunde.

Det foreslås at indsætte et § 13, stk. 3 , som indebærer, at træffer et forsikringsselskab eller en selvforsikret arbejdsgiver, jf. arbejdsskadesikringslovens § 48, stk. 5, afgørelse om at erstatningspligten ikke anerkendes, jf. arbejdsskadesikringslovens § 49 b, stk. 1, regnes fristen i stk. 1 fra tidspunktet for forsikringsselskabets eller den selvforsikrede arbejdsgivers afgørelse, forudsat at skadelidte har indgivet anmeldelse til forsikringsselskabet eller den selvforsikrede arbejdsgiver inden 2 år efter, at lovovertrædelsen er begået.

Den foreslåede ændring vil indebære, at den tilskadekomne fortsat kan indbringe sin sag for Erstatningsnævnet, hvis voldsskadeforsikringsselskabet er mere end 2 år om at træffe afgørelse om, at sagen ikke omfattes af forsikringen. Forslaget skal sikre, at den tilskadekomne ikke vil være nødt til at anmelde sin sag præventivt til Erstatningsnævnet forud for udløbet af 2-årsfristen for ikke at udelukke sig fra Erstatningsnævnets behandling af sagen i tilfælde af, at voldsskadeforsikringen træffer afgørelse om, at en skade ikke dækkes af forsikringsordningen, mere end 2 år efter, at lovovertrædelsen har fundet sted.

Efter erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, indtil skadelidte kan begynde at arbejde igen. Der ydes erstatning for hele den indtægt, som skadelidte kan dokumentere at ville have haft i den periode, hvor skadelidte som følge af skaden er uarbejdsdygtig. Hvis en personskade har medført varig nedsættelse af skadelidtes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde, ydes der erstatning for tab af erhvervsevne, jf. erstatningsansvarslovens § 5, stk. 1. Skadelidtes erhvervsevnetab udregnes i procent, hvor der tages udgangspunkt i skadelidtes årsløn, jf. erstatningsansvarslovens § 5, stk. 2.

Hvis der søges om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og/eller erhvervsevnetab, skal Erstatningsnævnet til brug for sagens behandling bl.a. indhente oplysninger om ansøgerens faktiske indkomst i den periode, der søges om erstatning for (tabt arbejdsfortjeneste) og for dokumenteret indkomst i tidligere år (erhvervsevnetab).

Offererstatningslovens § 14, stk. 1, regulerer nævnets adgang til at indhente oplysninger til brug for sagens behandling. Oplysninger om ansøgerens indkomstforhold indhentes i dag fra ansøgeren selv.

Det foreslås med lovforslagets § 1, nr. 6, at der indsættes en ny bestemmelse i offererstatningslovens § 14 a, som giver hjemmel til, at Erstatningsnævnet kan få terminaladgang til de oplysninger i indkomstregistreret, der er nødvendige til brug for behandlingen af ansøgninger i medfør af loven.

Nævnet vil med en sådan terminaladgang til de oplysninger i indkomstregisteret, der er nødvendige for at kunne udmåle erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og/eller erhvervsevnetab, umiddelbart kunne tilvejebringe de relevante oplysninger hurtigt uden at skulle henvende sig til ansøgeren selv. Det er i den forbindelse en forudsætning, at ansøgeren har fremsat kravet om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og/eller erhvervsevnetab over for nævnet.

En adgang til indkomstregisteret for Erstatningsnævnet vil således effektivisere sagsgangen i de typer af offererstatningssager, der kræver oplysninger om indkomstforhold.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at Erstatningsnævnet med en sådan terminaladgang til indkomstregisteret ikke vil være berettiget til at få adgang til andre eller flere oplysninger, end hvad de allerede i dag kan behandle i overensstemmelse med databeskyttelseslovens og databeskyttelsesforordningens almindelige videregivelsesregler, jf. pkt. 2.7.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede hjemmel skal udmøntes ved en aftale mellem på den ene side Skatteforvaltningen og på den anden side Erstatningsnævnet. Ved denne aftale om adgangen til registreret skal det bl.a. nærmere fastlægges, hvilke oplysninger nævnet skal have adgang til, og hvilken type adgang der skal være tale om (f.eks. webservice eller online adgang). Denne aftale skal indgås under iagttagelse af reglerne i databeskyttelsesloven og databeskyttelsesforordningen, og Erstatningsnævnet vil kun være berettiget til at få adgang til oplysninger i indkomstregisteret i det omfang, det efter en konkret vurdering er nødvendigt og sagligt.

Det fremgår af offererstatningslovens § 15, stk. 1, at udgifterne ved sagens behandling ved nævnet, herunder udgifter til de undersøgelser, der er omtalt i § 14, stk. 1, betales af staten. Erstatningsnævnet kan dog i særlige tilfælde bestemme, at ansøgeren helt eller delvis skal have dækket udgifter, som han har afholdt i anledning af sagen, jf. bestemmelsens stk. 2.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.10.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at det i § 15, stk. 2, indsættes som 2. pkt. , at Erstatningsnævnet, når ansøgeren er mindreårig eller under værgemål, kan bestemme, at ansøgerens forældre eller værger helt eller delvist skal have dækket udgifter, som de har afholdt i anledning af sagen.

Den foreslåede ændring vil medføre, at forældre og/eller værger for en mindreårig ansøger eller en ansøger under værgemål kan få dækning for udgifter, som de har afholdt i anledning af sagen på vegne af den mindreårige eller personen under værgemål. Det vil indebære, at forældre og/eller værger i disse situationer vil kunne få dækket udgifter, som de har afholdt i anledning af sagen, i samme omfang som ansøgere, der selv har afholdt sådanne udgifter.

Bestemmelsen vil finde anvendelse i situationer, hvor en mindreårig f.eks. søger om erstatning efter offererstatningsloven, og hvor ansøgerens forældre og/eller værger har afholdt udgifter i anledning af sagen. Det er en forudsætning, at ansøgerens forældre og/eller værger f.eks. har antaget en advokat på et tidspunkt, hvor ansøgeren var under 18 år eller under værgemål, og hvor ansøgeren således ikke selv kunne eller burde antage en advokat.

Det forudsættes, at udgifterne navnlig vil bestå af udgifter til advokatbistand, men også andre udgifter vil være omfattet af bestemmelsen. Der er således ikke med ændringen ud over ovennævnte tilføjelse i øvrigt tilsigtet ændringer af, hvornår Erstatningsnævnet helt eller delvis kan bestemme at dække udgifter, som er afholdt i anledning af sagen.

Erstatningsnævnet kan herved alene i særlige tilfælde bestemme, at forældre og/eller værger helt eller delvis skal have dækket udgifter, som de har afholdt i anledning af sagen på vegne af den mindreårige eller personen under værgemål. Som det fremgår af pkt. 3.10.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger kan der foreligge særlige tilfælde, hvis erstatningsopgørelsen er særligt kompliceret. Der vil endvidere kunne foreligge særlige tilfælde, hvor der i øvrigt skønnes at være et særligt behov for advokatbistand. Sidstnævnte vil særligt være gældende for forældre, der har et barn, der har været udsat for en straffelovsovertrædelse, og hvor forældrene i sagens natur også vil være ramt af hændelsen.

Der er i øvrigt ikke tilsigtet nogen ændring af Erstatningsnævnets praksis for tilkendelse af erstatning for udgifter til advokatbistand.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.10 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det fremgår af offererstatningslovens § 17, at i det omfang der ydes erstatning, indtræder staten i skadelidtes krav mod skadevolderen.

Det foreslås med § 17, 2. pkt., at §§ 6 b og 6 c ligeledes finder anvendelse ved opgørelsen af statens krav mod skadevolderen.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at Civilstyrelsen har mulighed for at gøre regres for det fulde beløb, der er udbetalt til skadelidte, inklusiv opreguleringsbeløb og renter efter §§ 6 b og 6 c, uagtet at retstillingen mellem staten og skadevolder bliver en anden, end hvis skadelidte selv havde gjort kravet gældende mod skadevolderen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.