Navneloven § 7

Efter § 7, stk. 1, nr. 1 og 2 , er der adgang til at tage patronymnavne på baggrund af forældres fornavne med tilføjelsen -søn eller -datter afhængig af den pågældendes køn eller en anden tilføjelse, der viser slægtskabet, hvis navnet har tradition i en kultur, der tillader dette. I stedet for -søn eller -datter vil det tillige være muligt at tilføje -ssøn eller -sdatter, medmindre det pågældende fornavn ender på bogstaverne s, x eller z. Som eksempel på navne, der kan tages, kan nævnes navnet Pedersøn eller Pederssøn og Anderssøn, hvorimod navnet Andersssøn efter almindelige retstavningsprincipper ikke kan tages.

Med bestemmelsen er det bl.a. muligt at følge islandsk navnetradition med at tage en af forældrenes fornavn med tilføjelsen –son eller dóttir.

Efter nr. 1 og 2 kan begge forældres fornavne som grundlag for dannelsen af et efternavn. Bestemmelsen i nr. 2 er ikke begrænset til anvendelsen af fremmed navneskik. Bestemmelsen stiller ikke krav om, i hvilken ende af navnet tilføjelsen skal ske. Det er således også efter denne bestemmelse muligt at tilføje forstavelserne el- eller al- efter muslimsk navneskik til muslimske fornavne.

I forbindelse med dannelse af sådanne patronymnavne vil der blive taget hensyn til grammatikken fra det pågældende land, således at der f.eks. ved dannelse af et patronym efter islandsk navneskik tages højde for islandsk ejefald, hvorefter det rette patronym for en person, der har en far, der hedder Hjörtur, er Hjartardóttir eller Hjartarson, og det rette patronym for en person, der har en mor, der hedder Kristín, er Kristínardóttir eller Kristínarson. Da danske myndigheder imidlertid ikke kan forventes at være bekendt med sådanne udenlandske grammatiske regler, er det ansøgeren, der må gøre opmærksom herpå og eventuelt dokumentere dette. Dokumentation kan eventuelt fremlægges i form af en erklæring fra det pågældende lands myndigheder herom.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.8.2.

Efter nr. 3 kan man tage en af forældrenes, bedsteforældrenes eller ægtefællens fornavn, når navnet har tradition i en kultur, som ikke skelner mellem for- og efternavn. Under samme betingelser er det også muligt at tage en ugift samlevers fornavn, hvis samlivet opfylder betingelserne i § 5, stk. 2. Bestemmelsen, der er ny i forhold til gældende ret, har til formål at tilgodese en række udenlandske navneskikke, herunder muslimsk navneskik. Der henvises herom til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.8.3. Uanset at de pågældende navneskikke primært tager udgangspunkt i mandlige familiemedlemmers navne, er bestemmelsen ligesom nr. 1 og 2 udformet kønsneutralt, se herom de almindelige bemærkninger, pkt. 2.8.1.2. og 2.8.1.3.

Bestemmelserne svarer i det væsentlige til de nye norske regler om disse forhold. Dog er der i nr. 2 ikke medtaget en adgang til at tage bedsteforældres fornavne med en endelse, der viser slægtskabet, da denne navnetradition ikke synes at være aktuel i Danmark.

Det bemærkes, at anvendelse af disse fremmede navneskikke ikke er foreslået forbeholdt for personer med en bestemt anden etnisk baggrund end dansk, jf. de almindelige bemærkninger pkt. 2.8.1.2. og 2.8.1.3. Der er således ikke noget til hinder for, at en etnisk dansker kan tage et navn med en udenlandsk navnetradition.

Efter stk. 2 må et efternavn efter stk. 1, nr. 1 og 2, ikke betegne det modsatte køn i forhold til den, der skal bære navnet. Bestemmelsen, der er en konsekvens af, at patronymnavne i modsætning til, hvad der ellers gælder for danske efternavne, typisk er kønsspecifikke, svarer til, forslaget til § 13, stk. 2 om fornavne.

Efter stk. 3 kan ministeren for familie- og forbrugeranliggender fastsætte supplerende og udfyldende regler på området. Bemyndigelsen i stk. 3 kan bl.a. benyttes til at fastsætte regler om, hvilke landes navnetradition der må antages at opfylde betingelserne i stk. 1, nr. 2 og 3, samt om, hvilke ændringer de pågældende navnetraditioner tillader.

Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender (Familiestyrelsen) overvejer at udarbejde en oversigt over en række navne, der har tradition i en kultur, som ikke skelner mellem for- og efternavne, jf. § 7, stk. 1, nr. 3. Oversigten vil i givet fald blive løbende offentliggjort på Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggenders (Familiestyrelsens) hjemmeside.

Efter bestemmelsens 2. pkt. kan ministeren for familie- og forbrugeranliggender for transseksuelle personer gøre undtagelse fra bestemmelsen i stk. 2 om, at efternavnet ikke må betegne det modsatte køn i forhold til den, der skal bære det. Der henvises til det, der er anført i bemærkningerne til § 13, stk. 2, 2. pkt., om transseksuelles fornavne og de almindelige bemærkninger pkt. 4.4.