LOV nr 434 af 06/05/2025
Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab
NIS 2-loven § 22
Den kompetente myndighed kan anvende følgende håndhævelsesforanstaltninger over for en væsentlig enhed:
-
Udstede advarsler om enhedens overtrædelse af denne lov.
-
Udstede bindende instrukser, herunder vedrørende foranstaltninger, der er nødvendige for at forhindre eller afhjælpe en hændelse, og frister for gennemførelse af sådanne foranstaltninger og for rapportering om deres gennemførelse, eller pålægge de pågældende enheder at afhjælpe de konstaterede mangler eller overtrædelserne af denne lov.
-
Påbyde enheden at træffe foranstaltninger, der er nødvendige for at forhindre eller afhjælpe en hændelse.
-
Meddele enheden påbud og forbud for at sikre overholdelsen af de krav, der er fastsat i loven eller regler udstedt i medfør af loven.
-
Påbyde enheden at underrette de fysiske eller juridiske personer, til hvilke enheden leverer tjenester, eller for hvilke den udfører aktiviteter, som potentielt kan være berørt af en væsentlig cybertrussel, om denne trussels karakter og om eventuelle beskyttelsesforanstaltninger eller afhjælpende foranstaltninger, som de fysiske eller juridiske personer kan træffe som reaktion på denne trussel.
-
Påbyde enheden at gennemføre de anbefalinger, der er fremsat i forbindelse med en gennemført sikkerhedsaudit.
-
Udpege en person med ansvar for i en nærmere fastsat periode at føre tilsyn med enhedens overholdelse af §§ 6, 12, 13 og 15 og § 16, stk. 2, og regler udstedt i medfør heraf.
-
Påbyde enheden i ikkeanonymiseret form og på en nærmere angiven måde at offentliggøre afgørelser om håndhævelsesforanstaltninger efter nr. 1-5 og resuméer af domme eller bødevedtagelser, hvor der idømmes eller vedtages en bøde.
Forarbejder til NIS 2-loven § 22
RetsinformationDet følger af artikel 15, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/1148 af 6. juli 2016 om foranstaltninger, der skal sikre et højt fælles sikkerhedsniveau for net- og informationssystemer i hele Unionen (NIS 1-direktivet), at medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder har de nødvendige beføjelser og midler til at vurdere, hvorvidt operatører af væsentlige tjenester opfylder deres forpligtelser i medfør af artikel 14 og virkningerne heraf på net- og informationssystemers sikkerhed.
Det fremgår desuden af NIS 1-direktivets artikel 15, stk. 2, at medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder har beføjelser og midler til at pålægge operatører af væsentlige tjenester at levere a) de oplysninger, der er nødvendige for at vurdere sikkerheden i deres net- og informationssystemer, herunder dokumenterede sikkerhedspolitikker og b) dokumentation for den faktiske gennemførelse af sikkerhedspolitikker, som f.eks. resultaterne af en sikkerhedsaudit udført af den kompetente myndighed eller en kvalificeret auditør og i sidstnævnte tilfælde stille resultaterne heraf, herunder den tilgrundliggende dokumentation, til rådighed for den kompetente myndighed. Når der anmodes om sådanne oplysninger eller sådan dokumentation, angiver de kompetente myndigheder formålet med anmodningen og anfører, hvilke oplysninger der kræves.
Det følger af NIS 1-direktivets artikel 15, stk. 3, at efter vurderingen af oplysninger eller resultaterne af en sikkerhedsaudit, jf. stk. 2, kan den kompetente myndighed udstede påbud til operatører af væsentlige tjenester for at afhjælpe de påviste mangler.
Det følger af artikel 17, stk. 1, i NIS 1-direktivet bl.a., at medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder om nødvendigt griber ind ved hjælp af efterfølgende tilsynsforanstaltninger, når det kan dokumenteres, at en udbyder af digitale tjenester ikke opfylder kravene i artikel 16 (sikkerhedskrav og underretning om hændelser).
Efter NIS 1-direktivets artikel 17, stk. 2, litra b, skal de kompetente myndigheder tillægges de fornødne beføjelser og midler til at pålægge udbydere af digitale tjenester at afhjælpe mangler i opfyldelsen af de krav, der er fastsat i artikel 16.
NIS 1-direktivet blev i dansk ret gennemført sektorvist i regulering gældende for de specifikke sektorer, hvor direktivet finder anvendelse. For en nærmere gennemgang af den sektorvise gennemførelse af NIS 1-direktivet henvises til afsnit 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det følger af den foreslåede § 22, at en kompetent myndighed kan anvende følgende håndhævelsesforanstaltninger over for en væsentlig enhed 1) udstede advarsler om enhedens overtrædelse af denne lov, 2) udstede bindende instrukser, herunder vedrørende foranstaltninger, der er nødvendige for at forhindre eller afhjælpe en hændelse, samt frister for gennemførelse af sådanne foranstaltninger og for rapportering om deres gennemførelse eller pålægge de pågældende enheder at afhjælpe de konstaterede mangler eller overtrædelserne af denne lov 4, 3) påbyde enheden at træffe foranstaltninger, der er nødvendige for at forhindre eller afhjælpe en hændelse, 4) meddele enheden påbud og forbud for at sikre overholdelsen af de krav, der er fastsat i loven eller regler udstedt i medfør af loven, 5) påbyde enheden at underrette de fysiske eller juridiske personer, som enheden leverer tjenester til eller udfører aktiviteter for, og som potentielt kan være berørt af en væsentlig trussel, om denne trussels karakter samt om eventuelle beskyttelsesforanstaltninger eller afhjælpende foranstaltninger, som de fysiske eller juridiske personer kan træffe som reaktion på denne trussel, 6) påbyde enheden at gennemføre de anbefalinger, der er fremsat i forbindelse med en gennemført sikkerhedsaudit, 7) udpege en person med ansvar for i en nærmere fastsat periode at føre tilsyn med enhedens overholdelse af lovens kapitel 2 og 3 samt regler udstedt i medfør heraf og 8) påbyde enheden i ikke-anonymiseret form og på en nærmere angiven måde at offentliggøre afgørelser om håndhævelsesforanstaltninger efter nr. 1-5 samt resumeer af domme eller bødevedtagelser, hvor der idømmes eller vedtages en bøde.
Den foreslåede bestemmelse vil gennemføre NIS 2-direktivets artikel 32, stk. 4, litra a-h.
Den foreslåede bestemmelse svarer med sproglige tilpasninger uden indholdsmæssig betydning til NIS 2-direktivets artikel 32, stk. 4, litra a-h, og skal forstås og anvendes i overensstemmelse med direktivets forudsætninger.
Det bemærkes i den forbindelse, at det følger af NIS 2-direktivets artikel 32, stk. 1, at de håndhævelsesforanstaltninger, der anvendes overfor væsentlige enheder i medfør af den foreslåede bestemmelse, skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have en afskrækkende virkning under hensyntagen til omstændighederne i hver enkelt sag.
Det følger af den foreslåede bestemmelse, at den kompetente myndighed skal foretage en konkret vurdering af omstændighederne i hver enkelt sag, når centret anvender håndhævelsesforanstaltningerne over for væsentlige enheder, således at proportionalitetsprincippet overholdes ved valg mellem de oplistede håndhævelsesmuligheder.
Den kompetente myndighed skal derfor i overensstemmelse med NIS 2-direktivets artikel 32, stk. 7, litra a, tage hensyn til 1) overtrædelsens grovhed og vigtigheden af de overtrådte bestemmelser, idet bl.a. følgende under alle omstændigheder skal betragtes som alvorlige overtrædelser: a) gentagne overtrædelser, b) manglende underretning om eller afhjælpning af væsentlige hændelser, c) manglende afhjælpning af mangler efter bindende instrukser fra den kompetente myndighed, d) hindringer for audits eller overvågningsaktiviteter beordret af den kompetente myndighed efter konstatering af en overtrædelse, og e) afgivelse af urigtige eller klart unøjagtige oplysninger vedrørende cybersikkerhedsrisikostyringsforanstaltninger eller rapporteringsforpligtelser, 2) overtrædelsens varighed, 3) den pågældende udbyders relevante tidligere overtrædelser, 4) enhver fysisk eller ikke fysisk skade, der er forårsaget, herunder ethvert finansielt eller økonomisk tab, virkninger for andre tjenester og antallet af brugere, der er berørt, 5) hvorvidt der ved overtrædelsen er handlet forsætligt eller uagtsomt, 6) enhver foranstaltning truffet af udbyderen for at forebygge eller afbøde den fysisk eller ikke fysisk skade, 7) hvorvidt godkendte adfærdskodekser eller godkendte certificeringsmekanismer er overholdt, og 8) i hvilken udstrækning de fysiske eller juridiske personer, der holdes ansvarlige for overtrædelsen, samarbejder med den kompetente myndighed.
Det følger endvidere af artikel 32, stk. 7, i NIS 2-direktivet, at den kompetente myndighed ved anvendelsen af håndhævelsesforanstaltninger skal overholde retten til forsvar. Dette sikres ved, at et påbud eller forbud efter den foreslåede § 22 vil være omfattet af forvaltningslovens almindelige regler, herunder bestemmelserne i kapitel 3 (om vejledning og repræsentation mv.), kapitel 5 (om partshøring), kapitel 6 (om begrundelse mv.) og kapitel 7 (om klagevejledning). Derudover vil der være mulighed for at indbringe afgørelsen for domstolene.
Der vil i forbindelse med en afgørelse om påbud eller forbud efter den foreslåede § 22 blive fastsat en frist, inden for hvilken enheden skal efterkomme indholdet i afgørelsen.
En enhed, der modtager en afgørelse om påbud eller forbud efter den foreslåede § 22, vil i overensstemmelse med den foreslåede bestemmelse i § 32, som vil gennemføre NIS 2-direktivets artikel 34, stk. 2, samtidig også kunne ifalde straf for en eventuel overtrædelse af denne lov eller regler udstedt i medfør af loven.
Det følger af det foreslåede nr. 1, at den kompetente myndighed kan udstede advarsler om enhedens overtrædelse af denne lov.
Den foreslåede bestemmelse vil give de kompetente myndigheder mulighed for at udstede advarsler om enhedens overtrædelse af loven. Der er tale om den mildeste form for håndhævelsesforanstaltning, som kan tages i brug af de kompetente myndigheder.
Det følger af den foreslåede nr. 2, at den kompetente myndighed kan udstede bindende instrukser, herunder vedrørende foranstaltninger, der er nødvendige for at forhindre eller afhjælpe en hændelse, samt frister for gennemførelse af sådanne foranstaltninger og for rapportering om deres gennemførelse eller pålægge de pågældende enheder at afhjælpe de konstaterede mangler eller overtrædelserne af denne lov.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at den kompetente myndighed vil kunne udstede bindende instrukser, herunder vedrørende foranstaltninger, der er nødvendige for at forhindre eller afhjælpe en hændelse. Det forudsættes, at den kompetente myndighed vil meddele enheden en frist for gennemførelse af nødvendige foranstaltninger, og for rapportering om foranstaltningernes gennemførelse.
Det bemærkes, at der vil være tale om en forvaltningsretlig afgørelse, hvorfor forvaltningslovens regler herom vil finde anvendelse.
Det følger af det foreslåede nr. 3, at den kompetente myndighed kan påbyde enheden at træffe foranstaltninger, der er nødvendige for at forhindre eller afhjælpe en hændelse.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at den kompetente myndighed kan påbyde en enhed at træffe foranstaltninger, der er nødvendige for at forhindre eller afhjælpe en hændelse. Det bemærkes, at denne håndhævelsesforanstaltning vil anses for mere indgribende end en bindende instruks.
Det bemærkes, at der vil være tale om en forvaltningsretlig afgørelse, hvorfor forvaltningslovens regler herom vil finde anvendelse.
Det følger af det foreslåede nr. 4, at den kompetente myndighed kan meddele enheden påbud og forbud for at sikre overholdelsen af de krav, der er fastsat i loven eller regler udstedt i medfør af loven.
I tilfælde af, at en enhed eksempelvis ikke lever op til de krav, der er fastsat i loven, vil en kompetent myndighed kunne angive, hvilke nærmere foranstaltninger enheden skal træffe. Det kan eksempelvis være organisatoriske foranstaltninger vedrørende passende rolle- og ansvarsfordeling, herunder forbud mod ansvarssammenfald, samt procedurer i relation til erhvervelse og udvikling af net- og informationssystemer, tekniske foranstaltninger vedrørende sikkerhedskopiering af data eller om enhedens anvendelse af bestemte logningsmetoder.
Det bemærkes, at der vil være tale om en forvaltningsretlig afgørelse, hvorfor forvaltningslovens regler herom vil finde anvendelse.
Det følger af det foreslåede nr. 5, at den kompetente myndighed kan påbyde enheden at underrette de fysiske eller juridiske personer, til hvilke enheden leverer tjenester eller udfører aktiviteter, som potentielt kan være berørt af en væsentlig cybertrussel, om denne trussels karakter samt om eventuelle beskyttelsesforanstaltninger eller afhjælpende foranstaltninger, som de fysiske eller juridiske personer kan træffe som reaktion på denne trussel.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i § 16, stk. 2, som indeholder en forpligtelse for væsentlige og vigtige enheder til i relevant omfang at underrette modtagerne af deres tjenester, som potentielt er berørt af en væsentlig cybertrussel, om eventuelle foranstaltninger eller modforholdsregler, som modtagerne kan træffe som reaktion på den pågældende trussel. Hvor det er relevant, skal enhederne også informere de pågældende modtagere om den væsentlige cybertrussel.
Med den foreslåede bestemmelse vil den kompetente myndighed kunne påbyde, at der skal foretages underretning af modtagerne af enhedens tjenester, uanset om enheden selv vurderer, at det er relevant.
Det bemærkes, at der vil være tale om en forvaltningsretlig afgørelse, hvorfor forvaltningslovens regler herom vil finde anvendelse.
Det følger af det foreslåede nr. 6, at den kompetente myndighed kan påbyde enheden at gennemføre de anbefalinger, der er fremsat i forbindelse med en gennemført sikkerhedsaudit.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den foreslåede § 22, stk. 1, nr. 2, hvorefter den kompetente myndighed kan foretage regelmæssige og målrettede sikkerhedsaudits eller stille krav om, at enheden får et kvalificeret uafhængigt organ til at foretage disse audits, samt den foreslåede § 22, stk. 1, nr. 3, hvorefter den kompetente myndighed kan foretage sikkerhedsaudits ad hoc.
Det bemærkes, at der vil være tale om en forvaltningsretlig afgørelse, hvorfor forvaltningslovens regler herom vil finde anvendelse.
Det følger af det foreslåede nr. 7, at den kompetente myndighed kan udpege en person med ansvar for i en nærmere fastsat periode at føre tilsyn med enhedens overholdelse af §§ 6, 12, 13, 15 og 16, stk. 2, samt regler udstedt i medfør heraf.
Den kompetente myndighed vil kunne udpege en ansat eller en ekstern person. Det forudsættes, at den pågældende person har de nødvendige kvalifikationer til at udføre opgaven. Den pågældende person vil skulle monitorere enhedens overholdelse af krav til foranstaltninger til styring af cybersikkerhedsrisici i medfør af den foreslåede § 6 og enhedens overholdelse af oplysnings- og underretningspligterne i de foreslåede §§ 12, 14, 15 og 16, samt regler udstedt i medfør af de nævnte bestemmelser.
Det følger af det foreslåede nr. 8, at den kompetente myndighed kan påbyde enheden i ikke-anonymiseret form og på en nærmere angiven måde at offentliggøre afgørelser om håndhævelsesforanstaltninger efter nr. 1-5 samt resumeer af domme eller bødevedtagelser, hvor der idømmes eller vedtages en bøde.
I overensstemmelse med principperne i betænkning nr. 1516 om offentlige myndigheders offentliggørelse af kontrolresultater, afgørelser mv. forudsættes det, at den kompetente myndighed ved beslutningen om, hvilke oplysninger en enhed pålægges at offentliggøre, i fornødent omfang bl.a. iagttager de hensyn til fortrolighed, der fremgår af forvaltningslovens § 27 om offentligt ansattes tavshedspligt, herunder bl.a. hensynene til enkeltpersoners private forhold, forretningshemmeligheder samt forebyggelse, efterforskning og forfølgning af lovovertrædelser.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 3.4.