NIS 2-loven § 31

Det følger af den foreslåede § 31, at ministeren for samfundssikkerhed og beredskab kan fastsætte regler om digital kommunikation, herunder om anvendelsen af bestemte it-systemer og særlige digitale formater samt digital signatur eller lignende.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at det kan gøres obligatorisk for enheder at anvende bestemte internetløsninger, herunder selvbetjeningsløsninger.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i lyset af forvaltningslovens § 32 a, hvoraf det følger, at vedkommende minister kan fastsætte regler om ret til at anvende digital kommunikation ved henvendelser til den offentlige forvaltning og om de nærmere vilkår herfor, herunder fravige formkrav i lovgivningen, der hindrer anvendelsen af digital kommunikation.

Der kan med hjemmel i bestemmelsen fastsættes regler om, hvem der omfattes af pligten til at kommunikere digitalt, om hvilke forhold, og på hvilken måde.

Bestemmelsen forventes navnlig anvendt til at fastsætte regler om, hvordan enhederne skal foretage underretninger om hændelser i medfør af de foreslåede §§ 12, 13 og 14. Der vil eksempelvis kunne fastsættes regler om anvendelse af bestemte digitale internetløsninger såsom Virk.dk. Det kan eksempelvis også være relevant at fastsætte regler om, at bl.a. registreringspligterne i de foreslåede §§ 9 og 10 skal efterkommes ved anvendelse af bestemte internetløsninger såsom Virk.dk.

Der kan med hjemmel i bestemmelsen fastsættes regler om, at skriftlige henvendelser til myndighederne, herunder de kompetente myndigheder, CSIRT’en mv., om forhold, som er omfattet af et krav om digital kommunikation, ikke anses for behørigt modtaget af myndighederne, hvis de indsendes på anden vis end den foreskrevne digitale måde.

Hvis en enhed retter henvendelse til en myndighed på anden måde end den foreskrevne digitale måde, følger det af den almindelige vejledningspligt, jf. forvaltningslovens § 7, at myndigheden skal vejlede om reglerne på området, herunder om pligten til at kommunikere digitalt.

Der kan desuden fastsættes regler om fritagelse for pligten til digital kommunikation. Fritagelsesmuligheden tænkes navnlig anvendt, hvor det er påkrævet at anvende en dansk digital signatur, men der er tale om en virksomhed med hjemsted i udlandet, og som dermed ikke kan få udstedt en dansk digital signatur. Det bemærkes i den forbindelse, at fritagelsesmuligheden er stærkt begrænset, idet der er tale om kommunikation om erhvervsforhold, og idet virksomheder med hjemsted i udlandet kun i begrænset omfang vil høre under dansk jurisdiktion.

Det forhold, at en enheds computere ikke fungerer, at enheden har mistet koden til sin digitale signatur, eller at der opstår lignende hindringer, som det er op til enheden at overvinde, vil ikke kunne føre til fritagelse for pligten til digital kommunikation. I så fald må den pågældende enhed eksempelvis anmode en rådgiver om at varetage kommunikationen på virksomhedens vegne.

Der kan efter bestemmelsen også fastsættes regler om, at en digital meddelelse anses for at være kommet frem til adressaten for meddelelsen på det tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig digitalt for adressaten. Dermed er der tale om samme retsvirkning som ved fysisk post, der anses for at være kommet frem, når den pågældende meddelelse mv. er lagt i adressatens fysiske postkasse. En meddelelse vil normalt anses for at være kommet frem, når meddelelsen er tilgængelig digitalt for adressaten, således at vedkommende har mulighed for at behandle meddelelsen. Dette tidspunkt vil normalt blive registreret automatisk i adressatens it-system.

Det foreslås, at regler i medfør af bestemmelsen udstedes ministeren for samfundssikkerhed og beredskab.

Det bemærkes, at Europa-Kommissionen på visse punkter er tillagt kompetence til at fastsætte nærmere regler om, hvordan oplysninger skal afgives fra enhederne. Europa-Kommissionen kan således bl.a. fastsætte nærmere regler om formatet og proceduren for en underretning indgivet i henhold til artikel 23, stk. 1 (underretning af myndighederne om hændelser), og artikel 30 (frivillig meddelelse af relevante oplysninger) og for en meddelelse, der er indgivet i henhold til artikel 23, stk. 2 (oplysning til modtagerne af tjenester). Såfremt Europa-Kommissionen måtte vælge at udnytte denne kompetence til at fastsætte nærmere regler, vil det skulle sikres, at regler om digital kommunikation, der måtte være udstedt eller siden udstedes i medfør af den foreslåede bestemmelse, er i overensstemmelse med Europa-Kommissionens retsakter.