Miljømålsloven § 39

Til stk. l.

Bestemmelserne om udarbejdelse af Natura 2000-planer gennemfører fuglebeskyttelsesdirektivets artikel 4 og habitatdirektivets artikel 6, stk. 1. Med Natura 2000-planer og målsætninger konkretiseres tillige grundlaget for amter og kommuners administration af habitatdirektivets artikel 6,2-4, der tillige gælder for fuglebeskyttelsesområderne, om vurdering af aktiviteter og projekter, jf. bekendtgørelse nr. 477 af 7. juni 2003 om afgrænsning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder. Herefter er bevaringsmålsætningen for det enkelte område afgørende for vurderingen af, om konkrete aktiviteter og projekter er i overensstemmelse med beskyttelsesforpligtelserne.

Den samlede Natura 2000-plan består af tre elementer (basisanalysen, målsætninger og indsatsprogram), og bygger på det forslag til naturplanlægning, som er udarbejdet i »Idékatalog for naturplanlægning« marts 2003, af Miljøministeriet, Fødevareministeriet og Amtsrådsforeningen. Idékataloget opererer med en løbende planlægningsproces, hvor der på grundlag af en registrering og vurdering af tilstanden, kan opstilles målsætninger og udarbejdes indsatsprogrammer. En fornyet registrering af tilstanden vil vise effekten af den foretagne indsats og give grundlaget for revision af målsætninger og nye indsatsprogrammer.

Idékataloget knytter sig til regionplan 2005, og tager højde for, at naturplanlægningen skal kunne honorere EU-retlige krav efter habitatdirektivet og kunne samordnes med vandrammedirektivets planlægningsbestemmelser.

Lovforslaget gør naturplanlægningen obligatorisk i de udpegede internationale naturbeskyttelsesområder, mens naturplanlægning uden for disse områder fortsat kan være en del af den amtslige regionplanlægning. Dog kan det være nødvendigt, i Natura 2000-planen, at planlægge for arealer uden for de udpegede internationale naturbeskyttelsesområder, i det omfang en indsats her er nødvendig for at opfylde direktivkravene i områderne.

Naturplanlægningen i de internationale naturbeskyttelsesområder vil indgå som forudsætning for regionplanlægningen, mens naturplanlægning uden for disse områder som hidtil kan indgå i regionplanlægningen og den samlede interesseafvejning her. Da amtsrådet er ansvarligt for begge typer planlægning, forventes der ikke at blive problemer med at skabe helhed i naturforvaltningen.

Hjemlen i § 47 til at miljøministeren kan fastlægge retningslinier for udarbejdelse af Natura 2000-planer og deres indhold, vil om nødvendigt blive anvendt til at fastsætte eventuelle retningslinier for amtsrådenes prioritering af indsatsen.

Til stk. 2

På arealer inden for et internationalt naturbeskyttelsesområde, der er ejet af en offentlig myndighed, afgør den offentlige myndighed, om området skal omfattes af amtets indsatsprogram, eller om den offentlige myndighed selv ønsker at udarbejde et indsatsprogram eller lignende, med henblik på at prioritere indsatsen i det internationale naturbeskyttelsesområde. De planer mv. der kan blive tale om er fx driftsplaner eller anden indsats, som udføres af en offentlig myndighed som grundejer. F.eks. ejer Forsvarsministeriet, Fødevareministeriet, Miljøministeriet og kommunerne væsentlige naturområder, for hvilke der løbende udarbejdes driftsplaner eller lign. Planen skal være baseret på den af amtet udarbejdede basisanalyse og de fastlagte mål for naturtilstanden. Den offentlige myndighed har således alene indflydelse på hvorledes indsatsen skal tilrettelægges, og ikke hvordan målsætningen i øvrigt skal fastlægges, jf. dog § 44.

Med henblik på at sikre at der bliver taget højde for disse planer i forbindelse med udarbejdelsen af Natura 2000-planen, skal amtsrådet i medfør af § 37, stk. 3, tage kontakt til de berørte myndigheder forud for udarbejdelsen af Natura 2000-planen.

Amtets Natura 2000-plan skal herefter ledsages af en beskrivelse af andre offentlige myndigheders forvaltningstiltag inden for det internationale naturbeskyttelsesområde. Formålet er at skabe overblik over den samledes indsats. De ledsagende planer er således alene af oplysende karakter, og udgør ikke en del af Natura 2000-planen.

Da de offentlige myndigheder er direkte forpligtet af direktiverne, skal de, i forbindelse med udarbejdelsen af forvaltningsplaner m.v. for de arealer, myndighederne ejer, og som er omfattet af direktiverne, leve op til direktivernes beskyttelsesniveau.