Navneloven § 23

Hvis et barn bærer samme mellem- eller efternavn som en forælder, der ikke har del i forældremyndigheden over barnet, eller barnet bærer forælderens fornavn som mellem- eller efternavn, følger det af forslaget til § 23, at der skal indhentes en erklæring fra den nævnte forælder, inden der træffes afgørelse om ændring af det pågældende navn. Bestemmelsen finder også anvendelse i den situation, hvor barnet som mellemnavn bærer efternavnet på den pågældende forælder.

Der skal dog efter stk. 2 ikke indhentes en erklæring fra forælderen uden del i forældremyndigheden, hvis det skønnes at kunne være til væsentlig skade for barnet eller at ville medføre en uforholdsmæssig forsinkelse af sagen. Bestemmelsen, der er ny, svarer til § 30 i lov om forældremyndighed og samvær og adoptionslovens § 13.

Efter stk. 3 kan ændring af et barns mellem- eller efternavn afslås, hvis hensynet til barnet eller den forælder, der har afgivet en erklæring i medfør af stk. 1, afgørende taler imod den ønskede navneændring. Denne bestemmelse har til formål at sikre, at der kan tillægges en erklæring efter stk. 1 den fornødne vægt ved afgørelsen om navneændring. Bestemmelsen er nødvendig, da lovens almindelige bestemmelser om mellem- og efternavne ellers giver en ansøger et retskrav på en ansøgt navneændring, hvis betingelserne i de enkelte bestemmelser er opfyldt.

Om baggrunden for og overvejelserne bag bestemmelsen henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 5.4. Det forudsættes, at afvejningen af hensynet til en eventuel protest fra en forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, skal foretages i overensstemmelse med Menneskeretsdomstolens praksis efter artikel 8 på området.

Det må antages, at navneændring som udgangspunkt kan foretages imod den pågældende forælders protest, hvis forælderen ikke eller kun i ganske kort tid har boet sammen med barnet, medmindre der f.eks. ved samvær har været en lignende nær kontakt mellem barn og forælder, jf. nedenfor. I disse tilfælde vil der således i almindelighed ikke være behov for en nærmere vurdering af baggrunden for den ønskede navneændring. Der vil således i disse tilfælde i almindelighed være tilstrækkeligt tungtvejende grunde til at tilsidesætte en eventuel protest fra en forælder, der ikke har del i forældremyndigheden.

Har den pågældende forælder derimod igennem længere tid boet sammen med barnet og eventuelt også haft del i forældremyndigheden, skal hensynet til denne tillægges større vægt. Det samme gælder, hvis der f.eks. ved samvær har været en lignende nær kontakt mellem barn og forælder. Der skal derfor i disse tilfælde foretages en nærmere afvejning af hensynet til barnet / forældremyndighedsindehaveren og hensynet til den forælder, der ikke har del i forældremyndigheden. Afgørende for denne afvejning må bl.a. være baggrunden for den ønskede navneændring og baggrunden for protesten.

Ønskes barnet f.eks. tillagt en stedforælders efternavn, vil der bl.a. kunne lægges vægt på, hvor længe den pågældende stedforælder har boet sammen med barnet, barnets alder og på, om der er andre halvsøskende, der bærer det ansøgte navn.

Kommer det frem, at protesten fra den forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, ikke er begrundet i hensynet til fortsat at sikre, at navnet udadtil afspejler slægtskabet mellem barnet og den pågældende, men i andre (usaglige) overvejelser, vil der i almindelighed kunne ses bort fra en sådan protest.

Tilsidesætter navnemyndighederne en protest mod navneændring, vil den pågældende kunne påklage afgørelsen til Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender (Familiestyrelsen), jf. § 21, stk. 1. Der vil i medfør af § 21, stk. 2, ved en bekendtgørelse, som ministeren for familie- og forbrugeranliggender udfærdiger, blive fastsat, at en klage i sådanne tilfælde skal have opsættende virkning.