Miljøskadeloven § 3

Lovforslagets bestemmelser skal ikke finde anvendelse for en miljøskade, hvis der er gået 30 år eller mere, efter at den emission eller begivenhed, der førte til skaden, har fundet sted. Dette er i overensstemmelse med direktivets anvendelsesområde.

Begrebet emission er defineret i direktivets artikel 2, stk. 8, og omfatter en udledning i miljøet, forårsaget af menneskelige aktiviteter, af stoffer, præparater, organismer eller mikroorganismer.

Det bemærkes, at forældelsesfristen ikke regnes fra tidspunktet for ophøret af den produktionsmetode eller anvendelsen af det anlæg, der forårsagende eller kunne forårsage den negative påvirkning, som den gør efter jordforureningslovens § 41, stk. 4. Dette betyder, at selv om der ikke kan meddeles påbud som følge af 30-års-reglen efter dette lovforslag, er det muligt, at der fortsat kan meddeles påbud efter jordforureningslovens § 41, stk. 4.

De almindelige 5-årige, 20-årige og 30-årige forældelsesfrister, der gælder for erstatningsretlige krav efter den almindelige erstatningsret, har ikke betydning for, om lovforslagets påbudshjemler vil kunne anvendes. Derimod gælder almindelige forvaltningsretlige regler, hvorefter miljømyndighederne efter passivitetsbetragtninger og indrettelsessynspunkter kan være afskåret fra at meddele påbud. Miljømyndighederne skal således reagere inden for en rimelig tid, når de får kendskab til en forurening, der kunne påbydes afhjulpet.

For så vidt angår spørgsmålet om forældelse af fordringer som følge af selvhjælpshandlinger henvises til § 48, stk. 1.