LBK nr 4 af 03/01/2023
Miljø- og Ligestillingsministeriet
Miljøvurderingsloven § 30
Miljøministeren kan fastsætte regler om myndighedens behandling af ansøgninger efter § 19 og om, at sådanne ansøgninger skal afgøres samtidig med visse ansøgninger efter lov om miljøbeskyttelse.
Forarbejder til Miljøvurderingsloven § 30
RetsinformationMed den foreslåede affattelse af bestemmelsen bemyndiges miljø- og fødevareministeren til at fastsætte regler for behandlingen af sager om vurdering af et projekts væsentlige miljøpåvirkning (VVM-screening). De projekter, der foreslås omfattet af denne hjemmel, er visse virksomheder, anlæg og indretninger omfattet af § 33, stk. 1, i miljøbeskyttelsesloven, jf. bekendtgørelse nr. 1317 af 19. november 2015, som også er omfattet af dette lovforslags bilag 2. Den tilsvarende bestemmelse er udnyttet i VVM-bekendtgørelsen, jf. bekendtgørelse nr. 1832 af 16. december 2015 om vurdering af visse offentlige og private anlægs virkning på miljøet (VVM) i medfør af lov om planlægning til at fastsætte regler om, at myndighederne i forbindelse med sagsbehandlingen af en ansøgning om VVM-screening efter dette lovforslags § 19 som udgangspunkt skal behandle sagen samtidigt med en ansøgning om miljøgodkendelse efter miljøbeskyttelseslovens § 33, stk. 1, og en evt. ansøgning om tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19, stk. 1, eller § 28, stk. 3, og at sådanne afgørelser skal træffes samtidigt.
Bestemmelsen er endvidere udnyttet i VVM-bekendtgørelsen til at fastsætte regler om, at myndighederne i forbindelse med sagsbehandlingen af en ansøgning af et projekt til vurdering af dets væsentlige miljøpåvirkning (screening) skal behandle sagen samtidig med en ansøgning om fravigelse af generelle krav i en branchebekendtgørelse, og en evt. ansøgning om tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19, stk. 1, eller § 28, stk. 1 og 3, og at sådanne afgørelser skal træffes samtidigt.
Kravet om samtidighed for de omfattede virksomheder er fraveget, såfremt det sker med henblik på at overholde ændringerne i 2014 VVM-direktivet.
For godkendelsespligtige virksomheder er kravet om samtidighed endvidere fraveget, hvis virksomheden i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 33, stk. 2, søger om tilladelse til at påbegynde bygge- og anlægsarbejder, før der er givet en miljøgodkendelse. Bemyndigelsen i den foreslåede bestemmelse forventes endvidere anvendt til at fastsætte regler om sagsbehandlingstiden, der i henhold til dette lovforslag er fastsat til højst 90 dage fra den dato, hvor bygherren har fremlagt de krævede oplysninger, jf. dette lovforslags § 22, stk. 2.