Minimumsbeskatningsloven § 34a

Denne ændring er tilføjet til loven fra: Lov om ændring af minimumsbeskatningsloven og ligningsloven (Gennemførelse af OECD’s administrative retningslinjer om minimumsbeskatningsreglerne og ændring af listen over lande, der er omfattet af defensive foranstaltninger)

Den indberettende koncernenhed kan ved beslutning truffet i overensstemmelse med § 54, stk. 3, beslutte, at den ekstraskat, der skal betales for en eller flere koncernenheder i en jurisdiktion, ansættes til nul, hvis enhedernes regnskab ikke er inkluderet i den multinationale koncerns konsoliderede regnskaber udelukkende på grund af størrelse eller væsentlighed, jf. dog stk. 3, og de koncernenheder, som beslutningen vedrører, i jurisdiktionen opfylder en af følgende betingelser:

Den samlede omsætning i regnskabsåret efter det anvendelige regelsæt for koncernens land for land-rapportering er lig med eller mindre end det beløb, hvormed nettoindkomsten kan nedsættes efter § 30.
Den samlede omsætning i regnskabsåret efter det anvendelige regelsæt for koncernens land for land-rapportering er mindre end 1 mio. euro.
Den effektive skattesats i regnskabsåret opgjort som den aktuelle skatteomkostning efter det anvendelige regelsæt for koncernens land for land-rapportering divideret med den samlede omsætning efter det anvendelige regelsæt for koncernens land for land-rapportering er lig med eller højere end minimumsskattesatsen.

Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse for faste driftssteder af koncernenheder, hvis regnskab ikke er inkluderet i den multinationale koncerns konsoliderede regnskaber udelukkende på grund af størrelse eller væsentlighed.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder alene anvendelse, hvis den multinationale koncerns konsoliderede regnskaber er omfattet af § 4, nr. 6, litra a eller c, og er revideret af en ekstern revisor. Er en koncernenheds samlede omsætning, herunder omsætningen i enhedens eventuelle faste driftssteder, i regnskabsåret højere end 50 mio. euro efter det anvendelige regelsæt for koncernens land for land-rapportering, finder stk. 1 og 2 alene anvendelse for koncernenheden, hvis det regnskab for enheden, der anvendes ved udarbejdelsen af koncernens land for land-rapport, er udarbejdet i overensstemmelse med en almindeligt anerkendt eller godkendt regnskabsstandard.

Stk. 4. I denne bestemmelse forstås ved det anvendelige regelsæt for koncernens land for land-rapportering:

Det nationale regelsæt, der indeholder reglerne om indholdet af den land for land-rapport, der indgives af det ultimative moderselskab.
Det nationale regelsæt, der indeholder reglerne om indholdet af den land for land-rapport, der indgives af et stedfortrædende moderselskab, når det ultimative moderselskab ikke indgiver en land for land-rapport.
OECD's endelige rapport fra 2015 om handlingsplan 13 i OECD's projekt om skatteudhuling og skatteflytning og OECD's retningslinjer om land for land-rapportering i OECD's »Guidance on Transfer Pricing Documentation and Country-by-Country Reporting«, hvis det ultimative moderselskab ikke indgiver en land for land-rapport og koncernen ikke er forpligtet til at indgive en land for land-rapport i nogen jurisdiktion.

Forarbejder til Minimumsbeskatningsloven § 34a

Retsinformation

Det foreslås i stk. 1, at uanset reglerne i dette kapitel kan den indberettende koncernenhed ved beslutning truffet i overensstemmelse med § 54, stk. 3, beslutte at ansætte den ekstraskat, der skal betales for de koncernenheder, der er hjemmehørende i samme jurisdiktion, til nul for et regnskabsår, når en af følgende betingelser er opfyldt for jurisdiktionen baseret på forenklede beregninger efter regler fastsat i medfør af stk. 4:

Den kvalificerede nettoindkomst for jurisdiktionen, jf. § 28, stk. 2, er lig med eller mindre end det beløb, hvormed nettoindkomsten kan nedsættes efter § 30.
Betingelserne i § 32, stk. 1, nr. 1 og 2, er opfyldt.
Den effektive skattesats for jurisdiktionen jf. § 28, stk. 1, er lig med eller højere end minimumsskattesatsen.

Den foreslåede bestemmelse er en såkaldt safe harbour-bestemmelse, der er udformet i overensstemmelse med den kvalificerede internationale safe harbour-aftale, der fremgår af aftalen om »Safe Harbours and Penalty Relief: Global Anti-Base Erosion Rules (Pillar Two)«, som blev indgået af OECD’s Inclusive Framework og offentliggjort den 15. december 2022.

Ekstraskatten i en jurisdiktion vil efter reglerne i dette kapitel (lovens kapitel 7) skulle udgøre nul, såfremt den kvalificerede nettoindkomst for jurisdiktionen, jf. lovforslagets § 28, stk. 2, ikke overstiger det beløb, hvormed nettoindkomsten kan nedsættes efter den substansbaserede indkomstudelukkelse, jf. lovforslagets § 30. Ekstraskatten i en jurisdiktion vil ligeledes skulle udgøre nul, hvis betingelserne for anvendelse af de minimis-reglen i lovforslagets § 32, stk. 1, nr. 1 og 2, er opfyldt. Endelig vil ekstraskatten i en jurisdiktion skulle udgøre nul, hvis den effektive skattesats for jurisdiktionen, jf. lovforslagets § 28, stk. 1, er lig med eller højere end minimumsskattesatsen (15 pct.).

De beregninger og opgørelser, der vil skulle foretages, før det kan fastslås, at ekstraskatten i en jurisdiktion i et regnskabsår som følge af de ovennævnte regler udgør nul, vil dog kunne være omfattende og derfor medføre væsentlige administrative byrder for de berørte koncerner. Den foreslåede bestemmelse vil skulle give mulighed for, at de berørte koncerner kan anvende forenklede beregninger med henblik på at fastslå, at ekstraskatten i en jurisdiktion udgør nul.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke kunne finde anvendelse, før der i medfør af forslaget til stk. 4 er fastsat forenklede beregningsregler, da anvendelsen af sådanne forenklede beregningsregler efter forslaget vil være en betingelse for anvendelsen af undtagelsesbestemmelsen.

Undtagelsesbestemmelsen vil desuden kun skulle finde anvendelse, når den indberettende koncernenhed har truffet en beslutning herom i overensstemmelse med lovforslagets § 54, stk. 3, Heraf følger, at den indberettende koncernenhed vil skulle træffe beslutningen ved indgivelsen af de i lovforslagets § 53 omhandlede oplysninger, og at denne beslutning kun vil skulle gælde for det regnskabsår, som oplysningerne vedrører.

Det foreslås i stk. 2, at har en jurisdiktion for et regnskabsår pålagt en anerkendt kvalificeret indenlandsk ekstraskat, beregnes der ikke ekstraskat for de koncernenheder, der er hjemmehørende i den pågældende jurisdiktion. Dette gælder dog ikke, hvis der ved anvendelsen af den anerkendte kvalificerede indenlandske ekstraskat er anvendt en undtagelse svarende til § 52. Er den anerkendte kvalificerede indenlandske ekstraskat ikke pålagt gennemløbsenheder, der er oprettet i jurisdiktionen, finder 1. pkt. ikke anvendelse på statsløse gennemløbsenheder, der er ultimative moderselskaber, og på gennemløbsenheder, der er forpligtet til at anvende en regel om indkomstmedregning efter OECD’s modelregler. Er den anerkendte kvalificerede indenlandske ekstraskat ikke pålagt investeringsenheder, finder 1. pkt. ikke anvendelse på de investeringsenheder, der er hjemmehørende i jurisdiktionen. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse på joint ventures og disses tilknyttede joint ventures, jf. § 38, der er pålagt en anerkendt kvalificeret indenlandsk ekstraskat, medmindre ekstraskatten kun opkræves af koncernenheder hjemmehørende i jurisdiktionen.

Den foreslåede bestemmelse er en safe harbour-bestemmelse, der er udformet i overensstemmelse med afsnit 5.1 i de administrative retningslinjer (»Agreed Administrative Guidance«) vedrørende OECD’s modelregler, der blev offentliggjort den 13. juli 2023. Bestemmelsen vil indebære, at den indberettende koncernenhed som udgangspunkt vil kunne fastsætte ekstraskatten i et regnskabsår for alle koncernenheder i en koncernenhed til nul, hvis den pågældende jurisdiktion har gennemført en anerkendt kvalificeret indenlandsk ekstraskat som defineret i forslaget til § 4, nr. 49. Koncernen vil således ikke skulle foretage beregninger af ekstraskatten både efter den anerkendte kvalificerede indenlandske ekstraskat og efter reglerne i lovforslaget.

Om kriterierne for, hvornår en indenlandsk ekstraskat vil kunne anses for en anerkendt kvalificeret indenlandsk ekstraskat, henvises til bemærkningerne til forslaget til § 4, nr. 49. Som det fremgår heraf, vil en anerkendt kvalificeret indenlandsk ekstraskat som udgangspunkt skulle være udformet i overensstemmelse med OECD’s modelregler, således at den vil føre til, at det samme beløb vil skulle opkræves i ekstraskat for jurisdiktionen, som hvis OECD’s modelregler i stedet havde fundet anvendelse. Enkelte afvigelser fra modelreglerne vil dog være obligatoriske, ligesom den pågældende jurisdiktion derudover vil kunne indføre nærmere angivne afvigelser fra modelreglerne.

Visse af de tilladte afvigelser fra modelreglerne vil dog kunne indebære, at en anvendelse af safe harbour-undtagelsen ville medføre en risiko for, at indkomsten i disse enheder slet ikke ville blive omfattet af en ekstraskat, selv om der ikke var sket en beskatning af enhedernes indkomst med minimumsskattesatsen. Det følger derfor af de ovennævnte administrative retningslinjer, at safe harbour-undtagelsen ikke vil skulle finde anvendelse på de pågældende enheder, hvilket er baggrunden for bestemmelserne i forslaget til bestemmelsens 2.-5. pkt.

En kvalificeret indenlandsk ekstraskat vil f.eks. skulle anses for at opfylde kriterierne for at være en anerkendt kvalificeret indenlandsk ekstraskat, selv om den indenlandske ekstraskat ikke er pålagt koncernenheder i multinationale koncerner i de første fem år af den multinationale koncerns internationale aktivitet, dvs. at den kvalificerede indenlandske ekstraskat indeholder en undtagelsesbestemmelse svarende til den i lovforslagets § 52 foreslåede undtagelse fra reglen om ekstraskat af underbeskattet overskud for sådanne enheder. Med henblik på at undgå, at der slet ikke pålægges en ekstraskat på sådanne enheders indkomst, vil safe harbour-reglen efter forslaget til bestemmelsens 2. pkt. dog ikke skulle finde anvendelse, såfremt undtagelsesbestemmelsen er anvendt på koncernenhederne i det pågældende regnskabsår.

Tilsvarende vil der kunne foreligge en anerkendt kvalificeret indenlandsk ekstraskat, selv om den ikke er pålagt gennemløbsenheder eller investeringsenheder. Med henblik på at hindre, at der slet ikke pålægges en ekstraskat på sådanne enheders indkomst, vil konsekvensen af sådanne afvigelser fra OECD’s modelregler dog skulle være, at safe harbour-reglen ikke vil kunne anvendes i forhold til de pågældende koncernenheder, men kun på de øvrige koncernenheder i jurisdiktionen, jf. forslaget til bestemmelsens 3. og 4. pkt.

Endelig vil det være en betingelse for, at der foreligger en anerkendt kvalificeret indenlandsk ekstraskat, at den også pålægger ekstraskatten på joint ventures og disses tilknyttede joint ventures, jf. lovforslagets § 38, når disse enheder er etableret i jurisdiktionen.

Selv om en anerkendt kvalificeret indenlandsk ekstraskat, der omfatter indkomsten i joint venture-koncerner, vil kunne indrettes således, at ekstraskatten kun opkræves hos eventuelle koncernenheder, der er hjemmehørende i jurisdiktionen, vil den i givet fald dog ikke kunne danne grundlag for anvendelse af safe harbour-undtagelsen på indkomsten i joint venture-gruppen, jf. forslaget til 5. pkt.

Det foreslås i stk. 3, at er en kvalificeret indenlandsk ekstraskat i et andet EU-medlemsland for et regnskabsår beregnet i overensstemmelse med det ultimative moderselskabs almindeligt anerkendte regnskabsstandard eller internationale regnskabsstandarder (IFRS eller IFRS som vedtaget af EU i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002 om anvendelse af internationale regnskabsstandarder), beregnes der ikke ekstraskat efter § 29 for de koncernenheder, der er hjemmehørende i det pågældende EU-medlemsland.

Den foreslåede regel vil indebære, at der ved beregning af ekstraskat efter reglerne om indkomstmedregning ikke vil skulle inddrages koncernenheder, der er hjemmehørende i et andet EU-medlemsland, hvis disse koncernenheder er undergivet en kvalificeret indenlandsk ekstraskat, der opfylder de angivne standarder.

Det foreslås i stk. 4, at skatteministeren kan fastsætte regler om forenklede beregninger, der kan anvendes efter stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i lyset af, at det af den kvalificerede internationale safe harbour-aftale, der er omtalt ovenfor i bemærkningerne til forslaget til stk. 1, fremgår, at der inden for rammerne af OECD’s Inclusive Framework vil skulle indgås aftale om de forenklede beregninger, som vil skulle anvendes med henblik på anvendelse af den i stk. 1 foreslåede undtagelsesbestemmelse. Aftale herom er dog endnu ikke indgået.

Forslaget om, at skatteministeren bemyndiges til at fastsætte regler om forenklede beregninger, der kan anvendes efter stk. 1, vil skulle give skatteministeren mulighed for ved bekendtgørelse at fastsætte regler, der er i overensstemmelse med de forenklede beregninger, der indgås aftale om inden for rammerne af OECD’s Inclusive Framework.

Afhængigt af, hvad der aftales inden for rammerne af OECD’s Inclusive Framework, vil sådanne regler kunne vedrøre alle koncernenheder i en jurisdiktion, men der vil også kunne fastsættes regler, der udelukkende vil skulle gælde for bestemte enheder. Det er således et led i den kvalificerede internationale safe harbour-aftale, at der forudsættes fastsat særlige forenklede beregningsregler for koncernenheder, der som følge af deres begrænsede størrelse eller betydning for koncernen ikke indgår i det ultimative moderselskabs konsoliderede regnskaber.

Bemyndigelsesbestemmelsen vil derimod ikke skulle kunne anvendes til at fastsætte regler, der afviger fra dem, der aftales inden for rammerne af OECD’s Inclusive Framework.

Det bemærkes, at det ikke kan udelukkes, at anvendelsen af forenklede beregningsregler fastsat i overensstemmelse med den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse efter omstændighederne vil kunne føre til, at den ekstraskat, der skal betales for de koncernenheder, der er hjemmehørende i en jurisdiktion, fastsættes til nul, selv om beregninger, der i alle henseender fuldt ud fulgte lovforslagets bestemmelser, ville føre til, at der ville skulle betales ekstraskat for jurisdiktionen.

Da de forenklede beregningsregler kun vil kunne fastsættes i overensstemmelse med de simplificerede beregningsregler, der aftales inden for rammerne af OECD’s Inclusive Framework, og da de udelukkende vil have til formål at lempe de administrative byrder for de berørte koncerner, hvor dette anses for velbegrundet, vurderes bemyndigelsesbestemmelsen dog ikke at være i strid med delegationsforbuddet i grundlovens § 43. Det skyldes således alene praktiske og administrative hensyn, at de forenklede beregningsregler foreslås gennemført ved bekendtgørelse.

Den foreslåede bestemmelse implementerer direktivets artikel 11, stk. 2 og artikel 32.