Miljøskadeloven § 8

Til stk. 1

Bestemmelsen fastslår, hvad der skal forstås ved en miljøskade på vandmiljøet. Det skal være en skade, der medfører en betydelig negativ påvirkning af den økologiske, kemiske eller kvantitative tilstand eller det økologiske potentiale for vandforekomster, omfattet af miljømålsloven. Vandmiljøet omfatter herefter såvel grundvand, som ferske og salte overfladevande. Om den nærmere afgrænsning af disse vandforekomster, se forslagets § 15 og bemærkningerne til denne bestemmelse.

Den tilstand, der skal tages udgangspunkt i, når det skal vurderes, om der er sket en »betydelig negativ påvirkning« af vandmiljøet, er vandforekomsternes faktiske tilstand i form af vandforekomsternes økologiske, kemiske eller kvantitative tilstand eller økologiske potentiale. Det følger af miljømålsloven, som gennemfører vandrammedirektivet, hvad der i denne sammenhæng skal forstås ved økologiske, kemiske eller kvantitative tilstand eller økologiske potentiale

Den hidtidige tilstand er vandforekomstens tilstand på det tidspunkt, hvor den betydelige negative påvirkning indtræder. Det er således ikke den målsatte tilstand for vandforekomsten, som er fastsat efter miljømålsloven.

Data fra den basisanalyse, som efter miljømålsloven er udarbejdet for det vandområde, som vandforekomsten indgår i, vil ofte blive udgangspunktet for at vurdere, hvorvidt der er indtrådt en skade på vandmiljøet set i forhold til den hidtidige tilstand. Det skal imidlertid i denne sammenhæng fremhæves, at, i det omfang der er iværksat - realiseret - en indsats i indsatsprogrammerne og efter de kommunale handleplaner efter miljømålsloven for at beskytte eller forbedre en vandforekomsts tilstand, er også denne indsats en integreret del af vandforekomstens tilstand. Et eksempel på en sådan indsats kunne være etablering af vådområder, hvor engene spiller en rolle for vandløbets kvalitet. Det er således en del af indsatsprogrammet og den kommunale handleplan, at vådområderne skal have en vis udstrækning og karakter. Sker der en skade på vådområderne, som reducerer deres evne til at beskytte og fremme f.eks. vandløbets økologiske potentiale, indebærer denne skade (indirekte) en skade på vandløbet.

En miljøskade på vandmiljøet indebærer en betydelig negativ påvirkning af vandforekomstens eller vandforekomsternes tilstand. Begrebet en betydelig negativ påvirkning skal fortolkes i overensstemmelse med de tilsvarende karakteriseringer af påvirkninger af vandforekomster i vandrammedirektivet.

En miljøskade på vandmiljøet kan være konsekvensen af en negativ påvirkning af vandforekomsten som sådan, men kan også være en konsekvens af negative påvirkninger af andre naturressourcer, omfattet af denne lov, dvs. jorden eller de beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder, jf. forslagets § 10 om begrebet skade. Således kan f.eks. en jordforurening indebære en miljøskade eller en overhængende fare for miljøskade på vand, som følge af ud- eller nedsivning fra jorden til vandet.

Særligt om skade på overfladevand og kystvande

God overfladevandstilstand for overfladevand er den tilstand, et overfladevandområde har nået, når både dets økologiske tilstand og dets kemiske tilstand som minimum er god.

En tilstandsvurdering omfatter derfor både en vurdering af den kemiske tilstand og den økologiske tilstand.

Den kemiske tilstand er enten god eller ikke-god og afhænger af forekomsten af nogle bestemte, prioriterede forurenede stoffer (prioriterede betyder i den sammenhæng særligt uønskede). Ved vurdering af, om der er indtrådt en miljøskade på havet i området mellem 1 og 12 sømil fra kysten (basislinjen), er det alene den kemiske tilstand, der er relevant.

Den økologiske tilstand er et mål for lokaliteten som levested for planter og dyr og sammenfatter de biologiske, fysiske og kemiske forhold på stedet, herunder sammensætningen af plante- og dyreliv og forekomsten af forurenende stoffer. Vurderingen af den økologiske tilstand sker oftest ved biologiske bedømmelsesmetoder.

God kemisk tilstand for overfladevand er den kemiske status, der er nået i et overfladevandområde, hvori koncentrationerne af forurenende stoffer (som defineret i vandrammedirektivet) ikke overstiger de miljøkvalitetskrav, der er fastsat på fællesskabsplan. Der opereres alene med, om god kemisk tilstand er opfyldt eller ej.

God økologisk tilstand er den tilstand, hvor værdierne for de biologiske kvalitetselementer for den pågældende type overfladevandsområde udviser niveauer, der er svagt ændret som følge af menneskelig aktivitet, men kun afviger lidt fra, hvad der normalt gælder for denne type overfladevand under uberørte forhold.

Koncentrationen af forurenende stoffer indgår i definitionen af høj/god/moderat økologisk tilstand af overfladevande og maksimalt/godt/moderat potentiale for stærkt modificerede eller kunstige vandområder: Høj tilstand/højt potentiale forudsætter en koncentration af forurenende stoffer tæt på nul eller svarende til uberørte forhold. God tilstand/godt potentiale forudsætter, at koncentrationen af forurenende stoffer ikke overstiger miljøkvalitetskrav fastsat i overensstemmelse med direktivet. Moderat tilstand/moderat potentiale forudsætter forhold svarende til, at krav til biologiske kvalitetselementer er opfyldt.

Ringe og dårlig tilstand af overfladevande findes i vandområder, der viser henholdsvis større og alvorlige ændringer i værdierne for de biologiske kvalitetselementer, og hvori store dele af de relevante biologiske samfund, der normalt karakteriserer den pågældende type overfladevand under uberørte forhold, ikke forekommer.

Som udgangspunkt må det forhold, at en negativ påvirkning af overfladevand med forurenende stoffer indebærer, at overfladevandets økologiske tilstand rykker en klasse nedad, være udtryk for, at der er sket en betydelig negativ påvirkning og dermed en miljøskade. Det må det, idet en nedgang i tilstanden med en klasse vil indebære, at kravene i vandrammedirektivet ikke er opfyldt, også selvom god økologisk tilstand eventuelt er opfyldt – det vil sige et ryk fra høj til god økologisk tilstand. Rykker overfladevandets tilstand flere klasser ned, må der også i udgangspunktet være tale om en miljøskade.

Det må ligeledes i udgangspunktet indebære en miljøskade, hvis påvirkningen resulterer i, at »god kemisk tilstand« ikke længere er opfyldt.

Har vandområdet god økologisk tilstand eller potentiale både før og efter påvirkningen, vil der som hovedregel ikke være tale om en betydelig negativ påvirkning, da forudsætningen for klassen er, at miljøkvalitetskravene er opfyldt. Der kan dog være tilfælde, hvor der alligevel er tale om en betydelig negativ påvirkning og dermed en miljøskade, selvom overfladevandet ikke rykker en klasse ned, som f.eks. hvis der er sket en væsentlig ændring af de parametre, som karakteriserer overfladevandets tilstand inden for klassen. Et eksempel kunne være følgende: Der kan inden for klassen optræde betydelig negativ påvirkning, når man bevæger sig fra at være i god sikker afstand fra miljøkvalitetskravene, til at miljøkvalitetskravene kun lige er opfyldt. Det vil betyde, at der kun skal en lille yderligere påvirkning til, før tilstanden ændrer klasse. En sådan påvirkning, der flytter tilstanden væsentligt, om end inden for samme klasse, må betegnes som en betydelig negativ påvirkning og dermed en miljøskade.

Modsat kan man forestille sig særlige tilfælde, hvor overfladevandets økologiske tilstand rykker en klasse, uden at det er udtryk for en miljøskade. Hvis en forringelse af overfladevandets tilstand indebærer, at overfladevandets tilstand rykker fra at ligge helt i bunden af en klasse, f.eks. »god tilstand«, til aller øverst i den følgende klasse, f.eks. »moderat tilstand«, er der måske alene tale om, at forskellen på de parametre, der karakteriserer tilstanden før og efter påvirkningen, er minimal. I så tilfælde vil dette være en indikation af, at der ikke er en betydelig negativ påvirkning, dvs. at der ikke er tale om en miljøskade.

Hvor vandområdet har moderat, ringe eller dårlig økologisk tilstand før påvirkningen, kan dette karakterisere tilstande fra en situation, hvor det kemiske miljøkvalitetskrav kun lige netop ikke er opfyldt, til en situation, hvor det kemiske miljøkvalitetskrav er langt overskredet.

De kemiske miljøkvalitetskriterier, der er det faglige grundlag for de kemiske miljøkvalitetskrav, fastsættes ud fra øko-toksikologiske data og sundhedsdata, og de er udtryk for det højeste koncentrationsniveau, der skønnes ikke at have negativ effekt på vandområdets økosystem. En påvirkning, der resulterer i højere koncentrationsniveauer for forurenende stoffer, vil øge afstanden til de kemiske miljøkvalitetskrav, og negative biologiske effekter vil kunne forventes.

Giver påvirkningen med forurenende stoffer i vandområder, hvor udgangstilstanden er dårligere end god økologisk tilstand, anledning til, at koncentrationen i overfladevandet øges med en faktor 10 (og altså er mindst 10 gange større end miljøkvalitetskravet), må der være tale om en betydelig negativ påvirkning i forhold til udgangstilstanden.

Også varigheden af påvirkningen/skaden og muligheden for naturlig genopretning skal indgå i vurderingen af påvirkningen/skaden.

De første vandplaner skal foreligge i 2009. Kriterierne for tilstandsvurderingerne vil blive fastlagt i EU i 2008 og efterfølgende gennemført i en dansk bekendtgørelse om miljømål, der dermed bliver et vigtigt redskab til en vurdering af en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade i fremtiden.

Der anvendes dog allerede i dag i den eksisterende overvågning fagligt veldokumenterede indikatorer for miljøtilstanden i overfladevand. For vandløb bedømmes miljøtilstanden typisk ud fra smådyrsfaunaens sammensætning gennem metoden Dansk Vandløbsfaunaindeks. Denne metode klassificerer tilstanden på en skala fra 1 til 7, hvor faunaklasse 1 repræsenterer den dårligste tilstand og faunaklasse 7 den bedste tilstand. En nedgang i faunaklasse kan dermed anvendes til at vurdere om, der foreligger en betydelig negativ påvirkning. Det forventes i forbindelse med EU´s interkalibrering af miljømål, at faunaklasse 5 bliver »god« økologisk tilstand og klasse 4 bliver »moderat«. En interkalibrering er en slags ”synkronisering af ure” i den forstand, at den skal sikre, at vandrammedirektivets ”god tilstand” dækker over samme tilstand i medlemslandene, selv om de forskellige lande har forskellige overvågningssystemer og arbejdsmetoder.

Indtil videre må der arbejdes med udgangspunkt i de danske klassifikationer som faunaklasserne. Så for at blive betragtet som en miljøskade, skal forureningen medføre, at overfladevandet rykker en (eller flere) faunaklasser ned eller tilsvarende.

Der kan ikke siges noget generelt om, hvor stort et vandområde, herunder f.eks. hvor lang en vandløbsstrækning, der skal være betydeligt negativt påvirket, for at man kan konstatere en miljøskade. Udstrækningen af en eventuel miljøskade afhænger af vandløbets karakter. Eksempelvis kan en kort vandløbsspids med gydestrækning være ekstremt følsom over for forurening. Samtidig vil et stort gylleudslip i et vandløb ofte påvirke meget lange strækninger af vandløbet. Et eksempel er et gylleudslip til et vandløb, der indebærer, at den økologiske og kemiske tilstand rykker en eller flere klasser ned, f.eks. fra ”god” til ”moderat” eller ”ringe” tilstand. Et andet eksempel er, at en virksomhed i et opland til et renseanlæg ved et uheld udleder store mængder forurenende stoffer til det kommunale renseanlæg, og renseanlægget ikke har kapacitet til at håndtere den øgede belastning. Stofferne udledes på grund af den manglende rensning og forurener vandløbet kraftigt, således at dets økologiske og kemiske tilstand i væsentligt omfang bliver forringet. Et tredje eksempel er et skib, der efter grundstødning eller af anden årsag lækker olie i et sådant omfang, at der sker en væsentlig forurening af kystvandet, så dets økologiske og kemiske tilstand bliver væsentligt forringet.

Særligt om skade på grundvand

Afhængig af de geologiske forhold kan vandindvinding medføre uønskede ændringer i kvaliteten af grundvandet, som kan gøre det vanskeligt for vandværkerne at overholde grænseværdierne for nikkel og salt. Sådanne påvirkninger af grundvandet, der medfører, at det indvundne vand enten ikke kan anvendes eller skal gennem en avanceret rensning, før det kan anvendes som drikkevand, må antages at være en betydelig negativ påvirkning og altså en miljøskade. Det antages, at denne påvirkning skal berøre en grundvandsressource, som kan ligge til grund for en indvinding af 3.000 m3 om året.

Som eksempler på sådanne påvirkninger kan nævnes følgende: En Kommune må lukke en indvinding på grund af saltvandsindtrængning, der gør, at det indvundne vand ikke kan anvendes. En kommune må etablere en ny kildeplads bl.a. på grund af risiko for saltvands-indtrængning ved den gamle kildeplads. Påvirkningerne i eksemplerne vil ikke kunne udgøre en miljøskade, i det omfang indvindingerne er sket i overensstemmelse med en udtrykkelig tilladelse.

På en række øer har risiko for saltvandsindtrængning medført en betydelig indsats for at planlægge og tilrettelægge indvindingen, så denne risiko minimeres. Det gælder f.eks. på Nordsamsø og Als. Derudover er hele Køge Bugt området generelt sårbart overfor saltvandsindtrængning, og det har været nødvendigt at reducere indvindingen i området. I disse risikoområder er det således afgørende for en fortsat bæredygtig indvinding, at de meddelte tilladelser respekteres og overindvinding undgås.

Hvis grundvand forurenes, så der kan konstateres koncentrationer over grænseværdierne i en afstand på mindst 100 m fra forureningskilden (svarende til kriteriet for, hvornår en offentlig indsats bør iværksættes overfor en forurening), må det antages, at der er tale om en miljøskade. Forureningen skal (kunne) påvirke en grundvandsressource, som kan ligge til grund for en indvinding af 3.000 m3 om året.

Der er en række historiske eksempler på skader, der formentligt ville udgøre miljøskader efter de nye regler, dvs. efter en vurdering af koncentration og stof, omfang og tid, herunder muligheden for naturlig nedbrydning. Disse fremgår af regionernes oversigt over den offentlige undersøgelses- og afværgeindsats. Der kan bl.a. peges på de meget omfattende jord- og grundvandsforureninger med chlorerede opløsningsmidler, der stammer fra store erhvervsrenserier.

Negative ændringer, der ikke er en miljøskade i form af en skade på vandmiljøet

Negative ændringer af et vandområdes tilstand omfattet af miljømålslovens § 17, stk. 1 og 2, er ikke en miljøskade på vandmiljøet, jf. forslagets stk. 2.

Sådanne negative ændringer omfatter dels manglende opnåelse af god grundvandstilstand, god økologisk tilstand eller, hvor det er relevant, godt økologisk potentiale, dels manglende forebyggelse af forringelse af et overfladevandområdes eller en grundvandsforekomsts tilstand, forudsat at disse negative ændringer skyldes nye ændringer af overfladevandområdets fysiske karakteristika eller forandringer i grundvandsforekomsternes niveau. De negative ændringer kan også skyldes manglende forebyggelse af et overfladevandområdes forringelse fra tilstanden »høj« til tilstanden »god«, hvis disse ændringer skyldes nye bæredygtige menneskelige udviklingsaktiviteter.

Et konkret eksempel på »nye bæredygtige menneskelige udviklingsaktiviteter«, der kan begrunde manglende forebyggelse af en forringelse fra høj til god tilstand, kunne være anlæg af en havn (selvfølgelig under den forudsætning, at havneprojektet i øvrigt kunne karakteriseres og tillades som en bæredygtig udviklingsaktivitet).

Det er en forudsætning for anvendelsen af miljømålslovens § 17, stk. 1 og 2, og dermed for, at disse negative ændringer ikke kan betragtes som en miljøskade, at følgende betingelser opfyldes, når de beskrevne negative ændringer realiseres: Der skal tages alle praktisk gennemførlige skridt for at mindske den skadelige indvirkning på vandforekomstens tilstand. Desuden skal grundene til disse ændringer eller forandringer være specifikt angivet og forklaret i vandplanen, og målene skal revideres hvert sjette år. Ændringerne eller forandringerne skal være begrundet i væsentlige samfundsinteresser, eller nyttevirkningerne, der følger af de nye ændringer eller forandringer for befolkningens sundhed, opretholdelsen af menneskers sikkerhed og en bæredygtig udvikling skal være større end nyttevirkningerne ved opnåelse af målene for miljøet og samfundet. De nyttige mål, der tilsigtes ved de nye ændringer eller forandringer af vandområdet, må ikke på grund af tekniske vanskeligheder eller uforholdsmæssigt store omkostninger kunne opnås med andre midler, som miljømæssigt er en væsentligt bedre løsning.

Det gælder altså her som i forhold til miljøskaden på beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder, at påvirkninger, der (isoleret betragtet) ville udgøre miljøskader, kan tillades med den konsekvens, at de ikke længere er miljøskader i miljøansvarsdirektivets forstand. Betingelserne er her, at påvirkningens skadelige virkning begrænses mest muligt, og at der ved lempelse af beskyttelsen af vandressourcen opnås et samlet set større gode for samfundet som helhed, end hvis lempelsen ikke blev tilladt. Betingelserne er dermed i udgangspunktet ikke så skarpe som betingelserne i forhold til at tillade en negativ påvirkning efter habitatdirektivets artikel 6, stk. 3 og 4, hvor kravet er, at der samtidigt »træffes alle nødvendige kompensationsforanstaltninger for at sikre, at den globale sammenhæng i Natura 2000 beskyttes«.