Minimumsbeskatningsloven § 57

Det foreslås i stk. 1, at ansættelse af ekstraskat behandles efter reglerne i skatteforvaltningsloven om ansættelse af indkomstskat med de ændringer, der følger af denne lov.

Det følger af skatteforvaltningslovens § 1, at Skatteforvaltningen bl.a. udøver forvaltningen af lovgivning om skatter. Bestemmelsen angiver den hovedregel, at skattelove forvaltes af Skatteforvaltningen, og at denne forvaltning er statslig.

Som det fremgår af de specielle bemærkninger til skatteforvaltningslovens § 1, jf. Folketingstidende 2004-05, tillæg A, L 110 som fremsat, omfatter bestemmelsen ikke kun indkomstskat, herunder dødsboskat, og ejendomsværdiskat, men også gaveafgift, moms, såkaldte punktafgifter, told, arbejdsmarkedsbidrag, kirkeskat, afgift efter pensionsbeskatningsloven og lignende retlige ydelser til det offentlige.

Ekstraskatten har karakter af at være en form for særskat, hvorfor skatteforvaltningslovens regler uden videre og i uændret form vil finde anvendelse. Det vil f.eks. betyde, at de afgørelser, som Skatteforvaltningen træffer om ansættelse af ekstraskat, vil kunne påklages administrativt til Landsskatteretten, og at reglerne om sagsfremstilling, bindende svar, klage, domstolsprøvelse, henstand og omkostningsgodtgørelse vil finde anvendelse i forhold til ansættelse af ekstraskat. Dette ændres ikke med forslaget.

Skatteforvaltningsloven indeholder også processuelle regler, der specifikt regulerer ansættelse af udvalgte skatter, herunder ansættelse af indkomstskat.

Det præciseres således med forslaget, at Skatteforvaltningens afgørelser om ansættelse af ekstraskat skal være omfattet af de tilsvarende regler i skatteforvaltningsloven, der i dag gælder for afgørelser, som Skatteforvaltningen træffer om ansættelse af indkomstskat med de ændringer, der følger af denne lov.

Udover de regler i skatteforvaltningsloven, som uden videre og i uændret form finder anvendelse for ansættelse af ekstraskat, vil skatteforvaltningslovens processuelle regler for ansættelse af indkomstskat, herunder f.eks. regler om agterskrivelse, genoptagelse og forældelse, efter forslaget finde anvendelse for ansættelse af ekstraskat, med de ændringer, der følger af denne lov.

Det foreslås i stk. 2, at fristerne i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1 og 2, først udløber i det sjette år efter regnskabsårets udløb for så vidt angår ansættelse af ekstraskat.

Forslaget til stk. 2 betyder, at den ordinære varslingsfrist og ansættelsesfrist for ekstraskatten først udløber i det sjette indkomstår efter indkomstårets udløb og derfor vil være to år længere end den ordinære frist, som gælder efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1 og 2.

Formålet med forslaget er at forlænge den ordinære ansættelsesfrist, svarende til hvad der gælder efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5 (den såkaldte transfer pricing-regel), hvorefter fristerne efter § 26, stk. 1 og 2, først udløber i det sjette år efter indkomstårets udløb for skattepligtige omfattet af skattekontrollovens kapitel 4 eller § 13 i tonnageskatteloven, for så vidt angår de kontrollerede transaktioner.

Baggrunden for forslaget er, ligesom det er tilfældet med sager omfattet af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, at sager om ansættelse af ekstraskat ofte vil være komplicerede, tidskrævende og forudsætter udveksling af oplysninger med udlandet. Der vil således ofte være tale om sager, som på grund af deres karakter i praksis ofte kræver længere tid at behandle.

Som eksempel på, at sagerne kan være tidskrævende og vanskelige at nå inden for den almindelige ansættelsesfrist, kan nævnes lovforslagets § 53, stk. 4, hvorefter der skal indgives et skema med oplysninger om ekstraskat til Skatteforvaltningen senest 15 måneder efter den sidste dag i rapporteringsåret eller senest 18 måneder efter den sidste dag i det rapporteringsår, der efter lovforslagets § 51, stk. 4, er det omhandlede overgangsår.

Som det fremgår af forslaget til stk. 1, vil skatteforvaltningslovens processuelle regler for ansættelse af indkomstskat, herunder f.eks. genoptagelse og forældelse, efter forslaget finde anvendelse for ansættelse af ekstraskat, med de ændringer der følger af denne lov.

Da forslaget alene har til formål at forlænge den ordinære ansættelsesfrist i forhold til, hvad der gælder efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1 og 2, vil skatteforvaltningslovens regler om f.eks. ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27 og forældelse i skatteforvaltningslovens §§ 34 a og 34 b finde anvendelse i uændret form for ansættelse af ekstraskat.