Navneloven § 13

Bestemmelsen fastsætter, hvilke navne en person kan tage som fornavn.

Efter stk. 1 skal der være tale om et navn, der er optaget på listen efter § 14, stk. 1, eller som er godkendt efter § 14, stk. 3. Der henvises til bemærkningerne til disse bestemmelser.

Efter § 10 i den gældende navnelov må et navn ikke kunne være til ulempe for den, der bærer navnet. Dette ulempekrav er ikke videreført. Om overvejelserne herom henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 4.1.1.

Det gældende forbud mod et navn, der kan blive til ulempe for borgeren, fortolkes bl.a. således, at det indebærer, at en dreng/mand ikke kan tage et pige-/kvindenavn og omvendt. Dette krav fremgår nu udtrykkeligt af bestemmelsen i stk. 2. Bestemmelsen siger ikke noget om, hvilke navne der er henholdsvis drenge- eller pigenavne, ligesom det ikke er udelukket, at et konkret navn kan være både et drenge- og et pigenavn. I forslaget til § 14, stk. 1, er det således forudsat, at ministeren for familie- og forbrugeranliggender i forbindelse med optagelsen af et navn på den nævnte liste tager stilling hertil, herunder om navnet skal optages på pige- eller drengenavnslisten eller eventuelt på begge lister.

Det afgørende for, om der er tale om et drenge- eller pigenavn, er, om det med rimelig sikkerhed kan dokumenteres, at navnet har sin oprindelse i et drenge- eller pigenavn, eller om det har tradition for at være anvendt som drenge- eller pigenavn. Kan det godtgøres, at navnet oprindeligt både er et drenge- og et pigenavn, eller at der er tradition for at anvende det som både et drenge- og pigenavn (eventuelt i forskellige navnekulturer), kan navnet tages af begge køn. For at et navn kan siges at have tilstrækkelig tradition for at være f.eks. et drengenavn, må det godtgøres, at det har en ikke ubetydelig udbredelse som drengenavn, og at det er blevet brugt som sådant i mere end én generation. Den nærmere fastlæggelse heraf bør i øvrigt ske i praksis. Der må i den forbindelse lægges betydelig vægt på en eventuel navnefaglig vurdering.

Personer, der har gennemgået en kønsskifteoperation, kan i medfør af 1. pkt. tage et nyt fornavn svarende til det køn, den pågældende har erhvervet ved operationen. Endvidere følger det af forslaget til § 11, stk. 1, nr. 4, at enhver vil kunne tage et godkendt fornavn som mellemnavn, uanset hvilket køn det pågældende navn betegner. I medfør af stk. 2, 2. pkt. kan ministeren for familie- og forbrugeranliggender fastsætte regler, der undtager transseksuelle personer fra kravet om navnets kønsidentitet.

Forslaget skal ses i lyset af, at Justitsministeriet (Civilretsdirektoratet) i 2002 har etableret en forsøgsordning, der under visse betingelser giver transseksuelle personer mulighed for at skifte fornavn til et navn, der entydigt betegner det modsatte køn, jf. de almindelige bemærkninger, pkt. 4.4.1. Bestemmelsen vil blive udnyttet til at videreføre denne ordning. Reglerne vil dog kunne justeres, hvis der er behov herfor. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.4.

Bestemmelsen er således af betydning for transseksuelle personer, der ikke har gennemgået en kønsskifteoperation. F.eks. vil en mand, der er transseksuel, og som opfylder betingelserne i de regler, der fastsættes i medfør af bestemmelsen, kunne tage et kvindenavn som fornavn uden at have gennemgået en kønsskifteoperation.

I øvrigt vil der i de nye fornavnslister, der udarbejdes i medfør af § 14, kunne optages en række navne på både pige- og drengefornavnslisten, f.eks. Kim, Michell, Eli og Noa(h).