Miljøvurderingsloven § 43

Bestemmelsen giver miljø- og fødevareministeren og energi-, forsynings, og klimaministeren adgang til at delegere beføjelser efter loven til andre statslige myndigheder og til at fastsætte regler om klageadgangen over afgørelser, der træffes i medfør af disse beføjelser. For så vidt angår beføjelser delegeret til en statslig myndighed under et andet ministerium sikrer bestemmelsen, at miljø- og fødevareministeren har mulighed for at fastsætte regler om udøvelsen af disse beføjelser. Bestemmelsen er en videreførelse på nærværende lovs område af bestemmelserne i planlovens § 52, stk. 3-5, og miljøvurderingslovens § 13.

Bestemmelsen i stk. 1 svarer til den almindeligt forekommende hjemmel i Miljø- og Fødevareministeriets lovgivning til at delegere beføjelser til en under ministeriet oprettet statslig myndighed eller efter forhandling med vedkommende minister andre statslige myndigheder. Dette giver mulighed for en til enhver tid fleksibel organisering af ministeriets opgaver. Miljø- og fødevareministeren og energi- forsynings- og klimaministeren vil altså kunne delegere sine beføjelser efter loven til enhver myndighed inden for ministeriets administrative hierarki uanset myndighedens placering i hierarkiet. Derudover kan ministeren efter forhandling med vedkommende minister delegere opgaver til statslige myndigheder uden for ministerierne. Bestemmelsen svarer til planlovens § 52, stk. 3, og miljøvurderingslovens § 13, stk. 1.

Der kan alene ske delegation til statslige myndigheder. Der kan således ikke i medfør af den forslåede bestemmelse ske delegation til kommuner, regioner, private virksomheder eller organisationer.

Omfanget af delegationen til en statslig myndighed under et andet ministerium skal fastlægges efter forhandling med vedkommende minister, jf. også bemærkningerne til stk. 3.

Stk. 1 tager også sigte på miljø- og fødevareministerens beføjelser efter § 38 om grænseoverskridende høringer. Det er hensigten, at Naturstyrelsen eller en anden styrelse i Miljø- og Fødevareministeriet bl.a. får bemyndigelse til at varetage ministerens beføjelser for så vidt angår bestemmelserne i lovforslagets § 38 om planer og programmer samt projekter, der kan få væsentlig indvirkning på miljøet i en anden stat. Naturstyrelsen vil dels skulle påse Danmarks opfyldelse af sine internationale forpligtelser, herunder i henhold til SMV-direktivets artikel 7 og VVM-direktivets artikel 7, og dels blive bemyndiget til at træffe afgørelse om tilladelse til projektet i henhold til § 25.

I stk. 2 foreslås det, at miljø- og fødevareministeren bemyndiges til at fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser i henhold til en bemyndigelse efter det foreslåede stk. 1, herunder om at afgørelser ikke skal kunne påklages. Bestemmelsen svarer til planlovens § 52, stk. 4, og miljøvurderingslovens § 13, stk. 2.

Adgangen til at afskære klage knytter sig kun til afgørelser på områder, som er delegeret fra miljø- og fødevareministeren og energi-, forsynings- og klimaministeren. Således vil miljø- og fødevareministeren og energi- forsynings- og klimaministeren ikke i medfør af bestemmelsen have hjemmel til at afskære den i lovforslagets § 48, stk. 3 og 4, og § 49, stk. 1, fastsatte klageadgang til Natur- og Miljøklagenævnet og Energiklagenævnet.

I stk. 3 foreslås det, at miljø- og fødevareministeren og energi- forsynings- og klimaministeren bemyndiges til at fastsætte regler om udøvelsen af de beføjelser, som en anden statslig myndighed efter forhandling med vedkommende minister bliver bemyndiget til at udøve efter stk. 1. Bestemmelsen svarer til planlovens § 52, stk. 5, og miljøvurderingslovens § 13, stk. 3.

Bestemmelsen omhandler de tilfælde, hvor miljø- og fødevareministeren og energi- forsynings- og klimaministeren udnytter sin adgang til at delegere beføjelser til andre statslige myndigheder uden for Miljø- og Fødevareministeriet og Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet. Der består i disse tilfælde ikke et over-/underordnelsesforhold mellem miljø- og fødevareministeren eller energi- forsynings- og klimaministeren, og den pågældende myndighed.

Ved andre statslige myndigheders varetagelse af f.eks. myndighedsopgaver for miljø- og fødevareministeren efter delegation bevarer miljø- og fødevareministeren sine beføjelser, herunder instruktionsbeføjelsen, i relation til de delegerede opgaver, da myndigheden på det delegerede område funktionelt vil høre under miljø- og fødevareministeren.

Efter de gældende bestemmelser i planlovens § 52, stk. 3-5, og miljøvurderingslovens § 13 har henholdsvis erhvervs- og vækstministeren og miljø- og fødevareministeren hjemmel til at delegere ministerens beføjelser til en under ministeriet oprettet myndighed og i den forbindelse fastsætte regler muligheden for at klage over de delegerede afgørelser. Efter bestemmelserne har ministrene desuden mulighed for at delegere deres kompetencer efter loven til en statslig myndighed oprettet under et andet ministerium.